Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28859Visninger
AA

16. Kapitel 14 | ”Hey, hvad er der galt?”

Harrys synsvinkel

Jeg fattede ikke helt hvad der skete mellem Aleah og jeg. Før kunne vi snakke, som normale mennesker, og andre gange begyndte hun at brokke sig og nærmest fik emnet væddemålet frem.

I længden kunne det sgu godt være en del irriterende, også selvom jeg forstod hende udmærket godt. Ingen pige ville nogensinde høre sådan noget fra en person, som man kan lide, som man godt og vel var forelsket i. Ingen ville høre på sådan noget shit.

Weekenden var der snart, hvilket betød at jeg måske kunne snakke lidt mere med Aleah angående det der skete for to dage siden.

Hun havde ikke skrevet, eller ringet til mig siden den dag. Ikke engang sendt mig breve, hvor der stod; undskyld for min opførsel. Jeg behøvede jo ikke engang at undskylde, fordi det havde jeg jo allerede gjort.

Hvorfor så undskylde op til flere gange?

Det var så ligegyldigt at sige det om og om igen, så gammeldags og kliché agtigt – ifølge mig, hvis man spurgte efter min mening om det, selvfølgelig.

Et suk forlod mine læber, idet jeg lukkede skabet i. Jeg havde holdt stramt om mine bøger, og så en anelse studerende rundt, bare for at – måske – lede efter Aleah, måske havde jeg en chance for at se hende, og måske snakke med hende oveni? Ikke en skikkelse kom frem, hvilket fik min pande til at rynke en smule.

Hvor var hun henne, og hvorfor var hun overhovedet smuttet hen?

Jeg rystede kort tanken væk, hvorefter jeg begyndte at traske hen mod klassen. Vi skulle have time sammen, men hun dukkede aldrig op. Hun forblev væk. Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere på hvorhenne hun var.

Faget vi skulle have var historie, hendes yndlings fag – efter hvad hun havde fortalt mig, men igen. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke hvor filen den tøs blev af.

Enten var hun syg, eller også pjækkede hun fra timen – eller hele skoledagen.

Kun Aleah vidste det.

Timen var ikke spor hyggeligt, mest fordi Aleah ikke valgte at dukke op, hun blev væk. Måske væk fra mig. Jeg rystede hurtigt tanken væk, da jeg nødig ikke skulle blive ked af det. Den tøs betød så forbandet meget for mig, og det ville knuse mig langsomt indvendigt, hvis hun fortalte at hun ikke vil kendes ved mig mere.

De ord kunne sagtens knuse mig på to sekunder.

”Hey Harry, op med mulen. Ikke se så trist ud,” sagde Amber med et lille smil. Hun var altid så positiv og det hele. Utroligt, at det kunne smitte lidt af på mig.

Jeg nikkede langsomt, og sendte hende derefter et lille smil. Men problemet var bare, at jeg ikke kunne være glad, eller skaffe mig et bedre humør – ikke uden Aleah. 

”Jeg vil ikke .. Ikke mene, at jeg ser .. Ser trist ud,” pointerede jeg med et svagt grin.

Aleah. Aleah. Aleah. Hendes navn sad nærmest fast i inde i min nethinde. Jeg kunne ikke få hende ud af mine egne tanker, hvilket havde pint mig en smule. Jeg måtte være stærk for hendes skyld, også selvom hun nok havde et kæmpe had til mig, så betød det ikke særlig meget for mig – den tøs gjorde mig lykkelig.

Bare ved at hun var i skole, hvis jeg bare så hende, så var jeg overlykkelig.

”Harry, du står helt i staver. Kom med mig,” kommenderede hun, hvorefter hun begyndte at gå hen mod vores skabe, da vores bøger lige skulle på plads, inden vi kunne smutte ned til kantinen. Jeg låste mit skab op, og nærmest skubbede mine bøger på plads.

Jeg sukkede lettet, da det endelig kom på plads. Vi begyndte så at traske hen mod kantinen, aldrig i mit liv havde jeg kedet mig så meget, som jeg havde gjort i dag. Godt nok var skole dagen næsten lige begyndt, men Aleah var her ikke.

”Du tænker på hende, gør du ikke det Harry?” okay det var skræmmende, kunne hun læse mine tanker, eller hvad?

”Er det .. Det så .. Så tydeligt at .. At se?”

Gå turen på vej hjem forgik meget stille og rolig, men denne her gåtur var skam ikke, som den plejede at være, jeg gik nemlig den vej hen mod Aleahs bopæl. Et smil bredte sig omkring mine læber bare ved tanken om hende. Hun kunne nærmest styre mine egne følelser, et par gange kunne det skræmme mig en smule, bare tanken om, hvad hun kunne.

