Love Down Under / / Ashton Irwin

Laura Daniels er en pige, der med sin familie flytter til Australien. Følg med i, hvad der sker, når en pige med lavt selvværd, en bagrund med depressioner og en kæmpe kærlighed for musik, møder Ashton Irwin. En dreng der gemmer på mere end han viser, men som alligevel formår at have mod nok til at elske.

20Likes
3Kommentarer
1097Visninger
AA

5. En lang dag

Ashtons synsvinkel:

Jeg gik ind til de andre, som sad og var helt opslugte af filmen. Emily drejede hovedet og smilede til mig, men fik så et forvirret ansigtsudtryk.

"Hvor er Laura?" De andre drenge kiggede op på mig ved lyden af Emilys spørgsmål.

"Hun tog hjem," svarede jeg og dumpede ned i sofaen ved siden af Luke.

"Hjem? Jamen hun nåede jo ikke at se noget af filmen!" Sagde Emily opgivende og stirrede ind på tv-skærmen. De andre drenge mumlede nogle få lyde, som tegn på at de var enige, inden de igen var helt opslugte af filmen. Jeg kiggede på skærmen, men kunne slet ikke koncentrere mig. Lauras spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig.

"Hun spurgte ind til, hvorfor vi havde opført os underligt..." Sagde jeg og tøvede på om jeg skulle fortælle videre. Inden jeg nåede at sige mere, havde Emily sat filmen på pause, og jeg havde nu alles øjne rettet mod mig.

"Hvad sagde du?" Calums stemme fik mig ud af min trance og jeg rykkede lidt på mig i sofaen.

"Jeg sagde at hun lignede en jeg engang kendte... Men så heller ikke mere. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det.." Jeg kiggede ned på mine hænder.

"Forhelved Ashton! Du kan squ da ikke holde sådan noget hemmeligt!" Michaels havde hævet stemmen en smule og kiggede rundt på de andre og ventede på de støttede ham op.

"Ja, Ashton... Det kan godt være at hun ligner Cathy på en prik, men det betyder ikke du skal holde det hemmeligt!" Stemte Luke sig enig.

"På længere sigt bliver det bare værre..." Sagde Calum eftertænksomt.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" Sagde jeg til Emily, som sad og iagttog vores skænderi.

"Mig?" Begyndte hun. "Det er ikke mit job, at fortælle Laura, at hun ligner din eks..." Sagde hun med hævet stemme, men blev så helt stille da hun så mit ansigt. “Ashton… det var ikke for at sige noget om Cathy. Jeg ved hun betød rigtig meget for dig,” afsluttede hun og så medfølende på mig. Jeg sank en klump spyt og kiggede ned på mine knyttede hænder. Jeg rystede opgivende på hovedet, inden jeg svarede.

"Jeg ved det godt... Det er bare svært," sagde jeg lavt og kiggede op på dem og så til mens drengenes ansigtsudtryk ændrede sig fra vrede til medfølende. Jeg sukkede og lagde mig tilbage i sofaen. Hvorfor skulle det være så svært?

 

* * *

 

Lauras synsvinkel:

"Jeg er hjemme," råbte jeg, da jeg trådte ind af hoveddøren. Intet svar. Det var underligt. Måske var de ude i haven. Jeg slentrede ind igennem stuen og kiggede ud på terrassen. Heller ikke der.

"Mor? Far?" Kaldte jeg spørgende mens jeg gik op af trappen. "Hallo?" Sagde jeg igen og stoppede op ved lyden af noget der lød som en der trak vejret tungt.

"Hallo? Mor?" Sagde jeg tøvende, da jeg åbnede døren til mine forældres soveværelse. Jeg så min mor sidde sammensunket på kanten af sengen med sit ansigt i hænderne.

"Mor? Hvad er der galt? Hvor er far?" Sagde jeg stille, da jeg satte mig ned ved siden af hende og lagde armen om hendes skuldre. Hun kiggede op på mig og snøftede.

"Han..." Hulkede hun. "Han blev nødt til at tage afsted igen," sagde hun og brød sammen i mine arme. Hvad? Igen? Han var jo lige kommet hjem. Og nu er han afsted igen. Jeg stirrede lige ud i luften og min hånd, som havde kørt i cirkler på min mors ryg, lå stille.

