Sjæleven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
Alder: 6-12 år ;) (kan godt være svær at forstå for meget små børn) Lad dig fordybe i en mystisk verden fyldt med eventyr. Følg de fem piger og deres sjælevenner på deres rejser for at redde det gode fra det onde.

1Likes
4Kommentarer
115Visninger
AA

2. Klippen

-Aurelias synsvinkel-

”Hvem kommer først hen til klippen?” Jeg grinede og tilkaldte min sjæleven. Han dukkede hurtigt op og jeg satte mig op på ham. Han hed Pontus og han var en hest. Mine veninder var også vogter slægtninge, og de tøvede heller ikke med at tilkalde sine venner. Nogen mennesker tror vi forvandler os til et dyr. Det gør vi ikke, for vi er på en måde hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden men de forsvinder når de vil og kommer når de kan. Vores sjælevenner bor i Ralytia et sted ikke engang vi ved hvor ligger, og det er kun dem der kan komme derhen. Vi taler ikke med vores venner, eller jo men gennem telepati. Altså i hovedet. ”Denne her leg er slet ikke fair!” råbte Celeste. Hendes ven hed Snestorm og han var en hare. Snestorm havde mange fordele men Celeste kunne desværre ikke ride på ham hvilket gjorde at hun måtte prøve at følge med ham i løb. Desuden var det heller ikke sjovt for hende fordi hun var clairvoyant og blandt andet kunne se fremtiden, så hun vidste allerede hvem der tabte og hvem der vandt. ”Syntes jeg heller ikke” grinede Amelie som allerede var forsvundet. Amelie havde evnen hurtighed og hendes dyr var ørnen. Ørnen Raya var også forsvundet. Celeste orkede ikke legen og var snart alene eller næsten for Ezra fulgte med hende. Ezra kunne gøre sig usynlig og hun havde hermelinen Luna med sig. Hun gik også men man anede aldrig hvor hun var som gjorde det svært at få et godt overblik over hvor de andre var. Zelda var hoppet op på ulven Belle og jeg kunne høre hun var tæt på. Men snart forsvandt lyden af Belle. Jeg fortsatte, glad for at vide at jeg kom først. Snart ville jeg være der. Jeg kiggede op. Ingen Raya. Sært! Hun plejede altid at være sygt hurtig! Jeg fortsatte, nu måtte klippen da snart dukke op! Jeg satte farten lidt op, jeg skulle nødigt komme som den sidste! Men pludselig standsede Pontus. Aurelia? Du ved godt hvor vi er ikke? Sagde Pontus i mine tanker. Ehh nej jeg tror vi er redet for langt… Vi kiggede rundt omkring. Jeg så en sort skygge forsvinde mellem nogle træer. Pontus vi er ikke alene sagde jeg i mine tanker. Han prustede uroligt, klar til at løbe eller kæmpe når som helst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...