Blurred

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2015
  • Status: Færdig
Anna Victoria er 16 år og har på meget kort tid, mistet alt for meget. Hun er alene, skrøbelig og ensom og har konstant oddsene imod hende. Men der er mange måder at ændre hendes situation. Vælger hun rigtigt?

0Likes
0Kommentarer
224Visninger

6. 1

Blurred

 

1

 

Jeg vågnede lidt i 10. Det var fredag og jeg skulle egentlig i skole. Men jeg havde bare ikke overskuddet til at tage af sted. Jeg skulle jo alligevel se alle de der idioter i aften, så det måtte vel være nok. Jeg var 100% sikker på at jeg var alt for langt bagud. Men det bekymrede mig ikke rigtig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville bruge resten af mit liv på, eller om jeg ville have resten af mit liv. Den tanke var begyndt at komme oftere og oftere. Især i de sidste dage. Mit liv var fucked op, jeg havde mistet hele min familie. I hvert fald den familie der faktisk betød noget for mig. Layla var bare en statist i mit liv. Mine forældre havde været centrum. Dem jeg altid gik til, hvis der bare var det mindste problem i min hverdag. Jeg havde ingen at gå til nu. Det hele var så fucked op at jeg ikke længere vidste hvad jeg græd over. Det var kaos i helvede. Og sikkert også sådan jeg ville have det. Jeg ville ikke kunne nyde at være glad, for så følte jeg bare skyld over at smile efter ulykken når jeg burde være ulykkelig. Men jeg ville heller ikke være ulykkelig. Jeg ville faktisk slet ikke noget. Jeg følte hverken glæde eller ulykke af at tænke over hvordan jeg egentlig havde det. For jeg var ikke en af de ting. Jeg var et sted i midten, i en boble af ligegyldighed og opgivenhed. Nok den værste tilstand som nemt førte til forhastede beslutninger, der kunne vende op på det hele hvert øjeblik. Jeg snakkede selvfølgelig om selvmord. Det var en af de ligegyldige ting jeg havde lært hos psykolog. Min psykolog mindede mig altid om at selvmord var en skråplan og ikke en endelig mulighed og at dem der mislykkedes i forsøget eller blev "reddet", fortrød deres handling osv... Men jeg var ligeglad med hvad hun mente. Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at føle som jeg gjorde lige efter ulykken. Alle har ligesom deres forskellige perioder, og jeg var gået fra ulykkelig til på nippet til at tage mit liv, videre til ligeglad og nu var jeg så tilbage i en blanding af de to første. Og det hele var noget lort. 

Jeg besluttede mig for at droppe tårerne og lave noget normalt. Jeg manglede noget tøj til i aften. Jeg ville gøre noget ud af det. Prøve at være normal for en gangs skyld. Så jeg tog bussen til det nærmeste center. Men jeg blev kun bekræftet i en ting: At jeg ikke var normal og at det at shoppe var røv sygt. Så jeg valgte bare en sort kjole med v-hals der måske var lidt for kort og købte nogle matchende sko. Hurtigt og enkelt. Det måtte være fint. Jeg var hjemme omkring 14. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle lave. Der var stadig 8 timer til at festen begyndte. Hvorfor havde man dog så meget tid? Jeg fandt min mobil frem og tændte den. Havde ikke haft overskud til at blive forstyrret med at mulige ligegyldige beskeder. Og selvfølgelig begyndte min mobil straks at brumme og bippe og fortælle mig at jeg havde et par beskeder. Beskeder, som jeg for det meste ikke ville læse. Jeg tjekkede dem hurtigt og svarede på Samanthas spørgsmål om hvorfor jeg ikke var i skole. Hun var nervøs for om jeg ikke kom til festen. Og jeg svarede bare kort og kedeligt, at det var fordi jeg ikke havde overskuddet, men at jeg nok skulle komme. Jeg satte den på lydløs og gik ned i stuen for at se om jeg kunne slå tiden ihjel dernede. 

Da klokken var lidt over 20 begyndte jeg at gøre mig klar. Jeg tog tøjet på, redte mit hår igennem og tog noget makeup på, lidt mere end normalt men ikke meget. Jeg gad ikke gøre mere ud af mit hår, det sad af sig selv. Da klokken blev halv 10 tog jeg af sted.  

