Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
345921Visninger
AA

9. "JUSTIN!"


Justins synsvinkel:

Jeg følte den såkaldte Charlottes blik på mig, mens jeg sad og spillede lidt på min iPhone - Rent tidsfordriv. Nok kunne jeg da godt lide at gå i kirken nu og da, men til tider var der også bare kedeligt, særligt når man ikke rigtigt som nu følte sig heldigt placeret blandt rigmænd, der på skift skulede over mod mig og hvorfor mon?

Det kunne ligne dem alle, at de nok havde ret meget styr på hvem der var hvem i disse kredse? - Kunne forstille mig deres tanker:

"Hvem er dog denne sortklædte mystiske unge mand mon?"

"Bieber?!"

Ja, den måde Charlotte havde sagt mit efternavn på, havde lydt som om jeg var noget af det mest sølle på denne jord? - Det var jeg vel i princippet også, så længe jeg opholdte mig blandt alle disse rigmænd og snobbede fruentimmere med næserne i sky - Dem som troede at de bestemt var så meget bedre end landets fattigere befolkning! Som én som jeg! Jeg, der bare sad og passede mig selv og var klædt i klæder, som jeg normalt kun havde på ved højtidelige lejligheder og jeg gjorde mit bedste for at skjule, at min lånte habitjakke ikke var et stykke tøj fra den lokale Wallmart, men kunne snildt lade som om det var det pæneste Armani - Ja, goddaw do!

"Hvad hedder de ud over Bieber, min unge herre?!"

Mandens stemme ved siden af frøken, eller fru Charlotte fik min opmærksomhed fra mit spil på min iPhone, som jeg straks lukkede ned og lagde tilbage i inderlommen på min habitjakke. Jeg smilte nervøst på den såkaldte Marvin.

"Jeg hedder Justin, min gode herre!", svarede jeg så høfligt som muligt. Manden nikkede med et svagt smil.

"Er de en del af Leas familie?", spurgte han yderligere. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Jeg er en bekendt af familien!", svarede jeg lettere akavet. Manden nikkede bestemt.

"Hvad hedder deres far?", spurgte han yderligere. Jeg sank en klump over HVOR malplaceret jeg følte mig nu. Jeg smilte lettere usikkert.

"Han hedder John Bieber!", svarede jeg med et svagt bid i læben. Manden så undrende på mig med et skulende blik.

"John Bieber? - Hvilket erhverv har han?"

Jeg sank en klump. Var det overhovedet en god og passende idé at fortælle, at min far arbejdede som lastvognschauffør? Jeg grinte lettere akavet og svang bare noget ud.

"Han eh... Nyder livet!", svarede jeg med et sarkastisk grin. Manden nikkede blot bestemt med armene over kors.

"Lyder også fornuftigt unge mand!", svarede han med et skævt smil, inden vi alle blev afbrudt vores snakken i kirken, af pianisten, der begyndte at spille en velkendt evergreen. Alle blev stille og sad og betragtede lettere bagud, da først et par ret kønne brudepiger gik i et okay tempo op ad kirkegulvet. Jeg sank en klump over at se Blake træde frem som den femte brudepige i en smuk gulvlang rød kjole, der sad ALT for lækkert på hendes spæde og sexede krop. Jeg var ved at tabe kæben over hendes smukke skikkelse. Jeg fulgte hende blot med øjnene, men desværre så hun mig ikke, da hun gik forbi og fortsatte ned ad kirkegulvet og hele vejen op til alteret.

Der blev stille i sekunder og nu begyndte brudemarchen, som var skiftet ud med pianisten, hvor hun spillede "Wonderful tonight"

 

 

 

Alle begyndte at rejse, da dørene endnu engang gik op og straks strømmede det ud med en kæmpe hvid brudekjole. Wow, jeg måtte indrømme, at Lea virkelig lignede noget som taget ud fra et eventyr. En masse filmede og tog billeder, da hun gik langsomt ned ad kirkegulvet med en ældre herre ved sin side, der helt sikkert var hendes egen far. Jeg skyndte mig lige at gribe ud efter min iPhone for at knipse et par billeder af den smukke brud....

