Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
226Visninger

4. 3

 

3

 

Lige fra da jeg vågnede om morgenen vil jeg gik i skole var jeg ved at dø af nervøsitet. Jeg havde kørt samtalen med Jackson igennem hundrede gange, men havde stadig ikke besluttet mig for hvordan jeg skulle sige det. Min hjerne kørte non stop, så jeg havde sovet af røv til. Og det kunne åbenbart mærkes.

"Hvorfor er du så stresset?" Layla var der som altid til at bakke mig op.

"Kan du huske da jeg fortalte om han drengen der fulgte efter mig?"

"Ehm ja. Victoria er du okay?" Hun satte sig ned ved siden af mig ved bordet med et bekymret udtryk i ansigtet. 

"Ja jeg er okay. Eller, Jackson ved det med mine forældre. Og han vil hele tiden tale med mig og beskytte mig. Og jeg aner ikke hvad fanden jeg skal gøre!" Jeg kunne mærke tårerne presse sig frem i mine øjne. 

"Victoria dog." Layla lagde sine arme omkring mig. "Hvis du skal være ærlig. Hvad er du så mest skræmt over. At han ved det om dine forældre eller at han bliver ved med at passe på dig?"

"Det ved jeg ikke. Begge dele måske? Jeg har altid lukket mig for andre og nu er Jackson pludselig kommet indenfor. Og det skræmmer mig. Det er som om at han kender mig, uden at jeg har fortalt ham noget." Nu begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder.

"Sødeste dog... Snak med ham. Fortæl ham hvordan du har det og sørg for at han forstår dig. Det virker jo ikke som om at han vil dig noget ondt, jeg tror godt at han bare vil hjælpe dig. Måske betyder du mere for ham end nu tror?"

"What? Mener du at han kan lide mig? Det er jo sygt, vi har kun vidst hvem hinanden var i nogle dage. Det jo absurd!"

"Jeg siger bare at du måske skal overveje det. Han virker virkelig sød." Hun rejste sig op og kiggede på mig. "Lov mig at snakke med ham i dag. Efter skole så i har god tid. Okay?"

"Tak Layla. Det skal jeg nok. Jeg går ovenpå og gør mig klar." Jeg gik ovenpå uden flere ord. Jeg gjorde mig klar helt fra starten. Igen. Min makeup var ødelagt, min trøje havde mascara pletter og mit hår var lort. Kort sagt, jeg kom for sent. 

Da jeg kom midt i 2. time stoppede jeg op uden for skolen. Jeg kunne huske tilbage, til dengang i 6. klasse. Jeg var en af de populære. Der gik ikke en weekend hvor jeg ikke var sammen med nogle, og havde altid flere beskeder på min telefon. Men det var slut nu. Jeg havde ingen venner længere. Jeg havde forladt alle dem i Texas, og her havde jeg kun Samantha. Som ikke lige var min ideelle bedsteveninde. Det hele var noget lort. Jeg var blevet taberen, som alle så, men ingen snakkede til. Jeg gik rundt omkring skolen, indtil den næste time startede. Samantha var sad på bagerste række og Parker sad på 1. Jeg satte mig i midten. Jeg var ikke i humør til at snakke med nogen. Jeg smilede dog til Samantha bare for at vise hende at det ikke var hende. Jeg kiggede overhovedet ikke på Parker. Jeg sad faktisk i mine egne tanker, og tænkte på alt andet end vores lærer sagde. Altså lige indtil en eller anden pige som jeg i det øjeblik ikke kunne lide prikkede mig på skulderen. 

"Hvad!?" 

"Ro på. Er du ven med Samantha?"

Øh jeg er sammen med hende nogle gange..."

"Tror du at du ville kunne skaffe mig nogle billetter til hendes fest? Har hørt at der er fuldstændig udsolgt" 

"Det tror jeg ikke snak med Samantha."

"Ej come on! Vil du ik nok? Jeg har lovet mine veninder at tage dem med!"

"Ved du hvad? Luk røven og gør dit eget arbejde."

Jeg kiggede op på tavlen igen og fokuserede på nogle af de ligegyldige plakater på væggen. Jeg hørte godt at pigen ved siden af mumlede et eller andet, men jeg var ligeglad. Fuck hende altså, jeg gad sgu ik gøre noget for hende.

 

Da timerne var stoppet var det eneste jeg havde i tankerne Jackson Parker. Jeg kiggede hele tiden efter ham og hver gang jeg ikke så ham var jeg bange for at han var gået hjem. Men nej heldigvis havde han ikke nået det. Han stod under et træ og fumlede med nogle headsets. Jeg gik diskret over til ham. Han kiggede på mig da jeg var et par meter fra ham. 

"Må jeg ikke stå under dette træ eller er jeg for tæt på dig?" Han kiggede bebrejdende på mig. Og jeg forstod ham godt. Jeg havde været fuldstændig urimelig over for ham. 

"Undskyld Jackson. Jeg ved jeg har været en bitch."

"Hey what! Sagde du lige undskyld?" Han lagde sine headsets i sin jakkelomme. 

"Meget morsomt. Jeg skal tale med dig." Jeg kiggede han direkte i øjnene. Jeg kunne se at han var overrasket. Og det forstod jeg 100%. 

