Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28867Visninger
AA

10. Kapitel 8 | ”Hej, kan du huske mig?”

Harrys synsvinkel

Jeg pustede kort ud over det som skete i går, det mellem Aleah og jeg. Det gik ikke særlig godt. Hun var en smule vred over mine valg, men hey, jeg ville bare prøve noget nyt. Det plejede jo ikke at skade, vel?

Jeg roede kort i mit hår, før jeg satte det mere tilpas. Jeg rettede kort på min bandana, og mine bukser. Jeg var ret glad for mine hullede bukser, som Aleah fandt til mig. Der var dog kun huller ved mine knæ.

Jeg kunne mærke, at jeg måtte snakke med Aleah, noget jeg følte at jeg måtte gøre, hvilket min instinkt også gjorde. Derfor traskede jeg hurtigt ned mod vores skabe, da jeg stadigvæk havde mit skab ved siden af hendes.

”Aleah? Kan jeg .. Jeg hurtigt snakke .. Snakke med dig? Bare .. Bare hurtigt,” spurgte jeg, eller rettelse jeg stammede det. Jeg forlangte ikke rigtig noget svar.

”Så snak løs Harry, så længe du ikke er den idiot, som du var i går,” svarede hun uden et smil. Der var et lille håb inde i mig. Et håb om, at hun måske gad at lytte til mine ord. 

”Jeg .. Jeg er virkelig .. Virkelig ked af det. Det .. Det var ikke .. Ikke meningen, at jeg .. Jeg skulle være sådan .. Sådan der overfor dig. Det var langt .. Langt fra fair,” forklarede jeg. Et lille bitte smil dannede sig omkring hendes læber, hvilket fik mig til at smile en smule mere end før.

”Kan du mon .. Mon tilgive mig?”

Det endte med, at hun sagde ja, at hun kunne godt tilgive mig, hvilket gav mig et kæmpe sus i maven, jeg var lettet. Lige nu stod vi tæt ind til hinanden, og bare krammede.

”Lov mig, at du ikke bliver en idiot igen – du er min eneste ven,” fortalte hun, som nærmest lød som en lav hvisken.

”Det .. Det lover jeg,” mumlede jeg lavt. Jeg nussede hende stille på ryggen, og lukkede godt mine øjne i. Det her føltes ret godt, at kramme med Aleah. Det gav mig et par sommerfugle i maven. Et sus i maven af overlykkelighed. Jeg følte mig elsket og hel igen.

Klokken ringede, hvilket fik os til at fjerne os lidt fra hinanden.

”Kom, vi skulle nødig komme for sent,” fortalte hun med et lavt grin. Hun tog fat i min hånd, og nærmest hev mig hen mod klassen. Vi skulle have time sammen. Da vi ankom så vores lære en anelse anstrengt på so.

”Undskyld forsinkelsen, Mrs. Anderson,” sagde hun med en sukkersød stemme, som kun tilhørte Aleahs stemme.

”Det er okay, tag plads,” svarede hun, og pegede kort hen mod de frie pladser. Jeg holdte ikke hendes hånd mere, og omvendt, da nu var vi i offentligheden, og desuden så havde jeg ingen følelser for hende – endnu!

Timen var ikke rigtig spændende, men jeg sad da ved siden af Aleah, som tegnede nogle kruseduller, eller sådan lignede det i hvert fald. Af og til skrev hun nogle notater til, hendes håndskrift var så fin, så flot, jeg havde ikke set noget lignende – udover min mors, selvfølgelig. Deres håndskrifte var virkelig smukke, så var det skrevet på sort og hvidt.

”Harry?” hendes blide stemme kom frem, hvilket fik mig til at smile. Jeg så hen mod hende, som betød, at hun havde min fulde opmærksomhed.

”Vil du være min makker i det her?” hendes spørgsmål fik mig langsomt til at smile, det var så sødt, at hun spurgte mig om det.

”Selvfølgelig .. Selvfølgelig, altid,” svarede jeg lavt. Hvilket fik hendes smil til at vokse lidt mere end før. Måske havde denne her popularitet gjort alting forkert? Måske burde jeg droppe den, og så beholde Aleah? Aleah betød jo en del for mig, alt for meget endda, hun fyldte en del i mit liv.

”Harry, er du klar på et væddemål?” April sendte mig et lille smil, dog vidste jeg godt, at det var et falsk smil. Jeg nikkede en smule, jeg var altid frisk på noget. Jeg ville gøre alt, for at blive populære, selvfølgelig.

”Ja.. Ja, jeg er klar,” hvorfor skulle jeg også stamme lige her? Zayn, Louis, April og Barbera så lidt på hinanden, og valgte så at nikke.

”Du skal score Aleah, få hende til at blive forelsket i dig, få hende med i sengen, og så dropper du hende bagefter,” fortalte Zayn med et skævt smil. Jeg spærrede kort mine øjne op. Skulle jeg gøre noget, som var forkert?

