Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

247Likes
282Kommentarer
56555Visninger
AA

16. Niogtyve,to sekunder

TOLVTE KAPITEL

②⓪​. juli

Tiden stod stille, da vagterne åbnede dørene til glasbygningen. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg mærkede sveden pible frem på min pande fra en blanding af nervøsitet og sommervarme. Det var i dag, min udstilling blev åbnet. Det var i dag min drøm ville briste eller bære. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene og mærkede slagene ved brystet. Det var nu.

Lærere, studerende og fremmede befandt sig her i lokalet efter blot få minutter, og for første gang i lang til følte jeg mig værdsat. Det var det her, jeg havde drømt om så længe. Jeg mærkede pludselig en hånd mod min, og da jeg kiggede ned til min side, gav min farfar mig et støttende smil fra sin kørestol. Det var så heldigt, at han havde fået lov til at være med her i dag, for uden ham føltes det helt forkert. Især nu når Harry for alvor var væk, da han sad i flyet på vej mod New York.

Jeg havde prøvet at ryste tankerne væk siden i går, men forgæves. Harry havde kysset mig, det var så perfekt i de sekunder, jeg kunne mærke hans varme, hans hjerteslag. Men som om alt var lige meget, var han vendt om og forladt mig. Han havde blot hilst af og efterladt mig der, mutters alene med følelsen af hans læber mod mine. Jeg kunne ikke forstå, hvordan han bare sådan kunne forsvinde ud af mit liv? Det føltes så forkert, og efter at have oplevet den lille gnist, der var en forhåbning om et bedre liv med ham, var det ufatteligt svært at give slip på ham.

”Ms. Foster?” En stemme hev mig ud af mine løbske tankestrømme, der alle omhandlede den fantastisk fyr med det krøllede hår og øjne, der kunne redde min dag på få sekunder. Foran mig stod min lærer, der med et stolt smil fortalte mig: ”Vi er klar, når du er.” Jeg nikkede forsigtigt, rystede tankerne om kærlighed væk, og kiggede ned på min farfar for støtte. Han smilede stort og ægte, som dengang når farmor kom hjem. På grund af ham, gik jeg op til mikrofonen og kiggede på de cirka tredive mennesker, der var mødt op. Det var nu eller aldrig.

Forsigtigt prikkede jeg på mikrofonen med min finger, og samlede mig, inden jeg ville afsløre, hvad den her udstilling virkelig var. ”Velkommen alle sammen,” begyndte jeg og tog en dyb indånding, inden jeg åbnede mit hjerte og fortalte gæsterne om den mest fantastiske person, jeg nogen sinde havde mødt.

”Jeg har brugt utallige timer på min udstilling henover de sidste uger, og i lang tid ledte jeg efter den helt rigtige stemning og idé, der ville give resultatet karakter. Min udstilling hedder Efterregn, og selv om nogen vil tænke, at det ord ikke findes, så har det ord en helt speciel betydning for mig. Alle mine billeder er taget lige efter det har regnet, men der kan både være billeder med vand på, eller billeder uden regn.

Jeg har samtidig også valgt at kalde den her udstilling for Efterregn, da alle billeder blev inspireret efter jeg mødte en helt speciel person. Han hjalp mig med at færdiggøre den her udstilling, og uden ham, ville min drøm nok aldrig være så tæt på at gå i opfyldelse. Jeg mødte ham på en våd regnvejrsdag for en måned siden, lige efter regnen var holdt op, og derfor håber jeg, at I vil nyde billederne lige så meget som jeg gør. Mange tak.”

Det føltes som om sten blev løftet af mine skuldre, da jeg trådte ned fra forhøjningen i enden af lokalet. Folks klap blev erstattet med lave dialoger, da alle begyndte at gå rundt og kigge på mine fotografier. Jeg tog en dyb indånding, da jeg mødte mine undervisere nogle minutter efter.

