Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56625Visninger
AA

14. Atten sekunder

TIENDE KAPITEL

①⑥. juli

Det var gået 13 dage siden min farfar var faldet om med hjertestop. I sekunderne efter han var faldet ned på gulvet, havde jeg følt hele min verden var gået i stykker. Sekunderne gik ikke, tiden tog stille. Min farfar var den eneste, jeg stolede fuldt ud på i livet. Han var den eneste tilbage fra min fars side af familien, han var min familie. Tanken om, at jeg næsten havde mistet ham, var ubærlig. Det var nu 13 dage siden, han var blevet hastet til hospitalet, trehundred og tolv timer siden han var blevet indlagt, og der var han blevet lige siden. Jeg havde været hos ham hver dag for at sørge for han ikke følte sig ensom. Det var et forfærdeligt syn, når jeg gik ind på stuen og så ham med blanke øjne. Han havde overlevet hjertestoppet, men han var så svag. Alligevel fandt han styrken frem til at diskutere med mig, når der var noget, han var utilfreds med. Han elskede at jeg besøgte ham, det var det, der holdt ham kørende, men han nægtede at jeg missede min chance for at leve min drøm. Han ville ikke have, at jeg spildte min tid – som han sagde det – på at tage sig af ham. Jeg skulle leve, nyde livet. Han havde vundet diskussionen flere gange. Det var bare ikke let at opfylde hans ønske, for her stod jeg, midt i planlægningen af min udstilling og havde min farfar indlagt, mens mine tankestrømme stadig omhandlede fyren med det krøllede hår.

Jeg havde ikke været i kontakt med Harry siden han sagde farvel. Jeg havde hørt ham synge sangen til mig, men han havde ikke set mig. Det havde været nogle ufattelig lange dage, og jeg var overrasket over, at jeg havde klaret det forholdsvis roligt og uden alt for mange tårer.

Klokken var lidt over middag, da jeg bevægede mig igennem gågaden. Min farfar havde spurgt, om jeg ikke kunne hente en papirfly-bog til ham, og det havde jeg selvfølgelig ikke sagt nej til. Siden min far ikke var hjemme, havde jeg sørget for at hente alle hans bøger, og endda et par papirer og papirfly til ham, men det føltes stadig ikke som hjem, havde han fortalt mig. Derfor gjorde jeg alt for ham, for at få ham til at føle sig mere tilpas i de nye, hvide omgivelser.

Jeg trådte ind i boghandlen, et sted, jeg havde været utallige gange før. Minderne om sidste gang strømmede tilbage til mig, da jeg nåede hen til stedet med papirfly bøgerne. Det var her, at Harry og mit forhold havde startet sin tur mod en forhåbning om noget større. Det var herinde, han havde henvendt sig, spurgt om det nu var mig fra smykkebutikken og endda inviteret mig ud på vores første date. Mindet spillede sig i mine tanker, og jeg følte, hvordan min ene mundvige steg til et smil. Det havde været sådan en svær situation for mig dengang, men Harry havde gjort den så naturlig og fået mig til at føle mig tilpas. Et suk undslap mine læber, da jeg indså, jeg aldrig ville føle mig så speciel igen, som når han komplimenterede mig. Det var alt sammen for sent.

Mine fingre fandt bogen, min farfar havde efterspurgt, og forstyrret af mine tankestrømme af minder, prøvede jeg at fokusere om at få betalt og komme væk. Men sådan skulle det ikke gå.

Min verden stod stille, da jeg så ham. Dér ved reolen med rejsebøger stod han med anspændte muskler, der afslørede, at han koncentrerede sig om at finde den rigtige bog. Hans hår var uglet, og totterne sad alle steder, men han virkede ikke til at mærke det. I stedet krummede han sine øjenbryn, mens han ledte videre. Jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe, da mit blik forblev ved hans ansigtstræk. De lyserøde læber var helt lige, mens øjnene skøjtede frem og tilbage mellem bogryggene. Mit hjerte bristede, da han til sin glæde endelig fandt, hvad han ledte efter. Fingrene tog fat om ryggen og hurtigt hev han bogen ned fra hylden. Bogstaverne var små, men jeg læste det tydeligt. Din Guide Til New York.

