SNAVS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 28 maj 2015
  • Status: Igang
//Mit bidrag til nytårskonkurrencen//. Baseret på virkelige hændelser.

33Likes
16Kommentarer
795Visninger

2. -

S N A V S

Det våde græs klæbede til hendes lange uldfrakke, da hun langsomt satte sig. Hun begravede fingrene i jorden, mens hun trist stirrede på den lille klump af sne, der havde samlet sig i bunden af haven, som det eneste tilbageværende sne, der havde modstået den ulidelige varme. Eller det var nu ikke helt rigtig. Elvira havde faktisk puttet en klump sne i fryseren, så hun kunne kaste snebolde i juli. 

Hendes åndedrag stod som frosset fast i luften,  da mørket langsomt sænkede sig. Hun flyttede sig ikke. Inde i huset skinnede det varme lys ud gennem vinduerne og oplyste et svagt stykke af de ru fliser udenfor. Elvira kunne næsten høre latteren give genlyd derinde og snakken, der lystigt ville gå om året, som var gået. 

Glæden prellede af på hende, som var hun omgivet af et skjold, der efterlod hende i sin personlige boble af ingenting. Hun sad bare som en årvågen grib og stirrede stift mod lygtepælen, udenfor den visne hæk. Elvira vidste ikke rigtig, hvad hun tænkte om det nye år. På den ene måde frygtede hun det, som en lille pige, der var bange for monstre under sengen, men hun følte alligevel en vis tilfreds stillelse ved at vide, hun snart ville få en ny start og chancen for at lægge de dårlige minder bag sig.

Men Elvira vidste hun aldrig helt ville slippe af med dem. Selv når hun var blevet gammel og grå, ville de stadig stå i baggrunden, som truende skygger, der var klar til at gribe hende bagfra, så hendes tavse skrig vil fylde luften. Med et suk lænede hun sig op af hækken og prøvede at kaste de deprimerende tanker af sig - uden held. Minderne kom pludselig væltende, som om den mur, der havde holdt dem fanget var fordampet ud i intetheden og gav dem frit løb til at hjemsøge hende. Elvira lod sig opsluge i det kvælende vand.

Følelsen af uvirkelighed, steg op i pigen, da hun sad på den mølædte sofa, med benene trukket op under sig. Hun knugede den orange bog hårdt ind til sit bryst, som gjaldt det hendes liv, mens en svag lyd trængte op gennem hendes hals - en mellemting mellem et gisp og et halvkvalt skrig. Håbet var blevet knust, som en sommerfugls vinger - blot med et lille puf. Det var nok. 

Tårerne steg op i hendes øjne og piblede endeløst ned af kinderne. Umenneskelige lyde trængte ud gennem munden på hende, selvom hun udmærket vidste, at dette scenarie ville komme, som det gjorde hvert år. Men hun var lige så hjælpeløs for følelsen af det umådelige savn, som altid. Pigens hænder placerede sig på den opadkørende rude, mens hun desperat prøvede at opfange den magiske duft for sidste gang. "Vi ses," hviskede hun hjælpeløst. 

Små, hikstende lyde satte sig fast i halsen på pigen og efterlod et stort koldt hul i hendes bryst, trods den kvælende varme. En anden pige kom hen til hende. "Ikke græde, Elvira," smilede hun. Og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Tårerne strømmede ned af hendes kinder og plaskede ned på det støvede gulv. Rundt omkring hende lød glædesudbrud over sommerferien, mens folk strømmede ud fra deres klasseværelse. Hun stod og græd.

Tårerne var allerede frosset fast til hendes kinder, og følelsesløsheden havde spredt sig ud i kroppen, som et altædende monster, men hun bliv alligevel siddende på legepladsen, så hun kunne være alene med sin sorg. Pigen sad og nynnede stille - der var ikke rigtig nogen melodi, men det forhindrede da i det mindste gråden i at overmande hende. Hun fortsatte sin næsten lydløse nynnen, mens hun fulgte gyngen, der knirkende svingede frem og tilbage i den susende vind. 

Det stod der altid. Hver eneste morgen, når hun cyklede forbi det på vej til skole. På den lyserøde boligblok, der langsomt havde antaget en grålig nuance, efter mange års vind og vejr. Det lignede ikke almindelig grafitti. Så vidt hun kunne bedømme var det skrevet med en form for Posca-tusch, og håndskriften var pæn og nydelig i modsætning til så meget andet hærværk. Ordet havde efterhånden brændt sig fast på hendes nethinde.

Hvorfor?

Elvira kom gispende tilbage til virkeligheden. Hun kneb øjeblikkeligt øjnene hårdt sammen, for at forhindre tårerne i at falde, for hun vidste, hvis hun først begyndte, ville hun aldrig stoppe. Hendes hurtige ånde trak skyer i luften, mens hun langsomt pustede ud, som havde hun løbet et maraton. Det gik med et chok op for hende, at klokken var fem minutter i midnat, da hun forsigtigt skævede mod uret. Elvira følte sig på ingen måde klar til 2015, men hun glædede sig alligevel en lille smule over den friske start, hun snart ville få. Hun tog en dyb indånding, før hun begyndte at famle med lighteren og stjernekasteren, som hun havde plangtlagt. Hun vidste udmærket godt, det var en total halsløs gerning, men hun fortsatte ikke desto mindre, siddende på hug, indtil hendes ben værkede så meget, sveden piblede frem på hendes pande. Elvira kastede hele tiden nervøse blikke på uret, og da der kun var et minut tilbage, tændte hun stjernekasteren. 

En sagte tåre trillede ud af øjenkrogen og landede på den dugvåde græsplæne, mens hun så den brænde.  Klokken slog tolv.

Stjernekasteren slukkedes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...