Love Down Under / / Ashton Irwin

Laura Daniels er en pige, der med sin familie flytter til Australien. Følg med i, hvad der sker, når en pige med lavt selvværd, en bagrund med depressioner og en kæmpe kærlighed for musik, møder Ashton Irwin. En dreng der gemmer på mere end han viser, men som alligevel formår at have mod nok til at elske.

20Likes
3Kommentarer
1097Visninger
AA

2. 18

”Så, det var det sidste,” udbrød min mor glad, da hun havde sat lampen fra sig på det lille bord ved siden af sofaen. Jeg smilede kort til hende, men overgav mig så til mine depressive tanker endnu engang. Jeg satte mig træt ned i sofaen og kiggede op i loftet.
”Laura, du skal tage dine piller nu,” sagde min mor og vandrede ud i køkkenet. Jeg rejste mig træt og fulgte efter hende. Hun tog det lille pilleglas frem fra skabet og tog to antidepressive piller til mig, samt et glas vand. Da jeg havde slugt dem, satte jeg glasset fra mig og kiggede ud af køkkenvinduet.
”Har du fået skaffet en psykolog hernede også?” spurgte jeg og rettede mit blik på min mors bekymrede øjne. Hun rystede svagt på hovedet.
”Ikke endnu, men jeg ringer rundt i morgen og får det løst,” sagde hun og smilte svagt til mig. Jeg nikkede på hovedet som svar og tog min mobil frem for at tjekke diverse sociale medier. Intet nyt.

”Hvad kunne du tænke dig at lave i dag?” spurgte min mor og hev mig ud af mine egen lille tankebobbel. Jeg trak på skuldrene og kunne høre, at hun sukkede.
”Jeg mener det, Laura. Du bliver 18 i dag, og det eneste du vil er at være hjemme.” Jeg kiggede ligegyldigt på hende og trak endnu engang på skuldrene.
”Skal vi ikke tage ud at spise frokost? Og så kan vi shoppe lidt bagefter, så du kan være klar til, at begynde i skole igen.” Sidste del af det hun sagde, var nok mere til hende selv end til mig. Jeg nikkede lidt opgivende på hovedet, men gav hende så et halvhjertet smil. Jeg kiggede ned på mine hænder og tog en dyb vejrtrækning.
”Hvad med far?” spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret på forhånd. Min far rejste meget rundt, og han havde ikke engang haft tid til, at være med til at flytte. De sidste to år havde han ikke været hjemme på min fødselsdag. Jeg havde ikke engang fået en sms fra ham. Jeg kiggede op på min mor, som så på mig med skuffede øjne.
”Han kunne desværre ikke nå hjem. Du ved hvordan det er med hans arbejde.” Jeg nikkede stille og kiggede ned på mine hænder igen.

”Jeg gå op og sover en times tid. Væk mig når vi skal gå,” sagde jeg og rejste mig fra stolen med kurs mod trappen, som førte op til værelserne. Jeg lagde mig på min seng og kiggede op i loftet. Det var egentlig ikke fordi jeg ville sove, jeg havde bare brug for at være alene. Min mor vidste godt, at jeg ikke sov når jeg sagde sådan, men hun valgte ikke at kommentere på det. Mine tanker faldt på min far, som var et eller andet sted i USA på forretningsrejse. Jeg havde virkelig troet på, at han ville være hjemme på min fødselsdag. Jeg havde virkelig troet på ham, da han sagde at han ikke ville være væk i særlig lang tid denne gang, men endnu engang skuffede han mig. Jeg mærkede mine øjne blive fyldt med vand, som prøvede at undslippe i form af tårer, og jeg lod dem flygte. Lydløst og fyldt med vrede og skuffelse.


* * *

 

”Hvad med den her?” Min mor kiggede håbefuldt på mig, alt imens hun holdte en lyserød sweater op foran sig. Jeg skar en grimasse og kiggede videre på tøjet, velvidende at jeg ikke ville finde noget jeg kunne lide. Jeg sukkede irriteret.
”Kan vi ikke gå et andet sted hen? Et sted hvor der rent faktisk er noget jeg kunne finde på at gå med. Jeg har ikke tænkt mig at ligne en omvandrende candyfloss.” Jeg kiggede på min mor og skar endnu en grimasse af den lyserøde sweater, hun stadigvæk holdte frem mod mig. Hun kiggede på sweateren endnu engang og sagde så: ”den er heller ikke så pæn, som den var lige før.” Hun smilte til mig, hang sweateren på plads og gjorde tegn til at gå videre.
”Du bestemmer næste forretning,” sagde hun og lagde en arm om skulderen på mig. Jeg smilte stille og gik videre mellem alle menneskerne med min mors arm om mig. Selvom hun ikke rigtig forstod, hvad jeg kunne lide af tøj, så var jeg alligevel taknemmelig for, at hun prøvede.
Da vi havde gået lidt, stoppede jeg op foran en butik, hvor der blev spillet høj rockmusik. Jeg tog min mor i hånden og trak hende ind af døren.
”Jaja, jeg kommer, jeg kommer,” sagde hun med et smil.

