[2015] Mor Smiler - novellesamling

En samling med forskellige små noveller, som kan læses af den der har lyst. Nogen handler om hverdagsbegivenheder (hvor en scene sættes), andre er fulde af handling og nogen vil byde på noget komplet uventet. Noveller der aldrig fik vokseværk - denne samling er dedikeret til min mor, Katja Juhl.

14Likes
23Kommentarer
924Visninger
AA

7. At vågne


Kelly sad i toget på vej mod indre by, en tur hun havde taget utallige gange uden problemer. Andet end de sædvanlige komplikationer som forsinkelser, tog der pludselig gik i stå og lignende. Dagen i dag var ingen undtagelse. Kelly sad som sædvanligt i en af de sidste vogne med hættetrøje på og hørebøffer der var så store, at det lignede at de havde ædt hendes øre.

Ædt… ja så var der det mærkelige ved togturen. Der lugtede grimmere end der plejede. Selvom det ikke er så underligt, at der lugter stramt i en morgenkupé, hvor mange mennesker er stuvet sammen som svin i en lastbil på vej til slagterriet, så var lugten i dag noget nær uudholdelig. Og det var på trods af, at kupéen netop i dag var næsten tom. Netop lugten var anderledes. Stanken af sved, urin og halvtømme øldåser rev ikke i næsen, de ellers velkendte odør blev overdøvet af noget andet, og dette andet fik hendes øjne til at løbe i vand. Lugten kom fra en anden kupé, mente hun, men hun kunne ikke underbygge det med andet end en mærkelig fornemmelse i kroppen.

Hun tørrede øjnene med et ærme af sin grå hættetrøje, hvilket bare gjorde det hele værre. Den havde nærmest suget toget hørm til sig, og hendes våde øjne blev opgraderet til nærmest et helt vandfald af tåre.

”Sikke her stinker i dag…” tænkte hun og lod fingrene stryge hen over skru-op-knappen. IPoden svarede med det samme med at drøne musikken, med større styrke end før, mod hendes trommehinder. Hun håbede at den høje musik kunne fjerne hendes opmærksomhed fra stanken, selvom hun samtidig ikke kunne lade vær med at spekulere over, hvorfor den var så stram i dag.

Forsigtigt lempede hun IPoden ned i lommen på maven, og tog sin mobil frem med den anden, man er vel ikke 1900’er-barn for ingenting. Lidt forkælet, lidt for fokuseret på det materielle og lidt for van til elektronik i store mængder. Mens hun sad og tjekkede Facebook, hendes eneste underholdning på de lange togture, kom nogen ind i kupéen. Dette lagde hun dog ikke mærke til, fordi den høje musik hamrede igennem hendes hoved og overdøvede enhver udefrakommende lyd. Hun hørte heller ikke de underlige fodtrin, slæbende og humpende som fra en dårligt gående pensionist, som kom imod hende.

En ranglet teenagedreng med earplugs stoppet i et par mærkeligt grønlige(?) øre og en eller anden form for smartphone i hånden vandrede desorienteret rundt i mellemgangen. Kelly - havde sat fødderne op på sædet, for at kunne bruge sine knæ som støtte til telefonen – lagde mærke til noget der bevægede lige uden for hendes synsfelt, og blev nysgerrig. Et lille nik opad og hun stirrede ind i et par mælkehvide øjne placeret i et muggrønt ansigt. Væsnet – som nok engang havde været en menneske, men tydeligvis ikke var det længere – knugede med lange grønne fingre om metalstangen, som var beregnet til at holde fast i, så man ikke faldt hvis toget standsede brat.

Det gav et sæt i Kelly, som forskrækket hoppede baglæns i sædet og knaldede baghovedet ind i den duggede rude bag hende. Det gav et sæt i væsnet, som knurrede med en forfærdelig gurglende lyd, men ellers ikke rørte sig ud af flækken. Det var som om den ikke kunne. Den ænsede hende, med sultne øjne, men kunne alligevel ikke gøre noget ved sin trang. Som om den var fanget af et eller andet. Hun stirrede nærmest tryllebundet på det rødbrune – nok brunt af natur, men det var fedtet ind i blod – som sad i løse flager. En klump hår landede på sædet ved siden af hende, og hun måtte bide selv i tungen for ikke at skrige at forskrækkelse. På en eller anden måde vidste hun, at det ville være uklogt at lave den mindste lyd eller pludselige bevægelse i disse væsners nærværelse.

