Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28859Visninger
AA

15. Kapitel 13 | ”Din ex-kæreste, Tommy.”

Aleahs synsvinkel

For at være ærlig, så anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Lige nu stod jeg i Harrys arme, imens jeg bare græd. Det var skam ikke den bedste følelse jeg havde fået her i dag. Jeg rynkede svagt på panden, og lyttede langsomt til Harrys hjerte som bankede langsomt, hvilket fik mig til at falde lidt mere til ro.

Jeg fik snøftet en smule og fjernede så mine tårer, selvom Harry havde været en kæmpe nar, og knuste mig fuldstændig, så kunne jeg ikke bare glemme ham. Han var trods alt den første, som blev min rigtige ven. Jeg lukkede kort mine øjne i, bare for at lytte ekstra meget til hans eksisterende hjerte.

”Harry, vi skal til time,” hviskede jeg lavt, han strammede blidt grebet om mig, hvilket fik mig til at føle, at jeg var i sikkerhed i hans arme.

”Oh Aleah, lad os .. Os smutte hen .. Hen til en café, og få .. Få snakket sammen. Jeg vil vædde .. Vædde med, at vi .. Vi to har en del .. Del at snakke om.”

Det endte så med, at jeg nikkede svagt, og puttede mine bøger ind i skabet. Jeg sukkede lavt, og gned mig på i øjet, jeg havde med vilje ikke taget makeup på, da jeg nok vidste at jeg ville tudbrøle i dag, og jeg havde ret.

Harry og jeg var på vej ned mod hans bil – og jeg måtte ærlig indrømme, at jeg ikke anede at han havde en bil. Den så overraskende godt ud, hvilket fik mig til at smile en smule.

”Fed bil,” komplimenterede jeg. Han fik mumlet et tak, hvorefter vi så steg ind i bilen, og var godt og vel på vej hen mod en café.

Stilheden tog over os, imens Harry kørte i sin bil, det eneste som larmede var bare hans radio, som spillede på fuld drøn. Jeg nynnede dog svagt med på nogle af de sange, som valgte at dukke op i radioen. Stilheden var ikke ubehageligt eller noget lignende; den var rart.

Jeg kunne mærke, at det her ville slet ikke ende godt, bare en fornemmelse jeg havde. Jeg drak en smule af min varme kakao, som Harry forresten betalte, men anyways, jeg brød mig ikke om idéen, at jeg blev holdt for nar. Nærmest udnyttet på den groveste måde, hvad der angik følelser. Jeg følte mig ikke sådan hundred procent hel mere, nærmere halv.

”Aleah, sig .. Sig noget. Du har været .. Været stille, lige .. Lige siden vi tog .. Tog afsted,” fortalte Harry med en bekymret stemme. Jeg så bare en smule på ham og valgte så at sukke lavt.

”Hvad er der, at sige Harry? At du holder mig for nar? At jeg rent faktisk fik følelser for dig, men at de bare ikke at gengældt igen, at du bare har brugt mig som en lille brik i dit puslespil? Harry, jeg har ingen ord at fortælle dig, udover at jeg er målløs over dig,” og med de ord lagde jeg et par sedler på bordet, da Harry endnu engang havde ødelagt min dag og mit humør.

Jeg følte mig godt nok som en ond person, men nogen skulle jo være den, ikke?

”Aleah vent!” Han nåede ikke så meget, før jeg lavede et tegn med, at han skulle holde sin mund, og lade mig være. Med de tegn var jeg smuttet ud af caféen. Jeg vidste udmærket godt, at det ikke var den aller bedste løsning, at skride.

Men nu var det.

Jeg traskede af sted, hele vejen fra caféen til mit eget hjem – også bedre kendt som min forældres bolig, som jeg havde bopæl i. Jeg sukkede tungt og kunne simpelthen ikke fatte pointen i det her.

Jeg valgte at ryste væddemålet ud af min krop og det samme med alt andet også, alt kunne ødelægge mig, hvilket det var godt på vej til. Jeg ville ikke være sådan en pige, som græd sine øjne ud, bare på grund af en dreng og et dumt væddemål, som han forresten havde noget kørende med de populære elever.

Jeg sad derhjemme og nød min dejlige varme citron te, som var forresten min tredje kop. Den der kakao var skam ikke nok for mig. Jeg havde brug for citron te, og min mor lavede den bedste, selvom det ikke var så meget at lave ved det, men alligevel.

Jeg rakte efter min mobil, da den havde været slukket, siden episoden ved caféen. Jeg sukkede lavt, da jeg så alle de opkalds, og alle de beskeder.

De var fra forskellige personer, men flest fra Harry.

