Love Down Under / / Ashton Irwin

Laura Daniels er en pige, der med sin familie flytter til Australien. Følg med i, hvad der sker, når en pige med lavt selvværd, en bagrund med depressioner og en kæmpe kærlighed for musik, møder Ashton Irwin. En dreng der gemmer på mere end han viser, men som alligevel formår at have mod nok til at elske.

20Likes
3Kommentarer
1114Visninger
AA

4. En hemmelighed?

"Laura, vil du med hjem til mig?" Halvråbte Emily efter mig, da jeg var på vej ud af døren. Jeg vendte mig rundt og kiggede på hende. Skulle jeg tage med? Jeg vil gerne have en god start og ikke virke som en kedelig en, men jeg havde allermest bare lyst til at gå hjem og sove.

"Eh, jo klart.." Sagde jeg tøvende og gik tilbage til Emily, som næsten ikke kunne lade være med at smile.

"Så er det afgjort... Vi skal lige have drengene med," konstaterede hun og tog sin mobil frem for at ringe til dem.

 

* * *

Turen hjem til Emily var meget tavs fra min side. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige i de andres samtaler, da det meste var noget internt de havde sammen. De eneste tidspunkter jeg sagde noget var hvis de spurgte mig om noget, eller kiggede på mig fordi jeg ikke grinte af den joke, der loge var blevet fortalt. For at være ærlig, hørte jeg ikke efter. Jeg kunne ikke tænke på andet, end at de blev ved med at sende mig underlige blikke, som om de havde set et spøgelse. Lige nu ville jeg ønske jeg var et spøgelse. Bare være helt usynlig, så de ikke kunne se mig.

Jeg åndede lettet op, da vi trådte ind af døren hos Emily og jeg blev vildt overrasket over størrelsen på huset. To etager med en kæmpe indkørsel. Jeg ville ikke blive forbavset, hvis baghaven var endnu større.

"Emily, hvad har du af mad?" Sukkede Luke spørgende, mens han åbnede køleskabet og kiggede derind.

"Tag hvad du vil, Luke. Vil I andre have noget?" Hun kiggede spørgende rundt og endte hendes rundgang på mig. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg er ikke sulten," sagde jeg. "Hvor er toilettet?" Spurgte jeg og kiggede ned af gangen.

"Sidste dør på højre hånd," sagde Emily og vendte hurtigt blikket mod de fire drenge, der stod og diskuterede om, hvad de skulle tage.

Jeg vendte mig rundt og fandt vejen til badeværelset. Jeg låste døren bag mig og gik hen og stillede mig foran spejlet. Mine øjne så trætte ud og jeg mærkede min mave sno sig sammen. Jeg var sulten, men jeg kunne ikke spise noget. Jeg havde allerede spist en gang i dag, og ville gerne lade det blive sådan. Hurtigt duppede jeg noget vand under øjnene, for at se mere frisk ud, og skyndte mig derefter tilbage til de andre.

Drengene stod stadigvæk og diskuterede, mens Emily prøvede at få dem til at tie stille. Da jeg trådte ind i køkkenet fandt mine øjne Ashton, som allerede kiggede på mig. Han sendte mig et akavet smil og vendte derefter tilbage til diskussionen.

 

* * *

 

"Den gider jeg ikke seee.." Udbrød Michael og lagde sig træt tilbage i sofaen.

"Nåh, men det vil alle andre!" Sagde Calum og rakte tunge.

"Laura har ikke sagt noget endnu," sagde Luke og jeg kunne mærke hvordan alle øjne blev rettet mod mig. Jeg mærkede varmen i mine kinder og kiggede hurtigt væk.

"Jeg er ligeglad.." Sagde jeg fraværende og kiggede ned på mine hænder.

"Se selv! Vi ser den her," sagde Emily begejstret og satte The Purge i afspilleren.

Lige som filmen startede lød der en alarm fra en mobil. Jeg så til mens alle tog deres mobil frem for at se om de var deres, men fandt stille ud af at det var min egen. Jeg tog den frem og kiggede. Allerede? Jeg gjorde store øjne og rejste mig fra sofaen.

"Hvad skal du?" Ashtons stemme stoppede mig midt i en bevægelse. Jeg rømmede mig.

"Eh, jeg skal bare tage mine piller," svarede jeg lavt og gik ud til min taske for at finde dem. Derefter bevægede jeg mig ud i køkkenet og for at finde et glas vand frem. Jeg tog de to piller ud af pilleglasset og skruede låg på igen.

Jeg satte mig på en af stolene omkring køkkenbordet og kiggede på pillerne. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage dem, men jeg blev nødt til det for min mors skyld. Jeg sukkede og kiggede endnu engang på glasset.

