Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346706Visninger
AA

12. Tre stærke ord.


Justins synsvinkel:

Lokation: Random gæstetoilet hos Leas forældre, søndag d.29 juni, kl. 0.07

Jeg kunne nærmest ikke få nok af at svømme mig væk i hendes smukke blå øjne, der lige nu udstrålede en saglighed i blikket. Hun fniste svagt mens hun sad ovenpå mig og nussede mit hår med begge hendes hænder. Jeg sad bare og nød det mere end noget andet. Sagligheden i min krop ville ingen ende tage. 

"Gad vide om de andre har lagt mærke til, at du er væk fra festen baby?", hviskede jeg hæst. Blake fniste og fugtede sine dejlige læser.

"Tja, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg elsker nu bare at være sammen med dig lidt...", svarede hun lavt, mens hun kyssede blide kys på mine læber.

Jeg kærtegnede hende på hendes nøgne balder under kjolen. Hun var let svedig, men det var der jo egentligt heller ikke noget at sige til, efter vores udfoldelser her på gæstetoilettet. Ja, jeg havde absolut intet at brokke mig over, at jeg havde kunne få hende lidt til trods for vi var til hendes venindes bryllup. Jeg elskede virkelig at Blake bare havde blæst på, at der var andre mennesker, der i realiteten kunne opdage os når som helst, men at jeg uden tvang kunne få hende med på den værste med en lækker omgang sex på gæstetoilettet. Tja, vi eller rettere sagt jeg var fuldstændigt forblændet i min dejlige kæreste. Jeg vidste ikke om hun havde det på samme måde, men det tog jeg ikke så højtideligt lige nu. Jeg var sikker på hende, men om hun var på mig, beviste nok, at hun havde brug for tid til at vænne sig til at være sammen med mig.

"Jeg er vild med dig...", hviskede jeg hæst, så mine læber strejfede hendes. Hun sukkede frydefuldt og vi begyndte at kysse igen. Hendes dejlige blide tungekys, kunne få mig til at forsvinde langt fra omverdenen. Der var kun hende i mine tanker og jeg havde bare skudt tanken væk om at jeg var med til et rigmandsbryllup. Jeg kunne havde haft lyst til at smutte langt pokker i vold fra festen op til flere i dag, fordi jeg ikke kunne få lov til at tilbringe tiden med min dejlige kæreste, men nu havde jeg hende endeligt lidt. Hun stoppede blidt vores tungekys og trak sig en anelse fra mig og smilte med et lille grin på og flyttede atter sit blik op på mit hår.

"Jeg indrømmer altså, at brunt hår klæder dig bedre skat...", fniste hun. Jeg kunne ikke lade være med at grine lavt.

"Brr brr brr...", lød det ovre fra hendes lille glitter-clutch i sølv, som lå ved siden af håndvasken. Hun smilte lettere undskyldende.

"Jeg må hellere lige tjekke den skat - Det er anden gang den vibrerer...", forklarede hun lavt. Jeg nikkede med et svagt suk og hun rejste sig, så min pik gav et lille svup mod mine lår. Jeg betragtede hende knæle ned med ryggen til mig efter sine røde blondetrusser, der lå på det kølige klinkegulv i sort granit, hvorefter hun lettere besværligt krængede sine trusser på op under hendes fantastiske røde kjole. Jeg rejste mig selv og hev det brugte kondom af og smed det bare ned i toilettet og trak ud. Jeg rettede på mine  sorte Calvins og trak derefter mine sorte baggy bukser nogenlunde op på sin rette plads.

Jeg betragtede Blake stå og tjekke hendes iPhone, mens jeg vaskede mine hænder.

"Er det vigtigt?", spurgte jeg med et skævt smil. Blake rettede på sit lange hår så det kom foran den ene skulder. Hun så op med et svagt smil.

"Det er min far, han og min mor leder efter mig, da de gerne vil sige farvel til mig...", forklarede hun med et svagt lille smil. Jeg nikkede blot.

