Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
223Visninger

2. 5

Blurred

5

 

"Anna? Hvad er der galt"? Layla stod og kiggede ud på mig fra mit vindue. Jeg gad ikke engang rette hende. Hun havde den her sindssygt irriterende vane med at kalde mig Anna. Jeg hadede det navn. Jeg kiggede ud på byen igen. Jeg kunne høre at hun slog vinduet til siden og kravlede ud på mit tilflugtssted på taget. Hun satte sig ved siden af mig. 

"Hvad er der sket? Er der nogle der har gjort dig noget?" Hun var altid vildt paranoid. 

"Bare en idiot fra skolen. Folk tror at de kender mig, men de ved ikke en skid om mig! Alle vil hele tiden fortælle mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal, og det pisser mig af. Hvorfor skal alle være så fucking bedrevidende?!"

"Elskede Anna, er der en der har nævnt..." Hun kunne ikke sige det. Hun var selv skrøbelig og så troede hun at jeg ville bryde sammen hvis jeg hørte hende tale om det. Som om alle andre ikke gjorde det. 

"Nej, det var bare en idiot der ikke ved en skid og tror han kender mig." Jeg skuttede mig mod kulden i min trøje. Min mors trøje. Jeg kunne mærke tårerne og kunne ikke holde dem inde længere. De strømmede ned ad mine kinder og videre ned på min mors trøje som så mange gange før. Jeg lænede mig op ad Layla og hun omfavnede mig. 

"Jeg savner dem. Jeg ville ønske at jeg ville lade være med at tænke på dem, men det kan jeg ikke. Jeg vil ikke glemme dem, det ville være uacceptabelt. Men samtidigt knuser det mig hver gang jeg tænker på det hele." Jeg brød sammen i min egen gråd og vendte hovedet ind mod hendes bryst som en femårig pige. 

"Jeg ved det. Vi savner dem alle sammen. Og selvfølgelig kan du ikke glemme dem. Det ville ikke være rigtigt..." Jeg havde aldrig rigtig fortalt nogle om hvordan jeg følte. Ingen vidste heller ikke præcis hvad der skete. Ingen detaljer kun det politiet kunne gennemskue. Jeg havde bare bekræftet det hele. Ingen vidste præcis hvad vi lavede, hvad der skete i bilen og hvordan det føltes. Ingen undtagen mig. Jeg havde holdt det for mig selv, og havde aldrig fortalt det til nogen. Det var min hemmelighed, og min alene. Vi sad der, på taget af vores lille røde hus med de små vinduer og det gule hus og så solen gå ned. Så hvordan himlen forvandlede sig til varme farver inden det blev omsluttet af mørke og kulde. Jeg sad der stadig da Layla kom med en tallerken med mad, som jeg bare satte fra mig ved siden af mig. Det var mit sted. Det var her jeg altid sad og tænkte over tingene. Selv i regnvejr sad jeg herude og tænkte over det hele. Når det ikke regnede sad jeg herude og skrev i en lille bog, som kun jeg kendte. Hvis nogen læste den, ville mit liv være forfærdeligt. Jeg havde skrevet alle mine følelser ned, og hvis folk vidste hvordan jeg havde det, ville ingen behandle mig normalt. Alle ville have medlidenhed med mig og leve i fortiden. 

 

