Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56617Visninger
AA

10. Femten,syv sekunder

SYVENDE KAPITEL

②⑧. juni 

”Hvorfor fortæller du mig ikke bare, hvor vi skal hen, Harry?” Mit blik endte ved førersædet, hvor en fyr, hvis plads i mit hjerte voksede og voksede, smilede til mig. Vi var på vej ud på et såkaldt eventyr, der for mig indebar en ukendt destination. Harry havde ringet mig op i morges, og uden at have overvejet et afslag, havde han spændt foreslået, at jeg skulle holde ham med selskab. Jeg havde haft sværere valg at træffe end det, for da jeg var på tyvende time uden mit elskede kamera, krævede det ingen tid at acceptere hans tilbud.

Et smørret grin forlod Harrys læber, da han tydeligvis morede sig over min uvished. ”Det her er meget sjovere,” svarede han med et smil. Mine tanker blev ved med at cirkulere rundt om mulige svar, men jeg formåede aldrig at finde frem til turens ukendte højdepunkt. Det eneste, jeg havde at gå ud fra, var det skiftetøj og toiletsager, jeg var blevet bedt om at pakke.

”Virkelig, ingen ting? Ikke engang bynavnet?” prøvede jeg, men måtte hurtigt opgive. Jeg havde i dag kendt Harry i lidt over to uger, og var ligeså stille ved at indse, at sådanne forhåbningerne var nytteløse. Han havde ikke i sinde at fortælle mig noget som helst. 

Det kom derfor ikke bag på mig, da Harry rystede på hovedet. ”Det eneste, jeg vil sige er, at vi skal spise frokost om lidt,” fortalte han og drejede pludselig af motorvejen. Jeg kunne genkende området, og vidste, at vi ikke havde forladt Cheshire endnu. Træernes grønne blade og græssets farverige blomster svajede let i den milde sommervind. Cheshire i sommeren var noget af det smukkeste, og jeg havde sådan en iver efter at fotografere græsarealerne. Jeg kom dog hurtigt i tanke om, at Harry gemte mit kamera et hemmeligt sted. Det var en mærkelig følelse, ikke at have mulighed for at tage billeder, for lige nu var det, det eneste, jeg ønskede. Landskabet var så smukt, så yndefuldt, og selv om det ikke bar spor af regn, følte jeg, det kunne passe ind i min portfolio. Jeg havde virkelig brug for mit kamera.

”Hvor lang tid er der tilbage, Harry? Jeg er ved at gå bersærk,” lod jeg ham vide og prøvede at holde mine fingre i ro. De seneste sekunder havde de formået at lave tonsvis af mærkelige bevægelser, uden jeg kunne styre det. Det irriterede mig, og gav mig en mild form for stress.

Harrys grønne øjne kiggede kort på mig, og skæret i dem, var ikke helt så glødende som før. Det var første gang, jeg havde nævnt kameraet på den her tur, og jeg vidste, det var det sidste, Harry ønskede at lægge ører til. Han havde fortalt mig, at meningen med den her tur var, at vi skulle have tid til hinanden og lære hinanden at kende. Han havde såmænd lovet mig, at New York ikke ville blive et samtaleemne, medmindre jeg selv foreslog det.

Han svarede aldrig på mit spørgsmål. ”Harry, kom nu, du må ikke ignorere mig,” brokkede jeg mig, og håbede inderligt, at mit spørgsmål ikke ville ødelægge den førhen gode stemning mellem os.

Harry sukkede let, da han drejede bilen ind på en parkeringsplads ved siden af en lille café på vejen. ”Jeg håbede bare, at vi kunne få nogen timer, hvor vi kunne lære hinanden bedre at kende,” sagde han forsigtigt, mens et forsigtigt smil fandt frem til hans lyserøde læber.

Jeg nikkede forstående, og mærkede, hvordan mine fingre faldt til ro for nu. ”Det lyder dejligt,” erkendte jeg. Det var jo ikke fordi, jeg ikke gad Harry, min iver for at tage billeder var bare pludselig så stor.

