Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346553Visninger
AA

33. "Key to my life!"


Justins synsvinkel:

Hjemme hos Justins familie, onsdag d. 24 december, 2014, kl. 16:52

"You better watch out, you better not cry... You better not poud, I'm telling you why... Santa Claus is coming to town... He's making a list, He's checking it twice; He's gonna fi...."

"Du synger jo vildt godt skat... Var det ikke noget med at synge til vores bryllup?", fniste Blake.

Jeg smilte smørret og hældte ekstra sky over kalkunen og skubbede den ind i ovnen igen og lukkede lågen. Jeg vendte mig omkring med et lille grin og lagde mine hænder omkring hendes hofte og trak hende tættere på mig.

"Så du synes hellere, at jeg skulle være bryllupssanger til vores eget bryllup?", smilte jeg drillende. Blake fniste svagt rødmende og lagde sine hænder om nakken på mig.

"Nej da skat... Jeg mente bare, at jeg ikke ville have det mindste imod, hvis du sang en sang for mig og gæsterne til brylluppet. Jeg vil seriøst elske det...", fniste hun forlegent. Jeg grinte svagt og kyssede hende blidt på læberne.

"Tja, hvis du lader være med at plage mere om det, så kunne det vel være at dit lille ønske gik i opfyldelse...", svarede jeg lavt. Hun fniste og stødte sin pande mod min.

"Jeg kan jo ikke andet end elske dig...", svarede hun lavt. Jeg grinte svagt og kyssede hende flygtigt på læberne.

"Så i to turtelduer - Hvordan ser kalkunen ud?!", brød min mor ind. Jeg så hen på hende med et smørret smil, uden at slippe Blake.

"Jeg har styr på den mor - Pas du bare det du var i gang med. Jeg har styr på maden herude!", smilte jeg med et blink med øjet.

"Er du sikker Justin?", spurgte min mor yderligere. Jeg rystede svagt på hovedet i et lille smørret grin.

"Mor, jeg garanterer at jeg har styr på maden herude - Gå nu ind og slap lidt af stuen med de andre - Tag evt noget æggesnaps derovre - Blake har lige lavet den og jeg synes personligt, at den er blevet god...", smilte jeg til min mor. Min mor nikkede og gik hen til køkkenbordet og tog et højt glas og øste æggesnaps op i glasset med suppeøseren.

"Det siger du bare, fordi du er min forlovede...", fik Blake min opmærksomhed. Jeg grinte smørret og så på hende og gav hendes ene balde et lille klem.

"Jeg siger det, fordi den er altså god.", svarede jeg bestemt.

Blake fniste og jeg lod mærke til ud af øjenkrogen, at min mor forlod os og køkkenet for at gå ind til de andre i stuen. Jeg nærmede mig hendes øre.

"... men du smager langt bedre...", hviskede jeg frækt i hendes øre, så hun ikke kunne lade være med at grine.

"Justin, du er bare så pervers!", udbrød hun, så jeg atter så på hende igen med et bid i underlæben. Jeg begyndte at kysse hende på halsen og i nakken.

"Du kan jo ikke gøre for, at du tænder mig så meget baby...", mumlede jeg lavt mellem mine små kys på hendes hals. Jeg kunne høre, at hun fniste over mine ord.

"Mmh... Du er så dejlig skat...", stønnede hun stille, mens jeg stadigt kyssede hende i nakken.

Jeg elskede bare at stå sådan med hende. Hendes små lave støn, hendes dejlige duft af én af hendes yndlingsparfumer og hendes fingre, der kildede blidt i mine nakkehår, tændte mig. Jeg følte mig så heldig med at have hende. Bare tanken om, at jeg skulle giftes med hende og leve resten af mit liv med hende, ja, jeg kunne dårligt vente.

"Seriøst! Bliver i to aldrig trætte af hinanden?", afbrød Melissa os pludseligt. Jeg stoppede mine kys på Blake og hun så samme vej som jeg hen på Melissa. Jeg smilte skævt.

"Jeg bliver aldrig træt af Blake - Du kan lige så godt indse det Mel!", svarede jeg med et smørret smil til Melissa. Hun så med et løftet øjenbryn på mig og gik hen til køleskabet, for at tage den store cola ud, for der efter at stille den på køkkenbordet over for Blake og jeg.

"Jeg smutter lige på toilettet skat...", fik Blake min øjebliks opmærksomhed. Jeg smilte kærligt til hende og vi kyssede hurtigt hinanden på munden. Jeg lod mit blik hvile på Blakes røv, indtil hun forsvandt op ad trapperne til ovenpå.