Kelly sank en klump, og førte spidserne af en tot hår op til munden, som hun nervøst bed i. En vane som hun havde haft lige så længe hun kunne tænke tilbage. Det grønlige væsen rakte kortvarigt ud mod hende, for derefter at trække en gustengrøn hånd tilbage mod sit hoved og sit ene øre. Leddene var nærmest stivnet midt i en bevægelse, mens bæstet kradsede mod øret, som om noget generede den. Pludselig slog en tanke ned i hende, som et lyn fra en klar himmel: musikken! Det måtte være den der generede hvad-det-nu-end-var-for-et-væsen, og holdt det fra at kaste sig over hende, som hun tydeligt kunne se det havde lyst til. De hvide øjne var fulde af begær. Ikke den slags hun normalt så hos unge fyre, når de havde fået for meget at drikke og blev lidt for lystne, men en lyst til noget helt andet. Et kødligt begær på en anden måde end hun egentlig brød sig om, tanken gav hende kvalme. Et eller andet sagde hende, at hvad end der skete, så var det vigtigt at musikken forblev i væsnets – var det zombier de blev kaldt på film og i bøger? – øre.

Lyden af negle mod glas fik hende til at dreje hovedet. På trods af den forhenværende åbenbaring, så kunne hun alligevel ikke holde en lille klynke-lyd tilbage mellem ellers tæt sammenpressede læber, da hun så at endnu et menneskelignende væsen med grønlig hud – en zombie? – som med humpende skridt var på vej mod hendes kupé. Med den ene hånd støttede den mod ruden ud til i højre side, og i den anden havde den noget hun først troede var en kølle af en art, men kort efter gik det op for hende, at det var et afrevet ben. Zombien var skaldet og ansigtstrækkene var ikke til at se, fordi halvdelen af dens ansigt var spist. Den gik på stive ben fremefter med ben-køllen slæbende efter sig, og lignede lidt en karikatur på en stenaldermand, som de blev portrætteret i tegnefilm.

Kolde strømninger løb ned af hendes ryg, og hun forsøgte at skjule ansigtet under hætten. Hendes strudsetro om at kunne hun ikke se den, så kunne den ikke se hende var lidt barnlig, men ikke desto mindre var det det eneste hun formåede på nuværende tidspunkt. Svutsj sagde det og fortalte hende at skydedøren til kupéen var gået op, og en efterfølgende slæbende lyd fortalte hende, at zombien var på vej ind. Hun måtte gøre et eller andet.

Med et bump landede et eller andet på sædet ved siden af hende og stanken forværredes. Den rev hende i næsen og fortalte hende, at det grønlige bæst havde sat sig på sædet ved siden af hende. Måske den kunne tales til fornuft? Måske var disse væsner slet ikke som i bøger og på film, måske var de bare syge? Nej så meget vidste hun da, det gik altid galt for de godtroende på film, så hun måtte hellere se at komme væk.

Til alt held virkede det som om, at zombien ikke havde lagt mærke til hende og pludselig lød en stemme over højtaleren:

”Rejsende som skal af i indre by, skal stå af nu”

Et lettelses suk undslap hendes læber. Dørene ud til perronen gik op, og Kelly satte fra på det efterhånden blodindsmurte gulv. Hendes sneakers gled en smule, men dette var ingen hindring, da hun blot satte farten endnu mere op. Hun skulle ud af det her helvede, og det kunne kun gå for langsomt. Pludselig greb et kold, klam hånd om hendes ankel, og sparkede instinktivt bagud. Hun hørte noget knuses, og mærkede noget varmt ramme hendes ankel. Et stort rødt stopskilt dukkede op i hendes tanker, da hun hørte endnu en gurglende lyd.

”Shit!” udbrød hun, da endnu en zombie kom imod hende, denne gang ude fra perronen. Den stormede imod hende, mens en stemme i højtaleren meddelte, at toget snart ville køre videre. Zombien havde langt lyst hår og en lyserød kjole på. Blot en lille pige med en skoletaske – ligeledes lyserød – på ryggen, hvor en blodplettet bamse stak op fra. ’Sygt’ var hendes første tanke, mens den næste var ’se at kom væk!’ og det gjorde hun så. Endnu en gang trak hun benet op, for at gøre klar til at pladsere en fod i væsnets ansigt, da det pludselig slap sit tag.

Hun skubbede sig hurtigt på benene, og nåede lige at høre en panisk meddelelse over togets højtalere – ”Alle ud af toget! Vi er blevet indvaderet af levende døde, flygt før det er…. Aaaaargh!” – inden hun stormede ud af toget. Flere zombier var på vej imod det nyankomne tog, og skænkede ikke Kelly ret meget opmærksom hed.

”De vil hellere have madkassen” tænkte hun og gøs, imens hun forsatte væk fra toget. Imens hun løb bragede tonerne fra The Pretty Reckless’ Messed Up World mod hendes trommehinder, og hun tillod sig selv – med hjertet helt oppe i halsen – at le lidt.

’cause what else can you do? It IS a messed up world right now, and you’re a part of it…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...