Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56608Visninger
AA

15. Fireogtyve sekunder

ELLEVTE KAPITEL

①⑧. juli

Sommerens varme sol tvang mig til at søge læ i skyggen, mens jeg gik ned ad en af gågadens sidegader. Jeg havde lige haft min sidste vagt, inden jeg nu kunne nyde to ugers fortjente ferie fra arbejdet. Det var altid stille arbejdsdage i sommerferien, for der var ikke nogen i Northwich, der tænkte på at købe smykker, når solen var ude og det var muligt at bade i søen under svingbroen. Det var for alvor blevet sommer i byen, og det kunne mærkes, da byens mange børn også havde fået fri fra skole. Gågaden var proppet med lystig musik og børn, der alle skulle købe det nyeste sommergrej i legetøjsbutikkerne. Jeg savnede den tid, men det var længe siden jeg virkelig havde nydt tanken om ferie. Selv havde jeg to dage tilbage, inden jeg kunne slappe af, forhåbentlig med et diplom om fuldførelse af fotograf-uddannelsen i hånden.

To dage, under otteogfyrre timer – tanken gjorde mig sindssyg. Jeg var så tæt på at komme i mål, så tæt på at første led af min drøm gik i opfyldelse, men der var noget indeni mig, der forhindrede mig i at være lykkelig. Det var som om, der manglede noget. Det værste var, at jeg godt var klar over hvad, eller rettere hvem, der manglede.

Jeg drejede rundt om et hjørne og en smal, stille gade kom til syne. Solen formåede kun at oplyse halvdelen af gaden op, så jeg fik næsten ikke øje på ham. Harry stod dér, lænet op ad en af bygningernes facade og ventede på mig ved den lille café. Jeg mærkede uroen i maven, da jeg kom tættere på. Det var min egen idé, at vi skulle nå at mødes en sidste gang inden han forlod Cheshire, men da jeg så ham nu, fortrød jeg. Hans krøllede, brune hår, var sat op i knold, så han undgik, at de lange totter skabte mere sved end nødvendigt. Det var en af de varmeste dage indtil videre, så jeg forstod ham. Udover den velkendte frisure bar han en hvid T-shirt, og det, der overraskede mig mest, et par blå shorts. Jeg havde aldrig set Harry i shorts før, og jeg måtte indrømme, at jeg havde troet, han kun var til lange bukser. Endnu engang formåede han at overraske mig. Det ville nok blive sidste gang, siden han rejste om to dage. Jeg ville ikke længere støde ind i ham på gaden, jeg ville ikke modtage beskeder fra ham. Det var alt sammen ovre – jeg måtte bare vænne mig til tanken. Vi skulle begge to videre og udleve vores drømme.

”Harry.” Jeg kaldte hans navn, og så hvordan hans øjne glødede, da vores blikke fandt hinanden. Mine læber løftede sig, da han sendte et kækt smil min vej.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, så da jeg nåede hen til ham, stod vi blot der og kiggede. Hans grønne øjnes glød falmede som realiteten ramte ham. Der gik flere sekunder før han hilste. Han var usikker på, om han burde kramme mig, og da jeg ikke ligefrem gav ham et fingerpeg, endte det med, at vi begge satte os uden yderligere udveksling af ord. Hvorfor havde jeg foreslået det her?

Stilheden ramte os som en orkan, og jeg mærkede, hvordan mine øjne blev klistret fast til menukortet. Så snart jeg kiggede på ham, blev tankestrømmene om vores minder omdannet til en flodbølge, og jeg kunne ikke styre det. ”Det er godt vejr i dag,” mumlede jeg dog alligevel, da stilheden dræbte mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

Harry nikkede langsomt. ”Meget varmt,” tilføjede han og viste umiddelbart ingen interesse i at starte en dyb samtale. For mit vedkommende ville jeg egentlig heller ikke have noget i mod at undgå det, men det føltes bare så falsk at sidde med ham og diskutere temperaturen.

Jeg tog mig sammen til at spørge ham om hans tur. Vi skulle afslutte det her ordentlig, og en samtale, som den vi var ved at udvikle, ville ikke føre nogen steder hen. ”Har du fået pakket færdigt?” spurgte jeg og lukkede menukortet i.