Jeg var ikke i skole de næste tre dage. Skolen forstod det selvfølgelig godt, for jeg havde det jo så dårligt og havde brug for tid. Alle eleverne fattede ikke en skid. Jeg havde bevidst bedt skolen om at holde ulykken hemmelig. Jeg ville ikke have at folk skulle leve i min fortid. Layla forstod det godt. Hun havde sagt at jeg bare skulle tage min tid. Layla var på arbejde fra 8-17 så jeg havde huset for mig selv indtil 15, da Alexander kom hjem fra skole. Laylas søn var 11, og var slet ikke påvirket af min families ulykke. Han havde kun mødt også til nogle enkelte fester og havde ikke det store personlige forhold til os. Han var jo også en dreng i starten af puberteten så han havde en masse andre ting at tænke over. Jeg havde på fornemmelsen at han var begyndt at kæreste lidt med en pige fra hans skole. Men han havde endnu ikke bekræftet noget, så jeg havde ikke fortalt noget til Layla. Hvorfor skulle jeg også blande mig i hans liv? Jeg åbnede skabet og fandt en salat frem og lagde det i en skal. Jeg tog dressingen inde fra køleskabet og hældte det over salaten. Jeg satte dressingen tilbage. Mit liv var på autopilot lige nu og jeg gjorde ikke noget specielt. Jeg hverken græd eller grinede. Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Men jeg røg med et sæt ud af min automode da det bankede på døren. Jeg rynkede panden og kiggede på uret. Klokken var lidt over et, så hvis der var nogen der kom kunne det kun være Alex. Men han ville aldrig banke på. Jeg satte skålen fra min og gik ud i entreen. Jeg kunne ane en silhuet gennem gardinet der stoppede udsynet fra glasdøren. Jeg ventede. Der blev stille i et øjeblik. Så bankede personen på igen. Det var en dreng, så meget kunne jeg se. Og han ville tydeligvis ikke gå. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren på klem. Mit hjerte sank. Udenfor stod idioten fra kantinen. 

"Hvad fanden laver du her?" Jeg kiggede vredt på ham. 

"Hej Anna Victoria, må jeg komme indenfor?" 

"Victoria. Hvor kender du min adresse fra?"

"Nettet."

"Har du googlet mig!?"

"Nej skoleintra. Der er en liste over alle elever og deres adresse." Han smilede kækt til mig. 

"Kæft en lorte ide."

"Så, må jeg komme ind?" 

"Du skrider jo ikke." Jeg skubbede døren op med foden og gik ind og satte mig i køkkenet. Han fulgte efter, og lukkede døren efter sig. Han tog også skoene af. 

"Hvad vil du?" Han kiggede rundt før han svarede. Han nikkede anerkendende.

"Jeg havde en fri time. Og så blev du ret sur på mig sidste gang. Det at du blev væk i flere dage, gjorde at jeg fik dårlig samvittighed." Hvor sødt. Som om det virkede.

"Har du virkelig ikke andet at lave en at stalke piger der er fuldstændig ligeglad med dig?"

"Søde ord. Derfor du er speciel."

"Fordi at jeg svarer igen? Fordi at jeg er fuldstændig uhøflig? Åh ja, sikke et fantastisk menneske jeg er!" Jeg slog ud med armene og dumpede ned i sofaen. Idioten fulgte selvfølgelig efter. 

"Jeg har aldrig rigtig sagt mit navn. Jeg hedder Jackson Parker. Jeg bor faktisk kun 10 min. væk."

"Fedt og hvorfor skulle jeg vide det?"

 "Til senere når du vil spørge efter mig," han blinkede kæft med venstre øje.

"Jaja, tro på det." 

"Victoria, må jeg spørge dig om noget?" Han satte sig ved siden af mig på sofaen.

"Nej jeg vil ikke på date med dig Parker. Glem det."

"Haha sjovt. Nej helt seriøst?"

"Hvad vil du gerne vide?"

"Hvorfor du ikke har fortalt nogen om ulykken?" 

Han sagde det ligeud, som om han live havde spurgt om vejret. Og jeg sad bare og stirrede på ham. Lydene, billederne, det hele kom tilbage. Jeg kiggede ned i bordet og kunne mærke tårerne blive presset frem. Jeg gik fra sårbar til aggressiv. 

 "Hvordan fanden ved du det?! Nå nej selvfølgelig. Du har jo stalket mig og fundet ud af alt om mig. Hvis du er så pisse klog, hvorfor fuck spørger du så? Løb din computer tør for strøm?!" Jackson så fuldstændig paf ud. Han kunne godt se at han havde overtrådt en grænse. 

"Victoria, jeg er ked af det. Det var ikke meningen... Jeg... Undskyld jeg skal nok gå nu. Håber at du kan tilgive mig. Undskyld." Han samlede sin jakke op fra sofaen, og gik ud af døren. Jeg mærkede godt hans triste blik, der stirrede på mig inden han gik ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...