"Hvor lang tid?" Spurgte jeg. Min mor havde aldrig grædt over min far skulle på forretningsrejse. Min mor snøftede og satte sig op i sengen og kiggede på mig med medlidenhed. "Hvor lang tid?" Sagde jeg igen, denne gang lidt hårdere. Hun rystede på hovedet og lagde sin hånd op til min kind.

"Han kommer ikke hjem igen..." Sagde hun lavt. HVAD? Ville han ikke komme hjem igen?! Jeg rejste mig vredt op.

"Og I kunne ikke have ringet, så jeg kunne have sagt farvel!!?" Råbte jeg og mærkede hvordan mine hænder knyttede sig sammen. Min mor kiggede ned på sine hænder, der lå i sit skød. Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne han være ligeglad med, at sige farvel til mig? Jeg slog min hånd ind i skabslågen og min mor kiggede forskrækket op på mig.

"Hvorfor?" Sagde jeg med sammenbidte tænder. Hun svarede ikke. "Er du døv? Hvorfor forlod han os?" Råbte jeg og slog endnu engang min hånd ind i skabslågen, som svarede ved at ryste.

"Han... Han havde fundet en anden..." Sagde min mor lavt. En anden? Hvordan kunne han have fundet en anden, når han alligevel aldrig var et sted mere end en uge? Jeg sparkede hårdt til skabet og stormede ud af værelset. Jeg gik hurtigt ud på badeværelset og låste efter mig. I godt og vel 5 minutter gik jeg rundt i cirkler. Jeg hyperventilerede og det føltes som om mit hoved var ved at eksplodere af arrighed.

"Jeg..." Mumlede jeg for mig selv, inden jeg stoppede op og kiggede mod toiletskabet. Jeg tøvede et kort øjeblik, men åbnede så hurtigt skabet og rodede rundt efter det jeg ledte efter. Flere ting faldt ud af skabet og ned i håndvasken, men til sidst fandt jeg det. Jeg tog forsigtigt det skarpe blad fra sin plads bagerst i skabet og dumpede ned på toiletbrættet. Jeg kiggede opgivende ned på mine arme.

Jeg trak mit ene ærme op og studerede de gamle ar, som fik min arm til at se stribet ud. Jeg lod mit hoved falde tungt ned mod min mave og så til mens mit hår faldt ned og nåede mine lår. Jeg rettede mit hoved en smule op og så til mens barberbladet kørte over mit håndled nogle gange. Jeg så til mens blodet fandt sin vej frem og det begyndte stille at finde sin vej ned mod mine fingre. Jeg skar en kort grimasse, inden jeg igen førte bladet over mit håndled nogle gange. Jeg kunne mærke hvordan min krop ligeså stille begyndte at ryste. Ryste af vrede. Jeg var vred på min far for at forlade os. Jeg var vred på Ashton for at kigge mærkelig på mig. Mest af alt var jeg vred på mig selv, for at falde i denne dødsfælde igen. Tårerne fandt deres vej ned af mine kinder og et par af tårerne blandede sig med blodet på min arm, som fik det til at løbe hurtigere ned mod mine fingre. Jeg kastede vredt barberbladet ind i fliserne på væggen og dumpede ned på gulvet. Jeg så fortvivlet ned på mine hænder og kunne mærke kvalmen komme snigende. Stille sænkede jeg hovedet og lod tårerne få frit løb.

 

* * *

 

Jeg slog min alarm fra første gang den ringede. Jeg måtte indrømme at jeg ikke havde fået sovet særlig meget. Det havde nok været et par timer i alt i løbet af hele natten. Jeg satte mig op i sengen og tørrede mine øjne for at få de indtørrede tårer til at forsvinde. Denne dag kunne kun gå skidt. Træt slentrede jeg ud på badeværelset og lagde min sædvanlige make-up, dog ikke med stort entusiasme. Da jeg var færdig så jeg mit spejlbillede i øjnene og lagde mærke til at poserne under dem stadig var tydelige, på trods af at jeg for en gangs skyld havde brugt concealer. Jeg trak en stor hættetrøje over hovedet og sørgede for at sårene på mine arme ikke var synlige, hvis jeg strakte mine arme. Herefter børstede jeg tænder og satte kursen mod skolen med min taske hængende tungt på ryggen. I dag havde jeg valgt at gå af to grunde. Ét, jeg havde masser af tid og to, jeg orkede ikke at socialisere mig mere end højest nødvendigt.

