Changed Memories | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Færdig
Det er ikke altid nemt, at flytte skole, og slet ikke, når man direkte ikke har et valg. At flytte skole betyder jo, nye venner og nye muligheder. Intet bliver ens igen - og intet bliver det samme som før. Alt det her oplever den unge pige Aleah Waley, da hendes såkaldte ”forældre” vælger at gå fra hinanden, og hendes mor så finder et nyt job. Hendes mor vælger at tage datteren med ned til en by, bedre kendt som London. Her på skolen møder hun en yderst anderledes person. Harry Styles, også bedre kendt som skolens mobbeoffer. På trods af den måde han opfører sig på, hans usikkerhed, og hans charme gør, at Aleah vil vide mere om det hele. De opbygger hurtigt et venskab sammen, men hun finder så ud af, at gå på denne her skole i London er ikke så nem, som hun tror, når de populære personer på skolen, hele tiden skader ens ven. Men hvad sker der, når Harry får muligheden for at blive populær? Vil det ende godt, eller galt, når Harry bliver populær, eller en katastrofe?

76Likes
82Kommentarer
28844Visninger
AA

3. Kapitel 1 | ”Undskyld mig, men er pladsen ved siden af dig fri?”

Aleahs synsvinkel

Musikken inde i bilen spillede på fuld drøn, imens jeg var på vej hen mod skolen. Jo tættere jeg kom derhen, jo hårde bankede mit hjerte mod brystet. Sandheden var, at jeg altid var så skide nervøs over at starte et nyt sted.

Nyt sted, nye omgivelser. Jeg skulle jo starte helt forfra, starte et nyt kapitel.

Mit blik flakkede en smule rundt, imens jeg studerede hvert eneste ting, jeg skulle tjekke, imens jeg sad inde i bilen. Men jeg måtte se på den positive side, og håbe, at det her blev et super fedt skole år, end mit tidligere år, hvor jeg gik på Oxford High School – ikke et kønt syn.

Bilen blev slukket, og tog fat i min taske. Jeg valgte så bare at traske hen mod kontoret, hvor det end nu lå henne. Denne her skole var jo gigantisk. Dog måtte jeg indrømme, at det ikke tog så voldsomt lang tid, før jeg fandt kontoret.

Der var nemlig sådan en slags guide til, hvor kontoret lå henne, plus der var et skilt af en art, hvor der stod ‘inspektørens kontor’, hvilket også var der jeg skulle hen.

Jeg bankede forsigtigt på døren, hvorefter jeg valgte at gå langsomt indenfor. En svag duft af kaffe fyldte mine næsebor. Jeg gik langsomt hen mod damen, hvorefter jeg valgte at sende hende et lille bitte – men venligt – smil.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” hun rettede kort sine briller, hvorefter hun gav mig sin fulde opmærksomhed.

”Jeg skulle have alle mine ting her. Jeg er ny, Aleah Waley,” fortalte jeg, mens jeg fik håret bagom mit ene øre. Hun nikkede kort, og gav mig de vigtigste ting.

”Kom herhen senere, så har vi en kode til dig.”

Jeg fandt ud af – via mit skema – at jeg skulle have faget historie, hvilket var en god start på dagen, da jeg interesserede mig for historie, om anden verdens krig, jeg følte mig helt lykkelig over dette fag. Men hvis man tjekkede de andre fag, som fysik og kemi, matematik, så trak det virkelig langt ned i karakter, det var noget jeg virkelig ikke duer til.

”Lokale nummer 178,” mumlede jeg, imens jeg ihærdigt ledte efter mit klasselokale. Der var så mange klasse lokaler, lige fra nummer et til cirka to–hundrede. Jeg sukkede lettet, da jeg langt om længe fandt lokalet, som forresten lå på anden etage.

Der var hundrede klasse lokaler på første etage, og det samme med anden etage, tredje etage var sådan noget afslapnings halløj, efter hvad jeg kunne høre fra de andre elever snakkede løs om.

Jeg kiggede rundt efter en ledig plads, jeg anede jo ikke noget som helst, om folk havde faste pladser, eller om at det var først til mølle. Dog begyndte jeg at smile, da jeg så en plads ledig ved siden af en dreng med krøllet hår. Jeg valgte at smutte hen mod ham – måske var pladsen fri?

”Undskyld mig, men er pladsen ved siden af dig fri?” han så nærmest helt forskrækket op på mig, da jeg begyndte at snakke.

”Den .. Den er fri,” stammede han lavt. Han sendte mig et lidt usikkert smil, hvilket jeg fandt ret sødt. Jeg satte mig så ved siden af ham, og rettede så straks mit blik op mod læren, da hun begyndte at plapre løs om faget. Hvilket sagde klik inde i mit hoved.

”Jeg har ikke fået mine bøger endnu – skal vi dele din bog?” jeg så helt uskyldigt på ham. Han nikkede langsomt, og rakte sin bog hen mod mig, så vi kunne dele bogen.

”Jeg hedder forresten Aleah, Aleah Waley – hvem er du så?” jeg hviskede det lavt med et lille bitte smil, som jeg havde rundt omkring mine læber.

”Harry .. Harry Styles,” han stammede det en smule, hvilket faktisk fortalte en del om ham.

”Hyggeligt at møde dig, Harry.”

Det var godt og vel lige blevet frikvarter, og jeg fulgtes lige nu med Harry. Jeg måtte ærlig indrømme, at det fuldkommen klingede ret meget godt med ham. Selvom han var genert, og stammede en del, så gjorde det ham yderst unikt.

