Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346622Visninger
AA

10. No matter what!


Justins synsvinkel:

Det var tydeligt, at Blake var lettere arrig på mig nu, men for helvede? Hun havde da ingen grund til at være arrig på mig. Jeg fnyste hårdt og knipsede min smøg væk. Ja, jeg havde ikke meget til overs for de riges haver lige nu. Jeg var gal og træt af faktummet, at jeg burde have fjernet de skyklapper, som jeg ellers havde rendt rundt med, for hvordan i alverden skulle Blake og jeg overhovedet nogensinde få noget seriøst sammen? Vi var så forskellige fra hinanden, som vi overhovedet kunne være. Jeg bebrejdede hende ikke, at hun førte et dobbeltliv - det kunne jeg have sagt mig selv, ikke?

Jeg rejste mig fra bænken og jeg nåede kun at tage få skridt væk fra hende, inden en spinkel hånd greb fat om min arm bagfra. Jeg sukkede hårdt og standsede op og vendte mig halvt omkring og så hende lige ind i øjnene. Hun havde tårer der rendte langsomt ned ad hendes kinder. Det var ikke så hun tudbrølede, men det var tydeligt at se, at jeg havde gjort hende ked af det med mit faktum.

"Justin... Du tager så grueligt fejl - Så meget fejl...", sagde hun roligt, selv om tårerne banede dem langsomt ned ad hendes kinder. Jeg sukkede hårdt og fjernede ikke blikket fra hende. Mine læber blev i sekunder smalle i en hård streg og klumpen i min hals kradsede.

"Blake... Jeg bebrejder dig ikke, at have ført et dobbeltliv, men du burde have sagt det fra starten af, så jeg var klar over det... Jeg er ikke sur på dig, men jeg er gal over, at du ikke bare har indrømmet det over for mig tidligere... Du sk...."

"Hvad er der at indrømme Justin? - Du har misforstået så meget, for der er kun dig... Jonathan er min ekskæreste og vi nåede også at blive forlovet inden jeg slog op med ham. Han har svært ved at give slip på mig, men jeg elsker ham ikke og vil aldrig nogensinde elske ham igen... Særligt nu, er det gået op for mig, at jeg holder usigeligt meget af en anden, der er så vigtig for mig i mit liv...", afbrød hun mig roligt. Jeg sank klumpen i halsen, der pludseligt løsnede sig. Jeg slappede af min anspændte krop. Jeg rykkede mig tættere på hende og så hende dybt i øjnene.

"Hvem holder du af?", spurgte jeg nærmest hviskende. Blake smilte bedrøvet.

"Ved du slet ikke det Justin?", spurgte hun lavt. Jeg følte min mundvige trække sig op i et smil.

"Mig?", spurgte jeg lavt. Blake nikkede med et lille kærligt smil og lagde sine arme om nakken på mig og trak mig ind i et blidt tungekys. Jeg tøvede ikke med at lægge mine hænder om hofterne på hende og jeg kunne dog heller ikke lade være med at føre mine hænder ned på hendes dejlige bløde balder, så jeg gramsede let på dem. Et svagt støn undslap hendes smukke adskilte læber. Jeg smilte svagt i kysset og fortsatte blot vores dejlige tungekys. Jeg havde virkelig savnet hende.

Hun trak sig langsomt væk fra mig igen. Jeg sukkede hårdt og så trist på hende.

"Vil du ikke nok lade mig møde din familie?", bad jeg roligt. Blake lignede én der ikke vidste hvad hun skulle sige? Hun bed sig nervøst i underlæben, mens hun nølende med sine hænder mod hinanden så på mig.

"Det kan jeg ikke Justin - Det må du forstå...", forklarede hun. Jeg nikkede trist og vendte mig omkring og skulle til at gå.

"Justin - Du må give mig tid, hører du?"

Jeg hørte hendes rolige skridt i den gnitrende grus.

"Justin?"

Jeg sukkede hårdt og lukke mine øjne i sekunder, men vendte mig ikke mod hende.

"Hvis du ikke kan præsentere mig over for dine forældre, jamen vil det så nogensinde blive os?", spurgte jeg trist og sekunder efter blev jeg overrasket af hendes ene arm omkring kravebenet på mig bagfra. Hun lænede sit hoved på min skulder kunne jeg mærke.

