Livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
En lille tekst om mit 2014. En fortælling, jeg gerne vil dele med jer.

40Likes
34Kommentarer
1043Visninger

1. .-

”Hvilke tre ord ville beskrive mig bedst? ” Det spørgsmål stiller jeg min veninde, henover en kop kaffe på en larmende cafe. Hun er stille i lidt tid.

”Drømmende, grinende og optimistisk. ”

Jeg smiler og kigger på hende. Lige præcis de ord, ville jeg også bruge til at beskrive mig. Jeg har en masse drømme. Især for det, der for nogle kan virke spændende, men for nogle også skræmmende. Nemlig fremtiden. Jeg vil gerne på Cambridge University, jeg vil gerne se min kære lillesøster blive voksen, og jeg vil gerne være lykkelig. Og for det meste, er jeg også optimistisk omkring det. For selvfølgelig skal jeg nå alt det i livet, jeg gerne vil.

Men bemærk, at der kun står ”for det meste” og nogle gange, er det som om, at optimisten forsvinder.

Dette emne, som denne tekst, kommer til at handle om, er ikke rigtigt noget, jeg har snakket med jer om før. Dog er der stadig mange af jer, der ved det. Men da jeg blev født for næsten femten år siden, blev jeg født med et fysisk handicap. Siden hen har det været noget af en rejse. Jeg tilbragte de første tre måneder af mit liv på hospitalet, og jeg blev døbt utrolig tidligt, med en masse familie omkring mig, fordi lægerne ikke troede på, at jeg ville overleve.

Men nu står jeg her. Nu er det ikke fordi jeg husker særligt meget fra da jeg var et meget lille barn, men jeg ved med sikkerhed, at mine forældre så vidt muligt, opdragede mig som et ganske almindeligt barn. Jeg kom ind i en almindelig børnehave med andre børn. Da jeg blev ældre, skulle mine forældre og jeg til et møde om, hvilken slags skole jeg skulle gå på. Var det måske smartest at sende mig i en skole, hvor der var andre børn, der var som mig? Men til sidst besluttede de sig for at melde mig ind på en ganske almindelig belgisk skole, da vi boede der. I 2010 tog min forældre den beslutning, at vi skulle flytte til England.

Jeg skulle flytte skole, hvor jeg heldigvis faldt rigtigt godt til. Jeg følte, at jeg glædede mig til at komme i skole, og alle var rigtige søde. Den 8. november 2006 fik jeg en bedste (tidlig) julegave, jeg nogensinde vil komme til at få. Min elskede lillesøster. På trods af de 7 år, der er i mellem os, har hun i 8 år, givet mig tryghed og glæde, hver evig eneste dag.

Jo ældre jeg bliver, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvad mit handicap i bund og grund går ud på. Da jeg var mindre kunne jeg sidde der, og have det så sjovt, uden at skulle tænke på noget som helst. Det ændrede sig dog drastisk med tiden.

Man siger jo, at jo ældre man bliver, desto mere bevidst bliver man om sin egen krop. Her var det heller ingen undtagelse. Flere gange ville jeg sidde derhjemme, og tænke over, hvorfor det lige præcis var sådan. Hvorfor mig? Men selvom jeg har ben, der ikke fungerer, holder det ikke mig fra at lave ting, som alle andre også har glæde af. I fritiden svømmer jeg rigtigt meget og jeg spiller i et band. Jeg sov ude på stranden, under åben himmel sammen med nogle rare mennesker i sommers, jeg tog til Berlin med min årgang i foråret, jeg brugte alt for mange penge på tøj, Starbucks og mad på cafeer i Aarhus.  Jeg har også været så heldig, at få lov til at opleve Ed Sheeran live, hvilket var en af de bedste dage, i mit liv. Det er alt sammen noget, jeg sent vil glemme. 

Jeg føler mig så evig heldig og taknemmelig for, at jeg på trods af mine udfordringer, stadig kan opleve ting. Men nogle gange går jeg glip af nogen ting, og jeg føler mig udenfor, og forkert. Hvad hvis jeg ikke sad i kørestol? Ville pigen fra klassen så invitere mig til sin fest? I lange perioder følte jeg mig overhovedet ikke god nok. Forkert. Malplaceret. Og den dag i dag, har jeg det ofte stadig på samme måde. Men jeg vil gøre mit bedste for mig selv, og jeg har nogle mennesker omkring mig, der vil mig det bedste. Men når jeg scroller i gennem min Facebook, Snapchats og Instagram feed, og ser, at folk har det sjovt, er det som om, nogle stikker mig i hjertet med en kniv. Selvom jeg udmærket godt ved, at det ikke er min skyld. Ofte vågner jeg med tanken om, at alle hader mig inderst inde, men at de ikke siger det. På dårlige dage, hvor det har været en kamp i sig selv at stå ud af sengen, har jeg nærmest været lamslået af alle mulige negative tanker. Samfundsfag bliver en krig at komme i gennem, matematik er ikke til at håndtere, og jeg føler, at mit hoved kan eksplodere når som helst. Uanset, hvor hårdt jeg prøver, læser jeg i gennem ordene og intet trænger i gennem. Jeg tager noter, men det er noter, jeg i sidste ende ikke engang selv forstår.

