Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28871Visninger
AA

23. Kapitel 21 | ”Farvel hytte, som bragte os sammen.”

Harrys synsvinkel

Det føltes, som om at det var i går, at vi smuttede hertil hytten. Hovsa, det var sørme også i går. Verdens bedste weekend – ifølge mig. Et smil, som simpelthen ikke kunne fjernes fra mit ansigt. Jeg var fuldkommen lykkelig over, at Aleah valgte at være min kæreste.

Tanken forsvandt aldrig, det blev inde i min egen nethinde. Lige nu lå jeg ved siden af Aleah, og jeg kunne ikke andet end at betragte hende ligge der og sove. Hendes fredfyldte ansigt, som bare så en anelse komisk ud. Jeg følte mig straks, som den onde her, da jeg udmærket godt vidste, at jeg skulle vække hende.

Vi kom forresten også ret sent i seng her i går, hvilket også var forståeligt. Vi skulle jo teste de her lagner her i hytten. Vores første gang. En anelse smertefuld for hende, og jeg kunne straks huske smerten som bare skreg ind i hendes øjne.

Jeg fik helt dårlig samvittighed, jeg fortalte hende utallige gange i går, at vi sagtens kunne stoppe, men så stædig, som hun var, så mente hun at vi skulle forsætte – helt til at vi begge fik vores aller første klimaks.

”Du skal op .. Op nu, love. Jeg hader .. Hader virkelig at vække .. Vække din skønhedsøvn .. Skønhedsøvn,” mumlede jeg lavt, imens jeg langsomt begyndte at ruske blidt i hendes halv nøgne krop. Hun brummede en smule, dog svagt. Hun var simpelthen så sød, når hun opførte sig sådan der, som hun nu gjorde.

”Op. Nu, ellers .. Ellers må jeg efterlade .. Efterlade dig her .. Her alene, uden et kort eller .. Eller en GPS’er,” fortalte jeg. Dog var det ment som en joke. Hun vågnede hurtigt op, og sendte mig et dræberblik, dog for sjov.

”Ha ha, hvor er du sjov, Harry,” mumlede hun ironisk.

”Fortæl mig noget .. Noget jeg ikke .. Ikke ved, love.”

Vi havde pakket alle vores ting i vores tasker eller vores kufferter, og lige nu var vi faktisk i gang med at spise noget morgenmad, imens vi slappede af med noget fjernsyn.

Lige nu var der Lilo og Stitch, jeg fulgte ikke rigtig med, men det gjorde Aleah i den grad. Hun blev nærmest opslugt af det her. Et par gange forstod jeg hende ikke hundred procent, men i alt var hun i den grad unik, og nok min eneste ene.

Underdrivelse her.

”Harry, kan vi ikke være her lidt længere? Jeg orker ikke at vi snart skal hjem,” mumlede hun lavt. Jeg grinte lidt af det, og kyssede hende kort i håret, hvorefter jeg fik mumlet et okay. Da jeg overgav mig, jeg gad desuden heller ikke, at have en sur pige resten af vores mini weekend ferie. Et smil poppede frem på hendes læber, efterfulgt af et kys, som ramte mine læber. Dog et kort kys.

”Du er den bedste, det er du klar over, ikke?” hendes hoved lå lidt på skrå, imens hun havde et smil plantet på sine læber. Jeg nikkede en smule.

”Jo, men jeg .. Jeg overgår ikke .. Ikke dig,” mumlede jeg lidt utilfreds, selvom det var ment, som en kæmpe fed joke.

Så her sad vi og simpelthen så Disney Channel, som Aleah havde anbefalet, hvilken var en anelse komisk. To voksne mennesker, som brugte sine sidste minutter på at se fjernsyn, og være ultra asocial – det passede meget godt til os to, vores nye titler.

Mr. Asocial og Mrs. Asocial – det os!

Vores ting var langsomt begyndt at fylde ret meget i min egen bil. Et frustreret suk kom ovre fra Aleah, hvilket fik mit blik hen mod hende. Hun havde nu min fulde opmærksomhed.

Hvad var der i vejen med hende?

”Hey, hvad er .. Er der galt, love?” jeg bed mit kort i læben, og fik derefter mit hoved lidt på skrå. Jeg sendte hende et lille bitte smil bare for, at lette stemningen en smule.

”Jeg kan bare mærke, at hvis vi to forlader hytten, så ender det galt. Hytten bragte os sammen – helt sammen, Harry,” forklarede hun med et irriteret suk. Jeg forstod hende udmærket godt, at det var irriterende, at vi skulle forlade hytten, som bragte os sammen.

”Jeg ved det, men .. Men vi må .. Må videre i teksten .. Teksten og .. Og ikke sidde fast .. Fast her, okay?” at stamme var mit speciale, mente hun.

