[2015] Mor Smiler - novellesamling

En samling med forskellige små noveller, som kan læses af den der har lyst. Nogen handler om hverdagsbegivenheder (hvor en scene sættes), andre er fulde af handling og nogen vil byde på noget komplet uventet. Noveller der aldrig fik vokseværk - denne samling er dedikeret til min mor, Katja Juhl.

14Likes
23Kommentarer
931Visninger
AA

6. Born to Die

 


Skovbunden var dækket af visne blade, og jorden var blød, næsten mudret. Foroven tittede solen frem imellem de enorme graner, der som kæmper tronede op. De var som skovens konger, smukke men frygtindgydende. Men vi burde vænne blikket mod noget andet. Noget der egentlig var uden betydning, men så alligevel ikke.

Modsigelser er det vi mennesker lever af. Vi siger en ting, men mener noget andet.

Vi nærmede os et andet træ. Et træ hvis storhed kunne måle sig med granerne, men dette var blot mere beskedent. Stort, ja, men alligevel formåede det at holde sig i baggrunden. Det var retfærdigheden, for det krævede ikke magt, som granerne gjorde. Det spurgte heller ikke, for det vidste, at det havde skovens tillid i det lange løb. Det vidste, at det havde magten, og så var granernes uendelige forsøg, som regel, ligegyldige. Også selvom, at det var dem der tog magten ved efterårs og vintertid.

Ved hvert efterår blev der udkæmpet en slag mellem granerne og egene. Quercus og Picea i en fejde der kun kunne være blodig. For granernes slægt var enorm, der var alt fra de røde til søjlerne, mens egene havde en mere begrænset hær. Picea-slægten turde kun slå til, når de vidste, at egenes kræfter var svækkede. For når banerne sænkedes, så slog de til. Det var en kamp de sjældent tabte, og om vinteren herskede de, og deres styre hårdt og nådesløst.

Men det afgørende slag var først, når foråret kom, og Quercus-slægten skulle genvinde magten. Holde på den så at sige, ti’ Picea’erne gik aldrig i hi. De tronede altid kampklare frem på den bløde jordbund, som var deres slagsmark. Intet kunne gro, hvor de trådte. Alt var dødt og stille, men alligevel havde nogen valgt at søge ly hos forræderne. Nogen ville måske sige, at det var fair, eftersom hun selv blev set som værende en forræder...

***

Hun sad helt stille med armene slået rundt om stammen. En kind, bleg som på et lig, var lænet op af den grove bark. En enkelt lok, så mørkt brunt at det nærmest er sort, tittede frem fra den cinnoberrøde kappe. Den blafrede svagt i vinden, selvom den egentlig burde holde sig skjult bag kappen. Men selvom at den lange kappe ligner noget, som en hest trampet på op til flere gange, så var den ikke ligefrem god som skalkeskjul.

Pludselig hørtes en høj lyd. Det gibbede i pigen, og hun skubbede kappen til side. Hun slog øjnene op, og afslørede et sæt rav gyldne, lysende kugler. Ved første øjekast, så ville man nok se de øjne som alle andres, som en lidt dårlig kopi af hinanden. Men lod hun sig nær studere, så ville man opdage, at de var vidt forskellige. Det ene var nærmest fugle lignende, imens det andet lignede en hver anden ung piges. Det var mest, som at se på en tegning af et æble. Uanset hvor god man var til at tegne, så ville æblet aldrig ligne helt..

Fingrene borede sig krampagtigt ind i den ru bark, og blot en enkelt dråbe sprang frem. Ak ja granernes hævn. Blod skal flyde, hvor de går. Hendes hjerte bankede hurtigt og forhastet. Et enkelt lille snitsår var normalt intet problem, men når man er på flugt, så er man nemmere at spore. Det var nærmest som om, at de kunne lugte det...

... en hunds snude vejrede i luften, og vibrerede let, da en metallisk lugt af blod ramte dens næsebor. Oppe fra træet kom hun med et udbrud, et lille gisp som efter luft af bar nervøsitet. Adrenalin pumpede rundt i kroppen allerede nu, men det ville blive langt værre senere hen. Hun vidste at de snart ville finde hende, og så... så ville alt være forbi...

Dyrets hud var spændt stramt ud over et sæt grove muskler, og en dyb knurren kæmpede sig vej op af det sorte dyb, som kaldtes en mund. Den gik lidt rundt, dog hele tiden i nærheden af granen, hvor hun sad og rystede af angst. Visne blade raslede, når dens poter ramte den muldede jord. Lyden var rytmisk og næsten søvndyssende, men blev langsomt mere ujævn.

