Det var min skyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
Dette er en novelle jeg skrev i engelsk i skolen, den handler om fysisk misbrug af børn. Jeg har selv oversat den fra engelsk til dansk. Det skal lige siges, jeg fik 12 for den :) Jeg udgiver måske den originale engelske version, hvis i synes om den på dansk :) **Hvis i finder nogen fejl eller lignende, må i meget gerne skrive det**

4Likes
4Kommentarer
206Visninger
AA

1. Det var min skyld

Jeg følte hans hånd på min kind, smerten begyndte med det samme. Alting snurrede. Den anden gang var det bedre, det gjorde ikke så meget. Det prikkede mere end det gjorde ondt. I var vant til det. Jeg vidste der ville være en tredje gang. Den kom hårdere end den første, og denne gang kunne jeg mærke én tåre kravle ned af min kind. Jeg håbede han ikke lagde mærke til det, fordi den fjerde og den sidste gang kom kun, hvis jeg var tæt på og græde. Han ville være over mig som en høg resten af dagen, hvis han så den ene tåre. Den var på min hage nu, den var tæt på at dryppe, da jeg mærkede én finger på min hage der hvor tåren var. Han gned hans tommelfinger og pegefinger mod hinanden. Min ene tåre gjorde hans fingre våde. Han havde set den. Jeg kiggede ned. Han havde sine bedste sko på. De skinnede og de var ny poleret. Det vidste jeg, fordi det var mig som havde poleret dem.
"Kig på mig", sagde han.
Jeg kiggede på hans hals nu. Han højre hand tog blidt fat om min hage, han tvang mig til, at kigge ham i øjnene. Hans øjne skreg, at havde mere vrede, som han ville lukke ud. Jeg vidste at det ville ikke komme ud nu, men det ville komme gradvist igennem dagen.
"Skal du på arbejde i dag?", min stemme rystede og min kind var begyndte og brænde.
"Hvorfor betyder det noget for dig?", sagde han, hans stemme rystede ikke det mindste, den var selvsikker. Han kiggede på mig, som jeg var ingenting værd. Han havde altid ret.
"Svar mig nu!", hans stemme steg, han var ved og blive irriteret. Jeg var nød til og svare, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Han tog fat i min trøje og hev mig op, så jeg endte med og stå på tåspidserne."Jeg sagde svar mig"
"Jeg ved det ikke", få tårer kravlede ned af mine kinder. Han gav slip på min trøje og skubbede mig hårdt ind i vores spisebord. Jeg ville få et blåt mærke på min ene hofte, det kunne jeg allerede sige nu. Smerten var uudholdelig.
"Hvis du ikke ved hvorfor, så hvorfor spørge?", råbte han. Jeg kunne mærke spyttet fra hans mund.
"Jeg ved det ikke, undskyld", sagde jeg en lille smule højt, men ikke så højt som ham. Han fnyste, han troede ikke på mig. Hvis jeg var i hans sko, ville jeg heller ikke tro på mig. Jeg kunne ikke læse hans ansigt, som jeg normalt kunne. Jeg kunne ikke sige om han ville slå mig igen eller om han ville sende mig op på mit værelse. Han lagde hans hånd på min dårlige hofte og trykkede på det ømme sted.
"Gør det ondt?" han smilede, han nød det. Jeg nikkede og han trykkede hårdere. Min mund var én lige streg. Han lænede sig frem og hviskede i mit øre:
"Lad være med og spørg næste gang, forstået?"
Jeg nikkede. Jeg håbede han ville sende mig op på mit værelse nu. Måske var det slut, for nu.
"Gå op på dit værelse", sagde han med et lille smil. Jeg havde ikke set det smil i et stykke tid. "Du ved jeg elsker dig, ikke?"
"Selvfølgelig ved jeg det og jeg elsker dig" sagde jeg. Jeg vidste ikke om han mente det eller om han følte han var nød til og sige det. Jeg gik op ad trappen, gik forbi den første dør på højre hånd. Det var lang tid siden, jeg havde været i det værelse. Vi snakkede aldrig om det værelse, vi trådte aldrig ind i det værelse. Jeg gik forbi hans rum, kontoret og til sidst kom mit værelse. Inde på mit værelse var der fire ting; en seng, eng kommode, et skrivebord og en stol, ikke meget, men bedre end ingenting. Jeg lukkede døren og låste den. Han kunne ikke lide når jeg låste døren. Han følte han blev låst ude af min verden. Hvis han var i virkelig dårligt humør, kunne en låst dør være grunden til og slå mig femte gang. Jeg låste kun døren, når jeg vidste han var i godt humør. I dag havde jeg oplevet hans gode side, jeg var heldig. Det var sjældent. Jeg fik