Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346638Visninger
AA

43. Tak for kaffe!


Justins synsvinkel:

Lokation: Lufthavnen London Heathrow , mandag d. 19 januar, 2015, kl. 6:13

Jeg følte det pænt akavet og pinligt det her. Lige som jeg troede, men nej! Jeg så til venstre for mig, hvor hun sad med armene over kors, uden så meget som at værdige mig et eneste blik. Hun stirrede bare stift hen på et spot på det ret rodede skrivebord foran os. Jeg sukkede og så væk fra hende og lagde selv armene over kors og rystede opgivende og trist på hovedet, mens jeg lod mit blik vandre rundt i det kedelige gråhvide rum og med store vinduer bag os. Dette rum indikerede slet ikke på privatliv. Det var bare et koldt lille rum. Nøjagtigt, som dem man mødte i diverse jobcentre. Intet privatliv! Alle kunne se én. Jeg hørte hende sukke hårdt og så over på hende.

"Bab..."

"Hold kæft Justin!", afbrød hun mig olmt. Jeg sukkede tungt og nikkede blot og så ned på det ret støvede grå linoleumsgulv. Det var tydeligt, at der ikke blev gjort rent her hver dag. Skrivebordet flød med papirer af forskellige arter. Jeg kunne skimte kvitteringer, dokumenter om bortkommen bagage, bødeforlæg på indsmugling af varer og dyr, der ikke havde fået indregistreringer. Der var intet at se på Blake og jeg, men jeg vidste ligesom hvad dommen var: Overtrædelse på offentlig blufærdighedskrænkelse! 

Helt seriøst; Hvor slemt kunne det lige være? Blake og jeg var jo forsigtige og ja, det kunne godt være, at vi måske blev lidt højlydte fra toilettet ind imellem, men altså - Hverken medpassagererne eller flypersonalet kunne se os, så hvad pokker var problemet lige? Åbenbart meget, for flypersonalet kunne så absolut ikke se det romantiske i, at et par nygifte bare ønskede bare lidt godt på deres røvtursrejse.

Jeg sukkede og jeg blev revet ud af mine tanker, da en robust lufthavnsvagt kom ind ad glasdøren og lukkede efter sig, hvor ved han placerede to papkrus med kaffe i foran Blake og jeg på kanten af skrivebordet. Kaffen så ikke ligefrem vildt varmt ud. Men hvad pokker, kaffe var kaffe - særligt her fra morgenstunden af. Han satte sig på den kedelige halvslidte kontorstol bag det rodede bord. Jeg greb ud efter min kaffe og tog en tår og vrængede lidt af både smagen og at den var lunken. Det kunne på ingen måde måle sig med Starbucks det her. Kedeligere og mere harsk automatkaffe skulle man lede længe efter, eller nej, ikke hvis man fandt den pågældende automat, der havde øset dette harske lort op. Dog drak jeg modvilligt af det, da der trods alt var koffein i. Koffein var altid godt!

Manden sad og rodede lidt i papirbunken og fandt nu et gult dokument frem og han sad og studerede lidt og begyndte så at grine lidt.

"Jeg kan slet ikke se det morsomme i det der betjent!", kom det spidst fra Blake ved min side. Jeg sukkede og valgte ikke at sige hende imod lige nu, for det hele kunne umuligt blive værre end det var nu.

"Velkommen til England, som velkomstgave får i lige en anholdelse - God fornøjelse!" Ja hurra! 

Betjenten så tydeligvis hen på Blake med en rynken i panden.

"Hvis jeg var dem miss, så ville jeg lære at holde en pænere tone, for den der attitude når de ikke langt med.", svarede betjenten roligt, men bestemt. Jeg sukkede og så hen på Blake, der så skulende i sekunder på mig, inden hun så hen på betjenten igen.

"Desværre er jeg mrs og ikke nogen miss længere!", kom det hårdt og flabet fra hende. Jeg sukkede trist. Det var tydeligt, at hun bare ikke ville kende til mig i dette øjeblik.

"Blake, je..."

"Jeg sagde hold kæft Justin!", afbrød hun mig hårdt og var vidst tæt på at rejse sig på en truende måde hen mod mig. Jeg sukkede trist og så væk fra hende igen. Betjenten så på mig i stedet.

