Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346082Visninger
AA

24. Når du mindst venter det!


Justins synsvinkel:

Lokation: San Gabriel Mountains, lørdag d. 16 august, 2014, kl. 12:47

"Er der lang vej endnu?", lød det lettere stakåndet fra Blake.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over hende. Jeg tog hende i hånden og hjalp hende op ad et stejlt klippestykke, så hun kom op til mig og de andre på den smalle grussti ved bjerget. Det var tydeligt at se hvor meget hun svedte. Sveddråberne rendte i lange streger ned ad hendes bare mave og ansigtet. Solen stod også bare ned på os. Jeg smilte smørret og trak hende ind i et knus.

"Der er ikke så langt igen, så kan vi nyde lidt af den varme kilde - Du skal glæde dig...", forklarede jeg lavt i knuset og vi slap hinanden. Blake nikkede og vendte sig mod udsigten og pustede lettere.

"Men hold da op for en udsigt! Jeg kan godt se hvad du og drengene mener med at det er hele turen værd!", fniste hun og så på mig. Jeg nikkede med et kærligt smil. Jeg hintede med hovedet mod de fire andre, der var godt og vel 20 meter foran os.

"Skal vi komme videre baby?", spurgte jeg med et smil. Blake nikkede med et opgivende smil.

"Hvad er den af? Er du i dårlig kondi?", grinte jeg smørret, mens vi gik i lidt langsomme skridt op ad den skrånede grussti. Blake så nærmest opgivende ud med tungen ud af munden, mens hun grinte opgivende.

"Jeg er bare ikke vant til at gå så meget og på sådan et terræn!", grinte hun akavet. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Én gang skal jo være den første baby og vi har godt af at røre os lidt og se naturen på en anden måde end normalt...", svarede jeg lavt med et lille smil. Hun nikkede med et lille fnis.

"Jeg må ærligt indrømme, at jeg bedre vant med at shoppe i byen...", fniste hun. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Det skal vi lave lidt om på - Det er ikke altid pengefornøjelser der er de bedste. Naturen viser sig fra den bedste side og det er en gratis fornøjelse i sig selv...", forklarede jeg med et smil og puffede venskabeligt til hendes skulder. Blake nikkede med et smil.

"Det kan jeg så godt se selv...", fniste hun.

"Hallo?! Kommer i eller hvad? Eller har jeres lagengymnastik i nat trættet jer?!"

Blake rødmede og jeg kunne ikke lade være med at grine over Chaz' råben.

"Hold så kæft Chaz!", råbte jeg i grin mod ham. De andre var tydeligvis færdige af grin, ja selv pigerne morede dem for et godt ord. Jeg følte et klem fra Blakes hånd, så hun fik min opmærksomhed. Hun fniste.

"Den kommer vi nok til at skulle høre meget for frem over?", grinte hun. Jeg nikkede med et smørret smil.

"Sådan er de bare, særligt Chaz! Han elsker at lave grin med én så meget han kan, men venskabeligt vel og mærke!", pointerede jeg med et lille grin. Blake fniste og hoppede pludseligt op på ryggen af mig, så det kom lettere bag på mig, men jeg nåede lettere akavet at gribe hendes ben.

"Min stærke kæreste...", fniste hun. Jeg grinte lettere prustende over varmen.

"Jeg bærer dig kun op til vennerne og ikke længere, for det er virkelig varmt!", grinte jeg lettere stønnende.

"Hihi, hvor er du kedelig! Hvad nu hvis jeg havde slået mit ben eller noget?"

Jeg smilte smørret.

"Ja, så var det straks en anden sag!", grinte jeg stønnende.

"Du er god til at stønne skat...", hviskede hun i øret på mig.

"Næ hov hov?!", udbrød jeg og slap hende straks, så hun stak op i et herligt grin. Jeg stod bare og betragtede hende med armene over kors og smilte smørret.

