Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346638Visninger
AA

29. Mystery solved! - Kind of!


Justins synsvinkel:

Los Angeles, Café Lucious, lørdag d. 4 oktober, kl. 13:52

Jeg tog en dyb indånding og tog endnu en lille tår af min champagne. Normalt var jeg ikke så vild med champagne, men denne var ganske okay. Jeg gned mine håndflader mod hinanden under bordet. Jeg følte mig virkelig nervøs, for hvad pokker skulle jeg sige til hende? Hendes spørgsmål kunne jo være hvad som helst?

Jeg følte, der var mange der sad og gloede på mig i smug. En ret akavet og måske også lidt kvalm fornemmelse? Jeg tog en dyb indånding igen og pustede hårdt ud og tog denne gang en god tår af champagnen, så jeg kom næsten til at bunde den. Fuck, hvor havde jeg mange nerver på.

Jeg så en tjener komme gående og stoppede hende op ved mit og Ericas bord.

"Undskyld, kan jeg få endnu et glas?", spurgte jeg den kvindelig tjener og viftede lettere med det næsten tomme champagneglas. Hun nikkede med et smil.

"Øjeblik, så skal jeg være der!", svarede hun og gik videre. Jeg nikkede og så mod den tomme plads over for mig.

Min krop gjorde oprør og jeg svedte af nervøsitet. Jeg kunne jo forvente hvad som helst. I næste sekund så jeg over mod hjørnet hvor dametoilettet lå, og straks kom Erica gående med fornemme catwalkskridt hen mod vores bord. Hun smilte stort. Ja, der var ingen tvivl om at hun var en flot kvinde på 27 år. Jeg rejste mig fra min stol, som en rigtig gentleman. Ja, hvor utroligt det end lød, så havde Shannon ligesom lært mig at være galant og lært mig om hvordan man opfører sig, til trods for jeg ikke var vildt begejstret for min egen svigermor. Men stadigvæk, det var trods alt Blake jeg var sammen med og ikke Shannon.

Jeg smilte charmerende og omend noget nervøst til Erica, hvor ved jeg gik hen og trak hendes stol ud for hende. Hun fniste, som en forlegen skolepige.

"Ih tak Justin - Så galant du er!", fniste hun, mens vi fik tæt øjenkontakt. Hun satte sig og jeg skubbede samtidigt stolen ind under hende og satte mig der efter over for hende på den anden stol.

"Ja, det kan du takke min svigermor for!", grinte jeg smørret og satte mig til rette i stolen. Erica nikkede med et bredt smil af de fineste perlerækker og hun løftede sit champagneglas.

"Det kommer slet ikke bag på mig - Skål!", grinte hun svagt. Jeg nikkede med et stort smil og løftede mit champagneglas, hvor der ikke var andet end en tår tilbage.

"Skål Erica!", svarede jeg og klingede glas med hende. Vi drak lidt og Erica rømmede sig endeligt og stilte sit halvfyldte glas. Hun grinte og så på mit glas.

"Er du nervøs Justin?", spurgte hun i grin. Jeg fugtede mine læber og tog en dyb vejrtrækning og nikkede.

"Ja, meget må jeg indrømme...", grinte jeg nervøst og langt om længe kom den kvindelige tjener med et nyt glas champagne til mig. Erica grinte svagt.

"Ja, det kan jeg se på dig?", fniste hun. Jeg tog hurtigt en god slurk af min iskolde champagne og stilte glasset på bordet.

"Wooh! Ja meget! - Det er jo vildt stort det her - Noget som jeg aldrig har gjort før!", grinte jeg smørret med hjertet siddende i halsen af bar nerver. Erica grinte og nikkede og lagde sine hænder om min venstre hånd på bordet.

"Jeg kan sagtens følge dig Justin - Den slags er helt naturligt!", forklarede hun indgående. Jeg nikkede med et et lille grin.

"Skal vi komme i gang og fået taget hul på dine nerver?", grinte hun mens hun nussede min hånd flygtigt.

"Justin?!", hørte jeg pludseligt en skinger og grådkvalt stemme, så både Erica og jeg så til siden og der stod Blake og hun så langtfra glad ud.

"D...dit svin!", hulkede hun og slog mig i hovedet med sin lille håndtaske. Jeg rejste mig frustreret.

"Baby, jeg kan forkl...."