"Du bor jo hjemme, så kan de ikke overleve ikke at skulle se dig før i morgen?", spurgte jeg med et skævt smil. Blake grinte kort.

"Det er faktisk talt blevet i morgen nu - se selv på uret skat...", fniste hun. Jeg så på mit rolex i sølv og Blake havde ret.

"Lidt over halv et...", mumlede jeg med et svagt grin og så op på hende igen og nærmede mig hende helt og lagde mine hænder om hendes dejlige røv uden på hendes kjole og så med bedende hundeøjne på hende og skruede al min charme på.

"Er du sikker på, at dine forældre ikke kan undvære dig til engang i morgen, undskyld jeg mener senere i dag - altså til morgenstunden?", bad jeg stille og smilte forførende til hende. Blake fniste og så væk fra mig.

"Justin, du er en værre én - Ej, min far har noget vigtigt at snakke med mig om... Jeg lover at skynde mig tilbage til dig og festen - promise...", forklarede hun med et sødt smil og kyssede mig flygtigt, mens hun fjernede mine hænder fra hendes dejlige røv.

"Jeg skynder mig skat - Det har du mit ord på... Smut du tilbage til festen og få lidt at drikke, okay?", forklarede hun stille. Jeg nikkede med et svagt smil og vi fangede hinanden i et flygtigt kys, inden hun fjernede sig helt og gik hen og greb på dørhåndtaget og låste op. Hun så tilbage på mig med et drilsk bid i underlæben.

"Vent med at gå ud herfra om nogle minutter, bare for en sikkerheds skyld, okay?", hviskede hun. Jeg nikkede med kærligt smil og vinkede hende ud.

"Bare smut baby - vi ses snart...", svarede jeg lavt. Hun sendte et luftkys og gik nærmest vagtsomt ud af døren og lukkede efter sig. Jeg gik hen og låste døren igen og stilte mig op ad døren og så på mit ur, for at tjekke tiden, så jeg ventede troligt nogle minutter eller tre, før jeg besluttede mig for at låse døren op og gå ud.

På vejen ud mod haven, stoppede jeg op ved dagligstuen og opdagede ud af øjenkrogen Blake, der stod og snakkede med sin mor og far i den anden ende. Dagligstuen var stor og der var også andre her, men det var ikke mange. Jeg kunne ikke lade være med at stå og lytte på afstand på deres samtale, eller hvad jeg i alt fald fik ud af den. For ikke at virke for åbenlys, satte jeg mig hen i en brun Chesterfield sofa i næste sekund kom en tjener med en bakke drinks.

"Undskyld, kunne jeg...", mere nåede jeg ikke at sige til ham, før han noterede hvad jeg ville, så han hældte straks lidt whisky op i et whiskyglas og rakte mig det. Jeg nikkede med et smil.

"Mange tak...", svarede jeg lavt. Tjeneren nikkede med et smil og begav sig videre blandt de andre gæster der lige opholdte sig her. Ja, man kunne vel kalde det en form for saloon, hvis det egentligt ikke var det? Jeg tog en lille tår af min whisky, der helt sikkert var den bedste whisky jeg nogensinde havde smagt. Yup, det var med garanti en luksus. Jeg lænede mig afslappet tilbage, som jeg nu plejer, når jeg sidder i en sofa, men ændrede straks stillingen, da jeg opdagede en random stillig fyr i flot habit, der HELT sikkert var Armani - Der var ingen tvivl der. Han lagde sin ene fod op på knæet, så det så ret casual ud, nok noget helt andet end min drengerøvs-agtige måde at sidde på. Jeg hadede at kopiere folk, men jeg måtte i dette tilfælde nok gøre lidt efter, da jeg ikke ville udskille mig for meget fra de rige typer. De skulle helst ikke overraskes over, at jeg ikke ligefrem var en rigmand.