Harry kiggede op, overrasket over, jeg spurgte ind til noget omhandlede New York. ”Nej,” svarede han ærligt og trak på skuldrene, inden vores blikke mødtes. Hans var fyldt med en længsel, men han lod ikke følelsen påvirke ham. ”Jeg pakker altid i sidste sekund,” fortalte han mig. Jeg indså hurtigt, at der stadig var så mange ting, jeg ikke anede. Så hvordan havde det overhovedet været muligt for mig at blive forelsket i ham? Jeg kendte til en af hans dybeste frygt - at være alene - og jeg havde regnet ud, at verdens problemer ikke generede ham, men udover det, vidste jeg så få ting om fyren foran mig. Her sad han med et forsigtigt smil om læberne, mens han søgte efter en madret. Han kunne ikke bestemme sig, men tog det stille og roligt. Det var jo ikke et stort problem. Jeg beundrede ham på så mange punkter. Harry var psykolog, og vidste, hvordan han skulle opføre sig, mens han elskede livet og levede det til fulde. Han havde været rundt i hele Europa, men følte ikke at det var nok, og så havde han talent for at synge. Men samtidig havde han erkendt, at han tit satte sin rejselyst foran sine nærmeste, og det skræmte ham. Samtidig havde han svært ved at give slip på venskaber, selv om hans ene ven havde opført sig som en idiot over for ham. Men selv om han var et menneske og havde fejl, virkede han som en person, der havde et perfekt liv, også selvom det ikke var sandheden. Hvordan havde jeg været så heldig at møde en fyr, der havde lært mig så ufattelig mange ting, men alligevel var vi endt med at ødelægge det? Tanken fik mit hjerte til at eksplodere, og jeg indså, at jeg måtte spørge ham ind til det, der havde bombaderet mine tanker de sidste mange dage. Det var den aften, han sang i baren.

”Harry,” begyndte jeg og afventede hans reaktion, da han hørte ændringen i min stemme. Jeg var overrasket over mig selv, da jeg trods hans følsomme blik fortsatte. ”Jeg … jeg så dig synge,” erklærede jeg og kunne ikke holde det for mig selv længere. Harry fortjente at vide det.

Derfor kan hans næste ord bag på ham. Han kombinerede sine mundviger til et ægte smil. ”Det ved jeg,” anerkendte han og trak på forsigtigt på skuldrene, mens han sørgede for at fastholde vores blikke i en glødende enhed.

”Gør du?” udbrød jeg forfærdet, da hans ord gik op for mig. Her havde jeg gået og forvredet min hjerne med tanken om, hvad jeg skulle gøre, og nu sad han helt roligt og vidste det allerede

Harry nikkede. ”Jeg så dig først, da du forlod baren, men jeg var ikke et sekund i tvivl,” smilede han og først nu, kiggede han ned på bordet. Han havde set mig. Tanken om, hvordan Harry måtte have følt, da han så mig forlade stedet efter hans sang til mig, gjorde mig trist. Nærmest sur. Jeg burde være blevet, snakket med ham, for måske kunne jeg have reddet det her. Men fordi jeg havde været en kujon og havde forladt ham der på scenen, var han nu på vej væk.

”Hvad synes du om sangen?” Harry tiltrak sig min opmærksom, da han stillede det vigtige spørgsmål. Han vidste godt, at jeg var klar over, sangen var skrevet til mig. Hans øjne kiggede igen på mig, men denne gang var blikket fyldt med forhåbninger, en glæde.

Jeg gav ham et forsigtigt smil, mens jeg overvejede mulige svarmuligheder. For hvad syntes jeg egentlig om sangen? Jeg huskede, hvordan Harry havde lukkede øjne og rynker i panden, da han fokuserede alt omkring ordene, han sang. Det var nu, at jeg burde fortælle ham, det jeg havde på hjerte, men jeg kunne ikke formulere ordene. ”Den … den var god, Harry,” svarede jeg, men fortrød mit svar, inden jeg så skuffelsen i hans blik. ”Nærmest fantastisk, eller det er jo forfærdeligt du føler det sådan, men…” Jeg følte, hvordan ordene klistrede sig sammen, og det var slet ikke muligt for mig at vise ham, hvad jeg følte inderst inde. ”Jeg kan ikke beskrive det,” erkendte jeg til sidst og sukkede opgivende. Mit blik faldt ned mod bordet, da jeg følte mig pinlig berørt og ikke ønskede at se ham i øjnene.