Vejret var ikke særlig dårligt i dag, hvilket var dejligt, da det havde regnet i timevis her i går. Så vi fortjente alle sammen et skønt vejr i dag. Jeg så hurtigt hen mod Aleahs bopæl, da jeg kunne høre hende grine. Hun var ikke trist, men glad. Et lille smil dannede sig omkring mine læber, dog falmede det hurtigt, da jeg så hvem hun var sammen med.

En fremmed fyr.

Jeg kunne mærke, at der var noget helt anderledes, som reagerede inde i min egen krop. En følelse af et stik af jalousi, jeg var simpelthen jaloux over den fyr, som var sammen med Aleah.

Hvorfor havde jeg denne her følelse? 

Aleah og jeg var ikke engang sammen, så jeg burde slet ikke føle sådan her, som jeg gjorde nu. Jeg kunne mærke, at jeg havde allermest lyst til, at slå den dreng ned og bare direkte råbe, at han skulle holde sig væk fra Aleah, men tænk, hvis de faktisk var i familie med hinanden – eller noget som var værre. Kærester, bedste venner, eller hvad vidste jeg overhovedet om det? Intet.

Måske skulle jeg bare lige ignorere, at hun var sammen med en, som ikke var mig, bare lige i dag.

Jeg valgte, at ryste alt væk fra min ynkelige krop, og valgte så at forsætte med at gå. Jeg skulle jo hjem før eller senere. Jeg sukkede lavt, og gik så afsted, min bil og knallert var jo derhjemme, da jeg havde håbet inderligt, at Aleah ville komme i skole i dag, så jeg kunne være sammen med hende, snakke med hende, bare være i nærheden af hende.

Jeg manglede seriøst hendes nærvær, det pinte mig virkelig, da jeg ikke havde snakket med hende, men også fordi hun aldrig tog mine opkalds, eller svarede på mine beskeder. Det var sgu hårdt.

Jeg gik bare i mine helt egne tanker, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg smile, eller ej? Burde jeg grine, eller græde? Burde jeg overhovedet være glad, lykkelig, og alt muligt tilbehør dertil? Alt var så forvirrende, og de få ting skulle man hurtigt forstå, ellers ville det nok ikke gå særlig godt.

Jeg hørte en dyt lyd og kom hurtigt tilbage til min egen verden, jeg rykkede mig så en smule, da jeg fandt ud af, at jeg gik i tåger. Jeg gik i min helt egen verden. Vedkommende bagved retten, rakte bare fingeren efter mig. Men hvad skulle jeg gøre? Råbe et eller andet, hvad skulle jeg føle ved det?

Jeg rystede kort tankerne væk og valgte bare at traske hurtigt hjem, så jeg kunne slappe af og få renset mine tanker. Det havde jeg i den grad brug for.

”Hej .. Hej mor,” sagde jeg lavmælt, jeg anede egentlig ikke hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg bare. Hun rettede forsigtigt og blidt sit blik op mod mig, hvorefter hun sendte mig sit berømte kærlige smil, som jeg godkendte ved at sende hende et halvhjertet smil igen. Jeg kløede mig kort i nakken, og fik kort rynket på min pande.

”Mor, alting .. Alting falder sammen,” mumlede jeg med et lidt trist i mit blik.

Fordi sandheden var jo at jeg var trist. Trist over at Aleah ikke ville snakke med mig mere, men også at hun var sammen med en anden fyr lige før.

Jeg så lidt på min mor, da jeg troede at hun havde et her og nu svar, men jeg tænkte nok alt for meget i dag. Min hjerne ville nok ende med, at blive til en ulækkert omgang grød, og den tanke smider jeg alligevel ud, da det ikke var så lækkert, at tænke på.

Men sandheden var jo, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på Aleah, på hvordan hendes stemme lød, hendes grin, alt ved hende. Jeg savnede hende som bare fanden, det gjorde nærmest helt ondt, at tænke på den tøs. Smerter indeni, siger jeg dig!

”Jeg mener det mor, alting falder langsomt sammen. Jeg mister en efter en.”

”Hey, hvad er der galt?”

”Er det så .. Så tydeligt?” jeg sagde det lavt, mest fordi jeg troede ikke, at mit humør var så tydeligt at se. Jeg så en smule på min mor, som bare nikkede langsomt.

”Ja, hvis jeg ikke duer – så tag en snak med Gemma.”

først og fremmest; undskyld. 

undskyld for at jeg først gav jer et kapitel nu, men jeg havde terminsprøve i denne her uge, hvor jeg skulle fremlægge tysk og salg og service, det gik vel okay

jeg ville havde givet jer et kapitel i går, men da jeg så nyheden med Zayn, så følte jeg at jeg ikke orkede at tænde for min computer. jeg var fuldkommen knust, han var én af mine favoritpersoner i bandet

men jeg håber at han kommer tilbage, selvom jeg tvivler på det

one direction er ikke det samme uden ham, piv piv

anyways, hvem var den fremmede dreng Harry så? 

smid en kommentar med svaret derpå, og eventuelt like min movella, hvis i kan lide den

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...