“Hvad er det for nogle piller?” Jeg vendte mig forskrækket om med resultatet af, at jeg væltede glasset med vand på gulvet. Jeg kiggede ned på det smadrede glas og derefter op på Ashton, der stod i døråbningen til køkkenet. Mit blik faldt igen på glasset på gulvet, inden jeg rejste mig og trådte over skårene.
“Det er bare nogle piller jeg skal tage,” mumlede jeg, inden jeg begav mig til at lede efter en kost og en klud. Jeg kiggede i skabene under vasken, og dernæst skufferne og skabene ved siden af. Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg smækkede den sidste skabslåge i, inden jeg satte mig ned med ryggen mod skabet. Hurtigt trak jeg knæene helt op til mig og begravede mit ansigt i mine hænder. En stemme rømmede sig kort og jeg kiggede op.
“Altså… jeg spurgte bare, det var ikke for at gøre dig sur.” Jeg så på Ashton, som stod og kløede sig i nakken, inden han gik over til en dør, åbnede den og trak en kost ud. Langsomt åndede jeg lettet ud og rejste mig forsigtigt op og tog endnu et glas ud af skabet, hvor jeg havde fundet det andet. Glasset tog jeg med over til bordet og satte mig ned. Jeg så til mens Ashton fejede skårene ud til siden, for derefter at sætte sig ned overfor mig.
Endnu engang tog jeg de to piller, som lå fremme på bordet, i hånden og slugte dem, inden der skulle ske mere. Da jeg havde drukket vandet, så jeg på Ashton, som havde sit blik fæstnet på mig. En lille rynke mellem hans øjenbryn havde taget form. Han rakte ud efter pilleglasset, alt imens han stadigvæk holdt øjenkontakt med mig, for at være sikker på at det var i orden. Jeg reagerede ikke. Jeg kunne ikke fokusere på andet end hans øjne. De var en blanding af grøn og brun, men på en helt rigtig måde. Han rettede sit blik mod glasset, han havde i hånden og begyndte at læse.
“Antidepressive?” Han kiggede op på mig og jeg nikkede. “Er det slemt?” Jeg trak på skuldrene.
“Ikke mere… det har været meget værre,” svarede jeg og han nikkede. Han tænkte sig lidt om.
“Jeg kendte engang en, der også var depressiv… det var bare meget slemt. Hun hed Catherine, men hun blev altid kaldt Cathy,” sagde han og kiggede tåget ud i luften. Jeg rømmede mig lidt, og hans ansigt vendte tilbage til sine normale folder.

"Må jeg spørge om noget?" Jeg kiggede spørgende på ham og hans øjne mødte mine med et smil.

"Selvfølgelig," svarede han og gav mig et oprigtigt smil.

"Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil..." Jeg kiggede ind i Ashtons øjne og derefter ned på mine hænder. "...  Siden du og drengene mødte mig har I sendt hinanden underlige blikke og kigget mærkeligt på mig. Er der en grund til det, eller synes I jeg ser mærkelig ud eller er der noget som… eeh..?" Jeg kiggede hurtigt op på Ashton, men vendte så blikket nedad igen. I lang tid blev der ikke sagt noget og jeg var nervøs for at have sagt noget forkert.

"Du ligner bare en, jeg engang kendte..." Svarede han endelig. Det lød som om han ville have sagt noget mere, men at han stoppede sig selv midt i det hele.

“En du kendte? Er I ikke venner længere, eller?” Jeg kiggede først tåget ud i luften og derefter på Ashton, som meget hurtigt lignede en som havde set et spøgelse. “Altså.. du behøver ikke svare,” sagde jeg hurtigt og kiggede ned på mine hænder. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Hvorfor havde jeg også spurgt? Du er simpelthen for dum, Laura! Jeg gav mig selv mentale dummeslag.
“Eeh.. Det er en længere historie.. Men lad os for nu sige at det er en gammel veninde.” Jeg kiggede op på ham og han havde igen fået noget farve tilbage i kinderne. Jeg nikkede forstående. Han rykkede på sig.
“Nåh, men grunden til jeg egentlig kom herop var for at spørge om du vil hænge ud i morgen,” jeg så på ham og han sad og rykkede halv nervøst på sig i stolen.
“Altså sammen med de andre også?” Jeg kiggede undersøgende på hans ansigt, som han sad og fik lidt røde kinder. Han rystede svagt hovedet.
“Bare du og jeg,” svarede han og holdt mit blik fast mens han smilte svagt. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder endnu engang.
“Eeh.. jo, det kan vi da godt,” sagde jeg endelig og smilede nervøst til ham. Han nikkede som svar og jeg rejste mig fra stolen. “Jeg må hellere se at komme hjemad, jeg har lovet min mor at være hjemme i aften,” sagde jeg og tænkte på min far, som lige nu befandt sig derhjemme. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og snakke ordentligt med ham.
“Jeg følger dig ud.” Mit blik fandt Ashton, som var ved at rejse sig. Jeg nikkede lidt og gik ellers ud mod hoveddøren, tog min taske og puttede mine piller deri. Jeg åbnede døren og trådte ud.
“Nåh, men vi ses i morgen så?” Sagde Ashton spørgende bag mig. Jeg drejede hovedet, nikkede og gav ham en thumbs up, hvorefter jeg gik hurtigt hjemad. Gav vide hvordan det ville blive i morgen? Jeg sukkede stille ved tanken.

________________________________________________________________________________________

A/N: Tusind tak for at I gider læse denne movella.
Det betyder rigtig meget for mig! :-)
Kan I mærke historien stille og roligt kommer igang? 
Glæder mig allerede til at udgive resten!
Jeg har en masse idéer til, hvordan historien kommer til at udspille sig.
- Zoe F.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...