Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56617Visninger
AA

3. Et sekund

FØRSTE KAPITEL

①⑤. juni

Gågaden, der var byens midte og hjerteslag, havde mange ting at byde på. Der var bygningerne med deres gamle facade, der i dag var fyldt med nutidig tankegang. Vi havde et sommermarked, der skabte stemning, latter og dufte langs den smalle asfaltvej. En sorthvid svingbro, der var Storbritanniens første elektroniske, var også at finde. Der var et bibliotek, en café og en smykkebutik. Men vigtigst af alt, var det fineste element af dem alle i min hjemby, Northwich; springvandet.

Lige siden jeg havde fået læseferie, og skulle kæmpe mig igennem den omklamrende sommerhede på vej mod arbejdet eller fotograferingen, havde jeg altid stoppet op. Interessen for det gamle springvand var snart tre år gammel, men det formåede stadig at tildrage sig min opmærksom med sin ynde og sit klare, kolde vand. Jeg kunne ikke gennemskue, om interessen stammede fra min kærlighed til fotografering, eller blot grunden, at det var yndigt og fyldt med ønsker. Jeg havde i årenes løb fået skabt et galleri fyldt med billeder af springvandet fra alle årstider, og nogle gange fandt jeg også mig selv ønske om en drøm eller to. Billederne fra denne tid på året var min favorit – den måde solens stråler skabte skygger og masser af lys medførte de perfekte fotografier.

Vejret her i Northwich var dog ikke altid til at regne med, selv ikke når det kom til sommeren. Temperaturene strakte sig ofte fra de femten til toogtyve grader i junimåned, og nogle dage måtte vi søge i ly for regnbyger. I dag var en af de dage. For trods de smukke omgivelser denne lumre sommermorgen, måtte jeg indse, at dagen i dag havde bragt regn til vores lille by i Cheshire.

En tyk, hård regn skød ned mod asfalten, og startede en indre klokke i mine tanker, da jeg nåede springvandet. Tik, tak. Da regnen var begyndt midt på min strækning, var jeg uden hætte, og uheldet virkede til at forfølge mig. Tik, tak. Der var i dag tre uger tilbage til mit eksamensprojekt skulle afleveres. For længst havde presset og den svære stress taget over, og dette var grunden til, at jeg løb direkte forbi springvandet, uden overhovedet at kigge på det. Selv ikke i dag følte jeg for at tage et billede. Det var som om det manglede en glød, jeg i lang tid ikke havde formået at finde. Vandet flød over kanterne, men jeg kunne ikke se den ynde, jeg plejede at bemærke. Det var som om, det var væk.

Den varme sommerregn løb ned ad mit ansigt, startende ved de brune, våde hår i min hovedbund. Forgæves forsøgte jeg at lunte igennem de klamme dråber, der ramte jorden i kraftige slag, for at undgå at blive for våd. Havde det bare været for en måned siden, var jeg stoppet op og taget billeder af det flotte sceneri omkring mig. En gågade, der altid var fyldt med et virvar af mennesker, var på sekunder blevet tømt.

Da jeg nåede frem til smykkebutikken, så jeg hvordan regnens dråber stadig skød mod asfalten og var skyld i, at der ingen kunder var. Selvom det var umuligt at undgå butikkens mørkeblå facade, og skiltet med Bijoux, der blev lyst op, måtte min chef altså indse, at jeg nok var den første ankomne i dag.

Klokken kimede over døren i en skinger tone, da jeg åbnede den og trådte ind på dørmåtten, lykkelig over endelig at kunne være i tørvejr. Jeg hang min våde taske på stumtjeneren og glædede mig over, at jeg havde tørt tøj inde på kontoret.

”Det er sørme noget hæsligt vejr, oui’?” Jeg hørte min gamle chef, Maurice’s accent, da han kom til syne i kontorets dørkarm.