Der gik få sekunder, der føltes som minutter, og jeg var bange for Harry hadede mig. Han havde skrevet en sang til mig, og selv om den var trist, kunne jeg ikke give ham kritik. Så da jeg pludselig mærkede hans varme, genkendelige hånd, løftede jeg hovedet. Mit blik kiggede skiftevis på Harry og hans hånd, der lå oven på min. Et smil fandt frem til mine læber, og jeg kunne næsten ikke tro, at jeg skulle mærke sommerfuglene flyve i min mave igen. Dog forsvandt smilet hurtigt, da jeg huskede, hvad meningen med vores møde var. Vi var i gang med at sige farvel.

Harry så ud til at forstå, hvad mine tanker omhandlede og gjorde det mest uforudsigelige. Han flettede vores fingre sammen og gav mig et forsigtigt, opgivende smil. ”Jeg ved godt, vi ønskede at få mere ud af det her, men jeg har nydt mine dage sammen med dig, Bev,” fortalte han og åbnede sit hjerte op til mig. ”Vi er begge to grunden til, at vi sidder her nu og siger farvel, men lov mig, at det ikke stopper dig i at fuldføre dine drømme.” Jeg mærkede, hvordan mit hjerte galoperede derud af, mens jeg sad her over for ham, jeg elskede, og lyttede til hans støttende ord. Jeg smilede til ham, denne gang et ægte smil, der viste ham, at jeg gengældte hans følelser. ”Og så lige en sidste ting,” grinte Harry og fik mit hjerte til at springe et slag over. ”Lov mig, at hvis du nogen sinde besøger New York igen, så giv det en chance. Det har meget mere at byde på end et menneskemylder,” lod han mig vide og gav min hånd et støttende klem.

Mit blik studerede vores hænder, det så perfekt ud. Harry gav mig en ro, og en styrke, jeg aldrig troede, jeg havde besiddet. ”Det lover jeg,” svarede jeg ærligt, og selv om ordene kom bag på mig, var de sande. Harry sørgede for, at de kom fra hjertet. ”Men så har jeg også et spørgsmål til dig. Vil du se min udstilling inden du rejser?”

Vi havde fået spist vores frokost, mens samtaleemnerne havde omhandlet alt muligt mellem himmel og jord. Jeg havde lært mere om hans familie, og jeg havde fortalt ham om min barndom. Nu gik vi sammen hen mod den bygning, der om to dage skulle danne ramme om en af mit livs største oplevelser. Det var det eneste galleri i Northwich og lå derfor lidt uden for det, vi kaldte centrum. Jeg havde ærligtalt ikke regnet med, at Harry ville takke ja til mit tilbud om at se min udstilling udefra. Jeg havde ikke nøgler til stedet, så vi havde ikke mulighed for at komme indenfor, men Harry havde forsikret mig om, at det ikke var et problem.

”Så, er du tilfreds med det endelige resultat?” Vi gik ved siden af hinanden på den vej, der ville føre os til galleriet, da Harry viste mig, at han faktisk interesserede sig for mine fotografier. Det varmede mit hjerte.

Jeg nikkede. Flere ugers sved og tårer var endt ud i en portfolio, jeg faktisk var stolt af. Alle billederne udviste følelser, havde deres egne elementer, der gjorde det originalt, og jeg var så stolt af resultatet. Der var bare lige det faktum, at min portfolio aldrig var blevet til noget, hvis jeg ikke havde mødt Harry. Hvis han ikke havde været der til at give mig inspiration, ville jeg slet ikke ønske at tænke på, hvordan det hele var endt.

