Hunted Wild *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Igang
Victoria lever i det 16. århundrede. Hun er i syv år blevet jagtet af folk, der tror hun er en heks. Men hele hendes verden ændrer sig, da hun en dag møder den unge Jonathan, der er blevet sendt i hæren. Sammen drager de ud på et fantastisk eventyr for at rede deres verden. Men både Victoria og Jonathan har hemmeligheder. Og det får store konsekvenser for dem begge. //Første bind i "Hunted" serien//

13Likes
13Kommentarer
1065Visninger
AA

8. Kapitel 7 (Victoria)

    Jonathan sov dybt, så jeg vækkede ham ikke til anden vagt. Han havde mere brug for søvn end mig. Jeg sad og nynnede en sang, jeg havde hørt engang for længe siden. 
    En hare hørte mig og kom ud af skoven. Og så en til. Og en mere. Og så nogle hjorte. Så nogle fugle. Og til sidst et kobbel ulve. En af harene kiggede på mig med store øjne, som tegn til at jeg skulle synge rigtigt. Jeg smilede til den og begyndte. "Bål i natten, dit liv vil kvæles. Mørke i minen, dit liv vil vende. De døde sjæles tid vil komme, jeres skæbne vil de kende...," jeg ville forsætte, men jeg mærkede en fare i luften. Dyrene løb ind i skoven igen, og jeg ruskede blidt i Jonathan. "Vågn op, vi skal videre, lige nu," sagde jeg lavt. Han brummede og vendte sig om på den anden side. Jeg sukkede og skulede mod vandsækken, men droppede ideen igen. Vandet var for dyrebart.
    I stedet gav jeg ham en lussing, der gav genlyd i miles omkreds. Han satte sig hurtigt op. "Av, hvad skulle det til for?" spurgte han. Jeg lagde en finger på læben og pegede ind mellem træerne. En skikkelse var kommet til syne. Jeg vinkede ham med mig væk derfra. Jeg samlede lydløst vores oppakning op og førte så an ind mellem træerne. 
    Men da vi var kommet lidt væk trådte Jonathan på en gren, der knækkede alt for højlydt. Jeg fór sammen ved lyden, men ingen lod til at bemærke lyden. "Der var du heldig! Vær mere på vagt," hvæsede jeg. Hans øjne blev smalle. "Jaja, men du er ikke meget bedre selv," hvæsede han tilbage. Han måtte have hørt mig synge. Jeg ville gerne skændes om det, men her var det for farligt. Jeg hævede en knytnæve, som for at sige, at hvis han ikke hold sin kæft ville han få. 
    Vi forsatte ind mellem træerne. Lydløst. Med et standsede jeg ham, da han ville forsætte ud i kviksand. Lydløst trak jeg et stykke brød op af tasken og kastede det derned. Han forstod, da han så det synke. Jeg kiggede lidt rundt, før jeg forsatte i en retning. Det var længe siden jeg sidst havde været her, så jeg kunne ikke helt huske det hele. 
    Da solen endelig stod op var vi nået langt. Morgenduggen sad på græsstråene. Alting var tyst og magisk. Det eneste jeg hørte var Jonathans klaprende tænder. Jeg smilede. "Du var ikke så godt forberedt på kulde, vel?" spurgte jeg med et lille smil. Han rystede på hovedet. "Hold ud, vi er snart fremme," sagde jeg. Han lyste op. "Jeg mener ikke ved hæren. Jeg mener et sted, hvor vi kan få varmen og få mere mad og vand," sagde jeg. Lidt af hans gejst forsvandt, men alligevel ikke helt. Jeg lyste op i et smil, da jeg endelig fik øje på den lille landsby. "Nu må du bare spille med og stole på mig," sagde jeg og tog hans hånd. Han forstod det ikke, før jeg trak ham med ind på torvet.
    Her var musik og dans. Jeg kendte begge dele. Jeg trak Jonathan med ind i dansen, selv om han ikke ville. Jeg førte ham rundt på brostenene ind og ud mellem de andre par, indtil musikken endelig sluttede. "Hvad skulle det til for?" spurgte han. Jeg smilede. "De kender os ikke her. Vi må følge deres skikke for ikke at virke truende," forklarede jeg.  Han smilede, da han forstod. 
    Jeg førte an ind på byens kro. "Et værelse med to senge. En overnatning," sagde jeg til kroværten. Han ignorerede mig. Sad og spillede et eller andet med sine venner. Jeg smed tre guldmønter på disken. Overrasket tog han imod dem og fandt en nøgle. "Værelse 27," sagde han, før han vendte tilbage til sine venner. "Hvad skal vi her? Hvor kommer pengene fra?" spurgte Jonathan en smule panisk. Jeg svarede ham ikke med det samme. "Jeg fortæller dig, hvorfor vi er her, når vi er på værelset," sagde jeg, "Det andet for du først at vide, når jeg synes, at det er tid til at fortælle dig,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...