"Lov mig, at du giver mig tid... Jeg er så nervøs for deres reaktioner - Jeg vil bare så gerne forberede dem på det hele, inden jeg præsenterer dig for dem... Forstår du?"

Jeg sukkede svagt og vendte mig langsomt mod hende og lagde min ene arm rundt om hoften på hende og trak hende tæt ind til mig. Jeg så hende dybt i øjnene og smilte forsigtigt.

"Så lov mig, at der ikke vil gå evigheder, okay?", spurgte jeg lavt. Blake nikkede med et kærligt smil og lagde sin ene hånd på min kind.

"Bare lær at stole på mig - Jeg ville aldrig nogensinde kunne finde på at se en anden foruden dig - Sådan en pige er jeg ikke..."

Jeg nikkede med et lille svagt smil.

"Det lover jeg...", svarede jeg lavt. Hun smilte kærligt og puttede sit hoved på min skulder, så jeg straks kunne mærke hendes varme åndedræt på min hals. Hun pillede lidt ved kraven på min habit, mens jeg bare nød at stå med hende i mine arme.

"Du er virkelig flot i dag - I sort og med hat - Så smart...", sagde hun stille med et lille fnis. Jeg grinte lavt og nikkede og strøg hende med blide fingerspidser hende over hendes nøgne ryg.

"Jeg skulle jo ligesom til rigmandsbryllup, så jeg havde jo ikke noget valg, vel?", svarede jeg lavt. Hun fniste og blev blot liggende på min skulder.

"Du har klaret det forrygende - Jeg er stolt af dig, min lækre kæreste...", fniste hun. Jeg grinte svagt og rykkede mit hoved en anelse og kyssede hende blidt på panden.

"Og det siger du? En sexet kvinde i rødt, der bare får mine tanker helt andet steds end her... Hvis du vidste, hvad jeg ville gøre ved dig, hvis jeg havde muligheden for det?", svarede jeg lavt. Hun fniste og jeg mærkede hendes hånd smutte ind under min habitjakke hvorved jeg kunne mærke hun langsomt åbnede en enkelt skjorteknap, så en blid hånd pludseligt lagde sig på min brystkasse. Handling fik min brystvorte til at gøre oprør. Jeg grinte lavt og kyssede hende på kinden.

"Det der baby, gør det ikke bedre af at vi står lige her..."

Hun fniste lavt og jeg kunne mærke, at hun drillede mig lidt ved at nulre blidt på min brystvorte.

"Fortæl mig, hvad du ville gøre ved mig hvis det var - og nu ikke holde dig tilbage..."

Jeg grinte lavt.

"Du er da vidst en værre én baby?"

"Prøv nu bare...", hviskede hun og sekunder efter følte jeg et blidt og varmt kys på min hals, så jeg ikke kunne holde mit suk tilbage. Jeg kærtegnede hende på hendes ryg og førte min  hånd videre ned på hendes ene balde, som jeg gramsede blidt.

"Forestil dig, at du står og er ved at klæde dig af ude på et badeværelse - Du er på vej til at tage et bad, eftersom du er helt anspændt i kroppen, efter en lang og stressende dag...", hviskede jeg og gramsede lettere hårdt på hendes balde, så hun stønnede lavt.

"Jeg overrasker dig bagfra med kys i din nakke og lader mine hænder massere dine bryster med blide og rolige bevægelser..."

"Mmh... mere..."

Jeg smilte med et frækt bid i underlæben.

"Jeg rykker mig tættere på dig bagfra, så du tids nok opdager, at jeg står nøgen bag dig... Min pik står lige i luften og hungrer bare efter at mærke din dejlige varme skede..."

"Mmh... Naughty boy - Bliv ved..."

Det var tydeligt, at hendes vejrtrækning blev tungere og heftigere. Jeg lod min venstre hånd gramse ind mellem balderne på hende, selv om det glatte stof kæmpede imod.

"Jeg vil bukke dig forover badekarret du står over og så vil jeg gå på knæ og slikke din dejlige våde fisse bagfra og tungekneppe dit dejlige hu....."

"Blake?!"

Jeg stoppede mig selv og Blake fjernede sig med blussende kinder.

"Shit, det er min mor, der åbenbart leder efter mig - Skynd dig væk...", hviskede Blake højt med rødblussende kinder. Jeg så målløst på hende.