”Vil du med?” han så lidt forskrækket på mig, det kunne man tydeligt se, hvilket fik mig til at grine en smule.

”Hvorhen?” hans usikkerhed, og den måde han var, gjorde ham faktisk meget spændende. Han var ikke en åben bog, som alle de andre mennesker var på denne her skole, hvilket var faktisk meget rart. Da det var ret en kliché, at alt var ens og kørte rundt i en rutine.

”Altså kun hvis du vil, Harry,” han nikkede hurtigt, og var vidst ikke helt i tvivl om hvad han ville lave. ”Selvfølgelig vil .. Vil jeg det,” fortalte han med et lille smil.

Vores samtaler var ret simple, og det forblev også enkelt. Intet stort, og intet småt. Bare en ganske normal samtale, mellem to personer.

”Harry, kommer du? Du står helt der, og stener den af,” sagde jeg lavt, og ruskede blidt i ham, i håb om at han måske ville vågne lidt mere op. Han nikkede langsomt, og valgte at tage en bakke, og fyldte den langsomt med mad. Her skulle man betale for at få noget mad, at spise.

”Det .. Det må du virkelig undskylde .. Undskylde, Aleah,” mumlede han lavt, han stammede en smule, hvilket nok bare var hans image.

Vi fandt hurtigt et plads, hvor vi kunne sætte os ned, og spise noget af vores mad. Jeg sendte ham et svagt smil, og jeg følte, at jeg måtte have et svar på en masse spørgsmål.

”Harry, hvem er de personer derovre?” jeg nikkede kort hen mod en flok personer, som sad for sig selv. Jeg var bare en del nysgerrig, kan man vel godt kalde det.

”Louis .. Louis Tomlinson, Zayn .. Zayn Malik, April .. April Thomsen, Barbara .. Barbara Hopkins – alle sammen .. Sammen skal man holde .. Holde sig langt væk .. Væk fra, de gør ens .. Ens liv til et .. Et helvede, plus Zayn er .. Er lederen af deres .. Deres såkaldte gruppe, hvis du .. Du forstår?” jeg så på de forskellige personer, imens Harry præsenterede eller fortalte mig om de forskellige personer. Jeg kunne ikke andet, end at nikke, da jeg udmærket godt forstod ham.

”Forstået, Harry.”

Jeg kunne høre et par slag, og et par stønnede lyde, eller for mig lød det som nogle lyde af smerte. Min nysgerrighed tog alt for meget over, så jeg valgte at gå hen mod de forfærdelige lyde. Jeg fortrød hurtigt, at jeg smuttede derhen, da jeg så hvem der lå på gulvet.

”Hey! Lad ham dog være,” sagde jeg en anelse højt, og skyndte mig hurtigt hen til Harry. Han lå bare der på gulvet, helt kvæstet.

”Harry, er du okay?” min bekymring tog alt for meget over, men jeg betragtede Harry som en ven. Så jeg havde faktisk også en god grund til, at bekymre mig om ham.

”Lad mig følge dig hen til din .. Hvad var det nu igen?” jeg så spørgende på ham, og jeg følte mig ærligtalt ret meget dum lige nu.

”Knallert,” rettede han mig op på. Jeg nikkede langsomt, og fulgte ham så hen mod sin knallert. Ingen af os sagde noget. Stemningen var en smule trykket. Jeg følte, at jeg måtte vide hvad der var sket – og hvorfor det endte sådan her?

”Harry, sig til, hvis du har brug for et lift hjem. Jeg har plads i min bil til din knallert,” jeg sendte ham et lille bekymret smil. Selvom vi kun havde kendt hinanden i nogle timer, så var han en af de tætteste venner, jeg havde på denne her skole.

”Jeg .. Jeg tror, at jeg .. Jeg klarer mig,” forsikrede han sig med et lille – men usikkert – smil. Jeg nikkede lidt som et okay, og lod den bare ligge der.

Der gik ikke så voldsomt lang tid, før vi langt om længe ankom til hans knallert, som forresten så ret cool ud.

”Tak.. Tak for hjælpen,” fik han stammet frem. Jeg sendte ham blot et svagt smil.

”Selv tak, Harry. Jeg vil bare hjælpe dig,” svarede jeg. Han nikkede en smule svagt. Vi krammede ikke hinanden, men jeg så ham bare gøre sig klar ved at få hjelmen på, og satte sig på den knallert der. Der gik ikke så lang tid, så var motoren tændt, og han var forsvundet – det eneste man svagt kunne høre var motoren brumme.

Jeg gjorde enig med mig selv, at det her var en god skoledag. Jeg valgte dog, at smutte hen til min bil, hvor folk mente at det var en truck. Men jeg elskede min truck så, hvis det ikke var en bil, så kaldte jeg den da bare for en truck – selvom det lød alt for meget forkert inde i min egen verden.

Jeg kunne allerede mærke, at jeg glædede mig allerede til i morgen, da det sikkert blev ligeså perfekt, som i dag.

Hej i fabelagtige mennesker! Jeg havde valgt at give jer et ”ekstra” kapitel, da jeg skal ind og se Fifty Shades of Grey med min søster her i aften – så eftersom jeg fik glæden ved filmen, så burde I også få glæden ved at få et kapitel

Men har I også købt Amanda D.s bog? ”Sandheden om Shay Martinez”?? Jeg har bestilt min, og glæder mig til at læse den, så Amanda kan få sin feedback – som lovet

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...