"Hva´, skal du over knæet eller hvad?", spurgte jeg så seriøst som jeg kunne, men kunne dårligt holde masken. Blake faldt grinende om nakken på mig. Jeg lagde selv mine hænder om hendes varme og ret svedige hofter.

"Damn, hvor jeg bare elsker dig...", fniste hun lavt. Jeg fugtede mine læber i et smil og fik dyb øjenkontakt med hende.

"Jeg elsker dig mere end du aner baby...", svarede jeg lavt og vi fangede hinanden i et blidt lille tungekys....

~

Lokation: San Gabriel Mountains, lørdag d. 16 august, 2014, kl. 13.21

Vi sad endelig i spaen og det viste sig at være en god bonus for særligt Mimi og Blake. Ja, der var ingen tvivl om at de nød denne form for luksus, til trods for vi bare var ude i naturen.

"Jeg glæder mig slet ikke til, når vi skal gå hele vejen tilbage!", udbrød Mimi med et udmattet blik. Ryan kyssede hende på panden.

"Pjat smukke, det kommer til at gå ned ad bakke det meste af tiden, så det skulle ikke være så besværligt.", grinte Ryan svagt. Jeg kunne ikke lade være med at smile over dem alle. Det var lidt skægt at se at både jeg og to af mine venner havde fået kærester på.

Sean havde afslået turen af flere årsager. For det første, så var han single og han havde udtrykt sig klart, at han ikke magtede, at skulle være den eneste single til stede, blandt tre kærestepar, eller nej, det var nu godt nok to kærestepar, men det virkede også til at Chaz og Sophie havde meget interesse i hinanden. Godt nok havde de ikke kysset offentligt, men det skulle ikke undre mig, at de havde et eller andet kørende bag i krogene. De flirtede meget og Sophie grinte nærmest hele tiden, når Chaz havde sagt noget. What ever, Sean havde også noget vigtigt med sin familie, som altså bare var en del vigtigere end os og lejrturen.

Jeg selv havde flere planer i baghånden. Planer, som hverken vennerne, familien og end ikke Blake kendte til. Mange ville nok kalde mig vanvittig med sådan en plan, men jeg følte mig sikker på den og jeg håbede ikke at det ville give bagslag. Dog var jeg sikker på, at den plan ikke skulle udføres lige nu - Nej, jeg ville vente til senere eller i aften. Jeg magtede ikke at vennerne skulle se det, så planen var at gøre det alene med Blake og jeg håbede virkelig, at hun ville sige ja, for jeg elskede hende mere end nogen anden. Jeg var så sikker på mig selv, som jeg overhovedet kunne være.

"Hvad tænker du på?"

Hendes søde stemme fik mig til at se på hende med et lille smil. Jeg rystede på hovedet.

"Ikke noget baby...", svarede jeg lavt. Blake fniste og så med et skråsikkert smil.

"Hvorfor tror jeg dig ikke Justin? - Du har virket så fraværende, ja nærmest tænkende den sidste times tid og så siger du, at du ikke tænker på noget?", fniste hun. Jeg fugtede mine læber i et smørret smil og trak på skuldrene. Jeg lagde min venstre arm om skuldrene på hende og så indgående på hende.

"Jeg tænker på dig baby...", svarede jeg hæst. Hun fniste lettere uforstået.

"Jamen skat, jeg sidder jo lige her ved siden af dig og så påstår du at du tænker på mig?"

Jeg nikkede med et charmerende smil.

 

"Yup, jeg elsker at tænke på dig baby...", svarede jeg lavt. Hun fniste og jeg rykkede mit ansigt hen mod hendes øre.

"Jeg tænker på alle de dejlige støn du kommer med, når vi elsker... Jeg tænker på dine dejlige læber, som jeg elsker at smage...", hviskede jeg lavt. Jeg kunne høre hun gispede svagt. Jeg lod min højre hånd finde rundt om hoften på hende under vandet. Vi fik intens øjenkontakt med i hinanden.