”Ms. Foster, den her udstilling er fantastisk. Vi var bange for din inspiration var forsvundet, men det ser ud til du fandt den,” belønnede den ene af mine lærere mig med, hvorefter hun sendte et hentydende blink min vej. Et tilfredst smil var at finde om hendes læber, og jeg følte, jeg havde sejret. Hvis hun kunne lide det, havde andre det forhåbentlig på samme måde.

Flere minutter gik, og jeg var ligeså stille begyndt selv at gå rundt og nyde udstillingen. Jeg kørte min farfar rundt i hans kørestol og lyttede til hans fantastiske komplimenter. Han var stolt af mig, det kunne jeg høre, og hans ord hjalp mit knuste hjerte. Min farfar betød så meget for mig, at jeg ikke kunne forestille mig en hverdag uden ham. Tanken om, at et hjertestop havde forårsaget, at han nu var bundet til denne kørestol, skræmte stadig livet af mig, men jeg prøvede at leve med tanken om, at alt nok skulle gå.

”Ms. Foster?” En genkendelig stemme talte til mig, og det var med et stort smil om læberne, at jeg mødte en af mine fars gamle kollegaer. ”Åh, jeg så dit navn i avisen og blev nødt til at se, hvordan du klarede det,” fortalte hun mig og hev mig ind til et kram. Det var en mærkelig følelse at se hende igen, for jeg huskede hende tydeligt. Min far havde haft hende ovre til aftensmad flere gange, og nu når jeg var blevet ældre, havde jeg tit tænkt tilbage, og overvejet om hun mon var mere end en kollega.

”Det er længe siden, Caren,” hilste jeg og gav hende et forsigtigt smil.

Hun nikkede ivrigt og pegede på det nærmeste billede. ”Jeg så dig altid med et kamera ved din side, da du var lille, men jeg havde aldrig regnet med, at det ville ende ud med dette,” roste hun og fastholdt blikket på billedet foran os. Mit smil falmede, da jeg straks genkendte ham. Billedet vi stod foran hed Grøn og var det eneste billede i udstilling, der rent faktisk portrætterede Harry. Det var fra en af vores første dage sammen, hvor jeg i smug havde taget et billede af ham, da han så nydeligt stod og nød solen. Solen var ved at gå ned over horisonten, og lysstrålerne gjorde næsten den ene side af hans hoved usynligt. Jeg havde først senere indset, at det passede perfekt ind i min portfolio.

Jeg var blevet så opslugt af mindet, at jeg ikke havde opfattet, at Caren var gået videre. Mit blik faldt til jorden, og jeg mærkede en af splinterne fra hjertet falde fra resten.

”Barn dog,” lød min farfars stemme, og jeg huskede, at han var at finde ved min side. ”Så tag dog til New York efter ham!” Min farfars sætning fik hele min verden til at gå i stå. Hvad havde han lige sagt? Tage efter Harry til New York? Var han sindssyg? ”Jeg kan se hvor væk du er i den knægt, så tag dog efter ham!” gentog han og gav mig et opmuntrende smil.

”Jamen… “ begyndte jeg, men kunne slet ikke finde ordene. Jeg havde sat mig for at det hele var slut, men nu sad min farfar her og opfordrede mig til at kæmpe. ”Men farfar, det vil jo være alt for vildt, han vil jo tro, jeg er besat,” mumlede jeg og kunne ikke få mine tanker til at samarbejde. Jeg havde en skræk for at tage til New York, men nu skulle jeg gøre det for at vinde Harry tilbage. Jeg turde ikke.

Min farfar rystede bestemt på hovedet. ”Han vil elske det Beverley. For syv søren, han elsker dig!” Inderst inde vidste jeg godt, at min farfar havde ret. Tog jeg til New York og viste Harry, hvad han betød mig, var der bare tilbage, at vi skulle finde ud af det. ”Jeg burde nok ikke fortælle dig dette, men han har fortalt mig, at et af hans største ønsker er, at du kunne tage derhen med ham,” lod min farfar mig vide og gav mit hånd et klem. Et lille smil begyndte at forme sig, da jeg forestillede mig Harry fortælle min farfar om sin drøm.