"Hvad med jeres tiltagende skænderier, har de ikke også en del at skulle have sagt Justin?", fik Melissa atter min opmærksomhed. Jeg betragtede hende med undren, mens hun stod og hældte op i to glas.

"Ej Mel, det rager ligesom ikke dig vel? Desuden er det meget normalt at man kan diskutere og sådan til tider i et forhold - Derfor afholder det mig ikke fra at elske Blake. Hun er min eneste ene - Den slags kan jeg føle i mit hjerte!", forklarede jeg med et stramt smil. Melissa så målløs hen på mig.

"Du tvivler slet ikke på jeres forhold overhovedet? - Det er trods alt ret hurtigt i tager det store spring med at blive gift - I er jo først kommet til stadiet nu, hvor jeres forhold får dens prøvelser... Så er du overhovedet sikker på, at et bryllup snart faktisk er den rigtige løsning?", spurgte hun med et lettere flabet smil og stilte resten af colaen ind i køleskabet igen.

"Du tager fejl søs!", protesterede jeg lettere olmt. Hun trak på skuldrene og gik hen til de to fyldte colaglas og så på mig igen med et stramt smil.

"Gør jeg? Det er trods alt dig, der ellers altid har haft kærester, der varede mellem to uger til fem-seks måneder, fordi det hele blev for seriøst for dit vedkommende Justin...", forklarede hun lavt med et flabet smil. Jeg så olmt på hende.

"Det var dog de sygeste argumenter at komme med? Blakes og mit forhold er noget helt andet - Jeg er så sikker på hende! Jeg elsker hende!", svarede jeg bestemt. Melissa grinte tørt.

"Ja, og hendes millioner Justin!", svarede hun med et flabet grin og vendte sig for at gå ind mod de andre i stuen. Jeg pustede hårdt ud. Melissa tog så meget fejl. Jeg var sgu da ikke sammen med Blake, fordi hun var rig, men fordi jeg elskede hende for den hun var i hjertet - og nåh ja, hendes smukke og sexede ydre var helt sikkert også en kæmpe bonus for mig.

Jeg vendte mig med blikket mod vinduet, så jeg kunne se ud til villavejen, hvor en masse udendørs julepynt dominerede alle de andre tilstødende villahaver. Måske havde Melissa en smule ret i det med at jeg ikke havde haft så seriøse forhold før Blake, men jeg følte mig sikker på Blake. Jeg var så sikker på, at hun var den eneste ene for mig, for vi havde det som regel fantastisk sammen. Nok diskuterede vi om de underligste ting til tider, men det afholdte mig ikke for at elske min kommende kone. Det var da det mest normale ved et forhold, at det havde prøvelser nu og da. Var det ikke ligesom det man takkede ja til ved et ægteskab? At man fulgtes i medgang og modgang? - Selvfølgelig kunne for meget modgang måske også være for meget for visse ægteskaber, men den slags modgang regnede jeg heller ikke med, at Blake og jeg skulle støde på, for jeg var sikker i mit hjerte på hende og vi havde et fantastisk sexliv, som jeg ikke kunne være foruden. Jeg elskede alt ved hende.

"Hvad tænker du på?"

 


Hendes stemme fik mig til at vende mig om, hvor hun stod og lænede sig op ad køkkenbordet med et lille smil. Jeg grinte svagt og rystede på hovedet og gik hen til hende og lænede mig lettere op ad hende ved at læne mine hænder op ad køkkenbordet på hver side af hende.

"Ikke noget baby... Ikke andet end over hvor højt jeg elsker dig...", svarede jeg lavt. Blake smilte kærligt og lagde sine hænder om mine kinder og så mig dybt i øjnene.

"Jeg kan dårligt vente på at du bliver min mand... Kan det ikke snart blive den syttende januar?", fniste hun. Jeg smilte og fugtede mine læber.

"Tålmodighed baby... Om under en måned, kan vi kalde dig for mrs. Bieber...", svarede jeg lavt. Blake fniste og kyssede et lille blidt kys på mine læber.

"Hvorfor ikke Lively?", spurgte hun med et drillende grin. Jeg grinte svagt.

"Hallo! Jeg troede ligesom vi var blevet enige om at du tager mit efternavn, når vi bliver gift?", grinte jeg smørret. Blake grinte.