Hun havde før lukkede øjne, men åbnede dem på klem. Mest af alt for at se, om den var væk. Men nej.. det grå bæst lagde nakken tilbage, og satte i en gennemtrængende hylen. Derefter satte den i løb væk fra stedet, hvor hun sad. En rislende bølge af kulde sneg sig ned af hendes ryg.

,,Nu ville de finde hende! Nu ville det gå galt! Nu ville..!"

Alle paniktankerne farrede igennem hovedet på hende. Hun forsøgte at trække vejret roligere ved at gøre det gennem næsen, men det resulterede blot i, at hun var ved at besvimme, fordi næsen var tæt. Iltmanglen gjorde hende en smule svimmel, fordi hun - endnu en gang - kom til at hyperventilere en smule. Men det duede jo ikke, hun måtte holde hovedet koldt, og det gjorde hun meget dårligt ved at gå i panik.

Hun svang benene over på den ene side af den mere end lår-tykke gren, og skævede mod jorden. Mon hun kunne springe herfra, uden at brække noget? Et brækket ben ville jo ikke være til meget nytte, når man forsøgte at flygte. Lyden af hove mod den bløde jord - en ret smattet lyd, som kunne være sjov i en hver anden situation end denne - kom nærmere og nærmere. Og det endda alt for hurtigt. Hun sukkede langsomt, lukkede øjnene og sprang. Afsættet var lidt uheldigt, og hun fik ikke "vendt" sig rigtigt.

Da hun landede mellem de raslende blade, så ramte hun jorden helt forkert på den ene fod.

,,Skøønt jo!'' tænkte hun, og rejste sig forsigtigt. Hun følte sig forsigtigt frem på skovbunden med den "dårlige" fod. Jo støtte på den kunne hun godt. Hun nikkede lidt af sig selv, og var parat til at gå videre, da hun hørte en nærmest uudtømmelig knurren fra et sted bag sig.

,,Møg!'' hun bandede lavt for sig selv, så var bæstet alligevel ikke løbet sin vej. Den havde blot ventet på, at hun kravlede ned, faldt ned eller i hvert fald kom ned på den ene eller anden måde. Hun kunne se den ud af øjenkrogen, og så derfor ingen grund til at vende sig om. Hvordan skulle hun dog komme væk? Pludselig hørte hun en stemme inde i sit hoved:

,,Hvis nogen har omringet dig, så overrask dem. Løb ikke væk fra dem, men lad som om, og gå derefter på dem. Kom nu .... du skal jo lære det, ellers går det galt, når du får brug for det!''

En høj lyd overraskede hende, som to hænder der blev slået sammen. Hun blinkede forskrækket, og gjorde store øjne. Var det lige hendes fars stemme hun havde hørt? Det kunne da ikke være rigtigt?! Hun stirrede vantro frem for sig, og glemte et kort øjeblik både tid og sted. Hunden var der slet ikke - i hendes hoved - og ej heller rytterne. Alt forsvandt for et kort sekund. Men af et råb blev hun vækket fra sin trancelignende tilstand. Hun måtte løbe, og nu kunne hun endelig høre hvad stemmen forsøgte at fortælle hende. Det var blot et enkelt og noget så simpelt ord som...:

,,LØB!''

Hun tog sig ikke tid til at tænke over noget som helst, hverken hvem, hvad eller hvorfor, hun løb bare. Løb og løb og løb helt uden nogen fornemmelse af, hvor hun i det hele taget var på vej hen. Hun kendte jo trods alt ikke skoven, men hun kunne jo hellere ikke bare overgive sig til deres nåde...

Hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere besværet i takt med hendes hjerte slog hurtigere og hurtigere. Den røde "klump" inde i hendes bryst hamrede hårdere og hårdere mod ribbenene, som havde hjertet i sinde at bryde ud. Det føltes også som om, at det var godt på vej, i forhold til at nå ud i friheden. Hendes ben stod som trommestikker hen over den mudrede jord, og hvirvlede klatter op bag sig. De fulgte hende, og ramte hendes blege ben, hvor de blev og fordelte sig. Med den fart hun havde på, så skulle man tro, at fanden selv var i hældene på hende. Og det ekstreme udtryk passede egentlig meget godt på hendes situation, for det var ikke langt fra fanden, og mindst lige så farligt...

