I Will Never Regret *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Igang
ER SAT PÅ PAUSE... Aida kommer ved en fejl til at booke billet til New York, og ikke til San Francisco. Hun vælger dog at tage til en New York. Aidas forældre er rige, og giver hende et værelse på et luksuriøst hotel. Hun kommer, ved et uheld, til at møde Zayn fra One Direction. Hun snakker med hendes veninde, og først der, finder hun ud af, at Zayn er berømt og med i One Direction. Midt i det hele, kommer en hemmelighed frem. Det knuser Aida, samtidig med at hun får en frygtelig besked fra et telefonopkald. Var det dumt, at tage til New York?

19Likes
17Kommentarer
983Visninger
AA

8. 8.

Dagen hvor jeg skal starte på den nye skole. Jeg ved stadig intet om den, men ved bare jeg glæder mig. Jeg kan ikke vente. Tanken om mor, far og Luna strejfer stadig mine tanker hver morgen. Alt det vi plejede, at have sammen. Jeg savner det sindssyg meget. Hver gang jeg er i bad, får mine tanker frit løb. Det samme gør mine tårer også. 

Jeg har sidder nu i bussen, og nervøsiteten kommer op i mig. eg kan slet ikke fatte alt det her. På 3 uger er mit liv virkelig forandret. Nu sidder jeg i en bus på vej til en ny skole. En ny start. Træerne suser forbi, samtidig med de travle mennesker.I mine øre kører "the man who can't be moved" Den er så dejlig.  

Jeg hører folk der begynder at rumstere, og jeg ser op. Bussen holder nu helt stille. Jeg tager min taske, og går ud af bussen. Alle folk går målrettet mod det der må være skolen. Jeg kigger op. Aldrig har jeg set så stor en skole. Folk vrimler ind, og jeg når også selv til bygningen. Jeg tager en dyb indånding, og med et skridt står jeg nu inde i skolen. En masse larm rammer mig, fra alle eleverne. Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen, så jeg bliver bare stående. Folk er ved at være væk, da jeg pludselig høre en glad stemme bag ved mig
"Hej. Jeg har ikke set dig før, vel?" Jeg vender mig om, og bliver mødt en stor, smilende mund.
"Hej. Nej, jeg er helt ny" får jeg stammet frem. 
Vi siger ikke noget, da der lige pludselig er en blid hånd om min arm. 
"Jeg gætter på, du skal starte i 1.g. Du ligner sådan en" siger hun. "Jeg går selv i en af klasserne." Hun smiler, og jeg sender et halvt smil til hende.
Hun trækker mig hen til noget der ligner kontoret. 
Vi snakker mig en sød dame, og vi finder ud af, at jeg skal gå i samme klasse som hende.

______________________________________

Det er det andet frikvarter, men dagen har kun været overraskende god. Pigen, som altså hedder Dea, er virkelig sød. Hun er vidst selv lidt ensom, for vi sidder ikke med andre. Jeg kigger rundt i den store sal, hvor alle spiser. Dea snakker virkelig meget, og det er kun halvdelen af det hun siger, jeg hører. Jeg smiler, og kan kun være glad. Hvad vil jeg gøre uden hende. Hun spørger meget ind til mig, og jeg får svaret hende, uden at vi kommer ind på mor, far og Luna. Det er stadig et virkelig ømt punkt for mig. Jeg sidder i mine egne tanker, da jeg mærker min mobil vibrere i min lomme. Jeg fisker den hurtigt frem, og kigger på skærmen. Zayn. Han har stadig ikke givet op, desværre. Jeg lægger mobilen væk, og vender min opmærksomhed mod Dea. Hun snakker om en eller anden fest, som der vil være om 2 måneder. En fest for hele skolen. Jeg tager mig selv i, at grine virkelig meget. Noget jeg ikke har gjort i lang tid. Det at starte i skole, har virkelig været godt for mig. 

