Dit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Dedre Gormley har i en længere periode fulgt bandet 5 seconds of summer, men nu er hun ved at sige stop. De 4 drenge, der har været hendes liv, siden hun gik ned med en depression, er blevet for egocentrerede og er bukket under for berømthedsvandvidet. Hun lufter hendes meninger på tumblr, men ingen er enige, undtagen én. Hvem? Michael Clifford elsker at være midtpunkt, men kan Dedre ændre det?

5Likes
7Kommentarer
292Visninger
AA

1. You're almost in reach, but still endlessly far away

Jeg ved ikke hvor længe jeg kan klare dette. 5 seconds of summer har været en del af mig lige siden bandets oprindelse, men nu går de over gevind. Det er ikke det samme, som før. Berømtheden har steget dem til hovedet, og jeg er åbenbart den eneste, der kan se det. Jeg beder jer fans om ikke at kommentere negativt på dette, jeg har prøvet det for mange gange. Jeg elsker drengene, men denne fandom er for meget. Ingen dårlig mening om drengene er tilladt, uden man bliver bedt om at skride, eller værre; dræbe sig selv.

Jeg elsker drengene mere end noget andet, jeg lytter til deres musik og nyder det mere end noget andet. Jeg går til deres koncerter og jeg hygger mig, men ikke nok med at berømtheden har steget dem til hovedet, så føler jeg dybt inde, at jeg ikke behøver være her. Jeg går dag ud og dag ind, håber på de opdager mig, men lad os se det i øjnene. Det gør de aldrig. Jeg kan intet specielt. En mindre betyder ikke noget, så jeg kunne lige så godt droppe det, der holder mig sammen; drengene. Jeg kan ikke klare deres berømthedsvandvid mere. Jeg ved, at jeg selv er delvis skyld i disse deprimerende tanker, men jeg takker alle de idioter, der prøver at gøre min hverdag svære. Jeg er træt af jeres højrøvede lort. Jeg er træt af, at I skal stemple mig som bunden, sende mig had over nettet, fordi I ikke er mand nok til at stå ansigt til ansigt - eller gøre det fra ikke-anonyme accounts. I fik mig næsten sidste gang, næste gang får I mig. Jeg håber I bliver glade, når I har min død på samvittigheden.

Jeg har længe gået og overvejet om jeg skulle poste den besked på nettet, og det bliver nu. Jeg trykker på knappen ’post’ og forlader derefter min computer, velvidende om, at alle de hadefulde beskeder vil starte igen. Jeg tager min taske og forlader min lejlighed, går udenfor i det varme vejr. Jeg har et smil på læberne, da jeg går ned ad gaden, med tasken over skulderen. Jeg har to sider af mig selv, den ene er den i lige har hørt om, den deprimerede lille skolepige, der aldrig er vokset ordentligt op. Den anden er toogtyve år og er stadig under uddannelse. Når den lille skolepige forlader det mest trygge sted; nemlig sin lejlighed, sit hjem, har hun altid et smil på læberne, røde kinder og friskrøde læber. Det er på ingen måde muligt at se, hvilken deprimeret pige, der gemmer sig inden i hende. Kun på nettet får man hendes ægte jeg at se.

Jeg ankommer til det lokale bibliotek, hvor jeg fastbesluttet går mod det allerbedste; de plader romantiske historier, om et par, der altid ender med at få hinanden. Sådan er det desværre aldrig været for mig. I mine teenageår opdagede jeg 5 seconds of summer og de har været mit liv lige siden. Jeg har ikke haft en let barndom, og heller ikke årene efter var lette. Jeg gik ned med en depression, der varede alt for længe. Jeg lukkede mig inde. Først i en alder af 19, kunne jeg komme ud, få mig en ordentlig uddannelse. Kliche.

Jeg har været på dette bibliotek alt for mange gange. Jeg har gået i min egen verden, i mellem de forskellige reoler, med tusindvis af bøger i flere timer. Min mobil vibrerer i min lomme, og selvom jeg virkelig ønsker at ignorere den, overgår min nysgerrighed min rationelle side. Jeg ved det er fra tumblr, jeg ved det er had. – men der er altid det lille spørgsmål, jeg stiller mig selv. Hvad hvis det nu ikke er? Jeg går altid med et håb om, at nogle har samme synspunkt som jeg, men det sker aldrig.

