Hunted Wild *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Igang
Victoria lever i det 16. århundrede. Hun er i syv år blevet jagtet af folk, der tror hun er en heks. Men hele hendes verden ændrer sig, da hun en dag møder den unge Jonathan, der er blevet sendt i hæren. Sammen drager de ud på et fantastisk eventyr for at rede deres verden. Men både Victoria og Jonathan har hemmeligheder. Og det får store konsekvenser for dem begge. //Første bind i "Hunted" serien//

13Likes
13Kommentarer
1044Visninger
AA

7. Kapitel 6 (Jonathan)

    Jeg vågnede, da en varm og våd tunge slikkede mig i ansigtet. Jeg åbnede langsomt øjnene og udstødte et hvin. Bjørneungen stirrede på mig som om jeg var helt fra den. "Godmorgen," lød en stemme. Jeg kiggede lidt rundt og så Victoria sidde omkring et lille bål. Hun sad op af den store bjørn, og hun forsvandt nærmest i dens pels. Jeg rejste mig forsigtigt og satte mig på den anden side af bålet. Victoria sad med halvt lukkede øjne og stirrede ind i ilden.
    Vi sad lidt uden at sige noget, før hun rejste sig og gik længere ind i hulen. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg, alt for skingert. Hun lo. "Tag det roligt. Jeg skal bare hente noget," sagde hun. Jeg stirrede efter hende og så hende forsvinde i mørket.
    Jeg drejede hovedet og så på den lille bjørn, der havde lagt sig ved siden af sin mor. Moren kiggede på mig med et bedrevidende blik. "Hvad?" spurgte jeg den. Den lavede en lyd, der vist var et grin. "Et par dage i skoven, og så er man pludselig helt bims. Og nu sidder jeg og snakker med en bjørn," sagde jeg til mig selv.
    I det samme kom Victoria tilbage. Hun havde en taske over skulderen og et smil på læben. "Skal vi gå?" spurgte hun. Jeg nikkede og rejste mig. Med brystet skudt frem gik jeg ud af hulen. Victoria stoppede i udkanten af hulen og lagde en hånd på bjørnens snude. "Tusind tak. Du var til stor hjælp," hviskede hun til bjørnen, der gav en lille lyd fra sig, før den gik ind i hulen igen med ungerne i hælene.
    Victoria førte an. Hun kendte skoven langt bedre end mig, og hun vidste også, hvordan man overlevede her. Vi gik i tavshed, indtil vi kom til en å. Victoria trak en vadsæk op af tasken og fyldte den med vand fra bækken.
    "Hvordan ved du, at vandet ikke er fyldt med bakterier?" spurgte jeg. Hun kiggede på mig med et lille smil og vendte øjne. Jeg måtte bare stole på hende.

    Solen var på vej ned. Den fyldte himlen med fantastiske farver. Jeg var begyndt at blive træt, men det var Victoria ikke. Jeg ville ikke spørge, om vi kunne tage et hvil, for jeg ville ikke virke svag. Så jeg var nødt til at tage mig sammen. 
    Jeg slæbte mine fødder hen af jorden og havde bare lyst til at lade mig falde om på jorden. Men jeg ville ikke. Jeg måtte fortsætte. Endelig gjorde hun holdt. "Vi overnatter her," sagde hun. Udmattet begyndte jeg at samle brænde til et bål. Men Victoria stoppede mig. "Du skal ikke tænde bål. Det vil tiltrække uønskede folk," sagde hun. Jeg nikkede træt og spurgte, hvem der tog første vagt. Som svar satte hun sig på jorden og spejdede ud i natten. 
     Udmattet og ude af stand til at protestere lod jeg mig falde om på jorden, og det varede ikke mange minutter før jeg sov som en sten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...