"Nårh lille skat... Jeg driller dig bare... Du aner ikke hvor meget jeg glæder mig til at blive mrs. Bieber...", hviskede hun nærmest det sidste ud hvorefter jeg lagde mine læber over hendes. Hun gav hurtigt efter og svang sine arme om nakken på mig. Jeg løftede hende op at sidde på køkkenbordet og jeg udviklede vores kys til et dejligt og roligt tungekys. Hendes små suk, fik mig til at smile svagt i vores lidenskabelige kys. Jeg kærtegnede hende på hendes lænd og ned til hendes balder, som jeg gramsede let...

~


Blake's synsvinkel:

Lokation: Hjemme hos Justins familie, onsdag d. 24 december, 2014, kl. 19:13.

Kalkunen smagte ganske lækkert. Det gjorde alt maden faktisk. Det emmede af julehygge og jeg elskede det. Julen var den hyggeligste tid på året, ifølge mig.

"Hvad synes du om maden, søde?", spurgte Nelly, der sad overfor mig.

Jeg tyggede af munden og tog en enkelt tår af min rødvin, før jeg kiggede op på hende igen. Hun sad og smilede venligt.

"Det smager helt igennem fantastisk. Jeg tror ikke engang kokkene derhjemme, ville kunne lave det så godt.", svarede jeg ærligt.

Hendes smil blev større og hun tog en tår af hendes rødvin, der stod ved siden af hendes tallerken.

"Det glæder mig meget, at du synes det, søde.", fniste hun på en søde måde, så jeg ikke kunne lade vær med selv at fnise.

Hun havde fået en vane med, at kalde mig for søde, men det gjorde mig intet. Faktisk smigrerede det mig en del. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre familie.

"Skal vi ikke skåle for en fantastisk aften?", lød det fra min højre side af, hvor Justin sad.

Han sad med sit glas løftet i luften og kiggede hen på mig med et smil. Sommerfuglene fløj rundt i min mave. Vi nikkede allesammen og løftede vores glas.

"Skål!", sagde vi allesammen og klingede glas.

Jeg fniste over det og tog en tår af min rødvin, hvorefter jeg satte glasset tilbage på bordet. Jeg var stadig ved mine fulde fem, hvilket jeg havde planer om at være hele aftnen. Denne aften skulle nydes og jeg behøvede ikke, at være fuld for at have det hyggeligt. Jeg var i det bedste selskab man overhovedet kunne ønske sig. Jeg kunne bestemt ikke forlange mere.

Vi spiste alle videre af den gode mad. Ingen sagde rigtig noget, blot spiste vi. Det var dog ikke akavet på nogen måde. Justin lænede sig pludseligt ind til mig, så jeg stoppede med at spise af maden.

"Jeg kan ikke vente til, at du skal åbne min gave. Jeg tror, du bliver rigtig glad.", hviskede han i mit øre og kyssede mig på halsen.

Jeg fniste af glæde. Han gjorde mig virkelig glad. Jeg kunne slet ikke vente til brylluppet. Glædede mig til, at kalde ham for min mand. Vi ville sikkert få det fantastisk sammen. Jeg havde det allerede fantastisk sammen med ham nu. Følte at jeg kunne være hundrede procent mig selv sammen med ham.

"Kan jeg ikke bare få gaven nu?", fniste jeg og drak af mit glas.

Ja, han gjorde mig da pokkers nysgerrig. Nu kunne jeg slet ikke vente med, at åbne gaven. Han grinte kort og rystede på hovedet.

"Nej, du bliver desværre nødt til at vente, baby.", grinte han og klappede mig kort på låret.

Jeg sukkede opgivende og kunne ikke holde mit fnis tilbage, selvom jeg prøvede på det. De andre sad og snakkede med hinanden. 

"Men jeg er blevet pokkers nysgerrig nu!", fniste jeg opgivende.

Han grinte og kyssede min kind.

"Jamen, det er jo kun godt for mig.", grinte han og tog en slurk af sit glas.

Jeg himlede med øjnene og grinte.

"Men ikke for mig!", svarede jeg små grinende.

Han grinte på en særlig måde og spiste så videre af sin mad. Jeg gjorde det samme. Jeg kunne slet ikke vente med, at åbne hans gave nu. Hvad mon det kunne være? Jeg havde ingen idé.

~

Lokation: Hjemme hos Justins familie, onsdag d. 24 december, 2014, kl. 20:19.

Vi var alle samlet om plastisk juletræet, der stod inde midt i stuen. Det var nu tid til julegaverne og hvor var jeg bare spændt. Jeg glædede mig til, at give Justin hans julegave.