From Harry: Du kan ikke bare stikke af på den måde, du ved godt, at vi begge to mangler at få snakket ud, og så vælger du bare at skride fra alt? Sidder alt virkelig så hårdt fast i dig? – Harry x

From Harry: Aleah, ring til mig, når du kan, jeg beder. – Harry x

From Zayn: Hey, jeg nåede ikke at få kontakt til dig, eller noget som helst. Nummeret her har jeg fundet, don’t ask me why.. Men jeg vil bare skrive undskyld, og jeg håber at du vil kunne tilgive mig. Jeg var ikke mig selv den aften, det indrømmer jeg gerne. En person havde lagt noget i min drikkelse derhjemme – også bedre kendt som stoffer, så skete der noget, og så endte jeg på dit værelse. Det må du virkelig undskylde, endnu en gang, jeg håber at du kan tilgive mig – også selvom jeg opførte mig som en komplet stor nar. – Zayn

Skrev han lige, og undskyldte overfor sin opførsel?

Jeg bed mig kort i læben, og kløede mig kort i nakken. Jeg anede slet ikke hvad jeg skulle svare til Zayn’s spørgsmål, men hvis jeg kunne tilgive Zayn, så kunne jeg også tilgive Harry – eller nej, de lavede jo ikke det samme. De lavede to vidt forskellige ting. Det var ikke ens.

Jeg sukkede dybt over det her, det her var fuldkommen underligt, at tænke på sådan noget, som jeg gjorde nu. Harry var Harry, nørden, som alle kendte til. Zayn, ja, han var en af de populære personer på skolen, han ville gøre alt, for at få fat i noget. Han gav ikke så let op, med mindre jeg selvfølgelig tog fejl – jeg anede selvfølgelig ikke helt så meget om Zayn Malik.

Jeg rystede den tanke væk, da det ikke var noget jeg skulle tænke på – og slet ikke nu, lige nu ville jeg bare dovne den af på min egen seng og se noget fjernsyn. At se noget fjernsyn og slappe lidt af, det kunne man da kalde for dovenskab, ikke?

I min verden var det da dovenskab. Jeg pustede kort ud, dog satte jeg mig en smule mere op, da der kom noget spændende i fjernsynet. Da det vidste sig, at være en løgn fik mig til at sukke højt.

”Forhelved man,” mumlede jeg surt.

Det hele endte med, at jeg slukkede for fjernsynet, og smed mig så ned på sengen, altså nu lå jeg nede og ikke sad. Jeg kunne mærke, at jeg var en anelse frustreret over det hele, hvordan det hele var endt.

Måske var jeg en primadonna, en drama queen, eller hvad folk nu ville kalde det?

Men jeg var mig og det kunne man ikke bare ændre på. Det hele ville være skønt, hvis man kunne spole tiden tilbage til dengang, hvor jeg startede i skole. Det var tider. 

Godt nok var jeg alene, men i det mindst blev jeg ikke holdt for nar og der var heller ikke noget væddemål der. Jeg rynkede svagt på panden over min egen tankegang. Hvorfor, det anede jeg ikke. Jeg lukkede kort mine øjne i, men åbnede dem så igen, alt var så kedeligt, her var intet at lave.

Jeg vågnede lidt mere op, da min mobil begyndte at ringe. Jeg tog blidt, men forsigtigt fat i den, hvorefter jeg så hovedet var der ville have kontakt til mig. Jeg rynkede kort på panden, da der stod ukendt nummer, hvem kunne det mon være, og så endda klokken ti om aftenen? 

Det var dog helt utrolig.

Jeg vidste inderst inde godt, at jeg ikke altid kunne holde mig fra de her telefonopkalds, jeg måtte tage dem før eller senere. Jeg valgte at gnide min finger på skærmen, og første den så op mod mit øre.

”Hallo, det er Aleah. Hvem snakker jeg med her?” shit jeg var utrolig åben, eller åben og åben, jeg fortalte lige hvem jeg til – måske – en fremmed person.

”Hey, det er mig. Du kender mig da godt, ikke Aleah? Jeg er din ex kæreste, ham du forlod, fordi du skulle flytte. Savner du mig slet ikke?” stemmen var lavt. Jeg bed mig kort i læben, og tænkte lidt over hvem filen han kunne være. Jeg sukkede dog lavt over det og gav op. Det her var en smule akavet og pinligt for mig.

”Hvem er du nu?”

”Din ex–kæreste, Tommy.”

wow, først skrider Aleah fra Harry pga det hele som skete, men derefter senere hen på dagen modtager hun en besked fra Zayn – en undskyldning, tilgiver hun ham, og ikke mindst Harry? 

oveni købet ringede hendes ex–kæreste Tommy også lige, burde vi ikke bare have en smule ondt af Aleah over hendes dårlige dag?

smid en kommentar, jeg savner dem virkelig meget + glem ikke at like den

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...