Nogle gange ville det være så slemt, at mine forældre og jeg ville blive sure på hinanden, og skabe en dårlig stemning i huset.

På disse dage, har det været svært at se noget med positive øjne. En lille kommentar fra en person, som jeg egentlig bare burde grine af, kan give mig lyst til at sætte mig ned og græde.

Da jeg i august skulle opereres, var jeg bange. Rigtig bange. Og jeg græd mange tårer. Lige før jeg skulle ind på operationstuen, troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg fortalte min søster, at jeg elskede hende. Den følelse jeg havde inde i kroppen efter jeg var vågnet, hvor jeg så min søster og forældre ved siden af mig, kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne beskrive. Det hårde forløb jeg var på i det meste af august, har gjort mig stærkere, selvom jeg i dag stadig kæmper med at komme 100% til mig selv igen. Jeg mistede nogle fysiske funktioner i mit ben, men efter noget tid, fandt jeg ud af, at det kunne jeg leve med.

Efter operationen skulle jeg være derhjemme i seks uger, og have undervisning herhjemme. Mine forældre begyndte at sætte de normale, høje krav til mig igen, hvilket jeg egentligt ikke havde noget i mod. De ville i sidste ende bare det bedste for mig. På grund af mine forældres krav, begyndte jeg selv at sætte nogle krav til mig selv. Men efter noget tid viste det sig, at de var alt, alt for høje. Den dag i efteråret, hvor jeg fik 1. standpunktskarakterer, blev jeg utrolig skuffet på mig selv. Alle siger, at karakterer bare er et tal, men der er intet værre end at vide, at ens bedste ikke helt var godt nok.  

Fysisk sygdom er også ofte hårdt for mig psykisk. Det fandt jeg ud af, da jeg d. 28. december måtte en tur til læge, hvor lægen derefter sagde, at vi skulle tage på hospitalet med det samme. En masse kørte i gennem hovedet på mig, jeg rystede nærmest af skræk, og jeg fortrød nærmest, at jeg sagde til mine forældre, at jeg havde det dårligt. Som jeg for det meste gør, tænkte jeg på det allerværste. Da jeg gik ind til scanningen, tænkte jeg på, at de ville finde alle mulige sygdomme, og at mit dræn inde i hovedet var gået fuldstændig i stykker. Lægen kunne ikke kigge på det ordentligt den samme aften, så vi fik besked på at møde dagen efter.

Dagen efter gik stille og roligt. Vi brugte det meste af dagen på hospitalet. Min søster og jeg spillede Ludo mens vi ventede. Inde i mig var der dog en evig følelse af rastløshed og nervøsitet. Efter en lang dag, fandt de alligevel ikke noget. Selvom jeg nu i princippet kunne gå i seng uden at bekymre mig, har jeg mange nætter, hvor jeg ligefrem er bange for at sove. Bange for at ryge ind i en ubevidsthed, hvor jeg ikke kan kontrollere noget. Mest af alt er jeg utrolig bange for, at der sker noget, og når jeg vågner, er det for sent.

2014 har været et år, hvor jeg har søgt et sted, hvor jeg hører til. Et sted, hvor jeg kan være fuldstændig mig selv, uden at skulle bekymre mig om, hvordan folk tænkte om mig. 

Og det fandt jeg på Movellas. Jer derude. Jer på hele Movellas, har været med til at gøre min rejse og mit 2014 meget lettere.

Efter en dårlig dag, har I gjort mig ubeskrivelig glad hver evig eneste dag.

 I gennem Movellas har jeg fået nogle mennesker, jeg ikke vil være foruden. Især Lena, Ane, Sofie og Sif er noget af det allerbedste, der nogensinde er sket for mig. Jeg synes også Nano-gruppen er værd at nævne her, for selvom vi kun har skrevet sammen siden november, har I altid været klar med opmuntrende ord. Og selvom jeg ikke fortæller jer det, så gør I virkeligt mit liv, hundrede gange nemmere og dårlige dage bliver en tand bedre, på grund af jer.
 

I 2015 vil der stadig være dårlige dage, men jeg ved, at bare jeg har de mennesker, der støtter mig, så kan jeg komme i gennem det. Mit mål for dette år vil være at fortælle dem, jeg elsker, at jeg elsker dem. For uden dem, ville jeg ikke være, hvor jeg er nu. I skal alle sammen vide, at jeg er jer evigt taknemmelig for alt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op. Der er så meget derude, jeg gerne vil, og jeg er blevet enig med mig selv, at intet skal stoppe mig.
 

Men som man siger, skal man yde, før man kan nyde.

Det vigtigste i ens liv, er en selv. Pas på jer selv, og jeg håber at I, i år vil være så glade som overhovedet muligt. For det ønsker jeg, for hver og en af jer. For mit vedkommende, vil der stadig være dage, hvor samfundsfag er uoverskueligt, matematik er uendeligt svært, men jeg skal huske at huske tilbage på de gode dage. 

Mange af de bedste dage i 2014, har jeg fået lov til at tilbringe sammen med nogle af jer bag skærmen. Derudover håber jeg på, at der bliver ligeså mange dage, hvis ikke flere, hvor jeg kan være i jeres skønne selskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...