Jeg så diskret hen mod Blake der stod med ryggen til og snakkede eller måske rettere diskuterede med sine forældre. Jeg prøvede at spidse ørerne, til trods for, de stod godt og vel 20 meter væk og der også stod andre og snakkede og for at gøre det hele værre, så kom der en anden fyr hen og snakkede med fyren der sad ved siden af mig i sofaen, så det hele gik op i sludder, som jeg ikke kunne magte at skille fra hinanden. Jeg sukkede hårdt og besluttede mig blot med et enkelt øjekast mod Blake, at begive mig ud til teltet i haven.

Natteluften var kølig og frisk, men ikke ligefrem kold, så endelig kunne man opnå en overkommelig temperatur med jakkesæt - dog havde jeg planer om at smide min habitjakke, når jeg kom ind i teltet igen. Sekunder inden jeg skulle til at begive mig ind til selve festen, blev jeg trukket til siden, af en arm og jeg blev pænt overrasket over at se to andre unge fyre, der stod bag denne  Jonathan, som jeg bare ikke magtede noget af.

"Hvad fanden vil du med hende?", røg det spidst ud af Jonathan. Jeg nikkede men et sarkastisk smil.

"Jeg ved ikke hvad pokker du taler om? - Undskyld mig, men jeg har en fest jeg skal til.", svarede jeg bestemt og skulle til at begive mig ind i teltet, men jeg blev hevet kraftigt tilbage, så jeg var ved at få overbalance i græsset. Jeg så målløs hen på Jonathan.

"Hvad fanden laver du main?!", fløj det arrigt ud af mig. Jonathan nærmede sig mig med faretruende skridt.

"Du holder dig fra hende - du gør!", fløj det spidst ud af ham, mens han puffede mig bagud. Jeg var hurtig til at gribe fat i habitkraven på ham.

"HØR HER, JEG VED IKKE HVAD FANDEN DU SNAKKER OM?!", skældte jeg hårdt på ham og skubbede ham hårdt bagud, så han landede på røven og albuerne i græsset.

"IDIOT!", fløj det arrigt ud af Jonathan og hans to venner hjalp ham op at stå.

"Jeg snakker om Blake Lively, siden du er så langsomt opfattende - Hvem fanden er du?", røg det arrigt ud af Jonathan og han fløj i flæsket på mig.

"Jonathan! - Hvad pokker laver du?!"

Hendes arrige stemme var ikke til at tage fejl af. Jonathan skubbede mig arrigt tilbage.

"Blake, det her kommer ikke dig ved!", kom det arrigt fra Jonathan. Blake overraskede os andre ved at gå lettere vaklende hen mod Jonathan og skubbede til ham.

"Det gør det i allerhøjeste grad! Du skal opføre dig ordenligt over for Justin, ellers så får jeg dig smidt ud af festen - PERSONLIGT!", kom det vredt fra Blake, så Jonathan så målløs på hende og derefter hen på mig.

"Nå, så du hedder Justin?!", kom det fnysende fra Jonathan, der rykkede vredt i sin habitjakke. Han så atter på Blake og pegede.

"Pas på hvem du omgås Blake!", truede han på hende, inden han og hans venner gik og til min lettelse gik de vejen ud af haven. Blake vendte sig hen mod mig med et suk og gik langsomt hen til mig.

"Jeg undskylder for Jonathans idiotiske opførsel - Man kan desværre ikke regne med ham...", forklarede hun lavt. Jeg nikkede med et svagt smil og tog imod hende og lagde mine hænder om hoften på hende. Jeg kunne ikke se hendes smukke blå øjne eftersom, der var temmelig mørkt herude og der blev kun lyst lidt op af havefakler, der stod længere væk og alle de kulørte lamper var at finde ovre ved teltet, så lyset var ikke så skarpt her hvor vi stod.

"Hvad snakkede du med dine forældre om?", spurgte jeg lavt. Blake smilte svagt og lagde sine hænder om nakken på mig.

"Ikke noget du behøver at tænke på skat...", svarede hun lavt. Jeg smilte svagt.

"Jeg hørte altså, at i diskuterede over et eller andet, da jeg fik mig en drink i saloonen - jeres diskussion virkede temmelig anspændt...", forklarede jeg lavt. Blake så væk fra mig med et hårdt suk.

