Hunted Wild *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Igang
Victoria lever i det 16. århundrede. Hun er i syv år blevet jagtet af folk, der tror hun er en heks. Men hele hendes verden ændrer sig, da hun en dag møder den unge Jonathan, der er blevet sendt i hæren. Sammen drager de ud på et fantastisk eventyr for at rede deres verden. Men både Victoria og Jonathan har hemmeligheder. Og det får store konsekvenser for dem begge. //Første bind i "Hunted" serien//

13Likes
13Kommentarer
1041Visninger
AA

9. Kapitel 8 (Jonathan)

    Jeg fulgte efter Victoria op ad trapperne og ind på det lille værelse. Hun satte sig på den ene seng og jeg på den anden.
    "Vi har brug for flere forsyninger og du har brug for noget varmere tøj. Det her er den sidste by inden hæren, altså er det sidste mulighed for at få fat i tingene. Det tager tre dagsrejser at nå til hæren herfra, hvis man rider. Men vi går, så vi skal regne med det dobbelte. Vi rejser herfra i morgen tidlig," forklarede hun, mens hun rodede lidt rundt i sin skindtaske. 
    "Ved du, hvordan man stjæler?" spurgte hun, stadig uden at flytte blikket fra sin taske. Jeg rystede på hovedet, og hun rakte mig min dolk tilbage.
    "Hvordan fik du fat i den?" spurgte jeg og undersøgte om den ikke sad i mit bælte. Det gjorde den ikke, så jeg stak den bare ned igen. Hun svarede ikke, lod som om hun ikke havde hørt mig. 
    "Jeg skal nok lære dig, hvordan man gør," sagde hun med et skævt smil og førte an ned på torvet. Hun gik uskyldigt forbi en madvogn og smuglede et æble ned i lommen, før hun kom tilbage til mig.
    "Så nemt er det," smilede hun og tog en bid af det stjålne æble. Jeg smilede skævt, men smilet blegnede da hun trak min egen pung frem fra sit bælte.
    "Hvordan?" spurgte jeg, ude af stand til at gør noget. Hun kastede smilende pungen tilbage til mig.
    "Brug folks uopmærksomhed," sagde hun bare. Jeg nikkede nervøst og prøvede at gøre hende kunsten efter. Jeg gik forbi boden og prøvede at tage et æble, men jeg tabte det og kort efter var ejeren af boden efter mig. 
    Victoria indhentede mig hurtigt med en latter. 
    "Det var du ikke så god til, hvad?" lo hun. Jeg svarede ikke, men blev bare ved med at løbe. Da vi var kommet over en lille bakke, trak Victoria mig ind i en sidegade. Den sure ejer løb forbi lidt efter.
     Victoria satte sig på jorden og lo. Hendes latter var varm og kærlig. Jeg smilede varmt til hende, før jeg lod mig dumpe ned ved siden af hende og deltog i hendes latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...