"Jeg elsker dig...", svarede hun lavt. Jeg følte bare at jeg ville få ondt i kæberne på grund af det store smil jeg kom med.

"Og jeg elsker dig...", svarede jeg lavt og fangede hende i et dejligt og behageligt tungekys....

~

Godt en time efter, var vi godt på vej ned ad mod lejren igen, og som jeg havde forklaret Blake, så var turen ned ikke så slem, da alt gik et støt tempo.

"Det varer nok længe før, du får lokket mig på en lignende tur igen - Gal, det er hårdt!", stønnede hun svagt, mens vi gik i et godt tempo. Jeg grinte svagt og tog hendes hånd og flettede fingre med hende.

"Det er nu sundt med sådanne ture en gang i mellem. Det er både godt for krop og sjæl og det holder formen ved lige.", svarede jeg med et smil. Blake fniste og rystede lettere på hovedet.

"Synes du da jeg er tyk?!", grinte hun. Jeg blinkede med øjet og gik bag hende og lagde mine arme om hende bagfra.

"Nej, du er dejlig som du er...", svarede jeg hæst ved hendes øre og standsede op med hende. Hun fniste og så bag over og fandt mit blik.

"De andre når så langt foran os, så vi ikke kan følge med...", svarede hun lavt med et lille smil. Jeg nikkede og begyndte at kysse små kys på hendes læber, der føltes svedige på grund af den kvælende varme.

"Rolig baby... Jeg kan sagtens finde vejen tilbage, så bare lad dem gå i forvejen...", svarede jeg lavt mellem vores små kys. Hun smilte og vendte sig omkring og lagde sine arme om nakken på mig.

"Bliver vi to nogensinde trætte af hinanden?", spurgte hun i et lille fnis. Jeg rystede på hovedet.

"Det ville nok være en umulig mission baby, for jeg kan dårligt lade dig være...", svarede jeg med et lille grin og trak hende ind i et dejligt tungekys og mærkede pludseligt noget vibrere fra Blakes shortslomme, så hun afbrød vores dejlige kys og gik et par skridt bagud.

"Undskyld skat, det kan være vigtigt.", sagde hun med et undskyldende smil og vendte sig væk fra mig og tog sin mobil. Jeg pustede opgivende ud. Det var ikke ligefrem fordi jeg ønskede, at folk skulle ringe til os denne weekend, nu vi var på lejr sammen og jeg havde sat mig for, at Blake skulle få en god og uforstyrret oplevelse fra hverdagens sysler.

Jeg gjorde mit bedste for ikke at overhøre Blakes samtale, men det var svært.

"Jonathan - ikke nu!"

Jeg så opmærksom på hende, mens hun så den anden vej.

"Jonathan? Hvad fanden vil han?", tænkte jeg irriteret.

"Hvorfor? - Jo, nu skal jeg sige dig hvorfor! Fordi jeg er på lejr med Justin, Mimi og Justins venner - Derfor!"

Jeg smilte svagt frydende over Blakes lettere irritable stemme, mens hun snakkede med Jonathan.

"Nej, har jeg jo sagt! - Lad mig så være! - Farvel!"

Jeg betragtede hende fnyse hårdt, mens hun prompte stod og fumlede med sin telefon og derefter proppede den ned i hendes shortslomme igen. Hun vendte sig omkring og smilte undskyldende.

"Hvad ville han?", spurgte jeg roligt og de få skridt hen til hende. Hun sukkede hårdt og kunne dårligt smile.

"Bare Jonathan der ikke fatter at et nej er et nej!", svarede hun lettere surt. Jeg lagde mine hænder om hofterne på hende.

"Rolig baby... Du burde ikke lade dig slå ud af Jonathan så let...", svarede jeg roligt med et lille smil. Hun sukkede opgivende og lagde sit hoved på min venstre skulder.