Justin kom gående hen til mig og lagde armene om mig bagfra. Jeg lagde mine hænder ovenpå hans og puttede mit hoved op ad hans skulder. Han kyssede mig kort i håret.

"Glæder du dig til din gave fra mig af?", spurgte han lavt og kyssede mig i håret igen.

Jeg drejede hovedet, så jeg så ham i øjnene og nikkede smilende. Han begyndte, at smile.

"Ja, jeg glæder mig rigtig meget. Du har gjort mig enormt nysgerrig!", svarede jeg ærligt og fniste.

Han grinte kort og kyssede min pande.

"Vil du gerne have din gave nu?", spurgte han smilende.

Jeg begyndte, at smile stort og nikkede til hans spørgsmål. Selvfølgelig ville jeg gerne have hans gave, det behøvede han ikke engang at spørge om.

"Okay, så vent lige..", svarede han med et smil og trak sig væk fra mig, hvorefter han trak sin iPhone op af hans lomme og gik ud i køkkenet.

Jeg kiggede med et løftet øjenbryn efter ham og kiggede hen på hans familie, der stod og smilte stort. Mon de vidste hvad han havde gang i?

"Ved I hvad han skal?", spurgte jeg undrende og kløede mig kort på armen.

De andre grinte og lignede nogen, der prøvede at holde masken, hvilket ikke gik specielt godt.

"Nok bare ud og snakke i telefon med en eller anden?", kom det fnisende fra Nelly.

Jeg nikkede forvirret og smilte. Justin forvirrede mig temmelig meget.

"Du har nok ret?", sagde jeg.

Hun nikkede fnisende. Justin kom gående ind i stuen igen og i det samme øjeblik, ringede det på døren, hvilket fik ham til at smile.

"Skal du ikke ud og åbne døren?", sagde han med en hemmelig stemme, som om han gemte på et eller andet.

"Jamen, jeg..", begyndte jeg.

"Gå nu bare ud og åben døren, okay baby?", afbrød han grinende.

Forvirret over situationen, gik jeg ud i entréen til hoveddøren. Justin fulgte efter mig og vi standsede begge foran hoveddøren. Han lænede sig ind til mig og plantede et enkelt kys på min kind.

"Åben døren, smukke.", sagde han lavt.

Jeg nikkede og trak ned i håndtaget på døren, hvorefter jeg åbnede den. I døren stod Ryan med en forholdsvis lille kasse i hænderne. Der var huller i låget på kassen.

Han rakte mig kassen med et smil. Justin stod bag mig og smilede større end nogensinde. Hvorfor smilte han så stort?

Jeg tog imod kassen, der ikke vejede specielt meget, men alligevel lidt.

"Glædelig jul, Blake!", sagde Ryan med en kæk stemme og blinkede med det ene øje.

Jeg kiggede forvirret hen på ham, men smilte samtidigt. Justin lagde sin ene arm om mig.

"I lige måde, Ryan.", svarede jeg.

Han smilte til mig og lignede en, der virkelig skjulte på noget. Det samme med Justin. De forvirrede mig begge.

"Fortsat god aften.", sagde Ryan og gik igen.

Justin gik hen og lukkede for døren, hvorefter han vendte sig om, så han stod med front til mig. Han smilede stort og kiggede ned på kassen i mine hænder.

"Lad os gå ind i stuen, så du kan åbne din gave.", sagde han grinende.

Jeg nikkede og sammen gik vi ind i stuen, hvor hans familie stod og smilte. Justin trak mig roligt med hen i sofaen og satte sig ned. Han trak mig forsigtigt ned og sidde ved siden af ham. Jeg holdte med et blidt greb om kassen i mine hænder.

"Åben nu din gave, baby..", sagde han roligt og hentyd til kassen i mine hænder.

Jeg nikkede stille og fjernede kortet fra kassen. I kortet stod der.

"Til den dejligste kvinde i verden. Kys fra mig, din Justin."

Mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig og forsigtigt fjernede jeg låget fra kassen. De andre fulgte med i hvad der skete. Jeg lavede store øjne og følte mig pludselig helt mundlam, da jeg så hvad der var i kassen. I kassen lå den sødeste lille hvalp med en lyserød sløje.


Jeg anede slet ikke hvad jeg overhovedet skulle sige. Justin lagde sine arme om mig og kyssede mig et par gange på kinden.

"Til dig fra mig. Jeg vidste, at den skulle være din, da jeg så den i butikken forleden.", sagde han lavt og kyssede mig i håret.