”Forfærdeligt,” brokkede jeg mig og satte mit hår op i en hurtig, klistrende knold. Maurice var franskmand, og prøvede hver dag at minde sig selv om det. Det var efterhånden flere år siden, at han var flyttet hertil for at gifte sig med Esther, hans kone, hvis livsdrøm havde været butikken her.

Det var i dag fem dage siden, jeg sidst havde været på arbejde, og jeg måtte indrømme, at jeg havde savnet atmosfæren. ”Hvordan har Theodor det?” Maurice spurgte ind til min farfar, da jeg nåede op til ham.

”Fint,” svarede jeg og trak på skuldrene. ”Han er stadig besat af papirfly,” tilføjede jeg og smilede blidt ved tanken af min farfar derhjemme.

Maurice gav mig et forsigtigt smil, ”og hvad med eksamensprojektet?” Han vidste, at grunden til mit fravær havde været min portfolio, jeg skulle færdiggøre for at få min bachelor i fotografering næste måned.

”Ikke nær så godt,” grinede jeg halvhjertet, inden jeg fandt tøjet frem, så jeg kunne blive tør. Det var meningen, at jeg på de fem dage skulle have haft tusind af fantastiske billeder, men selv om jeg havde prøvet, var resultaterne blevet rædselsfulde. Fotoblokeringen var kommet på det værste tidspunkt.

I løbet af dagen havde ingen besøgt butikken. Vi var vant til at have et lavt besøgstal i løbet af en dag, da det ikke var hver dag, nogen skulle bruge smykker. Det bugnede mest i helligdagene, så en dag uden kunder, var ikke et uvant syn. Jeg kunne dog ikke komme udenom, at det var ekstremt kedeligt, når regnen gjorde, at vi ingen kunder fik. Efter fem dages pause for at fotografere alverdens scenerier, havde jeg glædet mig til at vende tilbage. Det gav mig altid et smil om læberne, når jeg arbejdede her, men i dag måtte jeg se mig skuffet.

”Beverley?” Jeg hørte Maurice kalde efter mig, og fandt en glæde ved, at der endelig var noget at tage mig til. Jeg mødte ham ved det lille kontor, der bestod af et gammelt skrivebord, skuffer, kasser med ekstra smykker og det fineste af det hele; en hylde med et billede af Esther i en fransk, antikvarisk ramme. Selv om hun i dag var død, betød hun alt for Maurice. ”Min datter var på besøg i går og havde lavet småkager,” forklarede han, og overraskede mig, da jeg havde regnet med hans kald var arbejdsbaseret. ”Jeg tænkte, at du kunne tage de ekstra med hjem og dele dem med din farfar,” foreslog han og rakte mig en plasticpose fyldt med lækre chokoladesmåkager – min yndlings.

”Tusind tak,” hilste jeg og gav ham et blidt klap på skulderen. ”Du ved, hvor meget farfar elsker dem,” komplimenterede jeg, og huskede, hvordan min farfar plejede at spise disse småkager på ingen tid. Det var ulempen ved at bo alene med ham, for sjældent nåede jeg at få mere end to.

Jeg gik tilbage ud i butikken, og fik puttet posen ned til kameraet i min taske. Jeg havde tre uger til at færdiggøre min portfolio til en senere udstilling, og først i går havde jeg fastlagt mig på et emne, jeg håbede kunne få min gejst tilbage. Det var en underdrivelse at sige, jeg var stresset. Mine fotografier var det eneste, jeg fokuserede på lige nu. De var det eneste, jeg havde planlagt at bruge min tid på de næste tre uger, lige meget, hvad der skulle komme i vejen.

Mine tanker var ved at gå i selvsving, da den lille klokke over døren signalerede, at dagens første kunde var trådt ind i butikken. En mandelig skikkelse viste sig i dørkarmen, og tildrog sig min opmærksomhed. Jeg bemærkede hurtigt, at han ingen hætte bar, hvilket indikerede, at regnen uden for til min forbavselse var holdt op. Jeg gav ham et forsigtigt smil, da han for første gang løftede hovedet og lod vores blikke mødes. Han havde en brunlig, bølget frisure, der let hang ned til hans skuldre, men sluttede der i krøllede spidser. Da han kom op til kassen, bemærkede jeg de varme, grønne øjne.