"Han går mig bare så meget på...", sukkede hun. Jeg kyssede hende flygtigt i håret.

"Lad ham ikke ødelægge vores weekend baby - Bare rolig, det skal nok gå over med Jonathan...", forklarede jeg lavt. Hun så lettere målløs op.

"Tror du?"

Jeg nikkede med et lille smil, til trods for det jeg sagde. Jeg vidste slet ikke om Jonathan havde tænkt sig at trække hornene til sig. Han virkede tydeligvis til at være én der langtfra gav op bare sådan uden videre...

~

Lokation: Lejren, lørdag d. 16 august, 2014, kl. 20.42

Jeg sad inde i teltet og åbnede den lille sorte æske. Den var ikke voldsomt prangende, men det var heller ikke det der talte her. Den var lille og fin og ret enkel. Ikke i den dyre ende, men dyr nok for en random og middelmådig person for mig. Blake fortjente noget fint, så derfor fortjente hun også, at der var en smuk sten i, selv om den kun var på o,50 karat. Det var måske ikke meget for hende, men meget for mig og det betød en overflod, hvis bare hun ville blive glad for den og ikke mindst sige ja til mig.

Jeg tog æsken ned i min ene lomme i badeshortsene og kravlede ud af teltet. Jeg smilte svagt over de andre der sad omkring bålstedet, hvor de hyggede sig med øl og hyggesnak. Jeg havde mine planer for aftenen, så jeg gik resolut over til de andre og satte mig ved siden af Blake. Hun smilte glædeligt, da hun så mig.

"Nå, der var du? Jeg troede du var gået kold inde i teltet?", grinte hun. Jeg rystede på hovedet med et lille smil.

"Ork nej, overhovedet ikke baby...", svarede jeg lavt og kyssede hende flygtigt på kinden.

"Hopper du ikke lige i badetøjet?", spurgte jeg med et smil. Blake så forundret på mig.

"Hvorfor det?", spurgte hun med et undrende smil. Jeg smilte skævt.

"Jeg skal vise dig mit yndlingssted - Kom nu?", spurgte jeg med et smørret smil. Blake bed sig lettere nervøs i underlæben og så flygtigt hen på de andre, inden hun så på mig igen.

"Skal de andre ikke med?", spurgte hun med et lille grin. Jeg så flygtigt på de andre, inden jeg atter så på Blake igen med et drillende smil.

"Ej, bare os to... Jeg lover dig, at det ikke er noget kedeligt sted...", svarede jeg med et lille smil. Blake så undrende på mig.

"Og hvorfor må de andre ikke komme med?", spurgte hun i et lille fnis. Jeg grinte svagt og lænede mig frem og gav hende et blidt kys på hendes hals.

"Fordi jeg gerne vil være lidt alene med dig, forstår du?", svarede jeg med et spørgsmål. Blake grinte lidt.

"Nå, så du vil gerne være alene med mig?", grinte hun. Jeg nikkede med et kærligt smil. Hun puffede let til min skulder.

"Du er så fræk Justin!", grinte hun og rejste sig fra sin plads. Jeg så med et uforstået grin op på hende.

"Hvad?", grinte jeg stadigt uforstående. Hun så med et frækt skulende blik ned på mig.

"Det behøver jeg vidst ikke at forklare yderligere...", grinte hun på en drilsk måde og gik mod vores telt. Jeg rystede på hovedet med et lille grin.

Ja ja, hvis hun troede, at det var fordi jeg ville være fræk med hende, så lad hende da endelig bare tro det. Fem minutter efter dukkede Blake op i en fin og smart sort badedragt med hendes små shorts udenpå. Hun stod og satte sit lange hår op i en løs rodet knold. Jeg rejste mig op med et smil.

"Skal i ned og bade?", spurgte Ryan pludseligt. Jeg smilte smørret.

"Ej, jeg vil også have en dukkert! Vent på mig!", udbrød Mimi og hun skulle til at rejse sig.

