Love Down Under / / Ashton Irwin

Laura Daniels er en pige, der med sin familie flytter til Australien. Følg med i, hvad der sker, når en pige med lavt selvværd, en bagrund med depressioner og en kæmpe kærlighed for musik, møder Ashton Irwin. En dreng der gemmer på mere end han viser, men som alligevel formår at have mod nok til at elske.

20Likes
3Kommentarer
1113Visninger
AA

3. Mødet

“Laura Cathy Daniels, du skal op nu, hvis du vil nå i skole!” Råbte min mor. Jeg gryntede svagt og åbnede langsomt øjnene. Jeg gned mine øjne og satte mig op i sengen.
“Laura, du ska…” Sagde min mor, da hun åbnede døren til mit værelse, men stoppede sig selv, da hun så jeg var oppe.
“Jaja, jeg er på vej,” svarede jeg muggent og rejste mig fra sengen, for at gå i bad. “Hvor lang tid har jeg?” Spurgte jeg og hev noget tøj med i farten.
“Du skal være på skolen om en time. Du skal med bussen om en halv time,” svarede min mor, og kiggede forventningsfuldt på mig, som jeg passerede hende og gik ind på badeværelset.
“Hvad?” spurgte jeg med et spørgende blik. Hendes øjne lyste op, som var de et juletræ i december.
“Åh, ikke noget da… jeg har bare en overraskelse til dig, når du er færdig med at bade,” svarede hun og smilte skævt til mig. Jeg smilte et halvhjertet smil, lukkede døren til badeværelset og efterlod min mor på det blå gulvtæppe i gangen. Jeg klædte mig af og trådte ind under det varme vand og lod mine skulderblade blive masseret af strålerne. Jeg tænkte over, hvordan det mon ville blive i den nye skole. Ville jeg overhovedet få nogen venner? Inderligt håbede jeg, at det bare ville blive en tand bedre, end det var i London. Til gengæld var jeg rædselsslagen for, at dette ikke ville komme til at ske. Jeg sukkede og slukkede for vandet, inden jeg trådte ud for at tørre min krop og tage tøj på. Jeg tog håndklædet om håret og satte kurs mod køkkenet. Halvvejs nede af trappen, hørte jeg min mor tysse, hvorefter der så blev stille. Jeg trådte træt ud i køkkenet.
“Hvad har vi til morgen…” nåede jeg at sige, inden jeg kiggede op og til øje på en mandlig skikkelse, som sad i stolen ved siden af min mor. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
“Far?” sagde jeg glad, og sprang hen til ham med min nyfundne energi. Han slog armene om mig, alt imens jeg slog mine om ham. Var han virkelig her? Jeg troede han skulle være væk i nogle uger endnu.
Efter jeg havde spist morgenmad, ville min far køre mig i skole. Jeg satte mig ud i bilen og ventede på ham, mens jeg kiggede ind af køkkenvinduet, hvor min mor og far stod. Jeg så til mens min far kyssede min mor farvel på kinden og gik ud af hoveddøren med kurs mod bilen. Langsomt trillede vi afsted mod skolen.
“Glæder du dig til at starte?” Jeg kiggede på min far, der sad med øjnene rettet mod vejen, men hurtigt gav mig et smil. Jeg trak på skuldrene.

“Jeg ved det ikke helt. Jeg er nervøs for, at det bliver ligesom i London,” sagde jeg og kiggede ned på mine knæ, som var synlige på grund af hullerne i mine bukser.
“Det skal nok gå, Laura. Du skal bare være dig selv. Tænk på dette som en helt ny start! Du skal nok få nogle venner. Australien er ikke som England,” afsluttede han og lagde i et kort øjeblik sin hånd på min knæ og gav det et klem. Jeg mumlede noget, der mindede om et svar og rettede så mit blik mod vejen. Efter et par minutter drejede vi ind på skolens parkeringsplads, hvor min far parkerede. Jeg kiggede skræmt på den store bygning og alle de glade elever, som gik rundt i små grupper bestående af deres venner.
Jeg kiggede på min far, som sad med blikket rettet mod mig. Han smilte og kiggede derefter op på skolen.
“Det skal nok gå,” sagde han og nikkede, for at bekræfte hvad han lige havde sagt. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren.
“Here goes nothing,” sagde jeg stille for mig selv, smækkede bildøren og satte kurs mod skolen med min taske over skulderen.