"Mr.... eh, nu skal jeg lige se...", mumlede betjenten mens han lod en finger køre ned over det gule dokument.

"Justin Bieber...", svarede jeg lavt, så han straks så op på mig og nikkede med et svagt smil og foldede hænderne foran sig, mens han hvilede sine albuer på skrivebordet.

"Mr Bieber, kan de fortælle mig, hvorfor i alverden de og deres kone kunne tillade dem at bryde loven på den måde? De var vel ligesom klar over at blufærdighedskrænkelse på flyet er strengt ulovligt, ikke?", forklarede han med et spørgsmål. Jeg sukkede og slappede af i mine arme og lænede dem i stedet på armlænene på den kedelige stol.

"Nu var det jo ikke fordi vi blottede os på nogen måde for nogen...", forklarede jeg lavt. Betjenten så med et løftet øjenbryn på mig.

"Det er jo sagen uvedkommende unge mand - Sagen er, at en del passagerer og flypersonale skulle stå til regnskab for de og deres kones seksuelle udskejelser, og den slags er strengt forbudt! Det må de ligesom forstå!", forklarede han bestemt. Jeg sukkede og nikkede blot.

"Betjent, ryger vi i fængslet for det her?", kom det fra Blake af. Jeg så hen på hende. Heldigvis så hun ikke så hård ud i ansigtet lige nu. Betjenten sukkede og smilte stramt.

"I første omgang gør de ikke mrs Bieber, men hvis det med fuldt overlæg gentager sig, så giver det i alt fald karantæne på 48 timer plus et bødeforlæg på 500 pund, men som det ser ud nu, så slipper i begge for et bødeforlæg på 185 pund, og så kan i begge være frit stillet til at komme videre herfra, er det på nogen måde forstået?", forklarede betjenten og så på skift mellem Blake og jeg. Jeg nikkede svagt, mens Blake ikke ligefrem så tilfreds ud. Hun så med et flabet og stramt smil hen på mig.

"Betaler du min elskede?", spurgte hun med tydelig sarkasme i stemmen. Jeg sukkede tungt og nikkede og så væk fra hende og hen på betjenten.

"Hvis min kone og jeg kunne bede om vores håndbagage?", spurgte jeg ham med et suk. Betjenten nikkede og rejste sig.

"Vent her, så henter jeg jeres håndbagage, og nu ingen numre!", svarede betjenten bestemt med en løftet pegefinger og gik ud af det kedelige lokale igen...

"Altså, hvor lang tid kan det her tage?", kom det i en frustreret tone fra Blake, så jeg så hen på hende med et svagt suk.

Ja, ifølge det store runde ur oppe på den kedelige væg, så havde Blake og jeg i alt fald siddet i godt og vel 25 minutter efterhånden. Jeg havde fået drukket min harske kaffe, plus halvdelen af Blakes, fordi hun slet ikke kunne få sig selv til at drikke den harske kaffe. Det var blot et spørgsmål om tilvænning, men nej, det var åbenbart ikke fornemt nok for damen.

"Nej, hvor jeg stinker... Ew!", kom det yderligere fra hende, så jeg så hen på hende, mens hun sad og trak lidt ud i hendes top for at sniffe til hendes tøj. I fare for at få bidt mit hoved af af hende, så undlod jeg at kommentere på hendes påstand. For i øjeblikket, virkede alt til at komme i vejen for Blake. Alt var utilfredsstillende! Ja, der var intet at gøre. Jeg så bare væk fra hende og så ned i den kedelige harske kolde kaffe, som jeg sad og roterede let i papkruset.

"Virkelig romantisk bryllupsrejse - Lige hvad jeg havde forestillet mig!", kom det i en snerpet og skinger tone fra hende. Jeg så ikke på hende, for det var tydeligt, at hun krævede sin fulde opmærksomhed fra mig, men jeg vidste det ligesom - Når hun først var i det rejekællingehumør, ja så ville jeg helst bare være fri for at konfrontere hende.

Så sig dog noget Justin?!"

