Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
222Visninger

1. 6

Blurred

6

 

Cayland highschool var ligesom alle andre highschools. Gange fulde af umulige dovne teenagere, skabe der lugtede af sved og gamle skolebøger. En kantine fuld af dårlig mad, der var blevet købt på en eller anden fabrik flere kilometer væk. Et bibliotek som kun blev brugt hvis det var nødvendigt, eller af stræberne der stort set var der hele tiden. Trætte sure lærere der bare ventede på at komme væk fra skolen så snart klokken ringede ud. Jeg kiggede rundt for at få det hele med. Overalt rundt omkring mig var der larm, råb og skrig. Jeg blev skubbet til og fik mærkelige blikke i min retning. Men jeg kendte følelsen. Jeg havde prøvet det her før. Jeg var blevet vant til at være det sorte får, den som ingen vil prøve at kende, men stadig vil tale om. Jeg lukkede øjnene op. I et splitsekund, men langt nok til at få mit hjerte til at springe et par slag over, så jeg min elskede lillesøster Emma. Hun stod og vinkede til mig henne fra dørene. Og så var hun væk. Jeg tog mig til hovedet. Jeg havde fået en kvalmende fornemmelse i maven og havde mest lyst til at løbe skrigende ud af skolen og væk. Væk hvor ingen ville forstyrre min sorg, væk hvor jeg kunne finde en mening med det forbandede liv, der havde ændret sig på den lorte tur til Italien. Alle nattens lyde kom tilbage fra den aften. Det dårlige boybands nye sang i radioen og lydene af min families hverdagssnak. Motorcyklen kom helt ud af det blå. Ingen havde set eller hørt den. Den var der bare, dér i svinget hvor der ikke var noget hegn. Jeg lænede mig op ad skabene. Jeg var alene. Jeg boede hos min nye "familie", en af min mors veninder gennem hele livet. Men hun havde selv en søn at tænke på, så jeg var i vejen hele tiden. Ligemeget hvad jeg gjorde følte jeg mig fejlplaceret. Nogle aftener ville jeg ønske at jeg også var kommet videre til en lykkelig verden på den anden side. I stedet kom jeg i helvede. Et helvede der bare blev ved, dag efter dag, nat efter nat. Jeg var alene i denne verden. Jeg havde efterladt alt derhjemme. Jeg havde måtte startede på en frisk. Så nu var jeg venneløs, forældreløs og alene. 

"Så flyt dig dog!" Jeg blev revet ud af mit håbløse tankehelvede og kiggede overrasket op på en stor pumpet dreng. Jeg rettede min taske til over skulderen og gik i hurtigt tempo væk. Uden noget rigtigt mål. Da jeg nåede ud til en lang gang fuld af lokaler stoppede jeg. Hvor helvede var matematiklokalet!? Der stod en lille buttet pige med fregner og snakkede med en høj mager pige. 

"Undskyld, hvor ligger matematiklokalet?"

"Hey er du ny? Er velkommen hertil, er det ikke bare en fed skole bla bla bla." Hun plaprede løs uden at svare på mit spørgsmål.

"Vil du ikke bare sige hvor det er? Jeg er ikke i humør til andet."

"Ehm okay så.." Hun så forlegen og fornærmet ud. Men hey jeg havde ikke tænkt mig at få venner her, så hva faen? "Gå ned ad gangen og så til højre. Der er et skilt på døren." Og så vendte hun om og gik mod et lokale i den anden ende af gangen. Fedt, velkommen Victoria! Jeg fulgte hendes instrukser og fandt lokalet. Døren var allerede åben. Jeg gik ind og kiggede mig rundt. Det lignede ikke noget særligt. Der var et par plakater med forskellige formler og ligninger. Et par steder hang der opgaver eleverne selv havde lavet. Brune borde på lige rækker med matchende stole stod og fyldte hele lokalet. Oppe foran var der en tavle men dårligt udviskede beregninger. Trigonometri. Der stod et større bord foran så det gik jeg ud fra var lærens bord. Jeg kiggede rundt. Jeg fik et par blikke men ikke nogle der direkte sagde jeg hader dig allerede, selvom jeg ikke kender dig. Altid en god ting. 

