I Will Never Regret *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Igang
ER SAT PÅ PAUSE... Aida kommer ved en fejl til at booke billet til New York, og ikke til San Francisco. Hun vælger dog at tage til en New York. Aidas forældre er rige, og giver hende et værelse på et luksuriøst hotel. Hun kommer, ved et uheld, til at møde Zayn fra One Direction. Hun snakker med hendes veninde, og først der, finder hun ud af, at Zayn er berømt og med i One Direction. Midt i det hele, kommer en hemmelighed frem. Det knuser Aida, samtidig med at hun får en frygtelig besked fra et telefonopkald. Var det dumt, at tage til New York?

19Likes
17Kommentarer
987Visninger
AA

5. 5.

Flyet lander med et bump, og vi begynder alle at samle vores ting sammen. Hele turen hjem, har jeg bare prøvet at sove. Problemet er bare, at jeg ikke kunne. Mine tanker kørte rundt. Jeg ved slet ikke hvad der er sket med min familie. Jeg kan slet ikke forstå, hvad jeg skal gøre hvis der er sket dem noget. Jeg vil ikke kunne klare mig uden dem.En verden uden dem, er ikke en verden for mig. Så har jeg ikke nogle mere. Men jeg også tænkt på Zayn. Jeg forstår ham ikke. Hvordan kan han gøre det mod mig? Lave et væddemål om, at kysse mig, og få mig med i seng. Alt det vi var begyndt, at få, troede jeg var alvorligt. Det hele var bare fake. En kæmpe fed løgn, og jeg skammer med over at tro, at en fra One Direction, vil kunne lide mig. Jeg har også bare været for dum, og jeg væmmes over mig selv. Jeg gider ham ikke mere. Nu må han finde et anden pige, så han kan vinde det skide væddemål. Den måde han behandlede mig på. At røre mig, og kysse mig. Det er nok noget af det mest klammeste, jeg nogensinde har prøvet. Han skal bare holde sig langt væk fra mig. En tårer løb ned af min kind.

Jeg finder straks en taxa, og kører til hospitalet. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gå hen, og kigger forvirret rundt. Til sidst finder jeg en sygeplejerske, og siger, at jeg leder efter Karen, Niels og Luna. Fortæller hende, at de vidst har været med i en bilulykke. Hendes ansigt ændre sig totalt, og jeg kan se hvordan hun prøver at bevare kontrollen. Jeg begynder at trække vejret hurtigt, og kan mærke mig hjerte der slår på højtryk. Lugten af hospital fylder min næse mere og mere, og jeg begynder at få kvalme. Overalt er der lyde fra maskiner, og larm fra folk.
Hun beder mig om, at vente i venteværelset. Jeg sætter mig på en stol, væk fra alle de andre folk. Jeg prøver, at bevare kontrollen, men angsten bliver større og større. Larmende børn, og alt for utålmodige voksne. Det er til at blive sindssyg af. Jeg begynder at bide negle, og snart er de alle sammen så korte, at det gør ondt. Jeg sidder og stener, og kan slet ikke koncentrere mig. Jeg hører, at en sygeplejerske siger mit navn.
"Aida, du må godt følge med mig"
Jeg rejser mig tungt fra stolen, og føler slet ikke at jeg har kontrol over min krop. Jeg synker en klump i halsen, og følger efter hende. Vi kommer ind i et rum, hvor der sidder en læge og en anden sygeplejerske, De ser alle meget alvorlige ud. Jeg kan mærke gråden, der presser på.
"Jeg er læge, og det var mig der tog imod din familie" siger lægen så glad han kan. Han er bare ikke særlig god til det. 
"Det gør mig meget ondt, at skulle meddele dig, at de alle er omkommet. Din mor, far og søster. De døde på stedet" siger han.
Jeg bryder sammen, og er sikker på at min makeup ligner lort, men hvad betyder det nu? Jeg hulker og hulker, og jeg kan til sidst ikke trække vejret. En af sygeplejerskerne, kommer hen til mig og trøster mig. Det hjælper mig overhovedet ikke. Alting forsvinder bare, og jeg kan ikke høre noget til sidst. De er væk for altid. Jeg vil aldrig se dem mere. Jeg er alene nu. Jeg skal leve er verden uden dem. Jeg ignorere dem helt, og sidder bare i flere minutter og græder.
Efter et stykke tid, spørger jeg dem...
"Må jeg se dem. Sige farvel til dem?" 
"Selvfølgelig må du det. Hvis det er det, du har brug for." siger han venligt.
Jeg får noget papir af sygeplejersken, som hentede mig ind. Hun giver mig et let kram og siger, at det gør hende ondt. Jeg tørrer mine øjne, og kigger mig selv i spejlet. Jeg ligner virkelig lort. 
Vi træder ud af kontoret, og går hen til elevatoren. Vejen der hen føles virkelig lang, og alle sygeplejerskerne og lægerne, sender mig medfølende øjne. De ved slet ikke hvordan jeg har det. De skal bare lade være. Jeg kigger ned i gulvet, indtil vi er er ved elevatoren. Jeg går først ind, og derefter går lægen og kun en af sygeplejerskerne. Vi står derinde, og ingen siger noget. Jeg kan se i det lille spejl, der hænger der, hvordan de sender hinanden øjne. Kan de ikke bare lade være?