 

”Hvad med den her?” udbrød jeg og holdte en sort Nirvana t-shirt op foran min krop så min mor kunne se.
”Er den ikke lidt stor?” Spurgte hun og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede begejstret og vendte forsiden af t-shirten mod mig selv, så jeg kunne se den bedre. Min mor rystede opgivende på hovedet, men fortsatte med at kigge de mange sorte trøjer igennem.
”De ligner altså alle samme hinanden,” udbrød min mor frustreret.
”Slet ikke! De er vildt forskellige…” sagde jeg og tog to hættetrøjer frem. ”…se selv. Helt forskellige,” fortsatte jeg og kigge håbefuldt på hende. Hun rystede opgivende på hovedet, men fortsatte alligevel med, at kigge videre.
Da jeg havde fundet lidt forskelligt, gik jeg ind for at prøve det. Jeg tog den første t-shirt på og trak gardinet til side. Jeg smilte til min mor, som kiggede op og ned af mig. Jeg tog mine hænder om på ryggen og kiggede lidt rundt i butikken, da mine øjne faldt på en gruppe fyre, som var på vej ind herind. Jeg trak hurtigt gardinet for og skiftede til næste t-shirt mens, jeg kiggede mig selv i spejlet. Mit lange brune hår var en smule elektrisk og min eyeliner tværet en smule ud på grund af varmen. Jeg kiggede ned på mine hænder og rørte lidt ved mine mange armbånd, som fyldte begge mine håndled. Jeg vendte mig rundt og trak gardinet fra, denne gang mindre glad. Min mor kiggede på mig.
”Kan du ikke lide den?” Spurgte hun. Jeg nikkede.
”Jeg kan rigtig godt lide den, det er bare…” svarede jeg, og kiggede ud i butikken igen og spejdede efter de fire drenge.
Det er bare, hvad?” Spurgte hun. Jeg rystede afvigende på hovedet og fortsatte med at kigge rundt, indtil jeg fandt hvad jeg søgte. Jeg kiggede grundigt på ham. Hans bandana som var bundet rundt om sit hoved for at holde krøllerne væk. Smilehullerne på hans kinder, når han grinte af noget de andre sagde. Jeg kiggede på min mor, og hun fulgte mit blik. Derefter kiggede hun på mig og smilte. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder, så jeg skyndte mig ind i prøverummet og skiftede til en hættetrøje. Jeg så mig endnu engang i spejlet og trak vejret dybt, inden jeg gik ud til min mor igen.
”Aston, kom nu! Vi skal videre,” råbte en stemme. Jeg vendte mit hoved mod stemmen og fulgte derefter drengens blik. Jeg blev varm i kinderne, da jeg fik øje på drengen fra før med bandanaen, der stod og kiggede på mig. Hurtigt vendte jeg mig om og skyndte mig ind i prøverummet, men endte med at snuble over det lange gardin. Pinlig berørt skiftede jeg hurtigt til mit eget tøj, og tog det tøj jeg skulle have med ud til min mor, som bare stod med det største smil på sine læber. Jeg gav hende tøjet og mumlede at jeg ville vente på hende ved bilen. Hun grinte svagt og gik så op mod kassen, mens jeg skyndte mig ud af butikken med mit blik fæstnet på jorden.

 

* * *
 

Jeg smed mig på min seng, stadigvæk pinlig berørt over dagens episode. Jeg kunne grave mig selv ned i et hul, hvis jeg havde en skovl, som var stort nok til at kunne rumme min skam. Jeg ville bare gerne glemme det hele, men uanset hvor meget jeg prøvede var der én ting mine tanker endte med at falde tilbage på. Drengen. Ashton.
 

___________________________________________________________________________________________

a/n: Hej alle sammen. 
Så er historien godt igang! :-)
Lad mig vide, hvad i synes i kommentaren - både ris og ros.
Jeg undskylder på forhånd for eventuelle stave og tastefejl, der end måtte opstå.
- Zoe F.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...