~

Ceremonien var vel overstået efter knap en time i kirken. Damn, hvor var der bare mange ting der skulle siges, men det havde helt sikkert været smukt. Brudeparret løb nærmest ned ad kirkegulvet og straks hujede alle gæsterne og løb efter dem. Jeg gik i roligt tempo som nogle af de sidste ud af kirken, eftersom jeg ikke ville vække alt for meget opmærksomhed.

Jeg kom udenfor og opdagede en kæmpeflok stå og kaste med risengryn efter deres fine hestevognskaret. Jeg kunne skimte Blake og de andre brudepiger et stykke væk som nogle af de forreste, der kastede med ris op på brudeparret. Jeg smilte forelsket hen på hende, uden hun så meget som opdagede mig. Jeg ville seriøst bare gå hen til hende og trække hende ind i et sultent kys, men jeg havde lovet hende, at holde afstand fra hende det meste af tiden. På sin vis følte jeg at det var fordi hun ville skamme sig over at blive set sammen med mig. 

Jeg var næsten overbevist om, at Blake kun var sammen med mig som rent tidsfordriv, til hun vel skulle falde for en med mere magt og større rigdomme, end den lommeuld, som jeg ejede. Jeg lod med vilje lade hende få det, som hun ønskede sig nu. Hun ønskede mig på en begærlig måde, så jeg kunne stille hendes lyster og det var vel på sin vis bedre end ingenting, for jeg elskede at være sammen med hende på alle måder det overhovedet kunne lade sig gøre. 

Ja, jeg var helt sikkert drønforelsket i hende og stod det til mig, så ville jeg gerne bare være sammen med hende så meget som muligt, trods vores forskellige verdner. Mange ville formentligt kommentere, at Blake misbrugte mig, men sådan så jeg det ikke. Jeg så det som en lykkelig periode i mit liv, hvor jeg satte pris på hvert sekund med hende.

Brudeparret med hestevognen forsvandt ned ad den lange fine vej med træer løbende på begge sider af vejen og folk begyndte at fortage sig, da de alle flygtede ind i deres biler. Jeg havde min egen bil selvfølgelig og jeg betragtede alle forsvinde lidt efter lidt. Blake så jeg godt på vej hen til en limousine med sine veninder. Jeg ville bare have lyst til at kalde på hende, men jeg vidste ikke om jeg turde? Jeg tog dog chancen alligevel, da de fleste biler var kørt og kun få mennesker var at se på parkeringen.

"Blake?!", råbte jeg, inden hun skulle til at stige ind i limousinen. Hun vendte sig og så sig lettere forvirret omkring. Jeg smilte bredt mens jeg vinkede og hun opdagede mig med et lille dejligt grin vinkede hun diskret igen og blinkede med øjet. Hun vendte sig omkring og steg ind i limousinen. Jeg sukkede svagt og vendte mig omkring og begav mig over til min Mustang, der holdte pænt afsides. Det var jo slet ikke fordi den var grim at se på, men den skilte sig klart ud blandt alle de limousiner, Bentlys, Cryslers, Ferrarier og hvad der ellers var af dyre luksusbiler.

Jeg låste min bildør op og satte mig ind bag rattet og tog selen på og startede bilen og så var det mod adressen, hvor festen ville foregå....

~*~*~


Blakes synsvinkel:

Leas forældres have, Lørdag d. 28 juni, kl. 14:44.

Alle gæsterne var mere eller mindre dukket op nu. Leas forældres have var prop fyldt med mennesker. Der var flere hundrede mennesker, hvis det overhovedet kunne gøre det.

Jeg nippede forsigtigt af min champagne med et jordbær i og kiggede rundt på de forskellige folk. Der var mange jeg kendte, men også mange jeg ikke kendte. Jeg kunne ikke se Justin nogle steder. Hvor mon han var henne?

Jeg sukkede lavt. Håbede inderligt ikke at han var blevet ked af det eller sådan noget.

Jeg drak mit glas champagne færdigt og stillede glasset på det nærmeste bord. Måske jeg hellere måtte snakke med ham og høre om han var okay? Det lød som en god idé.

En hånd lagde sig pludseligt på min ene hofte og jeg lod mit blik vandre ned mod hånden. Det var bestemt ikke Justins hånd. Jeg drejede hovedet en smule og mødte nogle blå øjne.