"Blake? - Hvorfor ikke sige det som det er nu?"

"Gå!", svarede hun lettere distræt. Jeg nikkede og gik med hastige skridt ud af én af de andre udgange i labyrinten. Jeg standsede op halvvejs ude af labyrinten med et hårdt suk. Jeg kunne simpelthen ikke holde nysgerrigheden tilbage og lettere beslutsomt begav jeg mig tilbage mod midten af labyrinten og skjulte mig bag hækken og så Blake stå og snakke med en nydelig blond kvinde, som så ret ungdommelig ud. Jeg havde ret, da jeg så den selvsamme blonde kvinde med en nydelig ældre herre uden for kirken tidligere i dag - Jeg vidste nu hvem Blakes forældre var, for jeg havde set dem begge, da de gik ind i kirken i dag.

Jeg betragtede Blake og hendes mor med et suk, da jeg så hendes mor trække hende med sig. Blake så sig flygtigt bag ud, da jeg trådte frem mod dem. Hendes smil var tydeligvis bebrejdende, men jeg klarede den nu nok. Jeg vidste hvordan Blake følte for mig nu og at jeg burde stole noget mere på hende, selvom jeg var noget trist over, at hun ikke ville præsentere mig over for hendes forældre. Jeg måtte bare lære at leve lidt med det og give hende den tid hun måtte have brug for. Jeg begav mig samme vej tilbage mod det store festtelt i haven, hvor jeg tydeligt så Blake gående ved siden af hendes mor, godt og vel halvtreds meter foran. Haven her var jo koloenorm stor og jeg var sikker på, at jeg ikke havde set den hele endnu.

På afstand opdagede jeg denne "Jonathan", som tog imod Blake og hendes mor, som han gav kindkys. Jeg pustede hårdt ud med hænderne i forlommerne og noget sagde mig, at denne Jonathan åbenbart var meget bekendt med familien, siden han gav sin eks-svigermor kindkys. Han var en slesk type efter min smag og jeg vidste bare i mig selv, at jeg slet ikke kunne snuppe denne Jonathan.

Jeg begav mig mod festen i teltet og måtte finde mig en siddeplads, for der var meget vel nok snart spisning på programmet. Jeg gik lettere ubemærket lige forbi denne Jonathan, der stod i en overordentlig hyggelig sludder med Blakes mor. Han så skævt i sekunder på mig, men jeg lod som ingenting, inden han hurtigt så opmærksomt på Blakes mor igen.

".... Jamen Shannon, du overstråler helt sikkert alle gæster her i dag, selv bruden, men sig det ikke til nogen!", hørte jeg ham flygtigt sige, da jeg gik langsomt forbi dem og straks stak Blakes mor op i et hygsomt grin, som Blake HELT sikkert ikke kunne rende fra, at hun havde arvet fra sin mor. Damn, hvor kunne den fyr smøre tykt på.

"Fedthas...", mumlede jeg om ham, uden nogen overhovedet hørte det. Jeg gik dog over mod det lange serveringsbord, hvor tjenere og bartendere stod på række bag ved for at servicere alle gæsterne. Det var utroligt heldigt, at Blake havde valgt at troppe op i rød kjole, for det var der ikke mange af kvinderne der havde gjort. Vi var nok mellem 500-1000 gæster til festen her og alligevel skilte Blake sig så meget ud med hendes sexede gulvlange røde silkekjole, der faldt fantastisk om hendes erotiske former. Den dybe kavalergang var et syn for guderne eller måske rettere mig og alligevel bar hun kjolen så smukt, uden at det så direkte vulgært ud. - Hun . var . smuk!

Hun havde endnu ikke set mig, da jeg allerede stod cirka tre meter bag hende, mens én af bartenderne servicerede hende med champagne. Jeg skulle til at gå hen til hende, men blev lettere irriteret, da en vis Jonathan puffede lettere provokerende til min venstre skulder bagfra og han som det næste lagde sin arm om lænden på hende. Jeg betragtede scenariet med ulmende vrede inden i mig selv. Han stod tydeligvis og flirtede med hende, selv om hun prøvede op til flere gange at fjerne hans klamme hånd fra hendes hofte. Jeg nærmede mig langsomt mod dem.

