Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
221Visninger

5. 2

Blurred

2

 

Jeg havde ikke talt med Layla da jeg vågnede næste morgen. Og det ville jeg heller ikke. Hvad fuck skulle jeg sige? At den idiot havde kysset mig? Det var sandheden men nej, det skulle fandeme ikke ud! Den idiot troede selvfølgelig at han havde følelser for mig. Den jeg vidste bedre. Han havde medfølelse med mig, han ville trøste mig og derfor tror han at han har nogle følelser. Men det er ikke sandheden. Jeg har prøvet det alt for mange gange og jeg er blevet såret hver eneste fucking gang. Alle drenge er ens, de vil bare i bukserne på en. Og jeg ved at det aldrig vil ændre sig. Jeg vil altid være pigen uden forældre, hende der sikkert er nem at score fordi jeg ikke har nogen anden at elske. Men nej. Jeg har lært af dette lort, og har udelukket kærligheden som en mulighed. Alle andre normale piger ville sikkert allerede være i gang med at kontakte alle sine veninder og fortælle dem hvad der var sket. Men her var der så to problemer. Normale piger har ikke mistet hele sin familie og jeg havde ikke nogen veninder. Så fuck lortet. Jeg havde faktisk ikke sagt et ord til nogen siden jeg kom hjem i går. Layla respektere at jeg ville være alene, og jeg havde ikke selv gjort noget for at være social. Men jeg gik i skole. Jeg ville ikke virke svag overfor Jackson, han skulle se mig, men ikke komme i kontakt med mig. Jeg havde hele aftenen siddet og tænkt over hvad jeg skulle gøre. For selvom Jackson var en idiot og jeg hadede ham lige nu, følte jeg alligevel noget da jeg så ham i skolen. Og nej, det var ikke vrede eller had. Det var en svag fornemmelse, en varm følelse. Og jeg begyndte fucking at smile! Foran alle på hele gangen, selvom der sikkert ikke var nogen der så det. Men Jackson så det. Og han smilede igen. Hvor jeg dog hader den dreng. Han bliver ved med at se det bedste i mig, når det eneste jeg gerne vil er at komme væk. Det er en af de andre ting jeg også har tænkt over. Hvordan jeg har det. Jeg hader dette lorte liv, hader at dagene bare smelter sammen og man kun tænker på hvad der skal ske i weekenden i stedet for hvad man skal gøre nu. Jeg har mistet glæden ved at stå op om morgenen. Altså, ikke at jeg nogen sinde har haft sådan en glæde siden min familie døde, men altså. Jeg have bare bemærket at jeg var mere trist og ikke kunne finde en glæde ved noget at det jeg plejede at elske.

Et stykke tid efter min familie døde havde jeg løbet nærmest hverdag. Jeg følte at det var befriende at løbe uden at nogen stoppede dig, bare at blive ved og ved. Men nu var jeg for doven til det. Jeg kedede mig hvis jeg prøvede og glædede mig sådan set bare til at komme indenfor i min seng igen. Hvis jeg skulle nævne noget der gjorde mig glad nu, ville jeg være blank. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle lave eller gøre. Dagene smeltede sig bare sammen og jeg havde mistet min glæde. Og det havde mine lærere også bemærket. Mr. Fiew bad mig om at blive efter timen. 

"Jeg har ikke gjort noget." Det var sandt.

"Det har jeg ikke sagt. Men jeg har lagt mærke til at du ikke er dig selv. Du er altid sur og ked af det. Er der sket noget, jeg bør vide?"

"Hvis du har glemt det så er hele min familie døde. Det er sgu da klart, at jeg ikke er glad for helvede!"

