Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56608Visninger
AA

5. Seks sekunder

TREDJE KAPITEL

①⑨. juni

”Barn, barn.” En hvisken susede for min ører, da jeg mærkede, hvordan der blev rusket i min søvnige krop. Irritabel prøvede jeg at få urolighederne til at stoppe, men forgæves. Det var ikke en morgen med fuglesang, hvilket hele min krop og humør var påvirket af, da jeg drejede rundt i sengen. Efter flere rusk, tvang jeg opgivende mine øjenlåg op, og da jeg så min elskede farfar ved min sengekant, sukkede jeg. Han stod bøjet ind over sengen uden det sædvanelige smil, der spillede om hans læber. ”Der er kommet en pakke til dig …” forklarede han stille, og ganske rigtigt, så holdt han en lille papæske i sine arme.

Uden at overveje min søvnige tilstand, fik jeg tvunget min krop til at sætte sig op i sengen, og tog fattet imod pakken. Mit blik fik straks øje på det hvide mærkat, før han overhovedet fik tid til at forklare.

Pakken var fra min mor. I New York.

”Kom ned til morgenmad bagefter, ikke?” Hørte jeg min farfar foreslå, inden han lukkede min værelsesdør og fortsatte ned ad trappetrinene. Det var med en blandet fornemmelse, at jeg efterladt sad tilbage. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg lod mine fingre glide hen over pakkens overflade. Til Beverley Foster.

”Hvad har du så sendt mig denne gang?” mumlede jeg til mig selv, da jeg med besvær begyndte at åbne pakkens sider. Min mors og mit forhold var ikke noget at prale af – faktisk var jeg usikker på, om der egentlig var et reelt mordatter-forhold. Siden jeg til hendes overraskelse havde valgt at forlade New York og erstatte mit hjem med Northwich, havde vores kontakt nået bristepunktet. Hun var uforstående over for mit had til storbyen, og havde nærmest forlangt, at jeg blev. Heldigvis var jeg fyldt atten, så intet element i hendes argumenter, fik mig til at overveje min beslutning.

Mine fingre fik fat i pakkens indhold, og hev langsomt papiret ud. En lille kuvert var placeret imellem mine fingre, da jeg havde trukket det hele vejen ud. Sukket, der undslap mine læber, signalerede min ubehag omkring papiret. Min mor plejede altid at sende mig hjertevarme objekter. I årenes løb havde jeg modtaget alt fra dyre fødselsdagsgaver til julekalendere. Min farfar havde lært mig, at jeg skulle anerkende hendes måde at være venlig på, så med tiden, havde jeg indset, at hun blot prøvede at vinde sin datter tilbage.

Jeg fik efter flere overvejelser endelig åbnet kuverten, men da jeg bed mærke i indholdets værdi, mistede jeg vejret et kort sekund. Aldrig før havde hun sendt mig en flybillet, gaverne plejede aldrig at overstige en værdi på et par tusind. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, da jeg læste den lille grønne post-it, der var klistret på billetten. Jeg vil så gerne høre om din udstilling  .. Mor x. Billetten var bestilt til dagene efter den sidste del af min eksamen.

Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan et lille smil havde fundet vej frem, for min mors støtte betød alligevel en del. Hun var trods alt min eneste forældre tilbage, så at vide, hun støttede mig i mine drømme, varmede tit mit hjerte. Hun burde dog vide, at der skulle meget til, for at jeg frivilligt rejste til New York. Jeg følte mig så utryg i den by, så selv om jeg havde min mor ved min side, var det ikke nok til at overbevise mig. Jeg ville heller ikke tage af sted i år, medmindre jeg nåede at opleve et mirakel inden.

Da jeg mødte min farfar i køkkenet, efter at have lagt kuverten væk i kommoden, gav han mig et akavet smil. Selv om han altid var fyldt med gode råd, vidste han ikke, hvordan han skulle reagere i situationer som disse. Det var ikke let for ham, da vi begge vidste, at min mor følte, jeg havde fravalgt hende frem for ham.

”Har du fået kigget i din bog?” spurgte jeg ham i stedet, selv om svaret var åbenlyst. Selv om jeg først have været hjemme sent i går på grund af endnu en omgang fotografering, der var endt med endnu et dårligt resultat, havde han sikkert allerede studeret bogen nøje.