taget mit tøj af og kravlede under dynen. Jeg ville tjekke min hofte senere. Jeg lå på min højre side, mit ansigt var i den modsatte retning af døren, men jeg kunne høre hvis han var tæt på mit værelse. Hans fodtrin ville advare mig. Jeg ville altid ligge i sengen et stykke tid efter han havde slået mig, for at tømme hovedet. Nogle gange ville jeg ønske det bare ville stoppe, men jeg forstod hvorfor han gjorde det. Jeg fortjente det. Det var min skyld, ikke hans. Jeg havde ondt af ham. Han havde mistet hans kone og han havde en del vrede. Det var vreden som slog mig, ikke ham. Han var en god person, han ville ikke slå en flue ihjel. Mit vindue var ikke helt lukket, jeg kunne høre biler med personer indeni, de kørte lige forbi vores hus, uden at vide hvad der skete herinde. Det var okay, de levede deres liv og vi levede vores. En lyd skilte sig udfra de andre, en babys gråd. Jeg kravlede ud af sengen og gik hen til vinduet. Mine øjne søgte efter en lille baby. Jeg gik udfra babyen var i en barnevogn, men det var den ikke. Babyen var, som mig, uden far eller mor. Helt alene, uden nogen som elskede den. Måske skulle jeg gå ud og samle den op og lægge det i en af barnevognene. Jeg besluttede mig for at gøre det, men han måtte ikke se mig, han ville gå ud af hans eget skind. Han ville blive rasende, der ville ikke kun blive en fjerde gang, der ville være en ottende gang. Min kind ville næste dag være hævet og virkelig rød, måske lilla eller blå. Det afhang af hvor mange gang og hvor hårdt han ville slå. Jeg fik mit tøj på igen, låste døren op og listede ud på gangen med de mange døre. Jeg håbede gulvbrædderne var på min side. Jeg kunne høre hans højlydte snorken. Han skulle åbenbart ikke på arbejde i dag; måske ville han holde øje med mig resten af dagen. Jeg listede ned af trappen, den var på min side. Jeg blev ved med og liste indtil jeg nåede hoveddøren. Jeg tog mine sko på. De var ikke de pæneste, men de var fine nok til at gå over på den anden side af gaden og lægge babyen i en barnevogn. Jeg vidste ikke hvad vores naboer tænkte om ud, måske vidste de ikke at jeg eksisterede.  Jeg åbnede hovedøren så stille som muligt, men selvfølgelig var døren ikke på min side. Den knirkede som gal. Jeg listede ud og indåndede den friske luft. Det var køligt og der var en svag kølig brise. Jeg løb over til stedet hvor jeg troede babyen var, men der var ingen baby, den var væk. Jeg lagde mærke til at mange folk begyndte at stirre på mig. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor. Havde jeg noget i ansigtet eller hvad? Det er ikke høfligt og stirre på andre, det havde han lært mig. Nogle få folk havde fundet deres mobiltelefoner frem og ringende sikkert til nogle, men det ragede ikke mig. Jeg kom her kun for at finde babyen. Jeg begyndte og gå tilbage til hans hus.
"Undskyld mig, kan jeg spørge dig om noget?" spurgte en ung kvinde med rødt hår mig. Jeg kiggede hende i øjnene og de viste medfølelse.
"Ja selvfølgelig, men jeg er nød til og være tilbage inden han vågner", sagde jeg. Smilet på hendes ansigt forsvandt en smule.
"Bor du i huset med de to små vinduer foran og en rød hoveddør?" spurgte hun. Jeg syntes det var et underligt spørgsmål.
"Ja, ja det gør jeg", svarede jeg med et lille smil. Hun vendte sig og vinkede en anden kvinde med sort hår hen til sig. Den nye kvinde rørte min kind, der hvor han havde slået mig.
"Den er virkelig rød, næsten lilla og du kan tydeligt se fem fingre, det var en god beslutning og ringe til mig, tak", hviskede hun til den anden dame med rødt hår. Hun hviskede lige præcist så højt, at jeg kunne høre det. Jeg tror ikke det var meningen.
"Kom med mig", sagde damen med det sorte hår. Hun begyndte og gå hen mod en sølv bil.
"Hvem er du?", spurgte jeg.
"Jeg er en socialrådgiver der kommer til og hjælpe dig", svarede hun. Og jeg vidste hvad hun hentydede til. Hun åbnede døren til passagersædet og jeg satte mig ind. Hun gik op på den anden side og satte sig på førersædet og startede bilen. Hun kørte forbi hans hus og andre huse. Jeg kiggede ud af bilvinduet og tænkte over hvad der ville ske som det næste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...