Hun kunne høre bæstet bag sig. Det grå ulve lignende dyr farrede af sted, og nærmest fløj hen over jorden. Den skød en fart, som var næsten ubegribelig. Men... alligevel så syntes den ikke at komme hende nærmere? Hun glemte et kort øjeblik, hvor travlt hun havde, og satte farten ned.

21#Den der undrer sig undersøger, og finder noget der er mere værd en guld.

Det havde hendes far altid sagt.

Tåre sprang frem i hendes øjne, og hun tørrede dem hidsigt bort. Tåre er et tegn på smerte, og viste man sin smerte, så ville man blive ædt. Sådan var det også i naturen. Viste man at man var såret, så gik rovdyrene bare efter en, det nemme bytte. Derfor tog det også lang tid, før man fandt ud af, at en hest var halt. Men på den anden side, "rovdyrene" var jo i forvejen efter hende, så hvorfor ikke?

En dyb tone lød, lyden af et horn som normalt blev brugt, når ræve eller hjorte var målet. Jagten var sat ind....

***

Hun gled af sted hen over skovbunden, og den sorte kjole, som hun havde indenunder den bløde kappe, dansede rundt ved hendes fødder. Den var enkel, men viste alligevel magt og position. Den var en konge, eller snare dronning, værdig. Mens hun løb med tårerne strømmende ned af kinderne, så knugede hun et halssmykke med den ene hånd. Den anden hånd svang hun, for at få bedre fart med.

Panikken lyste ud af de gyldne øjne, de måtte ikke finde hende, de måtte ikke finde den! Hendes puls dundrede af sted, og hendes hjerne reagerede som et jaget dyr. Den gav hendes krop kræfterne til bare at løbe og løbe. Målet var ligegyldigt, hun skulle bare væk, og det skulle være nu! Bæstet var begyndt at hale ind på hende, hvilket gjorde, at hun måtte sætte farten op. Den snappede ud efter hendes haser, som havde hun været en hjort den ville nedlægge.

,,Fint!" tænkte hun, og skævede bagud på kræet "Hvis det skal være på den måde, så fint!". Selvom hovene nærmede sig, så havde hun alligevel et forspring. En fordel der snart ville blive udjævnet, for de havde heste, og derved en fordel uden at behøve at gøre noget som helst.

7#Giv ikke op, selv når det ser sort ud, så skal du stole på dine evner. De, og de alene, vil føre dig til sejr!

Hendes tanke, at fare løs på uhyret, var forsvundet som dug for solen. Det duede ikke, hun måtte bruge hovedet. Hurtigt tænkt! Tid havde hun ikke, hest havde hun ikke, skoven kendte.... den kendte hun jo?! Den viden kunne hun jo bruge? Hun spejdede frem for sig, hun måtte finde en sti hun kendte. Om end en af de skjulte... Hun var lige ved at stoppe op af betænkelighed over at bruge dem. Mon hun kunne? Og turde?

Hovene dundrede mod jorden, her længere inde i skoven var jorden mere fast, og fik det til at lyde som torden. Hun tog sig selv i at stoppe med at trække vejret i et par sekunder, og hun måtte sagtne farten for at få vejret til at løbe videre. Hunden og de kom tættere på.

,,Nej nej nej!" bad hendes tanker hende. De tiggede hende om at give op, måske var det hendes hjerne? Den forsøgte i hvert fald med fornuftsargumenter om, at hun og kroppen ikke ville kunne klare det ret meget længere. Hun kunne nu se dem, dem og deres heste, flere helvedeshunde var på vej imod hende. Bæstet sænkede farten, og sluttede sig til sine fæller.

Hun zikzakkede ind og ud imellem træerne i håb om, at det ville forhale dem mere end det trættede hende. Skovens træer rakte ikke ud efter hende, hvilket kun var godt, så var de stadigvæk frie. De var endnu ikke på deres side, selvom det kun var et spørgsmål om tid.

Hun drejede ned af en mindre sti, som var omkranset af træer. Ingen flugtveje til siderne pga. det tætte buskads, men det ville også sinke dem en smule. For de ville blive nød til at ride en og en, og ligeledes uhyrerne...

15#En lille fordel er bedre end ingenting. Tag den ikke forgivet, men brug den fornuftigt.

Blev hun ved sådan her meget længere, så ville hjertet smadre og knuse. Hendes puls var ualmindelig høj, og sorte pletter dansede for hendes øjne. Hun trak vejret tungt, og udsynet var klart igen, mere eller mindre. Lyden af rytterne kom fra et sted bag hende, de havde tydeligt besvær med at komme frem, måske pga. de lavt hængende grene.. En fugl skreg sit advarselsskrig. Hun drejede hovedet, og så den, en solsort, Turdus Merula, men hvad var der galt? Lidt længere frem, og hun ville..