Jeg sukkede opgivende.

"Jonathan..", mumlede jeg for mig selv og fjernede hans hånd fra min hofte.

Et hæst grin undslap hans læber og jeg rullede bare med øjnene over ham. Han gik mig virkelig på. Kunne han ikke snart forstå at jeg ikke gad ham længere og det samme med min mor? Han var et overstået kapitel og det skulle han altid være.

"Hvad laver du her?", spurgte jeg en anelse snerpet og stillede mig med armene over kors.

Ja, han irriterede mig og jeg ønskede egentlig slet ikke, at han skulle være her.

"Det samme som dig vel?", kom det i en flabet tone fra ham.

Jeg rullede endnu engang med øjnene over ham og sukkede svagt. Jeg gad ham virkelig ikke og jeg ville meget hellere være sammen med Justin lige nu. Min skønne, dejlige kæreste, som jeg blev nød til at gemme langt væk på grund af mine forældre. Hvorfor skulle vi også lige komme fra to forskellige verdner af? Livet var sgu uretfærdigt nogen gange.

"Er du ikke sød bare lade mig være? Jeg vil ikke have smadret min dag på grund af dig.", spurgte jeg lavt.

Det ragede ikke andre mennesker hvad vi snakkede om. Folk vidste udmærket godt at Jonathan og jeg ikke var sammen mere, men jeg vidste godt at min mor prøvede at gøre alt for at vi skulle finde sammen igen.

"Kun på en betingelse!", svarede han flabet.

Han nød virkelig at pisse mig af, det var tydeligt. Jeg bed mig svagt i underlæben.

"Okay, hvad er den betingelse?", spurgte jeg lettere højt og irriteret.

Folk snakkede temmelig højt, men det var heller ikke så mærkeligt, når vi var så mange mennesker samlet på et sted.

"Du skal danse med mig ude på dansegulvet.", sagde han og rettede kort på hans jakkesæt - det havde med garanti været dyrt, men han havde ligesom også pengene til det.

Jeg spærrede øjnene op. Det var det sidste jeg havde lyst til.

"Det mener du ikke, vel?!", spurgte jeg irriteret.

Han grinte kækt og nikkede på en lumsk måde, der gav mig kvalme. Jeg havde ikke lyst til, at danse med ham, men hvis jeg ikke gjorde det, ville han være over mig hele dagen og det magtede jeg overhovedet ikke.

"Bare en dans? Jeg skal nok være forsigtig.", svarede han.

Jeg havde seriøst lyst til, at brække mig over ham. Han vidste lige hvad han skulle gøre for at provokere mig. Hvor ville jeg bare ønske at jeg var sammen med Justin lige nu. Han var i det mindste ikke ubehagelig, som en vis Jonathan var.

"Okay, en dans, men så heller ikke mere end det.", sagde jeg sukkende.

Han nikkede med et smørret smil og rakte mig hans ene hånd. Jeg tog fat i den og holdte om den i et let greb. Han trak mig med ud på dansegulvet, eller hvad man nu ville kalde det, for det var ikke decideret et dansegulv lige nu. Der skulle helt sikkert danses i aften, men lige nu spillede et autentisk jazz band og hvis jeg ikke tog meget fejl, skulle de spille det meste af dagen.

Jeg slap hans hånd og han lagde hænderne på mine hofter, hvorefter han trak mig tæt ind til mig. Jeg havde lyst til, at rive mig væk fra ham, men det kunne jeg ligesom ikke - jeg havde lovet ham en dans, jo.

Lettere sukkende lagde jeg mine hænder på hans skuldre og begyndte at danse stille med ham. Mit blik var alle andre steder end på ham og jeg kunne fornemme hvordan han kiggede på mig.

Jeg rettede blikket mod ham og hævede svagt det ene øjenbryn over ham.

"Hvorfor kigger du sådan på mig?", spurgte jeg lavt med en undrende stemme.

".. fordi du er så smuk..", svarede han lavt og smilte på en charmerende måde, jeg overhovedet ikke fandt charmerende.