Han rejste. Harry skulle til New York.

Jeg mærkede min krop begynde at ryste, da jeg overvejede betydningen. Han ville rejse til hans drømmedestination, efterlade Northwich, og jeg ville sikkert aldrig se ham igen. Jeg ville aldrig mere høre hans latter, se hans smil forme sig eller kigge ind i de grønne, flotte øjne. Men hvem narrede jeg? Selv hvis han blev, og jeg kunne få lov til at se ham i ny og næ, ville det aldrig blive det samme igen. Vores forhold havde ikke fungeret – vi kunne ikke finde ud af det. Når han igen smilte, ville grunden til de lyserøde læbers højde ikke være på grund af mig. Det eneste jeg havde gjort var at bringe ham smerte.

Et stort suk forlod min mund, da jeg vendte blikket fra ham, og blot stirrede på de mange bøger foran mig for at prøve at glemme ham. Men der skulle ikke gå lang tid, før min fred blev forstyrret. På et sekund føltes hele min verden som tårne, der styrtede sammen oven på hinanden og efterlod omgivelserne fyldt med en tyg sky fra tårnenes smulder.

”Hey Beverley.” Hans stemme var hæs, genert, og jeg kunne mærke, at han havde taget sig tid til at overveje, om han burde hilse. Men selvfølgelig havde han valgt det godhjertede valg – han var trods alt Harry.

Mit blik faldt ned til bogen i hans hånd. Både fordi realiteten var ved at gå op for mig, og samtidig fordi det var for hårdt at se ham i øjnene. Jeg vidste, hvordan hans blik ville kigge på mig med omsorg, men kærligheden ville mangle. Tanken om at kigge ind i det grønne uden glimtet, ønskede jeg ikke at opleve.  ”Hey, tal til mig,” bad han stille, og som om tusinde sommerfugle angreb mig, lagde han sin hånd på min skulder. Det brændte. Jeg kiggede op, og mærkede sekunderne gå. Et lille glimt gemte sig bag bekymringen. Jeg åndede ud.

”Så du skal endelig af sted?” spurgte jeg forsigtigt og hentydede til bogen i hånden.

Harry opfangede mit spørgsmål, og jeg læste ham hurtigt, da han åbnede munden og lukkede den igen. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var lykkelig over at få muligheden, men han var klar over, at hans ord ville såre mig. Den endelige sammensætning af ord var nøje udvalgt. ”Min fætter har fået job der, så jeg kan bo hos ham i to måneders tid,” fik han sagt efter længere indre diskussioner, og prøvede at forholde sig rolig, da han løftede den ene mundvige i et forsigtigt smil. Han ønskede ikke at såre mig, og den intention fik mit hjerte til at banke hurtigere.

”Det … Det er fantastisk, Harry,” løj jeg, men prøvede at sætte mig ind i, hvordan han følte. Han måtte være så glad. Jeg sænkede blikket, da tanken om, at det her forhold aldrig ville blive til noget igen ramte mig som et stort vindstød.

Harry sukkede højlydt, og jeg mærkede, hvordan han blev anspændt og situationen mere akavet. ”Jeg ville ønske, at du blev oprigtigt glad, men det bliver du nok aldrig,” mumlede han, og da jeg kiggede på ham, var hans blik nu rettet mod gulvet. Hans løse fingre røg op til håret og uglede det endnu mere til, mens hans tankestrømme kørte i ring. ”Men øh, fik du afleveret din portfolio?”

De grønne øjne kiggede op igen, da Harry havde fået taget mod til sig. Det overraskede mig, at han bragte det emne på banen, for han vidste godt, at det var grunden til, vi stod her uden at vide, hvad vi skulle gøre eller sige.

”Ja,” svarede jeg og krummede tæer. ”Jeg mangler bare at gøre udstillingen klar, give billederne og serien navne, ikke helt ligeså stressende,” forklarede jeg og håbede ikke, at jeg skræmte Harry væk. Det var min kærlighed til fotografering, der havde skræmt ham væk i første omgang.

