Dit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Dedre Gormley har i en længere periode fulgt bandet 5 seconds of summer, men nu er hun ved at sige stop. De 4 drenge, der har været hendes liv, siden hun gik ned med en depression, er blevet for egocentrerede og er bukket under for berømthedsvandvidet. Hun lufter hendes meninger på tumblr, men ingen er enige, undtagen én. Hvem? Michael Clifford elsker at være midtpunkt, men kan Dedre ændre det?

5Likes
7Kommentarer
291Visninger
AA

2. You awake the human in me

Regnen slår ned, rammer min hætte og larmer mod mine øre. Jeg er som en anonym, når jeg går ned ad disse gader, med hætten, der gemmer mit ansigt og mit genkendelige hår. Jeg har ferie, men jeg savner at være midtpunkt. Jeg er som narkoluderen, jeg så forleden dag, men jeg har ikke brug for narko. Nej, jeg har brug for noget helt andet. Min krop har brug for et helt andet fix. Jeg er afhængig af berømtheden og den adrenalin det medfører. Jeg kræver at være midtpunkt. Min hørelse er så godt som ødelagt af alle de tusindvis af piger, der har smadret deres stemmebånd på at skrige og den høje musik, der nu bliver spillet tusindvis af gange om dagen. En kvinde glor på mig og selvom jeg har lyst til at give mig selv til kende, gemmer jeg mig væk. Jeg har ikke været den højråbende fyr hele ugen, noget har ændret sig.  Jeg savner den ikke, og blot ved at tænke på, at han vil komme tilbage bliver jeg angst. Så snart jeg bliver midtpunkt igen, rager intet andet mine tre venner mig.

Jeg går ind på en lille lukket café, kaldet Madam, og lader hætten glide ned, så mit rødskrigende hår kommer til syne. Folk stirrer på mig. Lad mig være. Jeg tøffer op til skranken. ”Det sædvanlige?” Siger den alt for sødkvalmende pige på max 17 bag skranken. Jeg ryster på hovedet. ”Te, tak.” Jeg er overrasket over min nyankommne høflighed. ”English breakfast.” Jeg fremtvinger et smil. ”Er på vej, sir.” Jeg nikker stille og sætter mig ned i et hjørne af cafeen, hvor jeg ikke vil blive forstyrret af ubudne gæster. Jeg tager min våde regnjakke af og ligger den henover stolen, inden jeg tager min iPhone op af bukselommen og går ind på det offentlige wifi. Twitter tiltaler mig ikke, jeg er nu mere fan af tumblr, men jeg bliver nødt til at interagere med mine fans.

Jeg når at kigge min twitter igennem, inden samme pige som før kommer hen med min te. Hun sætter den elegang ned på bordet. Hendes lange røde negle fanger min opmærksomhed. Hvorfor sådanne negle, når hun arbejder her? Jeg ryster tanken væk igen. Jeg har alt for meget i hovedet for tiden, en bivirkning af ikke at være i midtpunkt. Jeg ser op på hende og nikker, inden min opmærksomhed ryger tilbage på mobilen igen. Nu må du godt gå. Det føles som hele to minutter, før hun vender sig om og går, hendes rædselsfulde duft af en alt for sød meget parfume, forsvinder sammen med hende. Jeg vælger at gå ind på tumblr, som jeg stadig har formået at holde hemmelig. Gemt fra alle fans. Et mirakel. Et navn fanger min opmærksomhed og jeg kan se det er fra hende det mærkværdige menneske, der ikke har andet end ubehagelige meninger om os. Jeg er dog enig med hende.

For en uge siden valgte jeg at følge hende, da hendes meninger var lige ud. Jeg elsker mennesker, der siger deres mening og ikke gemmer den væk.

Jeg tager en tår af min te, men er lige ved at spytte den ud igen, da jeg læser sidste ord. ”Farvel.” Jeg stiller hårdt koppen ned. Hvad fuck kan det betyde? Jeg vælger at sende hende en kort besked, inden jeg begiver mig tilbage til min te, men lysten er væk. Hvorfor valgte jeg te og ikke den sædvanlige kaffe? Det her smager jo rædsomt! Skriger djævlen på min skulder, der feminint sidder og drikker af samme slags kop.