"Jamen okay. Hvad vil du tale om?"

"Ikke her. Et sted hvor vi ikke kan forstyrres. Et sted hvor vi er alene." Jeg ved godt at det kunne misforstås fuldstændig men altså hvad fuck skulle jeg ellers gøre?! Jeg sendte ham et blik der gjorde at han ikke misforstod dette.

"Okay lad mig se. Jeg kender et sted 3 minutter herfra. Skal vi gå derhen?"

"Lad os bare det. Har ikke andre forslag." 

Turen derhen var tung, kedelig og akavet. Han tænkte sikkert på hvor mærkeligt det her var og jeg kæmpede en indvendig kamp om hvordan jeg skulle sige det hele. Og hvad jeg skulle sige. Han førte mig hen til en lille park. Jeg havde aldrig lagt mærke til den før. Men Jackson kendte den. Og han kendte vejen til en lille lysning med en bænk skjult for omverdenen. Der kunne ingen forstyrre os. Det var perfekt. Han satte sig på bænken og kiggede på mig. Hans brune hår bevægede sig stille i vinden. Jeg satte mig på bænken et stykke fra ham. 

"Jackson det er meget vigtigt at du hører efter nu og ikke afbryder."

"Ja okay men hvad handler det her om?"

"Dig. Og mig." 

"Fortsæt."

"Du er den eneste der kender til det med mine forældre. Den eneste der ved at de ikke er her mere og hvordan det skete. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, kun hvis det var nødvendigt. Men nu ved du det, og det har jeg det forfærdeligt med. Jeg flyttede hertil så jeg kunne flygte fra de bebrejdende blikke. Og det at ud ved det gør mig bange."

"Bare rolig." Han tog min hånd. Jeg kiggede skræmt og mærkeligt på vores hænder, men flyttede den ikke. Det var rart at have noget at støtte sig til.

"Jeg har ikke sagt det til nogen. Er det det du tror?"

"Jeg frygtede det."

"Victoria det ville jeg aldrig gøre. Medmindre du bad mig om det."

"Aldrig."

"Okay. Men var det det du ville tale med mig om?" 

"Ikke kun det. Hvorfor blander du dig mit liv?"

"Øhh? Jeg forstår ikke lige det du siger?"

"Hvorfor følger du efter mig, hvorfor  siger du hvad jeg skal og ikke skal?" 

"Du har brug for hjælp-"

"-Stop please! Du skal ikke tale til mig som en teenager ude af kontrol der bare skal trøstes! Jeg kan klare mig selv!" Jeg trak min hånd til mig.

"Du misforstår mig. Jeg er bekymret på dine vegne. Ikke kun på grund af det med dine forældre, men også angående Samantha. Hun er ude af kontrol. Hun er fucked hvis jeg må sige det ligeud. Hun tager stoffer, fester og skifter seng hele tiden hvis du forstår?" Jeg nikkede.

"Men du skal stadig ikke blande dig. Det driver mig til vanvid at du hele tiden skal sige hvad jeg skal og ikke skal. Lad mig køre mig eget spil."

"Er det virkelig sådan du gerne vil have det?"

"Ja."

"Så okay. Jeg stopper med at sige hvad du skal jeg vil kun give dig råd." Jeg trak på skulderen. Det var bedre end at blive stalket.

"Fortæl om dine forældre." 

"Hvad?" Jeg kiggede overrasket på ham. 

"Har du nogensinde snakket med nogen om det?"

"Layla, hende jeg bor hos."

"Men ikke andre?" Jeg rystede på hovedet.

"Vær sød at fortæl mig det. Jeg lytter og vil ikke afbryde. Ingen vil høre det fra mig. Du har brug for at komme ud med det hele." Han havde ret. Og jeg var ikke i stand til at sige nej. Jeg havde brug for at snakke med nogen om det. Og af en eller anden grund var han god at snakke med. Så jeg fortalte ham det hele. Hvordan jeg følte, hvad der skete og alt det lort jeg var træt af. Da jeg var færdig var jeg færdig. Tårer løb ned ad mine kinder og jeg rystede over det hele. Jackson kiggede på mig. 

"Tak." Han lagde sine arme om mig. Det var længe siden en havde givet mit et kram. Jeg lukkede øjnene og nød det. Efter noget løsnede han sine arme om mig, men de stoppede på mine skuldre. Jeg kiggede op på ham. Så gjorde han noget jeg aldrig havde set komme. Han lukkede sine øjne og sænkede sit ansigt mod mit. Hans læber mødte mine et sekund efter. Han kyssede mig, stille og roligt intet pres. Efter nogle sekunder løsrev jeg mig med et sæt. 

"Hvad fuck laver du?!" 

"Undskyld jeg..." 

"Nej! Du skal aldrig tale til mig igen!" Jeg tog min taske med mig og gik væk. Jeg efterlod ham alene på bænken. 

Jeg gik direkte hjem. Hvad fanden skulle jeg ellers gøre? Jeg smækkede døren og gik ovenpå. Layla sagde et eller andet til mig, men jeg registrede det ikke. Jeg smed mig på sengen med hovedet mod en pude. Hvorfor har jeg altid oddsene i mod mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...