Hans stemme var pludselig rolig og håbefuld, da han talte. ”Hvilke billeder fik du med?” spurgte han.

”Lidt forskelligt,” smilede jeg, og før jeg vidste af det, røg de næste ord ud af min mund, som talte jeg mine tanker. ”Du kunne jo komme og se det,” foreslog jeg og sørgede for at fastholde vores blikke. Det havde jeg ikke gjort for en måned siden.

Harry gav mig et stort smil, et af dem, jeg aldrig troede skulle være tilegnet mig igen, og viste, at han oprigtigt var glad for invitationen. ”Det ville være mig en ære. Hvornår skal jeg være der?” spurgte han og fik mit hjerte til at springe et slag over. Selv om han måtte hade min udstilling, fordi den var kommet i vejen, var han stærk nok til at komme og støtte mig. Han overraskede mig endnu en gang.

”Her om fire dage ved femtiden,” fortalte jeg ham og løftede langsomt min ene mundvige op i et tilfreds smil.

Det falmede dog hurtigt, da Harrys blik blev blankt og smilet forsvandt. ”Det er der, jeg sidder i flyet,” sukkede han og trippede med sine fødder, da stilheden overvandt os. Vi kiggede ind i hinandens øjne, men ingen af os sagde noget. Jeg mærkede, hvordan jeg fik det dårligt. En hovedpine begyndte at dunke, og mine håndflader blev svedige. Varmen udefra, der fyldte butikken, vandt kampen mod ventilatoren og gjorde mig svimmel. Det var lige indtil, at Harry ud af det blå fjernede en af mine hårtotter fra mit ansigt. Hans fingre føltes brændende, men samtidig perfekt, da han rørte min hud. De grønne øjne stirrede, men blødt, så jeg ikke følte mig utilpas.

”Det gik vidst ikke helt, som vi havde håbet,” mente han og trak på skuldrene. Verden stod stille efter jeg havde indset hans ord. Jeg kunne mærke ham, helt ind til hans inderste, dybeste tanker. Langsomt tog jeg min hånd op og lagde den oven på hans ved mit øre. Det føltes rigtigt, og jeg følte, at Harry kunne mærke det, da hans blik ændrede karakter. De grønne øjne kiggede længselsfuldt efter mig, og jeg følte hvordan tristheden fyldte hans krop, mens selvtilliden fløj af sted som en del af ventilatorernes luftstød.

Jeg kunne ikke klare, hvordan stilheden fik situationen til at føles så forkert, så jeg sagde det eneste, jeg følte for i sekundet. ”Harry, jeg ved det her nok er et mærkeligt spørgsmål …” begyndte jeg, men stoppede, da han begyndte at kigge på mig med et støttende blik. Jeg følte næsten, jeg så hans øjne smile, som om, at lige meget, hvad jeg ville spørge om, så ville han hjælpe. ”Vil du ikke nok tage med mig hen på hospitalet og besøge min farfar?” Harrys øjne voksede sig store, da han ikke forstod. ”Han … fik et hjertestop i sidste uge,” udbrød jeg, og pludselig, som om realiteten angreb mig, kunne jeg ikke klare det længere. Uden at overveje konsekvenserne eller hans reaktion, søgte jeg ly i hans favn, og mærkede til min glæde hans arme finde vej rundt om min krop. Forsigtigt pressede han mig ind mod mig, mens han tilpas aede mig henover ryggen for at vise mig sin støtte.

”Bev …” Hans stemme knækkede efterfulgt af et højt suk, og dér vidste jeg, at han også havde tænkt på mig de sidste mange dage. Harry tog ud efter min hage, og sørgede for, at jeg igen så ham direkte ind i øjnene. ”Du skulle have kontaktet mig, så jeg kunne have været der for dig,” hviskede han og skubbede mit hår til side, så jeg ikke fik det i øjnene. ”Det gør mig virkelig ondt,” tilføjede han og hviskede søde ord ind i mit øre. Mens tårer pressede sig på i mine øjenkroge, mærkede jeg alligevel et lille smil finde frem til mine læber. Selv om det her ikke betød, vi havde en fremtid, var han her for mig i en af de sværeste tider i mit liv, og der var intet, der betød mere.