Jeg gik stille ned af den overfyldte gang og skævede stille til de mange mennesker, som gav mig et blik, da jeg gik forbi dem. Da klokken ringede, var jeg taknemmelig for at der ville blive tyndet ud i menneskene. Efter noget tid, hvor jeg gik og kiggede på diverse skilte, som hang på væggen, fandt jeg endelig kontoret. Jeg bankede på og gik ind, da jeg hørte en råbe noget, som mindede om et kom ind.
“Eh.. hej,” sagde jeg og kiggede på den lyshårede dame, der sad bag en computerskærm. “Jeg er lige startet og ved ikke, hvor jeg skal gå hen,” afsluttede jeg og kiggede spørgende på hende.
“Navn?” Jeg kiggede overrasket på hendes spørgende ansigt. Jeg trak lidt ned i mit ene ærme.
“Laura C. Daniels,” svarede jeg og så til mens hun tastede på det støjende tastatur.
“Du skal ned til lokale 18. Det burde ikke være svært at finde, du skal bare følge skiltene. Jeg printer lige dit skema ud, så du kan få det med med det samme,” sagde hun og smilede for første gang til mig. Printeren begyndte at rumstere, og snart spyttede den et papir ud. Damen rejste sig og gik hen til printeren, tog papiret og rakte det til mig.
“God dag,” sagde hun, da jeg vendte mig om for at gå. Jeg svarede hurtigt i lige måde og skyndte mig at lukke døren efter mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning, inden jeg satte kurs mod lokale 18.
Da jeg endelig havde fundet det, bankede jeg på, gik ind og kiggede mig nervøst omkring. Jeg kiggede på læreren, som stod og kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg rømmede mig og lagde vægten over på det ene ben.
“Jeg er lige startet, og skal være i denne klasse,” sagde jeg stille og kiggede på tavlen, hvor der var skrevet en masse tal. Matematik.
“Du må være Laura,” sagde hun og smilede til mig. Jeg nikkede som svar, og kiggede ud på klassen, som slet ikke lignede nogen, som kunne finde på at snakke med mig.
“Du kan bare tage plads, så finder jeg en bog til dig senere…” hun kiggede lidt forvirret rundt. “Indtil videre kan du låne min,” sagde hun og rakte mig hende bog. Jeg mumlede et tak og satte kurs mod de bagerste pladser. Jeg satte mig ned og prøvede at følge med, men blev forstyrret af en finger, som prikkede mig på armen. Jeg vendte hovedet og mine øjne mødte et par smilende brune øjne.
“Hej, jeg er Emilly! Velkommen til,” sagde hun og gav mig hånden. Jeg tog imod hendes hånd.
“Hej Emily, jeg er Laura,” svarede jeg, og hun nikkede. Jeg kiggede på hendes næsten sorte hår og derefter på, hvad hun havde på. En Nirvana T Shirt sad tæt om hendes smalle figur og hendes sorte bukser, der også sad stramt, var fyldt med huller.
“Har du lyst til at blive fulgt rundt i pausen?” spurgte hun og holdt øjenkontakten. Jeg nikkede som svar, og vi rettede begge opmærksomheden mod tavlen.