Selv om jeg ønskede, at jeg bare sådan kunne give efter, var der så mange forhindringer, når jeg genovervejede muligheden. ”Men jeg har ødelagt det der var,” sukkede jeg og satte mig på en af de få stole, der stod rundt i lokalet.

Jeg sad nu i øjenhøjde med min farfar, og det var med et beslutsomt blik, at han fik min fulde opmærksomhed. ”Hvad var det jeg sagde om et papirfly, der endnu ikke var lettet?” påmindede han mig om. ”Du har stadig chancen, og med din mors billet tror jeg ikke, du har noget valg.” Han gav mig et smil, der udviste en kærlighed til mig. Han ville det bedste for mig, og lige nu var han mere klar over, hvad det egentlig bestod af, end jeg selv var.

”Synes du virkelig, at jeg bør gøre det?” hviskede jeg og sænkede blikket. Det her var en sindssyg idé, og selv om jeg vidste mit hjerte ville kæmpe for kærligheden, var jeg usikker på, om resten af mig ville.

Min farfar lod sin hånd ae min kind og smilede med øjnene. ”Du fortjener kærligheden, Beverley. Når udstillingen er færdig, så tag hjem og pak,” bestemte han og rakte sin frie hånd ud for at signalere at jeg skulle give ham et high-five. Min farfar havde altid været speciel, men lige nu elskede jeg ham for det. På grund af ham, turde jeg tage chancen. Det var normalt aldrig noget, jeg havde gjort, især ikke, når det krævede en rejse til Amerika – men jeg var nødt til det. Alle andre omkring mig ville nok foreslå mig at komme videre, men det var ikke let. Det var kun de første dage uden Harry, og jeg var allerede ulykkelig. Havde vi været i et rigtigt forhold, havde det være noget andet, men her sad jeg tilbage og indså, at vi aldrig havde givet det en ordentlig chance til. Der var stadig en mulighed. Jeg var nødt til at gribe den. Vi kunne stadig slå rekorden.

Jeg havde fået en hel anden glæde til resten af udstilling, da jeg gik rundt og modtog de fremmødtes ros. For hver gang en ny roste mine billeder, blev jeg mere og mere ydmyg, for jeg havde aldrig turde tro på, at alle mine udfordringer ville ende sådan her. Jeg var tilfreds, glad og følte jeg nu kunne tage næste skridt mod min drøm.

Min lærer prikkede mig på skulderen, og jeg vendte mig rundt til at se hende og to censorer ved hendes side. Hvis det ikke var for, at hun havde et smil om læberne, havde jeg frygtet udfaldet. ”Ms. Foster, jeg er glad for at kunne meddele dig, at du er bestået,” annoncerede hun og jeg mærkede, hvordan beton blev fjernet fra mine skuldre. Jeg havde oplevet så meget modgang for at nå hertil, og nu stod jeg her og havde bestået.

”Mener du det?! Det er SÅ fedt,” skreg jeg og gav hende af ren eufori et stort kram for at vise min glæde. Hun smilede stort og gav mig et støttende klap på skuldrene. Endelig gik min drøm i opfyldelse, nu skulle jeg bare ud herfra. I alle de år jeg havde forestillet mig min udstilling, havde jeg aldrig troet det skulle ende med, at jeg var stormet ud i bilen for at køre hjem. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville forlade udstillingen som en af de første, for at opsøge en fyr. Men sådan havde mit liv altså udviklet sig, og her sad jeg i min bil med min farfar på bagsædet og kørte lige under fartgrænsen.

Jeg parkerede bilen i vores garage, og hjalp min farfar ud i sin kørestol. Han gav mig et smil, da jeg begyndte at rulle ham ud af garagen, så vi nu kunne se fronten af huset. Det var meningen, at jeg skulle rulle min farfar indenfor, hvorefter jeg ville pakke, men da jeg kiggede op, stoppede jeg. Det var som om hele min verden frøs, for der på trappestenen sad Harry med sin kuffert. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...