"Jeg har bare lagt mærke til at du er gået meget ind i dig selv på det seneste. Selvfølgelig forstår jeg at du er trist, men du er bare blevet mere indelukket på det seneste. "

"Det er nok det dummeste jeg længe har hørt. Fedt, at man ikke kan være ked af det fordi ens familie er væk. Gider du godt lukke røven og lade være med at blande dig?" Jeg satte et stort smil på, så stort at selv en idiot kunne se at det var falsk. "Fortsat god dag." Og så skred jeg. Jeg gik væk fra skolen, jeg gik bare indtil jeg bukkede under af gråd. Det var sandt at jeg var blevet mere ulykkelig på det seneste, men det var ikke kun på grund af alt det lort med mine forældre det var også på grund af alt det med Jackson.. Jeg var bange for, at jeg var begyndt at få følelser for ham, da jeg havde lovet mig selv ikke at elske nogen efter ulykken. Og jeg kunne mærke at jeg var ved at bryde mit løfte. Det lød måske fjollet for dig, men det er fordi du ikke har været i samme situation som jeg er i. Det hele er noget lort, alt er imod mig og intet kører for mig. Min hjerne og mit hjerte vil ikke samarbejde. Jeg ved godt at jeg burde bekymre mig om noget andet som fx alle de lektier og afleveringer som jeg skal lave, eller at det om 2 måneder er årsbal og jeg ikke engang har fundet en kjole. Normale teenage problemer. Ikke sådan nogle mærkelige deprimerede problemer. Jeg ved i sikkert har tænkt på det. Hvorfor går pigen dog ikke til psykolog så det hele bliver godt? Haha tro på det. Jeg har prøvet, og det hjælper ikke en skid. Derfor varede det kun et par måneder for jeg kunne simpelthen ikke klare det. Jeg hadede at snakke om følelser og så var der en eller anden fremmed der bare gerne ville vide alt det lort der var sket, så det blev for meget. Jeg begyndte bare at give alle ret og så efterhånden fik jeg lov til at stoppe. Selvfølgelig skal jeg stadig til nogle tjek en gang i mellem, men der spiller jeg bare videre. Ingen skal se hvordan jeg har det, ingen skal kende den rigtige mig. Det er også en af grundene til at jeg har så svært ved at lukke folk ind. Jeg er konstant bange for at de finder ud af hvordan jeg virkelig har det og så begynder at prøve og hjælpe. Der er bare et problem der: Det hjælper aldrig. Derfor spiller jeg bare et spil, som bare gælder om at komme igennem. Ingen glæde, åbenbart kun problemer. Min mobil ringede. Samantha. 

"Hey."

"Hej Vic, kommer du i morgen?"

"I morgen?"

"Øhh min fest? Har du glemt det allerede?" 

"Undskyld har haft så meget andet... Kan jeg ikke skrive til dig her om 10, og så give dig et svar? Skal lige spørge Layla om noget." Løgn, selvfølgelig skulle jeg ikke spørge Layla om noget som helst. Hvis jeg ville noget, gjorde jeg det bare.

"Ok, fedt. Håber lidt på det er et ja?" 

"Jeg kigger på det. Skriver til dog om lidt."

"Super, så ses vi!"

"Jep, ses."

Sandheden var at jeg ikke gad. Men på den anden side, hvad fuck skulle jeg ellers lave? Jeg havde læst på nettet at mange unge drukner deres problemer i alkohol, og nogle mener faktisk at det virker. Nu når jeg ikke var den bedste til at drikke, fordi jeg aldrig kom ud til fester osv., tænkte jeg at jeg lige så godt kunne prøve det. Hvad kunne der ske ved det? Ja okay, jeg kunne blive fucking stiv og rode mig ud i alt muligt lort, men hey. Jeg havde jo allerede et fucked up liv, så hvorfor ik? Jeg tog min mobil frem og fandt Samanthas nummer. Kommer i morgen, hvad tid? Der gik kun et øjeblik. Fedt alle tiders! Kl. 22, du kender adressen. Jeg slukkede mobilen og smed mig på sengen. Normale teens ville sikkert glæde sig. Bare ikke mig. Jeg havde fået en ligeglad holdning til alting, undtagen lige til mine følelser. Af en eller anden røv nedern grund, kan jeg ikke være ligeglad omkring det. Det bliver ved med at irritere mig, og jeg får stress. Følelser kan du jo ikke løbe fra. Det er noget andet end en dum veninde. Dem skrider man jo bare fra. Følelser, de er jo ligesom en del af en selv, de forsvinder ikke. Men alkohol kan hjælpe. Det lukker af for alle de ting man bekymrer sig om, man bliver endnu mere ligeglad med alt. Og jeg håber virkelig at det kan være en løsning af mit problem. At jeg får det normalt, bare èn dag.

Jeg kan være en idiot nogle gange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...