Jeg havde kun otte dage tilbage.

”Du klarer det godt, Bev,” hviskede Harry selvsikkert, da han nærmede sig. Hans ånde var varm mod min hals, og jeg nød følelsen. Forsigtigt kyssede han min kind og overraskede mig endnu engang. Han tog sine fingre og lod en af mine løse hårtotter blive skubbet om bag øret, inden vores øjne mødtes. Den grønne farve havde fået sin glød tilbage, og jeg mærkede, hvordan jeg ikke længere fandt situationen mærkelig. Harry og jeg havde et eller andet sammen, og hvad end det var, nød jeg at leve i øjeblikket. Han smilede sødt til mig, inden han blidt kyssede mine læber og beviste over for mig, at han mente sine ord. Jeg kyssede ham med et smil, og mærkede hvordan han for alvor gjorde kysset mere hedt. Han pressede mit ansigtet tættere mod hans, og som jeg troede han var færdig, kyssede han mig ned ad min hals. Det var en anderledes følelse, men jeg bød den velkommen og lod Harry gøre, hvad han lystede. Han havde dog ikke mere i tankerne, da han kort efter trak sig tilbage. ”Lad os få noget mad,” foreslog han med et stort smil plantet om hans læber. Han var så mærkelig til tider.

Efter at have siddet på caféen i en time, havde Harry ment, at det var på tide at komme videre. Jeg havde fuldkommen glemt tiden, og glemt, at jeg stadig ikke vidste, hvor vi sammen skulle tilbringe natten. Det var spændende, men frembragte samtidig en nervøsitet. Selv om jeg lige havde lært, hvorfor Harry var endt med at tage til Europa, var der stadig så mange ting, jeg ikke vidste om ham. Jeg vidste dog, at han var en person, jeg ikke skulle give slip på eller skubbe væk, og måske var det egentlig det, der gjorde mig nervøs. Det var så længe siden, at jeg havde haft en mand så tæt ind på livet, at det skræmte mig. Jeg følte mig dog mere og mere fri som tiden gik. Jeg var ved at åbne op over for ham, og det var et stort skridt for mig.

”Så er vi her lige straks,” meddelte Harry, da han drejede ned ad en grusvej, der var omringet af en masse træer. Jeg studerede omgivelserne omkring os, og jeg elskede, hvor stille her var. Der var ro, og intet menneskemylder. Selv om jeg endnu ikke havde fortalt Harry om, hvorfor jeg forlod New York, havde han gættet sig til, at jeg havde det bedst i disse omgivelser.

Harry nåede frem til et sommerhus af træ, og da han stoppede bilen, kunne jeg regne ud, at det var her, vi skulle være. Huset var ikke stort, men heller ikke lille, perfekt til Harrys familie, jeg lærte, ejede huset. ”Det er min fars sommerhus,” fortalte han mig, og stod ud af bilen. Jeg gjorde det samme, og mærkede straks den varme, junidagen havde bragt med sig.

”Bruger han det ikke mere, siden du bare kunne låne det?” spurgte jeg ham.

Harry åbnede baggagerummet og tog først min taske ud. ”Jo, jo, han er hjemme lige nu faktisk,” fortalte han mig, mens han selv fik sin taske ud og lukkede i igen.

Med store øjne kiggede jeg på ham. ”Jeg troede, vi skulle være alene,” måbede jeg. Harry tog fat i begge vores tasker, og udstødte så et højlydt grin. ”Du er så nem at narre, Bev” grinede han. ”Selvfølgelig skal vi være alene.” Han gav mig et smil, og tog med sin frie hånd fat i min. Lettet grinede jeg af hans åndsvage joke, da vi nærmede os huset. Jeg elskede at have lært Harry bedre at kende, så han nu naturligt jokede med mig, når han lystede. Det gav mig en indre følelse af glæde.