Han kiggede op fra gryden på komfuret og nikkede. ”Jeg har lavet to af modellerne,” fortalte han, og pegede på to anderledes papirfly, der lå på sofabordet i stuen. ”Den ene, er den model, der slog verdensrekorden sidste år,” fortalte han og gav et smil fra sig, da han elskede samtaler, der omhandlede papirfly. Jeg gik over til sofabordet og tog flyet op, for at studere det. Ud af alle de modeller, min farfar havde samlet og fået, kunne jeg ikke se denne models ekstra gode egenskaber.

”Hvad er rekorden på?” spurgte jeg ham, for at give ham muligheden for at fortælle mig det igen, og lod mine fingre snitte vingen.

”29,2 sekunder,” svarede han stolt. ”Det er ikke meget, men for papirfly er det alting.” Hver gang min farfar begyndte at oplyse mig om de foldede papirer, og udstrålede sin kærlighed, kunne jeg ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Den indre glød, der fyldte hele hans krop, formåede altid at påvirke hans udstråling til en bedre version af sig selv.

Jeg lagde papirflyet ned på bordet, og kiggede igen på min farfar. ”Har du overvejet at prøve at slå rekorden igen?” spurgte jeg ham interesseret, da han med årene var kommet med forskellige svar.

Han trak på skuldrene og rørte rundt i havregrøden, som om det ikke var helt ligeså vigtigt. ”Din farmors og mit forhold var ude på en meget lang rejse, så det er ikke længere vigtigt for mig,” fortalte han mig endnu engang, og sammenlignede igen sine papirfly med ægte kærlighedsforhold.

”Du kunne da ellers prøve at rette Jayne ud.” Jeg prøvede at opmuntre ham til at arbejde videre på det mest betydningsfulde af alle hans papirfly. Mit blik søgte mod montren på kontoret, hvor det navngivne fly lå uberørt. Han havde ikke rørt det siden vingen gik i stykker – pudsigt nok dagen før min farmor forlod os.

Min farfars bevægelser indikerede, at det ikke var tiden til at snakke om min afdøde farmor Jayne. Derfor valgte jeg for hans skyld at gå mod trappen, for at give ham lidt tid til at tænke på de mange minder, de sammen havde oplevet.

***

Mine ben blev tungere og tungere for hvert skridt jeg tog mod Café Luna. Mine tanker havde egentlig ikke besluttet sig for, om det her nu var en god idé, men min underbevidsthed virkede til at have andre planer. Det var en mærkelig situation, jeg befandt mig i, for jeg brugte aldrig min tid på andet end at studere, tage billeder eller være selskabelig med min farfar. Det var flere år siden, jeg sidst havde været på en date, og mange var det ikke blevet til, så nervøsitet havde for længst vist sig i mine ansigtstræk.

Harry virkede umiddelbart som en flink fyr ud fra sin fremtoning. De lange krøller, der pænt omfavnede hans ansigt og de grønne øjne, der forstærkede smilet til et samlet kær helhed. Jeg kendte bare intet til lagene under hans facade – måske var han en helt anden person, når man lærte ham at kende. Det ville jeg i hvert fald finde ud af nu, for da jeg drejede om en af gågadernes sidehjørner, så jeg hans høje skikkelse læne sig op ad caféens menukort i glasmontren. Han bar en grøn T-shirt, der sad tæt omkring hans trænede arme, samt sorte bukser og støvler, der alt sammen klædte ham overraskende godt.

Da han hørte mine skridt, og nysgerrigt løftede sit blik fra sin telefon, lyste hans øjne. ”Du dukkede faktisk op,” udbrød han overrasket, og viste sin store usikkerhed, i forhold til om jeg ville tage imod hans invitation.

”Jeg kan ikke sige, at jeg ikke har travlt med mit projekt, men din idé var så kreativ, at jeg ikke kunne modstå,” jokede jeg og træk forsigtigt på smilebåndet, da jeg stadig var forundret over, at jeg var endt her. Jeg havde under tre uger til at færdiggøre min portfolio, og at benytte den tid til en date med en ukendt, var ikke i mine planer.

Harry og jeg fik placeret os ved et rundt bord under solen, inden han ønskede at vide mere. ”Projekt, siger du?” spurgte han, og virkede oprigtigt interesseret.

Jeg nikkede. ”Jeg har under tre uger, inden jeg skal aflevere min –” Pludselig huskede jeg gårsdagens samtale. Det var meningen, at han skulle gætte det. ”Der fik du mig sku næsten,” fortalte jeg ham med et grin og sukkede lettet ud, da han ikke havde formået at få mig i sin muligvis planlagte fælde.