"Fjern dig din klaphat - Hun gider dig ikke!", fløj det i tankerne på mig. Jeg stilte mig lettere diskret ved siden af Jonathan, der ikke så mig eftersom han nærmest var over Blake med hans smarte og klamme bemærkninger. Blake så mig endelig med en lettere målløs udtryk, inden hun lettere forvirret så på Jonathan igen.

"Kom nu Blake - Du ved at det gælder vores ære - Alle ved at vi er som skabt for hinanden!"

"Hvad er det du ikke forstår Jonathan? Det var slut for to måneder siden og i følge mine beregninger, var vores forhold allerede dødsdømt, den første gang jeg blev præsenteret for dig, så slip mig venligst, tak!"

"Blake?"

"Nej, slip mig så!"

"Dine forældre elsker mig, de ved jeg kun ville være det bedste for dig..."

"Jonathan, du trætter mig - virkelig! Slip mig!"

Jeg tog en dyb indånding for ikke at blande mig, men det at høre Blake stå og bede Jonathan om at slippe hende op til flere gange, fik seriøst mit pis til at koge over.

"Blake, du vil fortryde hv...."

"Hvad er det du ikke forstår makker?!", afbrød jeg dem og Blake stod som en målløs og så på mig. Jonathan vendte sig langsomt omkring og så med et olmt blik på mig.

"Mon ikke du skulle blande dig uden om knægt?", spurgte Jonathan med et hårdt blik. Jeg smilte sarkastisk.

"Frøkenen bad dig om at lade hende være, men trods det blev du ved med at genere hende!", svarede jeg bestemt. Jonathan så nærmest ondt på mig med sine blå øjne og han greb mig hurtigt i min habit.

"Du er godt nok næsvis hva? Tror du ikke at du skulle smutte med dit klamme kopitøj andetsteds og så lader du venligts min forlovede og jeg være, tak!", svarede han spidst. Jeg rystede mig ud af hans greb og trådte et skridt bagud.

"Jeg vil kort sagt skide på om du påstår om hun er din forlovede eller hvad hun er til dig? Hovedsagen er, at du burde vise mere respekt over for hende, når hun ligesom beder dig om at lade hende være, ikke?!", svarede jeg bestemt. Jonathan så med et undrende blik på mig.

"Hvem er du, som vover at...."

"Jonathan, lad ham være!", afbrød Blake ham, så Jonathan straks så på Blake.

"Hvad snakker du om Blake? - Kender du ham?", udbrød Jonathan olmt. Blake pustede hårdt ud, mens hun med et bid i læben og armene over kors så usikkert hen på mig.

"Nej, selvfølgelig kender jeg ham ikke!", svarede hun og jeg følte en klump i min hals, der bare ikke kunne synkes, men Blake havde sagt, at jeg skulle stole på hende, så selv om hun stod og benægtede pure sit kendskab til mig, så måtte jeg blot spille med på den sure komedie. Jeg sukkede svagt med et kort nik til hende og vendte mig over mod bartenderen og lod Jonathan og Blake være ingenting, men jeg kunne dog ikke love, at jeg ville holde mig fra hende. På grundt af sådan en selvoptaget type som Jonathan, så følte jeg mig pludseligt mere på vagt over for Blake. Hun skulle ikke komme noget til - Det var sikkert!

~

Rest in peace vores elskede centreret tekst! Vi måtte desværre bøje os i støvet, bare for at stille visse læsere tilfredse. Personligt mener både Nynne og jeg at opstillingen ikke er vigtigst i en tekst, men at det er handlingen og indholdet der faktisk er allervigtigst, så de af jer der påstår, at man ikke er en rigtig forfatter og ikke vil tage seriøst, er en gang pis! En ægte og seriøs forfatter, er en der kan videregive fantastiske historier uden de store dikkedarer, og det er underordnet om det er små korte historier eller timelange historier, når blot plottet er godt og teksten er fængende. Så er det ret ligegyldigt om teksten stod på tværs, nedad, baglæns eller centreret. Det er så ligegyldigt! En historie med en god handling er vigtigst og gør i min øjne til en god og værdig forfatter - IKKE tekstopstillingen. Så dem der mener det samme som Nynne og jeg, må med glæde sørge med os over, at centrerede tekster nu er en glemt tid. Vi vil aldrig glemme dig du skønne centreret tekst!

~

Nynne & Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...