”Du har sagt ja til dette væddemål, så ingen vej tilbage, Styles,” forklarede Louis, hvilket fik mig til at sukke.

”Jeg .. Jeg tager imod .. Imod udfordringen,” svarede jeg i en opgivende tone.

”Perfekt!”

Jeg var skam evig taknemmelig over, at jeg ikke havde et bestemt tidspunkt at kunne score Aleah i. Jeg havde brug for alt den tid jeg kunne, og det værste af det hele – det her skulle holdes hemmeligt, det bliver sgu lidt hårdt, mest fordi jeg skulle være sammen med hende i dag, efter skolen. Jeg var dog bange for, at hun ville kunne opdage det, og så var alt ødelagt, og så var jeg oveni købet på spanden.

”God fornøjelse,” sagde de i kor, hvorefter de så skred væk fra mig. Jeg sukkede dybt.

”Hvad .. Hvad har jeg dog rodet mig .. Mig ud i?”

Jeg kunne ærlig talt ikke fatte, hvorfor jeg lige havde sagt ja til at tage imod en udfordring, som kunne knuse ens anden hjerte, faktisk kunne det også knuse mit eget hjerte. Jeg sukkede dybt, og måtte se noget positivt ved dette, jeg kunne tilbringe mere tid med hende.

Hvilket jeg havde glædet mig til, bare tanken om det kunne få mig til at smile bare lidt mere end hvad jeg plejede. Jeg gjorde ikke det her for, at redde de andres røv, eller for at såre Aleah – men for at få bare en smule opmærksomhed, også selvom Aleah gav mig en del opmærksomhed. Mere end jeg burde få.

Lige nu sad jeg hjemme ved Aleah, som aftalt. Vi havde begge to snakket om at tilbringe mere tid sammen, hvilket jeg var dybt taknemmelig for, ikke på grund af dette væddemål, men for at tilbringe tid med pigen, som betød en del for mig.

Vi var oppe på hendes værelse, da hun mente, at det nok var bedst, men også fordi hendes mor snart ville komme hjem. Og hun vidste, at jeg kunne kommunikere godt med hendes mor, hvilket var positivt, hvis jeg spurgte mig.

”Aleah, er du .. Du helt okay? Du er jo helt .. Helt væk,” da jeg fortalte hendes det, begyndte hendes kinder så straks at få en rødlig rosa farve, hvilket fik mig langsomt til at smile.

”Jeg sad bare i mine egne tanker,” svarede hun. Jeg nikkede blot en smule, og satte mig mere til rette på hendes seng. Jeg beundrede hendes rosa farvet kinder, som langsomt forsvandt efter et stykke tid.

Det var simpelthen rart, at jeg nærmest kunne snakke med hende om godt og vel alt.

Jeg havde snart kendt Aleah i snart nogle få uger, næsten en måned, og jeg kunne lide at tilbringe tid med hende. Det fik mig til at slappe mere af i sindet, og ikke være så stresset, som jeg havde været de andre par gange.

”Harry, denne her gang er du helt væk – og ikke mig,” pointerede hun med et lavt grin. Jeg vågnede hurtigt op, og så lidt på hende. Dog valgte jeg at ryste på hovedet.

”Jeg er .. Er vågen, og .. Og jeg er ikke .. Ikke væk,” et akavet grin kom langsomt ud fra mine læber.

”Jeg kan se det på dig – om du er væk, eller ej, Harry. Du lægger i hvert fald ikke skjul på det,” fortalte hun mig, imens et smil poppede frem på hendes læber.

”Drøm .. Drøm videre,” jeg kunne ikke finde på noget andet, som lød meget bedre. Dette var mit nød–svar, hvis man kunne kalde det?

”Jeg drømmer alt for tit,” svarede hun ærligt, hvilket fik mig til at grine kort. ”Det burde være dig, som skulle drømme videre,” argumentere hun, hvilket fik et lille smil frem på mine læber.

”Er du .. Du helt .. Helt sikker?” vores underlige samtale kunne forsætte i flere minutter, fordi vi havde et specielt bånd – sådan føltes det i hvert fald.

Dog kom jeg til min egen verden igen, da en svag lyd af mobil tone larmede. Hvilket fik mig til, at sukke lavt.

”Din mobil ringer,” sagde hun, som en svag mumlen. Jeg nikkede bare langsomt, hvorefter jeg tog den forsigtigt. Jeg tog den så.

”Det .. Det Harry.”

”Hej, kan du huske mig?”

hvem var mon den person som ringede til Harry?

oh gud, jeg har været til lægen i dag, dræb mig, jeg føler mig syg, og så skal jeg endda til et nyt møde med min læge om en måned, omg hvorfor altid mig?

anyways! jeg er i gang med at lave min egen hjemmeside, og jeg glæder mig til at vise jer den, ih

xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...