Harrys latter fyldte kort efter caféen, og den måde hans ansigt ændrede udtryk på, viste sig at danne et naturligt smil om mine læber. ”Så vi leger stadig den leg?” spurgte han med et løftet øjenbryn. Da jeg gav ham et bestemt nik, tog han sin hånd og kørte den igennem krøllerne, mens han ene mundvige løftede sig. Han tænkte. ”Hvis nu vi bestiller mad først, kunne jeg få nogen ledetråde bagefter?” foreslog han og rakte mig det brune menukort fra bordet.

”Hvem har sagt noget om ledetråde?” drillede jeg, mens mit blik læste madretternes titler igennem. Harry kom aldrig med en tilbagebemærkning, men jeg kunne føle, at han havde indset, at han ikke behøvede at starte en diskussion for at vinde i denne omgang.

Mens jeg overvejede, hvad min frokost skulle bestå af, tog jeg nogle få kig på Harry imens. Det var endnu ikke gået op for mig, at jeg faktisk sad og spiste med ham. Det var så kort tid siden, at jeg havde mødt ham, og jeg var overrasket over, hvordan jeg udfoldede mig, når jeg var sammen med ham. Jeg plejede at være indelukket over for nye mennesker. Jeg plejede aldrig at sige særlig meget, men Harry fik mig til at slappe af. Han fik mig overraskende nok til at føle mig tilpas.

Efter at Harry charmerende havde bestilt maden hos en tjener, vendte han sin opmærksomhed mod mig. Hans blik stirrede blidt ind i mine øjne, og på den måde brynene krummede, vidste jeg, at han prøvede at regne mig ud. ”Fortæl mig, hvornår denne interesse fik din opmærksom,” bad han og gav mig et forsigtigt smil.

”Jeg var tretten år,” svarede jeg ærligt, men mistede kort koncentrationen, da en flot, kvindelig tjener, selvsikkert serverede vores drikkevarer. Til min overraskelse, fjernede Harry aldrig sit blik fra mig, men takkede hende blot med stemmen. På en eller anden måde formåede han at berolige mig, og gav mig en lyst til at fortsætte vores gætteleg.

”Tretten år,” mumlede han, og tænkte sig om. ”Hvor gammel er du i så dag, om jeg må spørge?”

Svaret røg ud af mig, som var det til en udstilling, hvor jeg skulle forsvare mine billeder. ”Togtyve,” fortalte jeg, og lærte, at han var et år ældre end mig. 23. ”Men hvordan vil det hjælpe at kende til min alder?” spurgte jeg undrende, og løftede mit øjenbryn.

Et smil spillede om hans læber. ”Nu kan jeg udelukke interesser som selfies og Youtube,” forklarede han, inden jeg igen kunne lytte til hans hjertelige, rungende latter.

”Er du helt seriøs?”

Hans latter blev erstattet med stilhed, da han hørte mit spørgsmål. Han virkede forvirret, da han igen kiggede på mig. ”Selvfølgelig er jeg seriøs, men lad os komme videre til ledetrådene,” foreslog han og lod situationen blive i det forglemte.

”Jeg får et produkt ud af det,” var det første jeg kom frem til, da jeg ledte ham tættere på min interesse.

”Og det er stadig ikke maler?” spurgte han forgæves, og virkede ikke til at have indset, han havde ramt forbi indtil nu. ”Forfatter? Syning?” prøvede han, men for hvert gæt blev det koldere, og hans smil begyndte at falme.

Jeg grinede af ham, da han virkede til at give op. ”Syning, helt seriøst?”

Han gjorde et skuldertræk, og virkede ellers glad for hans bud. ”Du læser bøger om papirfly, så kunne du da ligeså godt også sy,” forklarede han og fremkaldte kort efter et lille grin, der langt fra kunne måle sig med hans tidligere. Dette var mere fjernt, og ikke ligeså selvsikkert. Han var svær at regne ud.

Idét jeg skulle til at fortælle ham, at han misforstod papirfly-interessen, råbte han op. ”Fotograf, er det fotograf?” Et stort smil tonede frem på de lyserøde læber, og jeg kunne ikke lade vær med at slå en varm latter op. Hans ansigtsudtryk, der var en blanding af løftede øjenbryn og et smørret smil, gav et resultat, der ikke kunne modstå en latter. ”Hvad får dig til at tro det?” spurgte jeg ham.