”Det her er så hvor vi skal sove i nat,” meddelte han, da vi kom ind i stuen. Huset havde et gammelt udseende og møblerne havde ikke fulgt udviklingen af stil siden firserne. Alligevel fandt jeg en interesse i det, og følte den hyggelige atmosfære. Jeg var glad for, at Harry ønskede at dele det her sted med mig. Han havde sikkert været her hver sommer, så jeg måtte indrømme, at jeg følte mig ret speciel sådan at blive budt velkommen her.

”Der er flere senge, men jeg håber da, vi kan sove i den samme,” hørte jeg Harry sige, da han trak mig ud af mine tanker. Han havde sat taskerne på gulvet, og havde sit blik mod mig.

Et smil fandt frem til mine læber, da jeg så ham stå ved min side. Forsigtigt tog jeg et skridt frem og gik på tær for at give ham et kys på kinden som svar. Havde det været ti dage siden, var jeg aldrig gået med til det, men i dag havde jeg kendt Harry i to uger, så jeg var klar.

Der var gået nogle timer, da Harry og jeg havde været ude og handle til aftensmad i en lille kiosk, der lå nogen kilometer væk. Nu sad vi i stuen, ved siden af hinanden med de tomme tallerkner på sofabordet. Harry havde netop slukket tv’et. ”Ved du, hvad du vil lave efter sommerferien?”

Hans spørgsmål kom bag på mig, da jeg ikke havde forventet et sådan emneskift. Jeg sad lænet op ad ham, og kunne ikke se hans ansigt, da jeg svarede. ”Jeg aner det ikke,” svarede jeg og legede med hans fingre. ”Jeg burde tage en kandidat, men det kræver lige, at jeg består min bachelor først,” tilføjede jeg.

Harry tog sin ene hånd op og aede mit hår. ”Du skal nok bestå, Bev. Det ved jeg,” hviskede han, og fandt igen mine hænder, for at flette vores fingre.

Jeg smilede forsigtigt, da det var rart at vide, han faktisk troede på mig. ”Hvad med dig? Skal du tage en kandidat?” spurgte jeg ham. Han havde holdt et års pause fra at studere, så for mange ville det være naturligt at gå tilbage til sine studier nu.

”Jeg ved det ikke,” sukkede Harry, og lavede en bevægelse, der fortalte mig, at han ønskede, jeg skulle sætte mig op. Han ønskede at kunne se mig, og jeg følte, jeg vidste, hvorfor. ”Jeg er ikke færdig med at studere, det er sikkert, men jeg har så mange andre ting, jeg gerne vil først,” fortalte han, og nævnte indirekte New York.

Jeg nikkede, og gjorde pludselig noget, der var helt nyt for mig. Jeg nævnte min mest hadede by af egen fri vilje. ”På grund af New York, ikke?” spurgte jeg. Harry kiggede overraskende på mig, da han også vidste, dette var et stort step for mig.

Han nikkede. ”Jeg føler bare ikke, at jeg er færdig med at opleve verden,” sagde med, mens et lille smil spillede om hans læber. Han drømte og forestillede sig, at han var der. ”Det er sådan en speciel oplevelse, Bev. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke elsker det,” mumlede han, da han godt vidste, at han var på vej mod et ømt punkt. For første gang følte jeg mig dog klar til at snakke om det.

”Menneskemylderet.” Det var ét ord, men for mig nok til at beskrive en hel by. Det overraskede mig ikke, at Harry ikke forstod, hvad jeg snakkede om. ”I den del af New York, hvor jeg boede, er der mennesker over alt, hele tiden. De stresser alle sammen for at nå alting. Der er ingen ro, ingen, der slapper af.” Harrys forstod endelig, hvad jeg beskrev. Han var ikke just begejstret, men forstod mig.

”Men hvad med så med alle de historiske steder, den helt specielle atmosfære og det faktum, at så mange har fået deres drømme til at gå i opfyldelse?” Harrys øjne kiggede på mig med en glød, der viste hans kærlighed til byen, der trods for sit areal, havde over otte millioner boende.