 

Jeg har ikke kunne lukke et øje de sidste to nætter og det kan ses. Jeg har de største poser under øjnene og jeg ligner et lig - mere end jeg plejer. To dage endnu også starter drengene og jeg på at arbejde igen. Vi skal have stablet et nyt album på benene og samtidig spillet et par koncerter. Jeg sætter mit hår med voks og går ud fra toilettet. Jeg vil vide, hvorfor jeg ikke har kunnet sove, men inderst inde ved jeg godt svaret. Det er den hæslige kælling Dedre! Snerrer djævlen på min skulder. Hun er ingen djævel! Snerrer jeg tilbage. Jeg må være ved at blive sindssyg, hvem har en indre monolog med en ikke eksisterende djævel? Jeg sukker lavt og dukker op i stuen, der ligner et bumpet lokum. Beskriver dit indre. Jeg skuler til djævlen. Jeg sparker til en tom flaske og går ud i køkkenet, kigger igennem køleskabet, men giver kort op. Her er intet. Jeg kunne gå ned til Madam, hvis de ellers har åbent. God ide.

Jeg tager min jakke og begiver mig udenfor. Hele vejen ned til Madam er jeg plaget af min djævel, der ikke er til at få til at holde kæft. Før jeg ved af det står jeg forrest i køen og samme pige fra dagen før, står bag disken. ”Det sædvanlige og uh … pandekager.” Siger jeg med en forførende undertone, samt et smil på mine læber. Ja, godt. Flirt mere! Djævlen på min skuldre er helt oppe og køre. Jeg lytter til ham, selvom jeg ikke burde. Jeg har efterhånden lært, at den eneste måde at få ham til at holde kæft, er at lytte til ham, gøre hvad han beder ham. Jeg går mod selvsamme bord, som sidst, men da jeg kommer tættere på, ser jeg det er optaget af en kvinde. Jeg gider ikke sidde andre steder og mit berømthedsvanvid begynder hurtigt at koge igen. Hvad fanden laver hun ved mit bord? Skrid kælling! Jeg må smide hende væk. Jeg træder hen ved bordet og ser ned på hende. Hun er dybt opslugt af sin ret så ødelagte mobil. ”Sidder der nogen her?” Hun hopper let på stolen og ser op på mig med et let smil på læberne. Hendes øjne er blå og uskyldige og jeg kan ikke skjule et smil. ”Nej.” Hun nikker mod stoen og jeg sætter mig hurtigt ned. Hun virker anspændt, mon hun ved hvem jeg er? Jeg fisker min mobil frem og i stedet for at socialisere sig, sidder vi begge over for hinanden helt opslugt af det elektroniske i vores hænder.

En tjener kommer over med min mad, samt min kaffe og der ligger en lille besked i siden, med et nummer. Fuck, jeg havde glemt alt om pigen bag disken! Jeg fnyser indvendigt og vender tilbage til min mobil. Jeg har ikke brug for at have ondt af hende, hun er ikke det værd. Et nyt post popper op på min tumblr væg og alt blodet løber fra mit hoved. Fuck  fuck fuck. Siger min djævel og jeg på samme tid, inde i hovedet. Snak med hende, vis hende, at hun intet er værd. Kommer det fra djævlen på min skulder. Jeg skuler til ham. Min djævel og jeg har ikke samme mening. Jeg sidder og grubler over, hvordan jeg skal komme i kontakt med hende, mens jeg spiser mine pandekager og drikker min kaffe. Jeg burde lave en stor scene. Den-afhængige-Michael er vågnet fra sin dybe søvn og jeg kan føle trangen til at være midtpunkt igen. Jeg vælger at svare på hendes post.

Xmyownworstenemyx

| Du er smuk.

