[2015] Mor Smiler - novellesamling

En samling med forskellige små noveller, som kan læses af den der har lyst. Nogen handler om hverdagsbegivenheder (hvor en scene sættes), andre er fulde af handling og nogen vil byde på noget komplet uventet. Noveller der aldrig fik vokseværk - denne samling er dedikeret til min mor, Katja Juhl.

14Likes
23Kommentarer
928Visninger
AA

5. Masterpiece

 

 

 

 

 

 

 

Hun havde stået der længe, bare betragtet den nøgne væg.

Murstene var slidte. Enkelte flækkede, andre manglede helt, hvilket havde givet lejligheden et naturligt ventilationssystem. Det var lidt koldt om vinteren, men på en måde var hun glad for det. Kulden vidnede om, at verden var virkelig og levende, mærkbar. Den gjorde at man ikke bare kunne sætte sig ned og lade som om, at verden ikke eksisterede. En af murstenene var prydet med hjerter og tændstiksmænd fra de aftener, hvor de begge havde været fulde og haft nok i sig selv.

Hun kastede blikket bagud. Sengen stod hvor den plejede, lige indefor skudvide og endnu uredt. Hun tog et par skridt. Bevægelserne fik hende langsomt tættere og tættere på sengen. Tæpper rystedes. Den ene hånd glattede rynker ud. Dynen var forvandlet til et perfekt, hvidt lærrede. Dun dryppede ned i en bøtte hvid maling.

Noget fangede hende. Ud af øjenkrogen så hun noget grønt ligge på gulvet, det havde ikke været der før. Igen blev ben og hofter sat i gang, som et ur, mekanisk. Hånden rakte ud efter det grønne og lukkede sammen. En lille seddel. En post-it, som de kaldes. Med sammenknebne øjne og læber der formede uudtalte ord læste hun:

"Perfectly incomplete,"

Hendes ene øjenbryn skød i vejret, som en anden elastik nogen havde sluppet, efter den havde været helt spændt ud. Så huskede hun. Den slags sedler havde hun fundet overalt i lejligheden. Det var nogen Kim havde efterladt, da hun var gået, sammen med ColorsFriendly og mange andre.

Hun kærtegnede fraværende halskæden der hvilede mod hendes bryst. Et halsbånd havde Kim kaldt det, og de havde joket med, at hvis hun blev væk, så kunne hun altid komme tilbage hertil. Et hundetegn af sølv. Therese, stod der. Hun nikkede let, uden rigtig at hvide hvorfor og rettede lidt på sin top. Hvid.

Igen stod hun foran muren, denne gang ikke længere betragtende. Hun havde en pensel i den ene hånd og malings spanden i den anden. Skjold og sværd. Med hurtige, næsten hidsige, strøg malede hun væggen over. Mælkehvid maling gled ned af stenene, på vej mod gulvet. Det knitrede når hun gik. Avispapir dækkede gulvet lige under bagvæggen. Så let som ingenting malede hun blyantsstregerne over, alt skulle væk.

I al hasten fik hun klattet på væggen ved siden af. Små hvide pletter midt i alt det lysegrønne. Øjne blev store, og hånden gav sig til også at male den væg over. Malingdryp på gulvet. Det fik også en tur. Sådan forsatte hun, indtil nærmest alt var hvidt.

Træt, og med malingsklatter i hår og ansigt, smed hun sig på sengen. Under hendes vægt krøllede dynen igen. Der lå hun og lyttede til sit eget åndedrag, uden rigtig at have krafter til at rejse sig. Alt omkring hende var hvidt, og lugten af terpentin kradsede i næsen. Brystkassen hævede og sænkede sig.

Et let puf og hun var på benene igen. Hvor starter man, når hele ens verden er blevet slettet i et kort moment af arrigskab? Hun greb en pensel, dyppede den omhyggeligt i rød maling og lavede en streg. Derefter grøn. Ny streg. Så en gul, en lilla. Hun forsatte bare, streg for streg.

Tomme huller fyldes fyldes ud af flittige fingre med plastikposer.

Masterpiece

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...