Solen bagede over os, da vi nåede frem til den lille kvadratiske bygning. Lyset var slukket derinde, men solens stråler lyste rummet så meget op, at man kunne skimte de tætteste billeder. Jeg mærkede et sug i maven, da jeg så det for anden gang. Det var sådan en speciel følelse at være så tæt på min drøm, og nu kunne jeg dele det med ham, der havde hjulpet mig med at gøre det til en realitet.

Harry pressede sit ansigt helt op ad vinduet for at få et bedre syn. ”Det ser godt ud, Bev,” komplimenterede han og smilede forsigtigt. Hans øjne kørte rundt fra højre til venstre og tilbage igen, inden han pludselig stod helt stille. Hans blik var klistret til et helt specielt billede. Jeg prøvede at følge hans blik, og vidste straks, hvilket fotografi, der havde fået hans fulde opmærksomhed.

Harry sank en klump spyt. ”Du, du har valgt det der billede?” Hans stemme var svag, nærmest som en hvisken, men jeg hørte ham tydeligt. Papirflyet fløj af sted i horisonten over søen og fik et smil frem på mine læber. Det var fra den dag, Harry havde lavet et papirfly til mig, fordi han havde misforstået det hele. Det var en af de bedste gaver, jeg nogen sinde havde fået.

”Det var mit yndlings,” erklærede jeg og gav ham et forsigtigt smil ved tanken om erindringen. Det havde været en fantastisk oplevelse, og jeg savnede dengang, selv om det kun var få uger siden. Det var inden alt var begyndt at gå dårligt mellem Harry og jeg. ”Faktisk er alle billederne taget efter jeg mødte dig,” erkendte jeg og lod mit blik hvile på ham. Harry løftede sig straks væk fra glasset og kiggede trist på ham. Gløden i hans øjne var forsvundet, og han tog en dyb indånding, mens tankerne sikkert eksploderede. Jeg fik helt ondt, da jeg så, hvordan hans øjne helt mistede sit skær og var efterladt med en mat undertone. ”Bev, please,” bad han og kiggede på mig med en tristhed, der påvirkede mig negativt. ”Det er svært nok for mig i forvejen,” hviskede han, og tog til min overraskelse et skridt tættere på mig. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, da han nu kiggede ned. En form for følelse fandt frem til hans blik, men det var følelsen af sørgmodighed.

Jeg sukkede højlydt, da han tog mine hænder i hans og vores hjerter bankede i den samme rytme: hurtigt og indimellem sprang det også et slag over. ”Jeg er ked af det, Harry, men jeg dur ikke til at leve og nyde livet ligesom du gør det. Hvis jeg bare kunne-” Han stoppede mig, og mine ord blev erstattet af hans læber, der ramte mine. Kysset kom helt bag på mig, så jeg først efter nogle sekunder virkelig mærkede alt gå op i en højere enhed. Til at starte med forholdt det sig stille og roligt, men så udviklede kysset sig til at være mere intenst og fyldt med følelser. Jeg mærkede vores hjerteslag galopere derud af. Hans læber føltes perfekte mod mine, men jeg vidste det var forkert. Vi vidste, det var forkert. Vi burde stoppe, men ingen af os gjorde noget. I stedet mærkede jeg Harrys varme hånd snitte min hals inden han tog rundt om den og kærtegnede mig. Det hele føltes så uvirkeligt og i de sekunder, der gik, følte jeg at Harry og jeg var alene i verden. Jeg hørte ikke andet, end hans åndedrat. Han gjorde pludselig kysset dybere, og jeg vidste ikke, hvad der gik af os, da vi fortsatte i samme tempo.

Først flere sekunder efter, trak han sig væk. Smilet, jeg mærkede under kysset, var dødt og øjnene blanke. ”Undskyld, Bev,” stammede han og rystede fortvivlet på hovedet. ”Undskyld, men jeg må gå nu. Jeg er ked af det ikke gik, men … farvel.” Og sådan skete det, at Harry Styles sagde farvel igen og for sidste gang. Det føltes meget værre denne anden gang, for her stod jeg og kiggede på hans skikkelse forsvinde, mens jeg stadig kunne mærke hans længselsfulde læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...