"Altså vent lige lidt! I kan sagtens bade alt det i vil i søen, men jeg vil gerne være lidt alene med Blake, okay?!", svarede jeg med et skævt smil. Alle sad bare som forstenede og så på mig.

"Hvorfor dog det?", kom det undrende fra Chaz og straks puffede Ryan ham i siden, men Ryan gav mig et særligt smil.

"Jeg tror ikke vi skal bore mere i det Chaz! Justin har noget for kan jeg se!", grinte Ryan smørret og straks så alle pigerne målløse på mig. Blake stilte sig foran mig med et lille grin og armene over kors.

"Hvad er det du har for skat?", grinte hun svagt. Jeg rystede kraftigt på hovedet.

"Ikke noget baby!", svarede jeg med et skævt smil og greb hendes højre hånd med min venstre.

"Jeg har bare noget jeg skal vise dig, kom...", svarede jeg lavt og trak med hende. Blake fniste og vi vinkede til de andre og gik med retning mod skovbrynet.

"Hvor skal vi hen?", fniste Blake ved min side, mens vi gik. Jeg smilte hemmelighedsfuldt til hende.

"Det for du at se baby...", svarede jeg med et smil.

Godt ti minutter efter kunne jeg endelig høre vandfaldet. Blake så med et spændt smil på mig.

"Er det et vandfald, som jeg kan høre?", spurgte hun i fnis. Jeg nikkede med et smil.

"Jeps, og du kan faktisk se det nu baby!", svarede jeg med et smørret smil og pegede derned mod vandfaldet. Blake lyste op i et stort smil og slap min hånd.

"Ej, det vil jeg prøve!", udbrød hun febrilsk og løb ned mod det. Jeg grinte smørret og småløb efter hende og kom ned til hende og vandfaldet og betragtede hende smide sine shorts på en stor klippesten og hun smed sine converse på jorden op ad stenen. Jeg tog selv mine sneakers af og vendte mig i sekunder med ryggen til og trak den lille sorte æske op af min shortslomme, hvor ved jeg tog ringen ud af den og lagde ringen i min ene hånd hvor jeg knyttede hånden godt sammen om den.

"Kommer du skat? Vandet er skønt opvarmet utroligt nok!"

Jeg vendte mig omkring med et smørret smil og gik ned til hende i vandet og svømmede over til hende, hvor vandfaldet godt og vel fem meter bag hende brusede højt. Det larmede, men var enormt hyggeligt for det lukkede alle andre lyde ude. Hun grinte, da jeg endelig var henne ved hende. Jeg vidste, at der var til at bunde her, så jeg stilte mig op, så vandet nåede mig til lige under brystet.

Jeg stilte mig tæt op af hende og hun lagde sine arme om nakken på mig og overraskede mig pludseligt ved at svinge sine ben om livet på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Hun stødte sin våde pande mod min.

"Du har ret, der er virkelig skønt her og vi kan med garanti være uforstyrret her...", sagde hun lavt med et lille bid i underlæben. Jeg fugtede mine læber i et smil og kærtegnede med min højre hånd på hendes ene balde under vandet.

"Jeg skulle have taget min bikini på i stedet, så ville det være nemmere at komme til...", hviskede hun med et lille fnist. Jeg grinte svagt og kyssede hendes dejlige våde læber blidt og fjernede mig ikke, selv om jeg stoppede det lille kys med det samme.

"Det skal du ikke tænke på baby... Nok kunne det virke til, at jeg havde frække planer med dig, men du har ikke helt ret...", forklarede jeg med et lille nervøst smil. Hun flyttede sig en anelse tilbage og så med et forundret smil på mig.

"Er det ikke?", fniste hun. Jeg smilte skævt og rystede svagt på hovedet.

"Det ligner dig ikke?", fniste hun. Jeg smilte med et løftet øjenbryn.