Alt var klaret, og lige nu skulle vi bare køre stille og rolig på vej hjem, da damen i fjernsynet mente, at der ville komme slemt vejr, så vi måtte være forberedt på det hele. Jeg plejede normalt ikke, at lytte til sådan noget, men lige i dag gjorde jeg det.

Ikke for min egen skyld, men for vores skyld. Jeg ville beskytte Aleah, og ikke gøre hende fortræd. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis det faktisk skete.

Ikke mere brokkeri, vi valgte at sætte os ind i bilen, og gøre alting klar, da vi begge to vidste, at hvis vi stod her, så ville vi komme senere hjem, hvilket vi så negativt på.

Tidligere på dagen var det okay, at slappe af med noget Disney Channel, selvom jeg selv ville anbefale at vi skulle se noget andet, som fx MTV, men det gad hun altså ikke at se, hun ville bringe sin barnlige side frem, og se noget Disney Channel.

”Farvel hytte, som bragte os sammen.”

For en gang skyld, så havde damen i fjernsynet ret. Vejret var meget kedeligt, vejret var faktisk meget gråt i det her i dag på vej hjem. Det begyndte faktisk at sne, hvilket var en blanding af farven hvid og farven grå. Så et kedeligt vejr endte det med at blive.

Også selvom Aleah lød helt overrasket og spændt over sneen. Hun havde nok et specielt bånd til sne, bedre kendt som vinter måneder. Vinter måneder plejede man primært, at modtage sne. Dog ikke alt, men for det meste.

”Hvad .. Hvad tænker du .. Du på, love?” jeg rettede kort blikket hen mod hende, men fjernede det så. Jeg fik fugtet langsomt mine læber, og havde alt min fokus rettet mod vejen, da sneen var begyndt at blive værre og værre, faktisk sådan bogstaveligt talt slemt.

”Ikke så meget, Harry,” mumlede hun lavt, imens hendes blik var nærmest studerede hvert eneste snefnug der kom flyvende ned.

Her var glat på vejen vi kørte på.

Inden jeg nåede at reagere på alt det her, så gled bilen nærmest, jeg kunne ikke rigtig gøre noget. Jeg prøvede. Jeg prøvede at få bilen til at vende snuden korrekt, men det mislykkes. Et skrig kom fra Aleah, og alt endte i kaos.

Skulle det her være vejen hjem?

Tårerne begyndte langsomt at strømme ned fra mine kinder, jeg så hurtigt hen mod Aleah, og der lå hun. Helt bevidstløs. Jeg bandede over det her, jeg kunne godt mærke at min krop var fuldkommen slap. Jeg vred mig en smule, og fik hurtigt selen klikket op. Jeg prøvede at rykke lidt hen mod Aleah – også selvom det gjorde fandens ondt – men dette var mit instinkt. Jeg skulle se, om hun var okay. Jeg ruskede blidt i hende.

”Aleah, vi er .. Er uskadte, du .. Du må godt .. Godt vågne op .. Op nu,” jeg rystede stadigvæk til hendes livløse krop. Flere tårer dannede sig ved mine øjenkroge, og de legede om kamp, hvem der først kunne komme ned.

”Aleah, ikke gå .. Gå fra mig .. Mig! Aleah, love!” jeg gik helt i panik, og at ringe til en ambulance tænkte jeg slet ikke på, Aleah havde min fokus. Jeg følte mig tomt, jeg havde lige mistet den pige, som betød allermest for mig. Hvorfor svigtede min bil mig også? Det var overhovedet ikke fair, langt fra.

Det var næsten lige før, at jeg havde lyst til at begå selvmord, da det var den samme følelse. Hendes bevidstløse krop lå der, og vi ville være sammen oppe i himlen – vi ville aldrig forlade hinanden deroppe, som hernede. Jeg hulkede og græd bare mine øjne ud, det her var ikke noget jeg havde forventet af en perfekt weekend.

”Aleah, please kom tilbage!” jeg nærmest råbte det, mest fordi jeg var bange for, at hun havde forladt mig. For altid. Det var ikke den mest perfekte følelse at have i maven, langt fra.

Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, det gik først op for mig nu, at jeg hurtigt skulle ringe til ambulance centralen, hvis Aleah skulle overleve, måtte jeg gøre det her – for hendes skyld. Hurtigt tastede jeg nummeret ind, fortalte dem, hvor vi befandt os henne, min nummer plade på bilen, da man kunne spore den via et eller andet teknologi.

”Aleah, de er på vej nu. Hold ud!”

oh my god, hele deres mini weekend ferie gik jo perfekt lige indtil en person kørte hende ned, eller påkørte hende

overlever hun eller ender det fuldkommen galt og vi kan langsomt sige rip til Aleah?

jeg ville ønske, at jeg var Harry, så jeg kunne overnatte med den lækre satan, ahahaha aw

anyways jeg har masser af planer omkring historier, heh

dette er sidste kapitel og derefter kommer epilog og så kan vi alle sammen vinke farvel til Changed Memories, også selvom jeg ikke har lyst til at vinke farvel

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...