Der ligger de. Far, mor og Luna. De ligger i hver deres senge. Fredfyldte, med lukkede øjne. Tårene presser igen på, og de får frit løb. Du er alene nu. Aida, alene for altid. Du vil aldrig høre deres stemme mere. Mors dejlige stemme når hun synger, fars livs fyldte latter, og Luna flotte smil. Hun var så smuk. Den smukkeste af os søstre. Du vil aldrig komme til at sige til dem, at du elsker dem. Det er forsent nu, Aida.
Jeg tager mors hånd, og mærker hvordan mine hår rejser sig. Hun er helt kold. Hendes smukke øjne er lukkede, og jeg vil aldrig se dem igen. Jeg giver hendes hånd en klem, siger at jeg elsker hende og giver hendes et kys på kinden.
Jeg går videre til far, og tårene løber ned af mine kinder. "Hvad skal jeg gøre nu far?" siger jeg skingert. Far var altid den jeg spurgte om råd, når jeg var ude på dybt vand og fortvivlet. Jeg hører intet svar fra ham. Det regner jeg nu heller ikke med. Jeg siger også til ham, at jeg elsker ham og giver ham et kys på kinden.
Jeg er nu nået til Luna. Jeg bevæger mig langsomt hen til hende. "Luna...må jeg ikke godt se dit smil. Jeg har brug for det. Det eneste, jeg beder dig om" får jeg sagt utydeligt. Snotten løber, og tårerene gør, at jeg intet kan se. "Jeg vil altid elske dig. Du var den bedste søster"
Jeg går lidt væk fra hende, og jeg går amok.
"I kan ikke bare forlade mig. I er jo forhelvede det eneste jeg har" skriger jeg. "Hvad vil i have jeg gør nu?" Jeg falder om på gulvet, og ligger der bare. Jeg ligger der i et stykke tid, og rejser mig udmattenede op. Jeg giver dem alle et sidste kys på kinden, og stopper op ved døren. Jeg kigger tilbage. Kaster et sidste blik og hvisker, at jeg altid vil elsker og savne dem. Døren lukker bag ved mig med et kraftigt slag. Jeg går bare væk fra alle.

                                                                _____________________________

 

En smuk begravelse. Mor, far og Luna lå alle i en hvid kiste. Cille sad ved siden af mig i kirken. Bag ved hele min familie. Jeg græd bare under hele begravelsen. det gjorde Cille også. Vi sad og holdt hinanden i hånden. Kisterne blev alle båret ud og sænket i jorden. "Af jord er du kommet, af jord skal du bliver, af jord skal du genopstå" sagde præsten til mor, derefter far og til sidst til Luna. Vi sang en sidste sang, og alle gik. Kun Cille og jeg blev der. "Hvad gør jeg Cille? Jeg kan ikke leve uden dem. Jeg er blevet forladt" tuedet jeg. "Jeg ville ønske jeg havde et svar" tudet hun tilbage. Sådan stod vi og holdt om hinanden, indtil vi sagde farvel. Vi gik med tunge skridt hen til mine bedsteforældre.
Nu kører vi så hjem til vores hus, hvor der vil være kage og kaffe til alle dem der havde deltaget. Mine mobil vibrerer og jeg kigger på skærmen. Det er Zayn. Han har haft ringet mindst 30 gange, og lagt 100 beskeder. Jeg vil ikke svare ham, og lige nu har jeg en masse andet at tænke på. 

Bilen kører op af indkørselen, med en masse andre biler i hælende. Vi stiger alle ud, og går indenfor. Folk kommer hen og giver mig et kram, og siger at de kondolerer. Det varmer meget i mig. Jeg finder kagen og kaffen, og sætter det på bordet. Vi tager alle noget, og sætter os alle om det lange borde. Der er en trykket stemning, men alligevel er det nu hyggeligt. Sådan sidder vi indtil, at det bliver aften, og de må alle sammen hjem.

 

_____________________________________________________________________________________________

Så er der endnu et kapitel. Stakkels Aida.                                                     (IKKE RETTET)
Håber i bliver ved med, at læse med.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...