Jeg så endelig hen på hende med udskudte øjne.

"Hvad Blake? Hvad vil du have jeg skal sige? - For alt jeg gør er jo forkert i sidste ende, ikke?", svarede jeg irriteret. Blake så olmt på mig.

"Aaaeeh! Du er bare for meget Justin!", brokkede hun sig opgivende og så op i loftet.

"Nåh!", svarede jeg koldt og så væk fra hende igen. Ja, hun forlangte at jeg skulle sige noget, og det gjorde jeg endelig, men det behagede hende tydeligvis ikke. Så hvad mere kunne jeg gøre? Ikke en jordisk skid!

Langt om længe kom betjenten ind med vores håndbagage og lagde det på skrivebordet til os. Blake var ikke sen til at tage hendes håndtaske til sig.

"Det var på tide...", mumlede hun surt. Jeg valgte ikke at tage notits af det og tog min rygsæk på skødet for at lede efter min pengepung, hvor ved jeg åbnede den og trak 200 britiske pund op ad min pung og rakte dem til betjenten. Han nikkede med et tak og tog imod dem og åbnede en lille mørkegrøn pengekasse, hvor ved han gav mig de sidste 15 pund igen, som returpenge. Jeg tog imod pengene og proppede dem ned i min pung, hvorefter jeg lagde pungen ned i min rygsæk igen i sikkerhedslommen, så det ikke var så let for lommetyve at komme til, uden jeg faktisk ville opdage det.

Betjenten rejste sig med et smil og gav os hånden på skift hen over skrivebordet.

"Ja, så kan i vidst godt gå igen, og så ønsker jeg jer en fortsat god bryllupsrejse og lav nu ikke flere ulykker vel?", forklarede betjenten med et smil på skift til os. Jeg nikkede blot med et trist smil.

"Hmfr... den er allerede ødelagt!", kom det skarpt fra Blake. Jeg så hen på hende med et opgivende suk. Lige nu ønskede jeg bare, at hun ville blive god igen og tilgive mig for min frække idé i flyet. Hun var jo ligesom selv gået med til det. Der var jo for pokker ingen, der havde tvunget hende til fræk sex i flyet. Hun kunne da nemt have sagt nej til mig. Sværere var det da heller ikke?

~

Lokation: På parkeringen udenfor Lufthavnen London Heathrow , mandag d. 19 januar, 2015, kl. 7:52

"Seriøst Justin, hvis du har fejlet så meget med lejebilen, så me...."

"Hold nu op med at hakke på mig hele tiden Blake - Du bestiller jo ikke and..."

"Nej, det er sgu heller ikke mærkeligt, efter det stunt du lavede i flyet!", afbrød hun mig igen. Jeg fnyste irriteret, og prøvede virkelig at holde vreden i mig, mens vi gik over mod lejebilerne.

"Hav nu bare lidt tillid til mig, okay?!", svarede jeg hårdt og højt, uden så meget som at se tilbage på Blake, der gik et stykke bag mig med hendes bagagevogn, mens jeg gik med min egen enkle store kuffert. Ja, jeg havde kraftedeme ikke brug for så meget lort med i kufferten, hvorimod Blake helt sikkert havde taget halvdelen af sin walk in closet med sig. Kvinder!

Jeg kunne høre hende gå og brokke sig bag mig, men helt ærligt ikke? - Jeg magtede snart ikke flere skænderier. Jeg savnede min elskede Blake, som jeg mødte i baren den fredag aften, hvor hun var til sin venindes polterabend. Var det virkelig så svært for hende, at finde den Blake frem igen? Det var hende jeg havde givet mit ja til, ikke miss møg-hamrende-sur-rejekælling!

Jeg sukkede og tjekkede min bilbestilling igen i hånden, hvor nummeret på bilen, bilregistrering osv var. Ja, både jeg og Blake havde fået lavet midlertidige kørebevis til England og resten af Europa, så vi ikke skulle tænke på offentlig transport hele tiden. Ja, sådan lidt en slags bilferie i de forskellige lande i EU. Jeg nåede langt om længe hen til den bestilte bil, og heldigvis til bare lidt held, var det netop den jeg havde bestilt. Gudskelov for det! Så var alt heldigvis ikke bare nytteløst. Jeg standsede op ved bagsmækken af den sorte range rover, hvorved jeg lagde min kuffert ind.

