Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
I sidste weekend holdt seksten årige Annabel en fest som gik ret så galt. Nu truer Annabels forældre med at tage hende væk fra hendes liv, Annabels værste marridt. De vil nemlig sende hende på kostskole.

0Likes
0Kommentarer
246Visninger

1. Kapitel 1.

Hvad skal jeg nu gøre?! Okay. Det skal nok gå. Bare tag det helt roligt…
”Er der et problem Annabel? ” Spørg lærerinden. Det giver et sæt i mig.
”Øøh… nej nej,” Svarer jeg lidt forfjamsket. Mrs. Johnson fortsætter sin undervisning. Jeg falder i staver igen. Det er latterligt det her, prøver jeg at bilde mig selv ind. Det vil de da aldrig gøre mod mig… Eller vil de? Det var bare en lille fest. Jeg ved godt at de sagde, at jeg kun måtte invitere et par venner over. Det er faktisk ikke min skyld at der kom så mange, som der gjorde. Nåh, men anyway, så flippede mor og far helt vild ud over det da de kom hjem! Det var naboerne der havde ringet til dem, og sladret. Jeg havde det helt under kontrol! Altså lige indtil Cathrine kom til at brænde teltet ned… Men helt ærligt! Kostskole! Det er kun ekstremt begavede børn, og freaks der går der. Jeg elsker mit liv her. Her kan jeg være en helt normal seksten årig uden problemer. Eller… næsten uden problemer. Nu er det hele fuckt up.
”Hvad sker der? ”, hvisker Susan min bedste veninde.
”Jeg kommer til at savne dig” hvisker jeg grådkvalt tilbage. ”Lige meget hvad der sker, vil du altid være min bedste veninde”.
Susan griner kort og hvisker så tilbage. ”Okay, nu gør du mig seriøst bange”
Det burde du også være, tænker jeg.
”Mor og far har sagt, at de vil sende mig på kostskole! ”
Jeg bliver skræmt, da jeg hører mine egne ord. Susan spærrer øjnende op, men kontrollerer så sit ansigtsudtryk. ”Okay, okay bare rolig, de sagde det jo nok bare, for at skræmme dig”. Hvisker Susan, men jeg kan stadig se skrækken i hendes øjne.
Efter skole tager jeg direkte hjem. Mor og far er alligevel ikke hjemme, de kommer nok først hjem kl. 18 eller der omkring. Efter Susan havde prøvet på at berolige mig, havde hun sagt, at jeg bare skulle prøve at være rigtigt hjælpsom derhjemme. Det er ikke ligefrem min yndlings ting at være den artige pige, men hvis det er det der skal til for at undgå kostskole, så er det det, jeg gør. Men siden at de nok først er hjemme kl. 18, kan jeg nok godt lige nå at tage i fitness.
Hvis sandheden skal frem, er jeg nok ikke ligefrem den mest sporty type. Eller måske er det en underdrivelse; Jeg stinker til at dyrke sport. Bare motion i det hele taget faktisk. Det er ikke fordi, at jeg er mega kloset eller handikappet. Jeg er heller ikke fed eller buttet. Jeg har bare ikke lige den bedste moral. Jeg ligger tit inden jeg skal sove, og tænker at i morgen skal jeg ud og løbe, eller svømme eller et eller andet. Men det kan man jo sagtens sige om aftnen, det er bare lidt sværere så faktisk at udføre hvad man har sat sig til næste dag. Jeg har langt brunt hår, mørke øjne, og en chokolade farvet glans over min hud. Jeg er hverken meget høj eller lav, men meget gennemsnitlig. Jeg har altid holdt mig slank, men er heller ikke sådan en, der ligefrem holder igen med det søde.
Da jeg har pakket min taske, cykler jeg ned i centeret – man kan vel lige så godt cykle, så får man også den motion – tjekker ind med mit kort, og går ovenpå. Jeg plejer altid, at starte ved vægtene, det kan jeg bedst lide, og der står de lækre drenge også altid.
Skal jeg tage den lille eller den store?... Jeg overvejer det kort, og tager så den lille. Bedst som jeg står, og prøver at huske teknikken jeg havde lært på nettet, er der en der prikker mig på skulderen. Jeg vender mig om, og måber så.
Jeg tror nemlig også, at du ville blive lidt overasket, hvis der lige pludselig står en overdrevet lækker dreng - på cirka 18 år – i bar overkrop.
”Undskyld kommer du her tit? ”, spørg han mig.
Fuck hvor er han lækker! Gad vide hvor han er fra… Shit! Han taler til mig. Okay Annabel koncentrer dig! Han venter tilsyneladende på mit svar.
”Øøh, nej jeg er lige startet” siger jeg med et smil.
Okay det var en løgn, men jeg kan jo ikke så godt stå og sige; Nej, jeg har haft medlemskab i et år, men du kender mig bare ikke fordi, jeg er for doven til at tage herned.
”Nåh, jeg syntes nemlig ikke, jeg har set dig før”. Han smiler til mig.
Gud hvor har han entlig flotte tænder. Ej hvor er det heldigt, at jeg købte den mega fede spors bh, og de trænings bukser der får min røv til at se lækker ud!
”Nåh men, håber jeg ser dig igen”, siger han og begynder så at gå hen mod løbebåndene. Pis! Jeg skulle have spurgt, hvad han hed! Jeg bliver seriøst nødt til at gå noget mere i fitness center.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...