Klokken ringer, hvilket vil sige frikvarteret er slut. Nu venter der kun 2 timer mere, og jeg har fri. Alle folk stormer ud af salen. Jeg kigger på Dea, som vinker farvel til mig. Hun skal have nogle andre timer end mig, de sidste 2 timer. Hun har vist mig, hvor jeg skal gå hen. Jeg går med raske skridt hen ad gangen, da jeg pludselig er en af de sidste på gangen. Wow, folk er hurtigt til at gå. Jeg når døren ind til klassen. Jeg er lidt nervøs, men åbner døren. Jeg kaster et blik rundt, og noget fanger mine øjne. Noget får mine til, at stoppe med at kigge rundt.
De samme smukke, brune øjne, som betagede mig sådan før. Et stik i mit hjerte, og tårerne på vej ned af mine kinder, vender jeg mit op. Lige som jeg lukker døren, hører jeg en stol der vælter, og "Aida, vent lige" Hans stemme. Den stemme som plejer, at gøre mig glad. Den bringer endnu mere smerte i mig, og jeg begynder at løbe. Løbe væk fra alle. 
"Aida, jeg ber' dig" Jeg stopper ikke, men løber ud af skolen. Væk fra alle og alt.


___________________________________________________________

"Aida. Stop nu" siger stemmen som giver mig et gys. Stemmen jeg bare ikke har lyst til at høre.
Jeg vender mig mod ham, og kigger ind i hans øjne. Hans øjne viser noget. Ikke glæde, men frygt og sorg. Jeg synker klump i min hals, og kan mærke mine hænder der ryster. 
"Jeg er virkelig ked af det, Aida. Lad mig forklare" siger han roligt til mig.
Jeg gør ikke noget, men kigger bare dybt i hans øjne. Håber han ser den fortvielse jeg har. 
"Du gør det ikke nemmere for mig. Sæt dig ind i bilen" siger han til mig.
Jeg gør ikke som han siger, og begynder at gå. 
"Aida! Sæt dig nu forhelved ind i bilen!" råber han surt, da han når op til mig igen.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gør som han siger. Med nogle tunge skridt går jeg om på den anden side, og sætter mig ind.
"Jeg fatter dig ikke. Du kan ikke regne med, at du bare kan bestemme over mig" siger jeg. Selvom jeg godt vidste, at det lød dumt. Jeg havde jo lige ladet ham bestemme over mig. 
Han siger intet, men stirrer bare på vejen. Jeg sukker og hviler hovedet på det kolde vindue i bilen. Jeg ser hvordan tingene forsvinder. 

Han har i den sidste time forsøgt, at snakke med mig. Jeg svarer ham ikke, og kigger heller ikke hen på ham. Dog mærker jeg flere gange hans øjne hvile på mig. Jeg kan mærke, at min mave begynder at te sig. Jeg håber bare inderligt, at den ikke vil larme. 
"Er du sulten?" spørger han mig med en irriteret undertone.
Jeg svarer ham ikke, men lukker bare mine øjne.
Han kører mod McD, og bestiller noget mad. Da damen spørger hvad vi skal have, bestiller han 2 burgere og cola. Da vi har fået det, kører han videre. 
"Her er der mad til dig" siger han.
Jeg kan mærke vreden i mig, og begynder at blive nervøs. Hvornår vil jeg komme hjem igen?
"Jeg vil ikke have mad, Zayn. Hvornår fatter du det? Jeg vil bare hjem" råber jeg af ham. En tårer løber ned af mine kinder. 
Han siger ikke noget, men pludselig holder han stille.
Han snøfter, og jeg kan høre hvordan der er helt stille i bilen.
"Jeg vil bare have dig til at lytte til mig. Være sammen med mig" får han sagt utydeligt.
Jeg har alfrig set en fyr græde, og det må påvirke mig, for det næste han siger, adlyder jeg.
"Vi sover på hotellet" siger han. 
Jeg styrer intet, men mine arme åbner døren, og mine ben går efter ham. 
Jeg skriver en hurtig besked til min moster, og med nogle meter fra hinanden ender vi på et hotelværelse.

__________________________________________________________________________________________
                                                                                                    (IKKE RETTET)
Hvad mon der sker? Hvad tænker i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...