"Gudskelov, at det er en fornuftig bil og ikke sådan en mr Bean bil!", kom det bag mig fra Blake, så jeg alligevel ikke kunne lade være med at grine lidt over hendes ord. Jeg så med et skævt smil tilbage på hende, hvor hun så træt opgivende på mig.

"Hvad?!", spurgte hun på en flabet og tør måde. Jeg smilte drilsk.

"Mr Bean?", spurgte jeg i et lille drilsk grin. Blake prøvede på at se sur og fornærmet ud, men det lykkedes ikke, eftersom hun selv begyndte at grine. Jeg vendte mig helt omkring mod hende og lagde mine arme om hendes røv, så hun selv lagde armene om min nakke. Jeg gav hende et lille kys på hendes læber og så indgående på hende.

"Skal vi være enig om en ting her?", spurgte jeg lavt. Blake nikkede med et lille grin. Damn, hvor havde jeg savnet at se det grin og smil.

"Ja?", spurgte hun lavt. Jeg gav hendes balder nogle små klem.

"At vi er enige om, at der ikke skal opstå flere misforståelser mellem os? Vi skal bare få det bedste ud af vores bryllupsrejse, ikke baby?", spurgte jeg lavt med et kærligt smil. Blake nikkede med et rødmende smil.

"Jo, du har ret skat...", svarede hun lavt og trak mig ind i et dejligt og blidt tungekys. Det varede ikke længe, men længe nok til, at jeg vidste, at vi havde tilgivet hinanden vores dumme små kontroverser. For i det store og hele, elskede jeg Blake mere end nogen anden kvinde. Jeg vidste jo bare, at hun var mit modstykke og selvfølgelig hørte små skænderier sig til i et velfungerende parforhold, for nogen gange skulle man jo give lidt los for at åbne for sluserne. Dog hadede jeg med garanti de øjeblikke, men jeg glædede mig mest over, når balladen var overstået og jeg kunne vende over på et nyt kapitel med min elskede kone. Jeg slap hendes dejlige læber med et kærligt smil og gav hende et lille bonuskys, inden hun trådte helt væk fra mig.

"Nå, skal vi komme videre?", spurgte hun med et drilsk blink med øjet og hun gik straks hen og åbnede for højre side i bilen og satte sig ind og efterlod mig med al bagagen. Jeg rynkede lidt på næsen over, at hun åbenbart forlangte, at det var mig der gjorde det hele. Jeg sukkede med et svagt smil og begyndte at læsse al hendes bagage ind i bagagerummet.

"Det her skal jeg altså lige vænne mig til! - Du kører i dette omvendte land!", hørte jeg hende pludseligt udbryde bag mig og jeg hørte hendes stiletter trippe forbi bag mig, hvorefter hun satte sig om på den venstre side. Jeg rettede mig undrende op og smækkede bagsmækken i og kløede mig undrende i nakken over hendes udtalelse. Hvorefter det faktisk gik op for mig, hvad hun mente med dette omvendte land? De havde rattet i højre side og der skulle køres i venstre side. Fuck, jeg havde aldrig kørt i britiske biler eller kørt i England. Dette blev med garanti en udfordring. Jeg rystede lettere grinende på hovedet og ret uvant gik jeg hen på højre side af bilen og satte mig ind bag rattet. Kæft, det virkede mærkeligt det her! Jeg så hen på Blake, der smilte charmerende.

"Det her bliver en udfordring baby!", slog jeg fast over for Blake. Hun fnes og nikkede.

"Er du bange?", spurgte hun på en sød og drillende måde. Jeg himlede med øjnene.

"Nok rettere skrækslagen...", mumlede jeg og så mod rattet og hørte Blake grine lidt over mit svar. Jeg satte nøglen i tændingen i den modsatte side selvfølgelig!

Dette skulle nok blive sjovt!


~

Nå, mon Blake og Justin endelig kan lægge det værste bag dem og så få en fantastisk bryllupsrejse? Hvad tror i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...