"Der er intet at forklare - Det er slut mellem os!", skreg hun grådkvalt så alle i caféen så målløse hen på os. Erica rejste sig og gik hen mod Blake.

"Blake, du misforstår fuldstændigt!", kom det fra Erica og jeg nikkede anerkende med. Blake så grædende på skift mellem os.

"Hvad er der at misforstå her? - Det er jo tydeligt Justin! Bare indrøm at du elsker brunetter - og og... Tydeligvis ældre kvinder!", hulkede hun og hun løb sin vej ud af caféen. Jeg så chokeret på Erica, der så hovedrystende på mig.

"Skynd dig efter hende før det er for sent Justin...", forklarede Erica.

"Jamen, vores interview?", spurgte jeg med en knugende mavefornemmelse. Erica smilte svagt.

"Det kan vente Justin, efter hende! Benene på nakken!", opfordrede hun med et hovedrysten. Jeg nikkede og stak benene på nakken og ja, det kunne godt være at jeg fik en del snakken bag ryggen, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Blake skulle ikke slippe fra mig. Jeg nåede udenfor og så forvirret på gaden og opdagede hende på vej ind i familiens limousine.

"BLAKE!", råbte jeg lungerne fulde og løb over vejen, hvor flere biler bremsede dyttende op.

"Se dig for knægt!"

"Idiot!"

Ja, flere skældsord røg ud af bilisterne.

"Blake, vent nu!", råbte jeg yderligere og stoppede Carlos i at smække passagerdøren i. Han så fnysende på mig.

"Carlos, stop det der - Gider du?!", sagde jeg irritabelt til ham.

"Hun vil ikke snakke med dem!", svarede han modstræbende og kæmpede for at lukke bildøren. Jeg gav mig ikke så let.

"Watch me...", sagde jeg lavt med et olmt udtryk og satte mig ind i limousinen til Blake.

Hun sad og græd og så flygtigt på mig.

"Justin... Vær sød at gå!", hulkede hun. Jeg lagde mine arme om hende, men hun skubbede mig væk.

"JEG SAGDE GÅ!", skreg hun arrigt op med tårerne rendende i væld ned ad hendes kinder.

Jeg tog en dyb indånding og gjorde alt for at holde mig rolig. Ikke på vilkår, at jeg ville gå fra hende, særligt nu hvor hun var så oprevet og misforstod så meget. Jeg satte mig tilbage i sædet og foldede mine hænder sammen. Carlos stak hovedet ind og så fnysende hen på mig.

"Senór Bieber, ud!", sagde med sit spanske accent eller what ever det var? Jeg rystede på hovedet.

"Bare kør Carlos og ikke til noget specifikt sted, bare KØR! Forstået?!", svarede jeg olmt.

Carlos så chokeret på mig. Jeg hintede hårdt med hovedet og han nikkede og lukkede døren i. Blake så slet ikke på mig. Hun sad og hulkede i sine hænder og når det var sådan, så måtte jeg give hende lidt fred, inden jeg ville prøve ad igen. Lidt efter startede limousinen og vi begyndte at køre. Jeg trykkede på vinduesknappen til Carlos, så han ikke skulle høre på hvad jeg ville snakke med Blake om, for det vedrørte ikke ham.

 

 

 

 

 

 

Jeg havde slet ikke tiden på hvor længe vi kørte og Blake sad bare og græd ustyrligt. Jeg så hen på Blake, der stadigt sad og græd, men hun faldt tydeligvis mere til ro. Jeg sukkede dybt og greb hendes venstre hånd. Hun prøvede heldigvis ikke at trække den til sig.

"Baby?", spurgte jeg lavt. Hun så ikke på mig, men græd blot videre.

"Baby, du bliver nød til at høre på mig - Jeg hverken forstår, hvordan du vidste hvor jeg var og hvorfor du bliver så oprevet uden grund? Jeg troede du skulle prøve brudekjoler i dag? Det var jo så vigtigt for dig...", forklarede jeg lavt. Blake snøftede og så på mig.

"Så fortæl mig venligst, hvorfor du var ude sammen med den kvinde?"

"Erica...", svarede jeg nikkende med et stramt smil. Blake stoppede sin gråd, men hendes tårer rendte stadigt.

"Nå?", tilføjede Blake afventende. Jeg sukkede med et meget svagt smil.