Samantha boede lidt ude af byen ved siden af en stor trafikeret vej i et stort hus. Og man kunne allerede høre musikken ude fra vejen. Området var fyldt med fulde unge der havde The Time Of Their Life. Jeg følte mig mest som det sorte hår i flokken. Partykilleren der bare stod i et hjørne og betragtede folk. Men næ nej, det måtte jeg ikke være for længe. Samantha fandt mig hurtigt, hun var allerede godt fuld. Hun slæbte mig hen til bordet med alkohol og gav mig den største øl. Vi skålede og flere af hendes venner sluttede sig til. Jeg fandt ud af at det med alkohol var delvist sandt og delvist falsk. Jeg tænkte ikke på alle de problemer jeg havde, altså ikke før jeg blev præsenteret for et. Klokken var nok omkring 11-12 da jeg så Jackson. Og jeg kunne med det samme mærke en kæmpe klump i halsen. Han kiggede direkte på mig. Det var som et slag i hovedet, og med det samme fortrød jeg alt det alkohol som jeg havde fået. Jeg begyndte også stille og roligt at se sløret. Jeg begyndte at mase mig igennem mængden og prøvede at undgå Jackson, men idioten fulgte selvfølgelig efter mig. Jeg stoppede op da jeg kom ovenpå, og ind i et tomt værelse. Jeg satte mit i det samme i en stol i hjørnet og begyndte at græde. Alkoholen havde bare forstærket de følelser jeg havde, og ikke fjernet dem. Og nu da jeg så Jackson blev jeg mindet om hvor forfærdeligt jeg havde det. Og jeg kunne bare ikke stoppe følelserne igen. De strømmede igennem mig, stærkere end nogensinde før. Og da Jackson kom ind i rummet stoppede de ikke. Han stod bare der i døråbningen og betragtede mig. Han sagde intet, gjorde intet. 

"Så sig dog for helvede noget!" Jeg kiggede ham direkte i øjnene

"Hvad skulle jeg sige", sagde han overrasket.

"Hvad med undskyld? Se hvad du har gjort ved mig, jeg er en millimeter fra at bryde sammen og du gør ikke en skid!"

"Anna Victoria, jeg har ligesom prøvet at hjælpe, men du tog ikke imod min hjælp. Jeg kan ikke køre mere." 

"Man kan sgu da for helvede altid gøre mere! Min far sagde altid..." Jeg stoppede mig selv og brød sammen i tårer. "Jeg tror vist ikke kun det er mig der er dit problem? Anna Victoria du er fuld, lad mig hjælpe dig hjem. Så kan vi snakke om det i morgen, når du er ædru." 

"Ved du hvad? Nej! Jeg gider slet ikke have noget med dig at gøre. Skrid ud af mit liv og lad mig være!" Jeg rejste mig op og væltede næsten igen. Jeg nåede heldigvis at gribe fat i stolen og trække mig op. Så styrtede jeg mig ud af døren og ned af trappen. Jeg maste mig igennem menneskemængden og udenfor. Den kolde brise slog mig i ansigtet. Jeg kunne høre Jackson der var lige bag mig. 

"Undskyld." Jeg stoppede op halvvejs mod vejen. Men begyndte at gå igen. 

"Jeg er ked af det! Det er jeg virkelig, jeg følte bare at vi havde en connection. Og da jeg så så at du havde problemer ville jeg bare hjælpe. Jeg vidste ikke hvor slemt du havde det. Jeg ville bare have at du havde det godt."

"Bullshit! Ik en skid du ville hjælpe mig, du ville bare vide at du kunne styre mig. Du bekymrer dig jo ikke for mig, for så havde du stoppet da jeg sagde stop." Jeg var henne ved vejen nu og kiggede ud i mørket.

"Jeg er træt at det her liv. Jeg er træt af at alle tror de kan hjælpe mig, når de bare gør det værre. Jeg prøvede at løbe fra min fortid men uden held, folk finder altid sandheden på en eller anden måde. Jeg vil være alene i min boble, men det er umuligt. Folk skal altid blande sig. Mennesker er nogle idioter, der i sidste ende kun vil redde sin egen røv. Eller også vil de bare ødelægge det for dem, der stadig har noget godt i sig. Denne verden er fucket op, og intet går i min retning. Jeg kunne ikke engang klare at være en normal teenager, så hvordan skulle jeg dog kunne klare et helt liv fyldt med alvorlige problemer? Jeg kan ikke klare det mere, det er jeg sikker på. Jeg har lyst til at gøre ingenting, men samtidig har jeg løst til at tage nok min vigtigste beslutning. Alle de her følelser peger i hver sin retning og alligevel ser jeg kun en løsning. En løsning der kan ske hvert øjeblik, en løsning nogle nok vil mene er en skråplan. Men for mig er det den vigtigste beslutning i mit liv. Og sikkert også min sidste. Farvel Jackson Parker, farvel verden, vi ses mor og far.

 

Med de ord tog Anna Victoria seks skridt baglæns, ud på vejen og lige i det sekund ramte hun den lastbil, som hun havde holdt øje med det sidste øjeblik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...