Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28858Visninger
AA

11. Kapitel 9 | ”Hvordan er du kommet ind?”

Aleahs synsvinkel

Siden opkaldet fra i går, havde Harry opført sig helt underligt. Det var faktisk kort tid efter samtalen, at Harry valgte at smutte hjem. Hvilket undrede mig en del.

Men hvis man så bort fra det, så var vores dag i går ret hyggeligt. Vi så film, og snakkede om alt, mellem himmel og jord. Det var nærmest lige før, at jeg bad Harry om at blive hjemme hos mig, da vi havde det så hyggeligt – hvilket ikke engang var en løgn.

Så her sad jeg, helt alene inde i klasselokalet, hvor jeg blot ventede på, at det ville blive time. Ventetiden føltes som flere timer, også selvom det kun var et par minutter.

Dog var der en særlig person, som fik min opmærksomhed, da han trådte ind ad døren. Harry. Han så meget godt ud, det kunne jeg ikke lyve om. Hans udseende så perfekt ud, han så faktisk ret lækker ud, hvis jeg skulle være ærlig. 

”Hey,” sagde han i en afslappet tone.

”Hej Harry,” svarede jeg med et smil.

”Er du okay igen? Efter dette såkaldte telefon opkald?” jeg var blevet nysgerrig omkring opkaldet i går.

”Ja, alt.. Alt er .. Er fint nu.. Nu,” forsikrede han. Jeg nikkede en smule.

Timen var ikke spor interessant, eller også fattede jeg bare intet af det hun sagde. Jeg sad bare, og skrev notater af og til.

”Aleah?” han puffede lidt til mig, hvilket fik mig til at se på ham.

”Hvad er der, Harry?” mumlede jeg lavt, dog var intet negativt ment, hvilket man også kunne se, på grund af mit svage smil.

”Vil du .. Du være.. Være min,” jeg løftede svagt brynet, og troede først, om at han spurgte mig om noget mere seriøst, som i at være hans kæreste, eller sådan noget.

”.. Min  .. Min makker?” tilføjede han så. Jeg blev faktisk inderst inde meget lettet, da jeg troede noget andet. Så da det blot var en makker, så nikkede jeg straks.

”Det vil jeg godt, hvis vi ikke bliver færdig, kan vi så lave det videre hjemme hos dig?” vi havde ikke rigtigt været indenfor hjemme hos ham, hvilket jeg godt ville. Jeg ville hjem til Harry, og se hvordan han boede. Jeg havde trods alt kun set bygningen.

”Det finder vi ud af til den tid, okay?”

Jeg havde en aftale med Harry, men det så ud til, at han valgte ikke at dukke op, hvilket var underligt, da han normalt ikke plejede at bryde sine aftaler. Hvilket oveni købet gjorde mig ekstra meget nysgerrig, så jeg gik lidt rundt henne ved skolen, bare for at lede efter Harry.

Dog stoppede jeg hurtigt op, da jeg så hvem han stod sammen med – han stod med April og Barbera. Jeg kunne bare ikke få det til, at passe at Harry – min Harry – hang ud med de to piger, når han havde en aftale med mig? Det så ud til, at de hviskede nogle ord til Harry, hvorefter hans blik blev rettet hen mod mig. Jeg løftede svagt brynet, og rystede kort på hovedet.

Vi kunne jo lige så godt droppe aftalen, jeg kunne bare lave min del af opgaven.

”Aleah?” Harrys stemme lød fuldkommen normal, jeg nikkede langsomt, og burde tænke mig om hvad jeg nu skulle sige til ham.

”Harry.. Jeg tager bare hjem, og laver min del af lektierne,” røg der ud af min mund, hvorefter jeg vendte om, og begyndte at gå hen mod min bil. Jeg gad ærlig talt ikke, at vente i flere minutter på, at Harry kunne snakke med de to. Jeg kunne jo bare gå, så kunne han snakke med dem i fred, jeg ville skam ikke forstyrre dem i noget, som helst.

”Hvad? Vent!” lød der fra ham, men jeg ignorerede det, og valgte at gå videre hen mod min bil. Jeg så kort tilbage hen mod ham, han luntede nærmest ned til mig.

”Hvad skal.. Skal du?” han lød en anelse forpustet.

”Hjem? Og lave min del af lektierne,” forklarede jeg ham. Kort tid efter låste jeg min bil op, og fik mine ting derind.

”Hvad? Hvorfor?”