Harry havde kørt os til hospitalet i hans bil, der som altid lugtede af læder. Det havde været en stille køretur, da vi vidst begge to prøvede at forstå, hvad vi havde gang i. Vi havde umiddelbart sagt vores farvel til hinanden, men det havde vi set forbi for at tilbringe eftermiddagen sammen. Da jeg så Harrys skikkelse i boghandlen, var det sidste, jeg havde turde håbe på, at han uden tøven ønskede at tage med mig og vise sin støtte. Vi havde været hos min farfar i ti minutter, og lige siden Harry var trådt ind i rummet, havde jeg set et nærmest urealistisk smil på min farfars læber. Jeg ved ikke, hvordan Harry gjorde det, men blot ved at være der, havde han fået min farfar til at grine, smile og fra tid til anden bemærkede jeg, hvordan han også sendte mig et håbefuldt blik. Jeg vidste præcis, hvad det var, min farfar ønskede. Han havde oplevet, hvordan mit humør var steget siden jeg havde mødt Harry – han vidste, Harry var god for mig. Jeg havde ikke fortalt ham, hvad der helt præcis var sket, og derfor havde han stadig sine egne forhåbninger. Selv om jeg også inderst inde ønskede, at der ville ske mere, havde jeg ligeså stille givet op og indset, det ikke kunne lade sig gøre.

”Barn, giver du mig ikke lige papirflyet?” Min farfars stemme trak mig ud af mine tanker, da hans hånd rystende pegede hen mod papirflyet i vindueskarmen. Jeg krummede brynene, da jeg studerede papirets folder, da jeg ikke mindedes at have set det før. Han måtte have lavet det af det papir, jeg havde medbragt. Forsigtigt gik jeg forbi Harry, der sad på fodenden af sengen og tog slapt fat om papirflyet. Da jeg skulle til at give det til min farfar, rystede han på hovedet. ”Det her er min gave til jer,” fortalte han, og kiggede skiftevis på Harry og jeg.

Forvirret søgte mit blik forståelse hos Harry, da jeg ikke forstod min farfars ord. Havde han lavet et papirfly til os? Harry kiggede på forundret på mig, og prøvede at finde svaret, men ingen af os forstod, hvad han snakkede om. Vi var ikke sammen mere, så hvorfor havde han brugt tiden på at give os en gave, og så endda et papirfly, der stod ham så nært.

Harry kiggede på min farfar med et forvirret udtryk i ansigtet. ”Jeg er ked af, men jeg forstår ikke, Theodor,” svarede han ærligt og lod blikket hvile på min farfar i sengen.

Min farfar udstedte et kort grin, der blev efterfulgt af et host, inden han smilede. ”Et papirfly er et symbol på et forhold,” begyndte han, og jeg vidste straks, hvor han ville hen. ”Når man kaster det starter turen, og på et tidspunkt vil det lande. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere,” tilføjede han og gav os begge to et smil. Jeg stod og var helt betaget af hans ord, at jeg næsten ikke bemærkede, hvordan Harry kiggede op på mig.

Hans blik var fyldt med beundreren, og glimtet var tydeligere end tidligere på dagen. Det var med et kært smil, at han adspurgte min farfar om de poetiske ord. ”Hvad så hvis man aldrig lettede?”

Min farfars øjne lyste op af spørgsmålet. Hans ord kom bag på mig, da de erstattede stilheden i rummet. ”Så er der stadig en chance.”

Hvad var det min farfar var ude i? Selv om jeg godt kunne lide betydningen af hans ord, ville et par poetiske sætninger ikke hjælpe. Harry og jeg havde prøvet, men det var endt galt, så hvordan kunne det hjælpe at prøve igen? Jeg havde stadig min drøm om at blive fotograf, Harry ønskede stadig at komme til New York. Det kunne ikke gå op.