 

* * *

 

“Og dette er så skolegården,” sagde Emily og satte sig ned på en bænk. Jeg satte mig ned ved siden af hende og kiggede ud over de mange unge, som gik rundt og snakkede.
“Se lige på dem alle sammen. Man kan ikke kende forskel på dem,” Emily sukkede og kiggede på mig, som om hun forventede et svar. Jeg kiggede på Emily og trak på skuldrene.
“De er vel bare bange for ikke at have nogen venner,” sagde jeg eftertænksomt. En latter ramte mine ører og jeg kiggede forvirret på den brunhårede pige, som jeg sad ved siden af.
“Åh Laura, du skal ikke være så bange. Der sker ikke noget, hvis du siger hvad du egentlig vil sige. Det er kun mig der er her, og jeg snakker ikke med nogen af dem derude,” sagde Emily og spejdede kort ud til de mange mennesker.
“Okay, jeg hader at de alle skal gå rundt og ligne en og samme person med stramme lyse bukser og en top, som er alt for nedringet til at kunne skjule noget som helst.” Emily nikkede tilfreds til mig.
“Vi skal nok blive gode venner,” smilte hun og rettede opmærksomheden til noget bag mig. “Og apropos venner, her kommer min klike af røvhuller,” sagde hun og vinkede. Jeg vendte mig om og så tre drenge komme gående.
“Hej drenge,” sagde Emily.
“Hey Emily, hvem er det?” spurgte en stemme småforvirret og jeg så op på en meget høj fyr med læbepiercing.

“Det er Laura, hun er ny. Laura, dette er Luke, Calum og Michael,” sagde Emily og pegede skiftevis på de tre drenge. “Hvad har I gjort af Ashton?” Jeg stoppede mig selv midt i en bevægelse. Ashton? Det kunne da ikke være ham fra tøjbutikken, kunne det?
“Han kommer om lidt, han skulle lige hente noget i sit skab,” svarede ham der hed Calum.
“Hvor er du fra?” Jeg kiggede forvirret op på de tre fyre, som var ved at sætte sig ned på bænken over for den Emily og jeg sad på. “Jeg er næsten lige flyttet hertil fra London,” svarede jeg, og så til mens de tre gjorde store øjne.
“London? Det er godt nok langt væk,” sagde Michael og havde et udtryk, som udtrykte at han tænkte sig om. Jeg nikkede.
“Mine forældre valgte at flytte, da min far ville have bedre arbejdsmuligheder her, men han rejser alligevel rundt, så jeg kan ikke se meningen med det hele,” sagde jeg og rynkede på næsen. De nikkede som tegn på, at de forstod, men sendte hinanden et underligt blik.

“Hey gutter, undskyld forsinkelsen,” jeg rettede opmærksomheden mod stemmen og kunne mærke mit hjerte begyndte at banke en smule hurtigere. Det var ham. Dén Ashton.
“Hey Ashton. Se Emily har fået en ny veninde, det er Laura fra England,” sagde Calum med tryk på mit navn. Jeg kiggede op på Ashton, som var stoppet op og stod og kiggede på mig med samme blik, som i butikken.
“Men du…” Begyndte han, men rystede lidt på hovedet, smilede og rakte en hånd frem. “Hyggeligt at møde dig, Laura.”
“I lige måde, Ashton. Rart at møde jer alle sammen,” smilede jeg og kiggede rundt på dem inden klokken ringede ind til time igen.
“Nåh gutter, vi smutter… Vi vil ikke have at Laura får fravær på sin første dag, vel?” Sagde Emily hurtigt og skubbede svagt til mig, som tegn til at jeg skulle rejse mig og gå. Jeg fulgte med hende ind i skolens bygning igen og hen til lokalet.
Denne dag kunne ikke blive mere underligt. Jeg sukkede og gik ind af døren til næste time.

__________________________________________________________________________________________

A/N: Hej alle sammen, 
Undskyld det lange og kedelige afsnit. 
Historien skal lige igang og jeg har noget i tankerne til næste afsnit,
som for det første ville blive for langt til at skrive i denne omgang,
og for det andet ville det ikke give nogen mening, hvis dette ikke var med.
- Zoe F.
P.s Tak fordi I vil læse med, og I må meget gerne komme med konstruktivt kritik, hvis der er behov for dette. :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...