Han så på mig, og de klare øjne mistede noget af gløden, da han igen troede, at buddet var i den gale retning. ”Du ligner vel en fotograf, tror jeg,” sagde han, og tvang sin mundvige op ad, for ikke at vise sin sure mine. Det overraskede mig, at Harry, der virkede som en forholdsvis selvsikker fyr, og vidste, hvad han skulle i livet, samt tog det stille og roligt, blev så påvirket, hvis han ikke formåede at gætte det rigtige svar. Derfor glædede det mig, at jeg kunne få smilet tilbage på hans læber, da jeg fortalte ham sandheden.

”Du har ret, Harry,” svarede jeg muntert, og så hvordan han kom tilbage til sig selv. ”Jeg er ved at afslutte min portfolio og skal senere lave en udstilling, men nok om mig,” mente jeg, og forventede, at jeg nu kunne lære lidt mere om den her fyr, jeg pludselig var stødt ind i.

Hans øjne glimtede fra solens skær, men jeg var overbevist om, at en indre glød også viste sig, da han begyndte at fortælle. ”Jeg har en bachelor i psykologi fra sidste sommer, og har de sidste otte måneder rejst rundt i Europa med mine bedste venner.”

Hans svar kom bag på mig. ”Wow, det må jeg sige,” kommenterede jeg, og studerede ham, da han fortalte videre, mens et kæmpe smil spillede om hans læber. Han fortalte, hvordan han havde svømmet ved Spaniens strande i Middelhavet, stået ved Eiffeltårnets top, lært nogen ord på italiensk og ikke mindst havde han sovet under den åbne himmel i svenske skove.

”Det var fantastisk,” fortalte han. ”Min næste destination er New York, når jeg har fået sparet nogle flere penge sammen,” forklarede han mig, og da han nævnte byen, prøvede jeg ihærdigt at beholde smilet. Jeg ønskede ikke at påvirke hans humør.

”New York,” mumlede jeg. ”Er det ikke dyrt?”

Harry trak på skuldrene, mens hans grønne øjne kiggede ned i bordet. ”Da min bedstefar døde, gav han nogle af sine penge videre til min søster og jeg,” fortalte han. ”De fleste brugte jeg så på Europa, da han havde bedt os om at opleve vores drømme.” Jeg nikkede forstående, og prøvede at forestille mig hvordan det ville være, pludseligt at kunne gøre så meget af det, man ønskede. Selv om jeg ikke var meget for at rejse selv, så forstod jeg, hvorfor Harry blev så lykkelig af sine fortællinger. For selv om det lå langt fra min natur, lød det så vidunderligt, at jeg sådan ønskede at vide mere om ham og hans store eventyrlyst.

”Hvad så med nu? Arbejder du for at få råd?” spurgte jeg ham ad, og studerede, hvordan hans fingre kørte igennem håret, for at få de længste totter væk fra ansigtet.

Han gjorde et skuldertræk. ”Min vens far ejer baren her på gågaden, så der synger jeg nogen gange om ugen. Det er ikke den bedste løn, men jeg nyder det,” fortalte han mig. Jeg gav ham et lille smil, og prøvede at forestille mig et mørkt lokale, hvor han i centrum af samtaler og øl ville sidde på scenen, oplyst af et spotlight og synge. Ud fra hvad hans talestemme kunne præstere, kunne jeg ikke forestille mig de mange muligheder i hans sangstemme.

”Men hvad med dig, jeg kan gætte mig til, du arbejder i smykkeforretningen, eller?” adspurgte han og udviste endnu engang interesse for mig.

Jeg nikkede. ”Ejeren er min farfars bedste ven, så jeg har arbejdet der i fire år nu,” fortalte jeg ham og smilede forsigtigt, da det ikke var det mest interessante, jeg kunne komme på om mig selv.

”Og hvad med en kæreste?” spurgte Harry forsigtigt og lod vores blikke forblive låst fast mod hinandens. Det var på en mærkelig måde behageligt.

Harrys spørgsmål kom bag på mig, men han havde indtil nu været meget ligefrem, så jeg burde i det mindste have set det komme. ”Jeg havde en kæreste for fem år siden, men ingen lige nu,” svarede jeg blankt, og så hvordan Harrys mundviger steg op i et fjollet smil. Han virkede til at være tilfreds med mit svar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...