Harry rejste sig fra sengen, og som om ordene slet ikke havde betydet noget for ham, meddelte han, at det var tid for ham at tage videre. Han var jo kun lige kommet. Jeg kiggede bekymret hen mod ham, og var overrasket over hans pludselig ændring i planerne. Harry hadede at være alene, så hvorfor forlade et selskab så tidligt? Samtidig forstod jeg heller ikke, hvordan han blankt ignorere min farfars svar. Harry var uddannet psykolog, for ham burde de ord betyde alverden, men umiddelbart så han dem ikke som andet end ord. Jeg sukkede.

”Skal du have et lift med?” Harrys ord skar igennem, og jeg indså, at han snakkede til mig. Uden rigtigt at tænke over det nikkede jeg, for hvis det her var sidste gang, vi tilbragte tid sammen, skulle det vare så længe som muligt. Jeg havde brug for at høre ham trække vejret, se ind i hans øjne, forhåbentlig høre hans stemme, bare nogle sekunder endnu.

Harry låste bilen op, da vi kom ned på parkeringspladsen, og lugten af læder fandt frem til mine næsebord. I starten havde lugten været ubehagelig, men nu gav den mig en tryghed ved at vide, at jeg sad her sammen med ham. Ham, jeg havde tilbragt mange dage sammen med, kysset, været i seng med, åbnet mig op for. På kort tid var alt det bristet, og jeg var efterladt med mig selv og en drøm om at blive fotograf. Det gav snart ikke mening mere.  

”Du skal vel bare køres hjem, ikke?” spurgte han og startede motoren. Jeg gav ham et nik, og så hvordan omgivelserne omkring os skiftede, mens han kørte mod mit hus. Jeg hadede at være hjemme, fordi der var så stille, men alligevel fandt jeg tryghed i tanken om at ligge under min dyne og tænke dagens hændelser igennem. Mit blik faldt over på Harry i smug, og jeg indså, hvor meget jeg savnede ham. Da jeg havde mærket hans varme tidligere, føltes det i få sekunder som om, vi var tilbage i vores egen lille boble. Harry og Beverley mod resten af verden. Men den var sprunget, og jeg stod nu alene tilbage med minderne om hans latter, hans smil og hans læber mod mine. Det hele føltes så uoverskueligt, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Harry nåede frem til mit hus hurtigere, end jeg havde forventet, og kørte ligeså stille op til fliserne, der førte frem til huset. Jeg sad stille på sædet ved siden af ham, og stirrede ud på vejen. Solen lyste os direkte ind i øjnene. Stilheden fyldte hele bilen, og ingen af os, vidste, hvad vi skulle sige. Min farfar havde givet os et papirfly, fortalt os, der stadig var en chance, men ingen af os virkede til at tro på det. For her sad vi, bum stille som to personer, der aldrig havde mødt hinanden før, og prøvede at finde en løsning. Det kom bag på mig, da Harry talte.

”Du ved, jeg var glad for, jeg stødte ind i dig i dag,” hviskede han, mens hans blik forblev på vejen foran os.

Et smil dannede sig om mine læber. Han fortrød ikke, at han sad her nu, i en varm bil med mig ved sin side. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder, og tænkte ikke over det mulige afslag ved mit forslag til ham. ”Tror du, der er mulighed for, at vi kunne, jeg ved det ikke, spise frokost en af dagene, siden du rejser?” Ordene røg ud af mig, men da de erstattede stilheden, følte jeg, jeg havde truffet det rigtige valg. ”Sådan for at sige farvel, eller noget …” Selv hvis Harry skulle afslå, havde jeg vist ham, at jeg inderst inde havde hørt noget logik i min farfars ord. Der var stadig en chance. Måske. Jeg turde stadig ikke tro på det, men i det mindste ønskede jeg at afslutte vores forhold af på en ordentlig måde.

Jeg afventede spændt Harrys svar, og da jeg så hans øjne glimte, kunne jeg sukke lettet. ”Der er ikke noget, jeg hellere vil.” 

 

***

Se fra ca. 0:30 og nogle sekunder frem.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...