"Find jeres pladser og find bøgerne frem. I har et minut!" En lærer der ikke finder sig i noget. "Og hvem er du så unge dame, og hvorfor er du ikke i gang med at finde din plads om jeg må spørge?" Han smed sin slidte mørkebrune taske på sit bord og kiggede mig direkte i ørerne. 

"Øhh undskyld sir, men jeg er ny her. Jeg skulle aflevere det her fra kontoret," jeg rakte ham et ark papir. Sikkert et bevis på at jeg havde fået lov til at gå her. 

"Ser man det. Stilhed!" der blev stille fem sekunder efter. "Det her er," han kiggede på pairerne, "Anna Victoria. Hun er ny her så tag godt imod hende. Her er nogle bøger, du skal slå op på side 69 opgave 14." Han kiggede på mig, for at se om jeg forstod det. Jeg nikkede. Jeg kiggede hen på den eneste ledige plads i lokalet. Jeg gik derhen. 

"Hej." En brunhåret dreng kiggede op på mig. Ja han gav mig endda elevatorblikket. Kæft en nar. Jeg nikkede til ham og slog op i bogen. 

"Er du stum eller sådan noget? Er hej virkelig så farligt?" 

"For helvede altså, kan du ikke bare tie stille?" Jeg opdagede at jeg havde sagt et lidt for højt så over halvdelen af klassen så forfærdet på mig. "Argg!" Jeg kiggede ned i bogen, rød i hovedet af irritation. Det gode var at ham drengen ikke sagde mere til mig. Ligesom resten af klassen.

Jeg havde fået skab nummer 135, hvilket var i midten af det hele. Tæt på kantinen og tæt på lokalerne. Da jeg havde lagt mine bøger i skabet smækkede jeg det hårdt i. Pigen ved siden af mig rykkede forskrækket lidt tilbage. Jeg stillede mig i kø i kantinen. 

"Hey er du ikke hende pigen der satte Mike på plads?" Jeg kiggede på drengen bag ved. Vær sød Vic!

"Hvis Mike er brunhåret og har matematik om morgenen så sikkert." Jeg trak på skuldrene. 

"Godt gjort. Jeg synes ærlig talt også han var røvirriterende." Jeg svarede ikke. Der var ikke noget spændende at sige.

"Folk har åbenbart ret om dig." Jeg sendte mig et anerkendende blik.

"Øh hvad?"

"Smuk, men farlig som ilden. Du er ikke den mest sociale person på jorden."

"Hvorfor skulle jeg dog lade som om jeg kan li folk, hvis de er nogle fjolser? Det jo latterligt?" Det blev min tur og jeg bestilte et æble. Og drengen var mig fulgte efter mig.

"Det har du selvfølgelig ret i, men du får hurtigt et dårligt ry. Du har ikke rigtig givet et godt førstehåndsindtryk." Han satte sig ved bordet ved siden af mig.

"Jeg kan jo ikke være venner med alle."

"Nej, men du kunne gøre et forsøg?"

"Hvorfor er det egentlig at du går så meget op i mine forhold med folk?"

"Jeg er interesseret. Alle de tøser der bare går efter alle de andre er til at brække sig over. Du er anderledes."

"Jamen tak?"

"Du vil bare ikke have nogle venner var?"

"Hvorfor skulle jeg? Mit liv er så fucket op, så hvorfor skulle jeg få mere der kunne fucke det endnu mere op? Det jo latterligt?"

"Så fucket op kan det da umuligt være? Der kan da ikke være sket noget ekstremt slemt, du jo kun 17?!" 

"Hold din kæft du ved ikke en skid! Skrid og lad mig være i fred!" Jeg kunne mærke mine øjne blive fyldt med tårer men jeg holdt dem inde. Jeg var færdig med at spilde min tid på gråd. 

"Undskyld men hvad har jeg gjort?" Han kiggede overrasket på mig. Jeg rystede på hovedet tog mine ting og skred. Jeg var ligeglad med hvad alle synes om mig. Jeg skulle bare væk. Et par sekunder efter hørte jeg det. Det ord jeg aldrig ville høre.

"Undskyld Victoria. Jeg ved hvor svært du har haft det, jeg ved hvad der skete."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...