 

Vi skændes ikke så voldsomt meget, men vi blev i den grad også uenige i hinandens ord. Jeg sagde det ene, og han sagde mig altid imod, eller sagde noget som var stik modsat. Det endte med, at vi kom en smule op og råbe, eller vi snakkede i hvert fald højt til hinanden. Jeg blev træt af ham til sidst, og valgte at tage hjem.

Så her var jeg. Alene i lejligheden med forskellige følelser, som bare svømmede rundt inde i min egen krop. En blanding af vrede, skuffelse, og noget andet mystisk noget. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at Harry et par gange skulle være sådan der. Først fortalte han mig en del søde ord, og så fortalte han mig en del negative ord.

Jeg var fuldkommen forvirret omkring den dreng – han var svær at blive klog på.

Med et suk, valgte jeg at skride op til mit eget værelse, finde min MacBook frem, og så straks gå i gang med lektierne. Jeg kunne sidde oppe på mit værelse i flere timer, bare for at lave de her lektier, min del af lektierne, i hvert fald. Jeg rynkede svagt på panden, og kunne straks mærke en irreration komme langsomt frem, da jeg så at Harry havde skrevet, det her kunne jeg virkelig ikke magte.

Og slet ikke nu.

From Harry: Aleah, ikke tag det så tungt, undskyld. Jeg mener det, jeg bryder mig virkelig ikke om, at være uvenner med dig, det knuser mig langsomt indeni. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle snakke med de to – altså April og Barbera – de to kom bare lige pludselig, og jeg er virkelig ked af det, hvis jeg gjorde dig skuffet, sur, og endda ked af det. Det her var aldrig min mening. Jeg håber at du kan tilgive mig over for sådan en lille ting. – Harry x

På den ene side, fandt jeg det yderst sødt, at Harry skrev en lille undskyldning, men da han nævnte April og Barbera, så fik det min vrede til at boble i kog. Men hvis man nu så bort fra det, så det sidste x han skrev, det var også ret sødt.

To Harry: Sket er sket, intet kan laves om på. Du må vel bare komme i gang med dine lektier, imens jeg er i gang med min egen part af lektier, okay? Jeg gider simpelthen ikke at være dit tredje hjul, når vi snakker om at vente på hinanden, fordi hvis jeg kender dig korrekt, så bryder du dig heller ikke om at være det tredje hjul. Så stop, imens legen er god, Harry. Fordi jeg gider ikke det andet mere, okay? Godt. – Aleah

Jeg valgte at sende beskeden, uden x’et af nogle simple årsager. Jeg var bare ikke i humør til det, og det måtte Harry bare acceptere, han havde faktisk ikke noget valg, når vi nu gravede os nærmere i det.

Et suk forlod mine læber, hvorefter jeg valgte, at forsætte med mine lektier. De skulle jo laves færdig – og helst meget snart. Jeg så straks hen mod døren, da en skikkelse dukkede op. Jeg løftede svagt mine bryn, og fik langsomt hovedet lidt på skrå.

På den ene side lignede det her min mor, men på den anden side, så lignede det her slet ikke min mor. Burde jeg rejse mig op, og tjekke vedkommende ud, eller ej. Jeg blev en anelse nysgerrig, og havde nærmest lyst til, at rejste mig op, og så bare gøre det.

Tjekke skikkelsen ud, det var min eneste plan, og måske endda også min eneste udvej, eller ja, jeg anede det ikke. Min mund føltes, som om at den var løbet tør for ord. Kulden spredte sig langsomt omkring min krop, og nærmest krammede den – i min verden lød det mærkeligt.

Alt for meget endda.

”Hej mor – velkommen tilbage,” sagde jeg lavt. Jeg troede bogstaveligt talt at dette var min mor, tynde ben, tynd krop. Ja, det lignede min mors krop, da min egen mor er selv tynd.

”Jeg er ikke din mor, men dit nyeste mareridt,” fortalte stemmen. Min krop frøs hurtigt til is. Var døren ikke låst? Hvordan er han kommet ind? Alle de ord spredte sig godt og grundigt inde i mit hoved.

Jeg rynkede svagt på panden, hvorefter jeg sukkede lavt. Jeg kunne tydeligt mærke, at adrenalinen langsomt begyndte at pumpe rundt inde i min krop. Hvilket fik mig til at åbne meningen var så, at jeg skulle sige noget.

”Hvordan er du kommet ind?”

okay shit, hvem kunne finde på at bryde en i et hjem? og hvem var vedkommende? var det Harry, Louis, eller Zayn?

forresten så vil jeg liiiige se hvem der overhovedet læser med, da jeg føler at der ikke er så mange der læser med, så alle dem der læser med – smid en kommentar, tak 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...