Han måtte være ny i byen, for jeg havde aldrig set ham før.

”Er det et dumt spørgsmål, hvis jeg spørger, om I har nogle hjertehalskæder?” Hans stemme var hæs, som var han forkølet, men det jeg bed mest mærke i, var den langsomme tone. Han virkede ikke som en, der havde noget at skulle nå, men i stedet havde al tid i verden.

Min hånd skubbede en tot hår bag øret, da jeg gav ham et kærligt, men lystigt smil. ”Vi har flere, end jeg kan tælle på mine hænder,” fortalte jeg og pegede hen mod montrerne til højre for os. ”Ja, vi har såmænd en hel væg til dem.” Han fulgte med sagte skridt efter mig, og kunne nu selv få et overblik over de mange muligheder, butikken kunne tilbyde. Han lænede sig ind over glasset, og jeg så, hvordan hans øjne studerede halskæderne. Hans blik afslørede hurtigt, at han var ude efter enden af guld. Da han tog et skridt mod højre, så jeg, hvordan en tot af hans hår faldt væk fra pladsen bag øret. Uden at give det nogen form for større opsigt, lod han blidt sin hånd skubbe totten på plads, inden han rettede sig op.

”Denne her,” meddelte han, og pegede på en af kæderne. Uden tøven tog jeg fat om nøglebundet, og fandt hjertehalskæden med en diamant i midten frem. Jeg havde aldrig oplevet, at en kunde havde bestemt sig i sådan en fart. De plejede altid at diskutere med sig selv i evigheder, før de endte med en beslutning. Det kom så meget bag på mig, da dette let kunne være fyrens første smykkekøb, at jeg næsten var frosset fast i min position. ”Ja, det skal være den her,” fastgjorde han, og løftede sine mundviger, så et smil spillede om hans læber.

Han fulgte efter mig op til kassen, og mens jeg påbegyndte indpakningen af halskæden, overvandt min nysgerrighed min fornuft. ”Er den til en heldig kæreste?” spurgte jeg, og valgte at holde mit blik på æsken, for ikke at gå ham på.

Jeg kunne ikke se hans ansigt, men hans svar fortalte mig, at han bar et fjoget smil omkring de lyserøde læber. ”Så heldig er jeg ikke,” svarede han ærligt og trak på skuldrene, da mit blik rettede sig mod ham. Jeg måtte indrømme, at hans svar overraskede mig. Han virkede som en, der havde en at dele kærligheden med. En sød pige, han gav al sin tid til. ”Den er til min mor,” fortalte han, da æsken var indbundet og klar til at blive givet videre. ”Hun kommer og besøger mig i min nye lejlighed.”

Jeg gav ham et smil, og komplimenterede indirekte hans gavmildhed og valg af prisklasse. ”Hun er sørme en heldig kvinde.” Det var sjældent så unge fyre som ham, brugte så mange ressourcer på smykker, og slet ikke til deres mor.

Efter at have gjort det muligt, betalte han fornøjet, og tog imod den lille pose. ”Tak for din venlighed,” hilste han og studerede mig kort inden han gik. Forundret betragtede jeg ham en sidste gang. Hvem talte sådan? Jeg gentog hans ord i mine tankestrømme, men kom aldrig frem til et svar.

”Kom endelig igen,” svarede jeg automatisk, inden han vendte ryggen til og fortsatte mod døren.

Lige inden han tog hånden om dørhåndtaget, fik han min opmærksomhed en sidste gang. ”Nu må vi se. Det lyder skønt.” Et sidste smil viste sig på hans aflange ansigt, inden han dækkede sit hår til med hætten og forlod butikken.

Det var begyndt at regne igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...