... ,,NEEEEIJ!'' hendes stemme var skinger af angst, for foran hende stod han. Og hun kunne ikke, ville ikke. Nej nej nej! Ikke nu, ikke her, aldrig mere! De sorte pletter dansede endnu en gang for hendes øjne. Hun snublede, og landede foran ham. Han tog hjelmen af, og afslørede sit sande ansigt

,,Nej nej! Det kan ikke være sandt?!'' hun rystede på hovedet igen og igen, som for at ryste både synet og tankerne af sig. Hun forsøgte at benægte realiteterne. Det kunne ikke være rigtigt. Den frygtede Alkazar kunne ikke være ham, ikke ham af alle mennesker. Et lumsk smil bredte sig på hans ansigt. Hendes blik var fæstnet på jorden, men han lagde en jernbeklædt finger under hendes hage, og tvang hende med et ryk til at se på sig.

,,Jeg vil have, at du skal se på mig. Jeg vil se lyset forlade dine øjne, heks!'' det sidste ord spyttede han ud, som havde det været galde...

99#Hvis alt andet fejler, så kan man altid dø en ærefuld død

Tåre sprang frem i hendes øjne. Hun kunne umuligt holde dem tilbage nu, ligegyldigt hvor mange formaninger fra hendes far der dukkede op i hendes tanker. Han.. han var jo ubetydelig nu. Han var jo væk....

Hun forsøgte at sænke blikket, eller bare dreje hovedet væk. Men det var umuligt, hans jernnæve holdt hendes hoved fast i stilling. Hun bed ud efter hans hånd, men hendes tænder fangede kun de kolde metal. Hun så bedende op på den andens hårde ansigt.

,,Johannes jeg beder dig..'' mere nåede hun ikke, for han fejede hendes ord væk med en hurtig håndbevægelse. Hun troede, at han ville sige et eller andet, måske til hende. Eller måske sige, at det hele var en misforståelse, men nej...

,,Vagter! Grib hende!'' han udstedte sine ordre, og flere jernnæver greb hende. De lukkede sig om hendes arme, ben og nakke, så hun end ikke kunne dreje hovedet. Kappens gyldne spænde blev løst, og hun sad tilbage i den sorte kjole, som en sørgende enke. Det så han vel mere passende, for en der alligevel snart skulle dø.

Hun bandede mændene langt væk, hvordan kunne de blot følge hans ordre? Ansigtsløse mænd havde også familie og børn, men her var de blot koldblodige mordere. Hun sendte ham der stod foran hende - som hun havde troet, at hun kendte - endnu et bedende blik. Et blik der bad ham, tryglede ham, om at stoppe dette vanvid. Men han havde igen taget hjelmen på, hvorfor mon? Han trak sværdet ud af skeden, det var flot men der var noget dystert over det, noget mørkt og... ondt....

,,Et sværd er lige så sort, som dit hjerte og din samvittighed'' tænkte hun bittert. Hun lukkede øjnene, og gjorde sig klar til at dø. Hun ville ikke bede ham mere, ikke mere tale til noget, som ikke lyttede. Han gik ned på knæ foran hende, og hun kunne mærke hans varme ånde, da han hviskede:

,,Åben dine øjne..''

Tonen var kommanderende, og selv om han talte lavt, så var det tydeligt, at han var vred. Det morede hende, og hun holdt dem lukket. Han måtte have gjort tegn til et eller andet, for noget ramte hendes øjenlåg.

,,Hvis du ikke vil se på mig, så skal du heller ikke få muligheden...'' hans ord dryppede af foragt, og latteren der fulgte lød hånlig.

Hun slog øjnene op, det var en ren refleks midt i al panikken, og så på ham. Han stod med sværdet hævet, klar til at hugge. Skille hoved fra krop, sætte en stopper for ondskaben eller dræbe, som det nu hedder koldt og kynisk. En af de navnløse, og lige så ansigtsløse, stod foran hende med en kniv i den ene hånd. Han havde et ar på den ene kind.

