Scars.

den her bog er baseret på mit eget liv, og nej det har ikke været let. Jeg skriver for at vise andre mobbeofre at se ikke er alene, der vil altid være nogen også selvom det er svært nogle gange at se det. Aldrig skub dem væk der prøver at hjælpe.

0Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Alder 7.

En glad lille pige løber rundt inde i stuen, hvor er det dejligt at se det smil, hvor er det dejligt at se hende grine. Hendes grin giver mig et smil på læben, det gør mig glad inden i, hvad skulle jeg gøre uden hende? Hun er min lille guldklump, hun er det eneste jeg har så tæt på mig, hun er min datter.

Det er min mor, min mors indre tanker, jeg kan mærke hun er ked af, min far har forladt hende, han har fundet en anden. Det tager også hårdt på mig, det er ikke hjemme mere, nu er det kun mor og jeg, hvorfor er far gået, hvorfor er han her ikke mere? Hvad er det man kalder sådan en som mig? skilsmissebarn? Jeg har så mange spørgsmål inden i.

Hvorfor far? Elsker du os ikke mere? Har vi gjort noget galt?

Jeg kunne høre min mor græde, jeg vil op til hende, hun betyder alt for mig. 

Jeg går ud i køkkenet og tager et glas, med en ko på for at være hel præcis. 

Jeg fylder det med vand, jeg går nu ind i stuen “Far, jeg går op til mor og giver hende noget vand” Jeg vender mig om og skal til at gå “Nej, lad hende være” jeg stopper og tænker mig om, jeg ignorere hans kommentar og fortsætter ud til trapperne. 

For hvert trin bliver min mors gråd højere, det er så uretfærdigt overfor hende. 

Jeg banker nu på døren og åbner den.

Min mor kigger på mig og giver mig et smil, et falsk smil. Jeg går hen til hende og giver hende glasset, hun tager imod det og drikker noget af vandet der var i glasset. Jeg sætter mig ved siden af hende “Det hele skal nok blive okay mor” sagde jeg og lagde en arm om hendes skuldre, hun græd videre “Tak” siger hun til mig, jeg nikker og prøver at trøste min grædende mor.

Min familie er ødelagt, min familie er gået i vasken, jeg føler mig pludselig ikke glad, jeg kan ikke være piger der løber rundt i stuen med et smil på læben og et grin, for min mor er knust. 

 

Min far skal i dag aflevere mig i morgen SFO, men jeg vil ikke have min far går. 

Jeg græder nu, “Ikke gå far” jeg græder, jeg kan ikke leve uden min far, også selvom han har såret mig og mor, jeg kan ikke tilgive ham. 

Jeg kigger ud af vinduet, han vinker til mig på en mærkelig måde, det vil jeg øve mig på. Han smiler til mig, men jeg græder og vinker. 

Han er nu ude af syne, hvorfor gik han? er han væk for altid?

Jeg går ned fra radiatoren. 

Jeg græder stadigvæk, jeg har det ikke godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...