"Det kan jeg desværre ikke sige baby...", svarede jeg ærligt. Blake så ikke tilfreds ud i ansigtet.

"Hvorfor kan du ikke sige det Justin? Vi skal for pokker ikke have nogen hemmeligheder for hinanden, vel?!", fløj det lettere olmt ud af hende. Jeg himlede med øjnene i et hårdt suk.

"Jeg kan ikke sige noget Blake, for jeg vil ikke afsløre noget nu, men du må stole på mig! Jeg ville aldrig kunne finde på at svigte dig... Det er dig jeg elsker 100%!", forklarede jeg bestemt. Blake fnyste med armene over kors.

"Hvorfor kan du så bare ikke fortælle mig det?", spurgte hun olmt. Jeg sukkede hårdt og smilte meget svagt.

"Jeg kan ikke sige noget nu baby, men du må bare stole på mine ord...", forklarede jeg med et lille smil og rykkede mig helt hen til hende. Jeg kærtegnede hendes kind og så dybt i hendes øjne.

"Blake... Du må lære at stole på hvad jeg siger... Tro mig, du har absolut ikke noget at være bekymret for - Det garanterer jeg da for...", forklarede jeg lavt og smilte kærligt. Hun sukkede, men så heldigvis ikke vred ud længere og nikkede svagt.

"Det er ikke noget du kan ordne uden hende Veronica?"

"Erica...", rettede jeg med et lille smil og rystede på hovedet.

"Erica er et vigtig led i den opgave jeg har gang i, så hun kan ikke bare fravælges...", forklarede jeg med et smil. Blake så ikke helt overbevist ud.

"Men hun rørte ved din hånd og den måde i sad på i caféen virkede meget romantisk?"

Jeg grinte svagt og rystede svagt på hovedet og så hende indgående i hendes øjne.

"Elskede... Jeg var så pokkers nervøs, så hun prøvede bare at berolige mig, ikke andet... Du har intet at frygte, det har du mit ord på...", tilføjede jeg endnu en gang. Ja, jeg følte virkelig at jeg måtte gentage mig selv, men Blake havde åbenbart svært ved at stole på mig. Hun sukkede og smilte svagt, men jeg kunne sagtens se, at hun ikke mente det helhjertet. Jeg nussede hendes højre kind med min venstre tommelfinger i små blide strøg.

"Bare stol på mig baby - Der findes kun én eneste pige i verden for mig, og det er dig - Kvinden i mit liv, som jeg skal giftes med og for pokker, hvor jeg bare glæder mig til at se dig gå ned ad kirkegulvet mod mig og jeg glæder mig til dit ja... Jeg glæder mig til at skabe et liv med dig og jeg glæder mig til at få mange dejlige børn med dig...", hviskede jeg nærmest med et lille kærligt smil uden at flytte mit blik tæt på hende. Hun kunne ikke lade være med at slå blikket ned i et lille grin, hvorefter hun lettere hovedrystende så op på mig igen.

"Så mange børn skal vi vel ikke have?", fniste hun. Jeg blinkede frækt.

"Årh hold op! Vi skal have mindst femten unger...", smilte jeg smørret. Blake gjorde store øjne.

"FEMTEN?!", fløj det ud af hende. Jeg grinte smørret.

"Ja, lyder det ikke godt?", spurgte jeg med et frækt blink med øjet. Hun så ret chokeret ud. Jeg grinte svagt og begyndte at kysse hende med små pirrende kys.

"Så vi skal rigtigt kneppe som kaniner baby....", tilføjede jeg hviskende med en hæs stemme og overfladt hendes dejlige læber og tunge. Hun stoppede brat vores tungekys og så målløs på mig, mens hun holdte sine hænder på brystet af mig.

"M...m..mener du det virkelig?", spurgte hun målløs. Jeg kunne ikke lade være med at grine lavt.

"Baby, jeg tager gas på dig... Jeg vil elske de børn vi får sammen, om det så er et eller flere - Det er ikke vigtigt med antallet, så længe jeg får mig verdens dejligste kone...", svarede jeg hæst. Blake fniste og greb fat om min hage.

"Kys mig dit fjols...", fniste hun  og jeg tøvede heller ikke med at lade mig trække ind i et dejligt og ret grådigt tungekys, så jeg ærligt og redeligt havde svært ved at styre mig.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...