Tårerne begyndte at rende ned ad mine kinder af glæde.

"Er den virkelig til mig?", udbrød jeg af glæde og snøftede kort.

Jeg var bestemt ikke ked af det, men så glad over gaven. Det var den bedste gave man overhovedet kunne få.

"Ja, det er den, baby. Du skal helt selv bestemme hvad den skal hedde. Jeg kan sige så meget, at det er en tæve.", grinte han.

Jeg nikkede fnisende og tørrede tårerne væk fra mine kinder.

"Det kunne jeg godt regne ud med den lyserøde sløjfe.", grinte jeg.

Han nikkede grinende. Jeg løftede forsigtigt hvalpen op fra kassen af. Nøj, hvor var den sød. Jeg puttede den ind til mig og den begyndte straks at slikke mig rundt i ansigtet, så jeg ikke kunne lade vær med at grine. Justin sad selv og grinte, hvilket hans familie også gjorde.

"Den er sød, ikke?", grinte han.

Jeg nikkede af glæde og kyssede den i panden, imens jeg nussede den på pelsen.

"Jo, den er så dejlig. Tusind tak, Justin. Det er den mest fantastiske gave. Jeg er så glad.", svarede jeg oprigtigt og kiggede hen på ham.

Han smilte kærligt til mig og jeg lænede mig ind til ham.

"Jeg er glad for, at du kan lide den, baby. Den kommer til at passe fantastisk i vores familie.", sagde han og nussede den ved ørerne, hvilket den tydeligvis godt kunne lide.

Jeg nikkede enigt og havde slet ikke lyst til at slippe den igen, men Justin skulle jo ligesom også have sin gave. Jeg glædede mig til, at give ham den.

"Alice, vil du ikke holde den, imens jeg finder Justins gave?", spurgte jeg Alice.

Hun nikkede begejstret og kom gående hen mod mig. Jeg rakte hende hvalpen og hun tog glædeligt imod den og satte sig ned ved siden af Justin. Jeg rejste mig op fra sofaen af og rettede på min kjole. Justin kiggede spændt op på mig.

"Bare bliv siddende der, imens jeg finder din gave, okay?", sagde jeg.

Han nikkede smilende, så man kunne se hans flotte tænder. Jeg fniste sødt over ham og gik hen til plastisk juletræet, hvor jeg bukkede mig ned og fandt Justins gave. Jeg rejste mig op fra gulvet af og gik hen til ham og rakte ham æsken. Han tog roligt imod den. Alice sad ved siden af ham og nussede med hvalpen.

Jeg satte mig ned ved siden af ham og lagde min ene hånd på hans lår, hvorefter jeg stille begyndte at nusse med mine fingre.

"Åben din gave, skat.", sagde jeg stille.

Han nikkede og kyssede mig hurtigt på munden, før han begyndte at åbne båndet på æsken. Han lagde båndet på sofabordet og fjernede stille låget fra æsken af, så nøglen kom til syne.

Han kiggede overrasket ned på den og tog den op fra æsken og mærkede på den.

"En nøgle?!", udbrød han grinende.

Jeg nikkede fnisende og kyssede ham kort på kinden. Han så en smule forvirret ud i ansigtet, men jeg forstod ham godt. Der lå kun nøglen i æsken og intet andet. Ikke engang et kort, kun nøglen. Han skulle nok finde ud af hvad nøglen skulle bruges til, men det fik han ikke af vide på nuværende tidspunkt.

"Hvad er den til?", spurgte han nysgerrigt.

Jeg smilte hemmelighedsfuldt og kyssede ham blidt på kinden.

"Det finder du ud af..", fniste jeg kækt.

Han grinte kort og fugtede sine læber med hans tungespids.

"Du vil ikke fortælle det?", spurgte han grinende.

Jeg rystede på hovedet og smilte stadig hemmelighedsfuldt til ham. Han grinte og lagde nøglen tilbage i æsken og lukkede æsken med låget, hvorefter han lagde æsken på sofabordet. Han lænede sig tilbage i sofaen og trak mig tæt ind til ham. Jeg lagde mine arme om hans nakke og kiggede ham ind i øjnene.

"Jeg glæder mig til, at se hvad nøglen er til..", sagde han lavt.

Jeg smilte stort og nussede ham på kinden med min ene tommelfinger.

"Det forstår jeg udmærket godt, min skat..", svarede jeg lavt tilbage og trak ham ind i et roligt tungekys.

Denne aften ville aldrig nogensinde blive glemt, det var jeg sikker på....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...