Jeg trak på skuldrene, ”det andet irriterede mig så meget, at jeg aldrig lærte at elske de ting,” erkendte jeg og sukkede. Det var svært for mig at snakke om New York, og selv om jeg havde delt det, gjorde det stadig ondt. Grunden til, jeg var flyttet til byen var på grund af min fars død.

”Lad os snakke om noget andet,” foreslog Harry og fjernede en tot fra mit ansigt. Han smilede forsigtigt, da han valgte vores næste emne. ”Hvad er din største frygt?”

Forundret sørgede jeg for at lade vores øjne kigge ind i hinanden, da jeg behøvede tryghed. Jeg delte sjældent min frygt med andre, jeg kunne sågar ikke huske sidste gang. Det var noget, jeg følte var meget personligt, og ikke blot skulle deles med hvem som helst. Det krævede et hvis forhold, før jeg åbnede op om mine inderste tanker. Mit blik mødte Harrys, og jeg mærkede en knude i maven, da han støttende smilede til mig. Det var okay. Jeg kunne godt, det var jo bare Harry. ”Jeg frygter at fejle. Aldrig at blive til noget,” svarede jeg ærligt.

Jeg mærkede min mave stramme sig til, da der gik sekunder før Harry sagde noget. ”Jeg frygter at være alene. At blive glemt.” Da jeg overvejede hans ord, kom det egentlig ikke bag på mig. Harry søgte nærværet, søgte venskaber, og nu forstod jeg, hvorfor.

”Føler du dig alene nu?”

Harry fjernede sine fingre fra mine, for i stedet at flytte dem bag min nakke. Han svarede mig aldrig, men da han kyssede mig, gav han mig svaret. Et smil bredte sig om mine læber, mens vores læber flyttede sig i samme tempo. Jeg indså, hvor meget Harry egentlig betød for mig i dette øjeblik. Ved at have åbnet op for ham, var det som om, jeg ikke havde mere at skjule. Jeg ønskede pludselig mere, at mærke ham, kysse ham.

Harry mærkede tydeligvis, hvordan jeg ændrede min hastighed, da jeg åbnede min mund for at give ham adgang. Selv om jeg kunne føle, hvordan han i starten var overrasket, var han hurtig klar. Han lagde mig ned på sofaen, og kyssede mig heftigere, ikke bare på munden. Han ønskede at vise mig, hvad jeg betød for ham, og jeg måtte indrømme, jeg elskede det. Forsigtigt begyndte han at kysse mine læber igen, denne gang langsommere med utallige flere følelser. Det var en mærkelig følelse, og jeg mærkede sommerfuglene flyve om kap i min mave, men jeg nød det. Jeg nød det så meget, at jeg ikke kunne styre, hvad der gik af mig. Mine fingre fandt op til de krøllede lokker, og jeg begyndte at rode rundt i dem, da Harry igen begyndte at gøre kyssene mere heftige – han ønskede mere. Han tog sin hånd ned mod enden af min top, og da hans bare hud ramte min under trøjen, følte jeg gåsehud i hele kroppen. Jeg følte, hvordan hans hånd gled længere og længere op, inden han valgte at trække den helt af. Det føltes helt mærkeligt at ligge tilbage i bh under ham, men det stoppede mig ikke. Jeg begyndte at knappe hans skjorte op, og før jeg vidste af det, havde han taget den af sin krop. Det efterlod ham i bar overkrop, og for første gang, så jeg de mange tatoveringer, der dækkede hans krop. Vi stoppede i et kort sekund, hvad vi havde gang i, da jeg blot studerede den sorte blæk. Forsigtigt lod jeg mine fingre køre over hans bryst og rørte en af hans fugle. Jeg smilede forsigtigt, da jeg opdagede, at Harry hele tiden havde kigget på mig. Jeg indså, at der var intet jeg hellere ville, da jeg trak ham tættere mod mig, og igen lod væres læber mødes. Da Harry kort efter tog mig op, for at bære mig ind mod den seng, vi skulle dele, følte jeg mig mere klar end nogen sinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...