"Så kan jeg vidst ikke løbe helt fra det...", sukkede hun hårdt og så atter på mig. Jeg så med et løftet øjenbryn på hende og gav hende et lille klem oven over hendes ene balde.

"Så fortæl baby?", spurgte jeg lavt. Blake nikkede og trak sig væk fra mig og tog mig i hånden.

"Lad os gå en lille tur ned mod søen...", forklarede hun. Jeg grinte svagt.

"Har de også en sø?", spurgte jeg overrasket. Blake grinte lavt og nikkede.

"Mere end bare en sø - det ligger ligesom til os rigmænd... Sorry!", grinte hun forlegent. Jeg nikkede blot med et lille smil. Vi begav os væk fra selve teltet og festen og fortsatte ned ad den kæmpestore have, som for mit vedkommende føltes nærmest uendeligt. Det kunne i princippet lige så godt have været en park med den størrelse. Jeg så hen på hende, mens vi gik hånd i hånd.

"Så fortæl?", spurgte jeg med et smil.

"Det er fordi visse folk åbenbart har set os snige rundt sammen, og det har de så fortalt mine forældre. De udspurgte mig om hvem denne fyr var, men jeg kunne bare ikke fortælle dem om dig, så...."

"For fanden Blake! - Hvorfor kan du ikke bare sige det som det er til dem, at du har fundet sammen med en ganske almindelig fyr som mig og så bare blæse på deres præmisser? Jeg skal vel ikke skjules for altid?", afbrød jeg hende med et hårdt suk. Blake standsede op og stilte sig foran mig. Hun lagde sine arme om nakken på mig, så vi kom usigeligt tæt på hinanden.

"Det er lettere sagt end gjort... Jeg er så bange for deres reaktion...", svarede hun lavt. Jeg sukkede svagt og lagde mine hænder på hendes balder.

"Det skal jo afsløres på et eller andet tidspunkt baby... Jeg havde ligesom sat mig for, at du skulle med hjem til min familie én af de næste dage, da min mor har spurgt til dig...", forklarede jeg lavt med et lille kærligt smil. Blake så målløs på mig.

"Er det sandt?", spurgte hun med et lille grin. Jeg nikkede med et kærligt smil.

"Jeg har fortalt så meget om dig og de vil så gerne møde denne dejlige søde pige, som jeg er så pokkers forelsket i...", forklarede jeg lavt. Blake fniste og vi stødte panderne mod hinanden.

"Vil de virkelig det, eller er det bare noget du siger for at lette stemningen?", spurgte hun lavt. Jeg smilte og kyssede hende på næsen.

"Det er sandt nok... Særligt Alice vil rigtigt gerne møde dig...", grinte jeg stille. Hun fniste svagt, mens hun nussede mig i nakken og hun fjernede sig fra min pande og vi fik dyb øjenkontakt.

"Jeg vil virkelig gerne møde din familie...", svarede hun lavt med et lille smil. Jeg nikkede og fjernede en lang tot hår fra hendes kønne ansigt.

"Jeg har det præcist på samme måde baby - Jeg har ikke lyst til at lege hemmelighedskræmmeri over for din familie... Du bliver nød til at fortælle din familie om mig... Jeg elsker dig jo...", forklarede jeg stille og smilte kærligt til hende. Blake så målløs på mig.

"Hvad sagde du lige?", spurgte hun med svagt åbenstående mund. Jeg grinte kærligt og og kærtegnede hende på hendes kind og så indgående på hende.

"Du hørte mig godt... Jeg elsker dig - virkelig...", forklarede jeg stille. Jeg havde en knude i maven over at sige det, for hvad hvis hun ikke følte det samme for mig? Jeg så afventende på hende og hun sank tydeligvis en klump. Hun skulle vel lige synke mine ord.

"Sig nu noget baby?", bad jeg med et nervøst bid i underlæben og så stadigt afventende på hende....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...