Jeg får mobilen op ad min lomme, på mine stramme cowboybukser i blå, låser den op og ja; Det er fra tumblr. Jeg sukker sagte, inden jeg åbner app’en, trykker på beskeder. Allerede nu, efter 20 minutter er jeg oppe på 10 beskeder, men en enkelt besked fanger min opmærksomhed. Det er ikke had, det er ikke små 12 årige piger, der fortæller mig, at jeg skal skride. Det er noget helt andet. ”Dit liv er betydningsfuldt, det må du ikke sætte spørgsmålstegn ved, slet ikke når du ingen har spurgt.” Jeg mimer ordene, samtidig med, at jeg læser højt inde i hovedet. Latterligt. Jeg sukker lavt og ryster på hovedet, nej jeg betyder ikke noget for nogen. Jeg har ingen venner, kun bekendte og så familie, men dem ser jeg ikke tit.

Jeg ligger mobilen i lommen igen og går op til bibliotekaren, med de 3 bøger jeg har fundet, og låner dem. 

Beskeden kører ondt i mit hoved hele vejen tilbage. Min mobil vibrerer alt for tit, men jeg min nysgerrighed er i skak, efter for nyligt at have tjekket den. Jeg åbner døren til min lejlighed og ånder ud, da jeg endelig er i trygge rammer, alene, hvor jeg kan være mig selv. Jeg ligger tasken på en barstol, ved kogeøen og går hen til computer. Jeg får den hurtig tændt og gået ind på de sædvanlige sociale medier; tumblr og twitter. Facebook er ikke mig, jeg har ingen bekendtskaber, jeg gider komme i kontakt med.

Holy fuck, Michael fucking Clifford følger mig! Skriger mit indre, da jeg kigger igennem mine notifikationer på Twitter. Det kommer som et chok, jeg har ikke tweetet ham hele dagen. Jeg vælger at sætte min ynglings CD over, deres live CD fra 2014 og danse rundt. Det er et sjældent tilfælde, at jeg ter mig som en tosse. Det er generelt et sjældent tilfælde at se mig, som offentligheden ser mig; med røde kinder, et kæmpe og ægte smil på mine læber. Jeg danser rundt i stuen under flere sange, inden virkeligheden slår luften ud af lungerne på mig. Et follow betyder intet, jeg er stadig ubetydelig. Michael følger omkring hundredetusind. Jeg sætter mig ned på stolen med hovedet i hænderne, for en kort tid, inden jeg ser op på skærmen. Jeg går ind på tumblr, trykker på message ikonet og begiver mig til at læse alle de hadefulde beskeder, anonyme idioter har sendt mig.

Mine øjne er tømme for tårer, og den lille bid, der var tilbage af mit ego knust, da jeg fjerner opmærksomheden fra tumblr efter at have sendt en alt for lang besked. Jeg rejser mig ståkantet op på benene og slentrer igennem min lille lejlighed, ind i soveværelset, hvor jeg putter mig under dynen, med alt mit tøj på. Jeg vil sove, jeg vil glemme denne dag.

Jeg vidste, at de hadefulde beskeder ville starte ved mit post, men det betyder ikke, at rettigheden til det bliver større. Jeg sidder som så mange andre og har mine egne problemer at kæmpe med, og jeres mening om mig gør intet bedre. Jeg har ikke bedt andre om at fortælle, hvor fed jeg ser ud, eller hvor grim jeg er – og det er lige så komisk som trist. Ingen af jer har set mig. Jeg ved godt, hvor fed jeg er, eller hvor grim jeg ser ud og det gør ondt, at andre skriver det, så please stop. Ingen af jer har psyke nok til at have død på hænderne.

Jeg elsker drengene og det har jeg sagt så mange gange før også selvom jeg har mine fucked up meninger, Ingen af os er perfekte.

Godnat fuckheads – med venlig hilsen Dedre Gormley, dis mig, men gør det ordentligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...