 

* * *

 

“Godmorgen Laura!” smilede Emily til mig, da hun dumpede ned på stolen ved siden af mig. Jeg smilede et falsk smil til hende som svar og lagde endnu engang min pande mod bordet.
“Hvad er der galt?” Emilys spørgsmål fik mig til at kigge overrasket op.
“Ikke noget,” svarede jeg og prøvede at gøre mit bedste på at lyde så overbevisende som mulig. “Jeg er bare træt,” fortsatte jeg.
“Jeg kan se du lyver,” sagde Emily og lænede sig indover bordet og kiggede på mig. Hvordan kunne hun det? Hun kender mig ikke engang. Mine tanker begyndte panisk at finde på undskyldninger. “Ser du…” sagde hun og fik mig ud af min tankestrøm. “Dét Ashton fortalte i går. Du ved, det med at du ligner Cathy,” hun kiggede forventningsfuldt på mig og jeg nikkede stille. “du ligner hende ikke bare. Du opfører dig også på samme måde, så mon ikke, at du har samme måder at agere på,” sagde hun spørgende halvt til sig selv og halvt til mig. Jeg kiggede overrasket på hende og sukkede så. Jeg kiggede på resten af klassen, som så småt var begyndt at dukke op.
“Det er bare min far, som forlod min mor og jeg i går,” sagde jeg lavt, så der ikke var andre der kunne høre det. Det var lidt underligt at fortælle det til en jeg lige havde mødt, men på samme tid føltes det så rigtigt.
“Wow… Det er jeg ked af at høre,” sagde Emily og trak mig ind i et kram. Jeg trak lidt på skuldrene og prøvede at holde tårerne tilbage. Hvorfor skulle jeg altid reagere sådan når folk viste omsorg. Jeg sukkede indvendigt og ventede på, at Emily gav slip på mig igen. Da timen begyndte kunne jeg slet ikke fokusere. Dette ville blive en lang dag.

 

* * *


“Jeg hører du skal være sammen med Ashton i dag,” sagde Emily og kiggede på mig smilende. Jeg nikkede som svar. “Det skal da nok blive hyggelig… han er en god dreng,” fortsatte hun og smilede endnu mere.
“Tja.. det bliver vel okay. Jeg ved ikke lige, hvor meget jeg orker i dag,” sagde jeg og kiggede lige ud i luften.
“Tag det nu bare som det kommer. Du behøver jo ikke være sammen med ham hele dagen,” konstaterede Emily og sparkede til nogle sten. Vi var på vej ud til samme bænk vi sad på i går. Da vi nåede frem var drengene der allerede. Næsten alle. Den eneste som ikke var der, var ham jeg egentlig havde glædet mig lidt til at se. Ashton.
“Hey guys, hvor er Ashton nu henne?” spurgte Emily og satte sig ned ved siden af Calum og Luke.
“Han skulle til møde med ledelsen, men han bad mig fortælle til dig, Laura, at du skulle møde ham foran skolen klokken to,” sagde Michael og smilede til mig. Jeg nikkede og satte mig ned ved Michael.
“Er der noget galt?” Lukes stemme fik mig til at kigge op. Jeg rystede på hovedet og sendte ham et smil.
“Jeg er bare træt,” sagde jeg og kiggede på Emily. Jeg havde virkelig ikke brug for at fortælle om mine forældre endnu engang.
“Ja, I skulle have set hende. Hun var lige ved at falde i søvn flere gange i engelsk,” sagde hun og fniste. “Jeg blev nødt til at skubbe til hende nogle gange, så Mr. Anderson ikke opdagede noget,” afsluttede hun. De andre begyndte at grine lidt og Michael skubbede til mig, for at lave sjov med, hvad Emily havde sagt. Derefter påbegyndte de en samtale om hvor trætte de alle sammen var. Jeg sendte Emily et taknemmeligt smil og lukkede øjnene lidt i. Kunne klokken ikke bare blive to, så jeg kunne komme væk herfra?

 

________________________________________________________________________________________

 

A/N: Wow! Tusind tusind tak fordi I læser med! :D
Det gør mig så glad (og virkelig motiveret til at skrive videre)
Jeg må desværre komme med en dårlig nyhed.
De næste 2 ugers tid kommer jeg nok ikke til at opdatere.
Måske kun en enkelt gang.
Sagen er, at jeg går i 2.g, og har pt. rigtig mange afleveringer.
Derudover skal jeg skrive SRO, som jeg virkelig bliver nødt til at gøre godt!
Så ja, jeg skal nok gøre mit bedste, men jeg lover desværre ikke noget. :(
- Zoe F.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...