Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
225Visninger

3. 4

Blurred

4

 

Jeg havde en kæmpe knude i maven. Min hemmelighed var blevet opdaget, min fortid indhentede mig. Fuck, fuck, fuck fuck! Mit liv var fuldstændig ødelagt. Jeg ville ikke være hende den forældreløse pige, alle bare havde ondt af, men var bange for at hun brød sammen hvert sekund. Hvorfor fuck havde idioten Jackson Parker ikke bare været ligeglad med mig. "Nej Vic, tag dig sammen. Han har ikke sagt det til nogen endnu. Lad som ingenting. Få dig en veninde. Lev livet og glem alt til Parker." Jeg tog en dyb indånding. Hvis jeg fik en veninde og opførte mig normalt, ville Parker måske ikke været interesseret? "Genialt!" 

"Hvad er genialt? Gider du ikke lige hjælpe med poserne?" Layla var kommet hjem, og hun havde hørt det sidste. 

"Jo da selvfølgelig." Jeg tog en af poserne og begyndte at pakke ud på køkkenbordet. 

"Hva så, vil du svare?" Hun stillede posen fra sig, og kiggede på mig. 

"Det bare. Hvis du havde en stalker, der kunne lide dig fordi du var anderledes og var ligeglade med alle, tror du så det ville hjælpe hvis du blev normal og gik venner?" Det røg bare ud, kunne ikke gøre for det. 

"Uhh er du så populær i skolen, at drengene allerede følger efter dig?" Hun kiggede drillende til mig. Vores forhold har altid været meget venindeagtigt. 

"Meget sjovt, men usandsynligt. Der er denne dreng og han ved alt om mig. Også om..." Jeg behøvede ikke at sige det, hun fangede den. "Og så tænkte jeg bare at hvis jeg fik en veninde ville han ikke synes jeg var noget mere? Du ved, bare en normal teen."

"Du kunne jo prøve. Og en veninde er altså heller ikke slemt. Bare smil og vær positiv."

"Nemmere sagt end gjort. Men der må da være en jeg ikke har skræmt væk?"

"Selvfølgelig. Så du skal i skole i morgen?"

"Ja det er planen. Skal jeg hjælpe med andet?" 

"Nej det fint, men ryd op på dit værelse. Det kunne det godt trænge til."

Det var faktisk ikke helt så akavet at komme tilbage. Folk kiggede på mig ekstremt meget, men det var ikke så slemt. Der var også kommet en ny dreng på footballholdet, som alle pigerne snakkede om. Layla havde sikkert snakket med skolen, for ingen af lærerne spurgte hvor jeg havde været henne. Jeg havde besluttet mig for at få en veninde. En helt normal teenager, der kunne beskytte mig mod Jackson. Jeg kiggede rundt. Alle pigerne gik rundt sammen, og jeg skulle ligesom kun have en veninde ik? Jeg kiggede rundt. Oggg fuck mit liv. Parker kom gående fra den anden side af hallen. Panik. Jeg kiggede rundt. Jeg styrtede ind i kantinen, og fandt et bord. Alene selvfølgelig, men intet nyt i det. 

"Hej, Du er Victoria ikke?" Jeg vendte mig om og kiggede ind i nogle store blå øjne. Lyst hår. Jep, en klassisk teen. Hun havde godt nok alt for meget sort makeup rundt om øjnene, og gik i meget visende tøj. Man kunne se alle formerne og hele hendes bh. Igennem hendes tøj altså.

"Hej. Og hvor kender du mit navn fra?" Jeg prøvede virkelig ikke bare at vende ryggen til. 

"Lærerne siger jo alle navnene i starten af timerne... Må jeg sidde ned?"

"Ja da!" Parker var kommet ind, som i sikkert havde gættet. 

"Du virker meget glad. Jeg mener alle siger at du er vildt sur, og ikke til at komme i nærheden af. Altså ikke for noget." 

"Nej da! Fint nok, folk har sikkert ret. Jeg er ikke den venligste på jorden. Som du sikkert ved."

"Jeg synes faktisk ikke at du er lige så slem som de andre siger."

"Du behøver ikke at lyve. Det fint nok."

"Nej jeg kan faktisk godt lide dig. Også selvom du kun kigger på ham drengen med den blå skjorte. Har du et crush eller noget?" 

"Hvad? Nej da! Jeg.. Kan slet ikke lide ham." Jeg vendte ryggen til Parker og kiggede på pigen. "Hvad hedder du?" 

"Samantha N'hoel."

"Pænt navn." Jeg skruede helt op for smilet. 

"Hej Samantha. Victoria." Hvad fanden i helvede lavede Parker her?!

"Hej Jackson, hvad så?" Det bare løgn. Kendte Samantha og Parker hinanden? Jeg kunne mærke mine skuldre falde sammen. 

"Fint nok. Hvad laver i?" 

"Når ja det vil du jo gerne vide. Er du sikker på at du ikke allerede ved det?" Jeg surmulede og var barnlig. 

"Samantha, må jeg godt snakkede med Victoria alene?"

"Ja da. Ses."

"Fedt, nu ødelægger du også mine venskaber!"

"Hun er ikke nogen god veninde. Tro mig."

"Hvorfor fanden er det du hele tiden skal blande dig?!"

"Jeg vil bare hjælpe. Samantha er lost. Og væk på stoffer før du aner det."

"Og hvad nu hvis det er sådan jeg vil have det? Folk behøver ikke være perfekte, men du har selvfølgelig en mening om det."

"Victoria jeg prøver bare at hjælpe. Du kommer ud hvor du ikke kan bunde."

"Skrid lige, gider ud? Jeg er ikke i humør til at blive hjulpet. Især ikke af dig." Jeg rejste mig op og gik min vej. Jeg prøvede at finde Samantha. Ja hun lignede måske lidt en punk eller en dulle med alt for meget makeup, men hallo! Så slem kunne hun da ikke være?"

"Victoria!" Jeg kiggede rundt. Samantha sad foran skolen på trappen. Hun havde en cigaret i munden. "Kom dog herover!" Jeg gik derover. 

"Du må da ikke ryge på skolen?" 

"Fint nok. Så lad os da gå." Hun rejste sig, og gik over på den anden side af vejen foran skolen. Hun satte sig på en bænk. "Så nu er vi ikke længere på skolen. Hva så ska du ha en?" 

"Nej tak. Jeg ryger ikke." 

"Nå okay." Hun tog et sug mere af cigaretten. "Jeg holder fest på fredag. Kl. 22. Kommer du med?" 

"Jeg ved ikke rigtig. Jeg er ikke i festhumør." 

"Kom nu! Det var det jeg kunne lide ved dig. Du var ligeglad med folk og sagde hvad du ville. Hvor er den Victoria henne?"

"Jeg ved det ikke. Jeg er bare irriteret på Jackson." 

"Den nar! Blander sig i alt. Glem ham."

"Tak, men jeg beslutter det selv. Jeg ved ik... Nej bare glem det. Jeg må løbe. Hej!" Jeg vinkede til hende og vendte om. Hun nikkede med hovedet og tog endnu et sug. Jackson irriterede mig virkelig. Men samtidig blev jeg også glad for at se ham. Fucking lorte hormoner! Men hvad nu hvis det Jackson havde sagt var sandt? Hvis Samantha virkelig var helt væk på grund af stoffer. Jeg mener det overraskede mig faktisk ikke. Men det at Jackson hele tiden skulle blande sig var noget lort. Jeg måtte virkelig snakke med ham i morgen. Jeg er ikke typen der venter med at spørge fordi jeg er genert. Hvis jeg vil sige noget siger jeg det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...