"Tja, men jeg havde bestemt mine planer for dig baby...", svarede jeg med et lille nervøst grin. Hun løsnede sine ben omkring mig, men fjernede dog ikke sine arme om skuldrene på mig. Hun smilte drilsk.

"Med hvad?", fniste hun. Jeg bed mig nervøst i læben og kærtegnede hendes ene hofte.

"Baby, jeg elsker dig mere end noget andet og det ved du..."

Blake så forundret på mig med et undrende smil.

"Ja, det ved jeg...", trak hun lidt i ordene og fniste. Jeg sank en klump og tog en dyb indånding. Blake så med et smil på mig.

"Du virker nervøs skat?", spurgte hun lavt. Jeg fugtede mine læber og nikkede svagt.

"Jeg har en tilståelse baby..."

Blake så forundret på mig.

"Ja?"

Jeg fugtede mine læber i et lille nervøst grin.

"Husker du, hvad vi snakkede om den weekend jeg var hos dig, hvor vi lige havde spillet tennis med din mor og Jonathan?", spurgte jeg lavt. Blake så overrasket på mig.

"Eh ja... Du lavede sjov med mig med at fri til mig der...", grinte hun på en lettere akavet måde. Jeg nikkede med et lille smil og så hende dybt i øjnene.

"Blake Lively - Jeg mente såmænd hvad jeg sagde der tilbage, men du ville ikke tro på mig og så fik du mig til at tvivle, men jeg er slet ikke i tvivl længere... Jeg har nøje overvejet længe hvad jeg skulle sige til dig, men nu har jeg det som om, at alt det jeg gerne ville sige til dig, er som suget ud af mig... Jeg mener ikke, at det er vigtigt, hvad der bliver sagt her, men det er vigtigt for mig at vide, at du er klar over, hvor seriøs jeg er og hvor ægte mine følelser for dig er...", forklarede jeg stille. Blake så målløs på mig.

"Justin?", svarede hun som én der fik suget alt luften ud af hende. Jeg smilte nervøst og greb ud efter hendes venstre hånd og løftede den op fra vandet. Hun så målløs ned på sin hånd, da jeg forsigtigt lod ringen glide hen over hendes venstre ringfinger. Vi var stille i flere sekunder og hun så op på mig. Hun så paf ud.

"Vil du gifte dig med mig?", spurgte jeg med et hjerte der holdt væddeløb lige i øjeblikket. Hun fugtede sine læber og så blot målløs på mig. Jeg grinte svagt og det var kun fordi jeg var nervøs for hvad hun ville svare. Hun så ned på ringe igen og rørte blidt ved den med sin højre tommelfinger, inden hun så op på mig igen. Hun nikkede svagt og begyndte at smile.

"Ja... JA!", udbrød hun i små grin. Jeg grinte lettet selv. Hun svang sine arme om min nakke.

"Jeg elsker dig så højt...", sagde hun lavt. Jeg lagde mine hænder om lænden på hende under vandet.

"Og jeg elsker dig baby - Du må aldrig tvivle på min kærlighed til dig...", svarede jeg stille. Blake grinte og vi overfaldt hinanden i et grådigt og intenst tungekys.

 - Jeg var lykkelig - Verdens lykkeligste mand!

~*~*~

Jeg vil virkelig gerne undskylde mange gange for det forsinkede kapitel, men for at være ærlig, så har dette kapitel været pokkers svært at skrive på. Det har virkelig været frustrerende, men som jeg også tidligere har sagt, så var dette kapitel ret vigtig for historien, og det ved i nu også hvorfor? ;) Håber ikke, der skal komme så besværlige kapitler igen. Man har vel lov at håbe, men som forfatter, bliver man stillet over for svære valg ind imellem, og disse valg kan desværre ikke undgås altid. Håber i trods alt stadigt hænger på, da Nynne og jeg elsker at skrive på denne historie <3

Love

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...