Jeg har afsløret mig selv, men jeg har lyst til at lære denne kvinde at kende. Eller en del af mig og lyst, den anden har lyst til at knuse hendes hjerte, bruge hende for at få den ønskede titel, som berømthedsvandvidet kan give mig. Jeg ser op på hende og hun møder kort tid efter mine øjne. Hun taber sin muffin ned på tallerkenen og bliver lige så bleg som jeg. Hun er nu sødere med farve i kinderne. Hvorfor reagerer hun ikke? Det føles som en uendelighed, hvor vi blot stiger ind i hinandens øjne og det irriterer mig. Giv mig min ønskede opmærksomhed!! Skriger afhængigheds Michael, samtidig med at mit smil fra læberne forsvinder. Er hun dum? NU sker der noget, endelig!! Hun åbner munden, men lukker den hurtigt igen. Pis. Jeg får et skævt smil frem og fjerner derefter blikket. Jeg begiver mig til at spise mine pandekager, der så småt er ved at blive kolde. Jeg har lyst til at fornærme hende, men jeg kan ikke få mig selv til det. ”Har du ikke en masse du vil have sagt?” Jeg løfter øjenbrynet og ser op på hende igen. Hun er flot. Hendes brune hår er sat op i en hestehale, men jeg er sikker på det vil være flottere nede. Selvom farven i kinderne er væk, er hendes læber stadig røde. De ser bløde ud. Kys hende. Kommer det fra djævlen på skulderen. Hun rykker sig ubehageligt i sædet og slår blikket ned, begynder at mumle ord. Snak dog ordentligt kvindemenneske og se mig i øjnene! Jeg bliver færdig med pandekagerne, før hun begiver sig til at snakke. ”Hej.” Piber hun. Nå, er jeg så skræmmende? Jeg kan ikke gemme et sørgmodigt smil. Jeg har lige pludselig lyst til at gøre hende glad. Mon jeg kan gøre hende glad? Efter hvad hun har delt på tumblr, så virker hun ikke som en glad pige. Hun har mange problemer, alt for mange. Kan jeg mon håndtere dem? Du skal ikke håndtere dem. Forhelvede knægt, I er ikke venner eller andet! Hun er en ynkelig lille fan! Snerrer djævlen. ”Dav.” Siger jeg sagte med en glad undertone. ”Jeg bliver desværre nødt til at gå.” Du har spildt din tid, kælling. Jeg ryster indvendigt på hovedet af djævlen og puffer ham ned ad skulderen. Farvel for nu. ”Men jeg kan lide din blog og jeg er delvis enig i dine meninger, Dedre.” Med de ord begiver jeg mig ud af døren med min jakke over skulderen. Solen skinner og det er lunt. Endelig.

 

Jeg ønsker at skrive til hende, men jeg kan ikke få mig selv til det. Endnu en uge er gået og jeg er startet på at arbejde med drengene igen. ”Lad os holde i 5 minutter.” Kommer det fra Ashton, der sidder svedig bag sine trommer. I stedet for at rejse mig op, sætter jeg guitaren ned og fisker min telefon frem. Jeg er blevet mere end bare addictet. Jeg logger ind på tumblr og går ind på hendes blog. Jeg har ikke taget kontakt til hende, men alligevel har jeg siddet som en forelsket idiot og stalket hendes blog. Jeg undertrykker et fnis, da jeg læser, hvad hun har skrevet. Stop med at opfør dig sådan, det er ikke dig! Hvæser djævlen på min skulder. Jeg ryster irriteret på hovedet og begynder derefter at nedstirre ham, i håb om, at han vil holde sin fede kæft. En besked popper op i mine messages og det begynder at krible i hovedbunden. Hvem er det mon? Der er stor forskel på min twitter og tumblr account. På twitter er jeg verdens kendt – og jeg elsker det – men på tumblr er jeg et helt almindeligt menneske. Jeg trykker på det lille message ikon og en kort besked popper frem.

Sowhatclifford:
Nice shoes let’s fuck
Undskyld min manglende hjerne i sidste uge. Jeg var overrasket og min generthed slog til. Undskyld.

Du er enig i mine synspunker, hvilke? Hvorfor støder de dig ikke, som de støder alle andre?

Dedre Gormley.
 

Jeg griner lavt over hendes besked, hvilket får Calum og Luke til at se undrende på mig. Jeg vifter deres spørgsmål væk, inden jeg begynder at sende hende en besked.

Xmyownworstenemyx:

Din mangel på socialisering irritere mig grusomt, men alligevel så kær.

Vi har alle fire ændret os så forbandet meget de sidste par år. Vi gik fra at være et useriøst band, til lige pludselig at skulle være verdenskendt. Man vender sig hurtigt til paparazzierne. Dit ego får et stort boost og det er der berømthedsvandvidet for det meste starter. Jeg kan kun snakke om mig selv, og ja. Jeg har ikke været den lille søde generte dreng i langtid. Der sker så meget i ens hverdag og på et tidspunkt stopper man med at tænke på andre. Vi kan ikke gøre alle glade og det er specielt svært, når alle render rundt omkring os og tvinger os til ting, vi egentlig ikke har lyst til. Vi bliver overfaldet både psykisk og fysisk og det gør noget ved en. Dine meninger støder mig og irriterer mig, for fanden jeg er et menneske. Jeg vil være midtpunkt og kræver det i en rum tid, men alligevel er jeg enig. Hvordan kan jeg det?

Michael Clifford.

Jeg ligger telefonen fra mig og tager min guitar op i skødet igen. Tid til at spille igen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...