Hendes ene øje nåede kun at fokuserer kort før... ja før knivens skarpe blad borede sig ind i pupillen. Hun snappede efter vejret i smerte, men nægtede at give ham den tilfredstillelse at skrige. For selvom smerten var ubærlig, så var det andet lang mere ubærligt. Hun kiggede på ham, nu kun med det ene øje. Men noget havde ændret sig, udover det faktum at hun kunne se med det ene øje nu, for hendes blik var koldt, og stemmen flød over af vrede og had. Undertonen var dog såret:

,,Johannes?!'' klagede hun og famlede febrilsk der, hvor hendes øje før havde været. Noget varmt klistrede hendes fingre sammen, og hun så, at han rystede på hovedet. Ville han lade hende slippe? Manden med arret hævede igen kniven, og stak endnu en gang. Denne her gang skreg hun højt af smerte. En lyd, som fra et såret dyr, forlod hendes læber. Nærmere et brøl, og alligevel så skingert til sidst. Et såret dyr var det der var bedst at sammenligne med lige nu, også selvom at brølet var fra et større dyr end den skingre undertone. Tænk at den lyd kunne komme fra en og samme person? Umenneskeligt...

Hun gøs ved tanken om alt det blod, som nu flød, og hvorfor? Fordi den sadistiske tyran han... nej nej hun kunne ikke, ikke tænke ikke mere. De blodige huler stirrede tomt op på den der var foran, uden at vide, hvem det var. Lyden af klingen der susede ned mod hende og... sort sort sort... Alting blev sort. Ikke kun for hendes øjne, for der havde verden været mørk og uset længe, men også for hendes hjerne.

Hun forsøgte at bevæge sig, at række ud og finde noget velkendt. Og så var det ligemeget, om det var fjendens skosnuder, bare noget. Men hun fandt intet, hun kunne ikke bevæge sig, hun kunne intet. Alting var mørkt, og det bød hende velkommen. Det føltes som om, at alting drejede rundt om hende, og pludselig faldt hun. Længere og længere ned i et dyb så endeløst og... og ondt.. Hun ville skrige, skrige og skrige og skrige. Skrige angsten, sorgen, smerten og alt det andet ud. Men hun kunne ikke, hun måtte blot falde med tavs rædsel.

Kunne nogen se hende nu, så ville de tro, at hun gennemlevede noget grufuldt. Rædsler som gik over selv den kløgtigstes fatteevne. Men hun ramte på et tidspunkt bunden af det hun troede sig endeløst. Men der kom intet bump, selvom det smertede i hendes ben og arme. Hun holdt vejret, men alting var endnu sort også i hendes hoved. Sort i sort, gråt i gråt. Hun sukkede dybt, og snusede ind der lugtede muggent og vådt. Farvemønstre dansede rundt i hendes hjerne, hun blev mere og mere svimmel.

Var dette livet efter døden? Famlen rundt i blinde - ,,ironisk nok'' tænkte hun forbitret - uden mål. Noget koldt ramte midt imellem hendes skulderblade. Det føltes som om, at hun var ved at tabe bevidstheden, og... alt var væk. Intet var længere sort, alt var bare tomt. En tom skal...

***

Skoven er mørk og dyster. På stien sidder en ung kvinde. Øjenhulerne er tomme og blodige, og en indtørret tåre hviler på den blege kind. Endelig nu passede hendes hudfarve til hendes tilstand. Hun sidder på knæ med håndfladerne støttet mod den mudrede jord, fingrene er boret ned mellem visne blade og orme. Håret, næsten sort og smurt ind i blod, bølger som en fane bag hende, og skjuler de utallige sår.

Skæftet fra et prægtigt svær stikker ud fra mellem hendes skulderblade. Hullet samme sted vidner om, at sværdet er blevet drejet rundt, for at sikre at den døde nu også var død. Selvom et mere skræmmende - og realistisk billede - ville være, at den døende skulle voldes mest mulig smerte. Pinslen må have været uudholdelig, ligesom da de tog hendes øjne.

Egentlig havde hun været smuk. Sort bølget hår, lang sort kjole, rød kappe, snehvid hud og de kønne ravgyldne øjne, som nu er væk. Den smukke kjole - som før vidnede om magt og ære - ligner mere et ligklæde eller noget man ville tage på til en begravelse. Vedkommende have nok syntes, at det var sjovt at frarøve hende alt, også den smule ære der var tilbage...

Dog havde han, eller hun, ladet en kæde hænge om halsen på hende. Et smukt smykke af sølv, som enhver bare kunne tage, hvis de ville.

En hånd rækker frem efter pyntet, men pludselig drejer dødningen hovedet og hvæser, som... ja som et dyr? Den springer frem imod tyven, uden at hindres synligt af sværdet i ryggen, og..... igen er der kun tomhed tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...