Han prøvede, at charme sig ind på mig, men den gik ikke helt. Godt nok var han ikke en grim fyr, men hans personlighed var direkte hæslig. Han trak mig tættere ind til sig og det var lige nok for mig, så jeg rykkede mig væk fra ham, så vi ikke stod tæt længere.

"Det gør du ikke igen, okay?", sagde jeg lettere vredt.

Han grinte hæst og nikkede bare lettere ligegyldigt. Jeg rystede på hovedet af ham og begyndte at danse igen. Jeg kiggede rundt, imens jeg dansede og lyttede til musikken. Musikken var ganske afslappende.

Jeg kiggede flygtigt rundt på de forskellige gæster og følte mit hjerte gik i stå, da jeg så ham stå et stykke væk fra mig. Han stod afslappet med hænderne i forlommerne og hans blik var utydeligt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg blev ved med at danse med Jonathan, samtidig med at jeg kiggede hen på ham. Han vendte sig pludseligt om og begyndte at gå et andet sted hen i haven.

Jeg slap straks Jonathan og han kiggede på mig med et underligt ansigtsudtryk. 

"Jeg bliver nød til, at gå!", forklarede jeg og begyndte at gå efter Justin.

Jeg satte tempoet en smule op og holdte fast om min kjole med min ene hånd, så jeg ikke ville snuble. Kjolen var jo temmelig lang.

"Justin?!", kaldte jeg.

Intet svar kom fra ham....

~*~*~


Justins synsvinkel:

Det var tydeligt at se, at Blake ikke tog mig en skid seriøst. Selvfølgelig kunne jeg forvente, at se hende danse med andre til sådan et kæmpe bryllup og det gjorde mig ikke noget, men det gjorde mig helt klart noget, når dansepartneren var en flot stillig fyr, der med sikkerhed havde fejet benene væk under Blake. Jeg havde kunne se det på ham. Han havde med garanti følelser for Blake og kunne jeg betænke ham i det? Næppe! Blake havde bedt mig om at gå stille med dørene her til festen, ja jeg skulle nærmest bare agere usynlig og bare være endnu en gæst uden den store betydning til festen.

Det gik endelig op for mig nu, at jeg blot var en brik i Blakes spil. Selvfølgelig burde jeg have sagt mig selv, at Blake havde en kæreste eller forlovet i hendes rige liv. Måske det var præcist DERFOR hun ikke ville præsentere mig for hendes familie. Blakes fremtid var sikret af en anden fyr og jeg var nok bare et sjovt alternativ i Blakes triste rige liv. - En elsker for hende.

"Justin - Så stop dog!"

Ja, jeg var skam ikke døv, men jeg magtede bare ikke noget fra hende lige nu - Jeg havde behov for at klare tankerne, så fast besluttet fortsatte jeg mod en masse høje hække, hvor der stod massevis af store krukker med lilla og pink hortensiaer på stribe op ad hækkene. Jeg fortsatte i et indhak i hækkene og det gik op for mig, at det var en slags labyrint. Yup, de rige havde simpelthen alt for mange morsomheder og glæder i deres liv. Efter  et par minutter, kom jeg ind til midten og jeg havde ret. Det var en lille labyrint, for i midten var et lille springvand omkranset af tre nydelige hvide slagbænke, der stod op ad den rundende hæk, hvor to andre udgange herfra var at finde, men jeg var ikke  i humør til morsomheder og lege, så jeg satte mig frustreret på én af bænkene og trak min smøgpakke frem fra inderlommen i min habitjakke.

Al dette krævede en smøg og en masse tanker.

"Justin?"

Hendes stemme, fik mig til at skule ud af øjenkrogen og jeg kunne fornemme hendes blændende røde kjole for mig. Hendes fine tårnhøje sølvsandaler knitrede i alle småstenene her.

"Justin - se på mig, vil du ikke nok?"

Som om? Jeg havde ikke brug for søforklaringer lige nu. Jeg var sgu ikke født i går, vel? Jeg stirrede bare ned i småstenene ved mine sorte blankpolerede selskabssko, som skinnede knap så meget på grund af de støvede småsten. Jeg sad bare og røg stille uden at værdige hende et blik. Alt det brok nu, hvor jeg endelig sad ved siden af hende og kunne praktisk talt røre hende, men mine tanker farede i stedet om denne fyr, som stormede hende på dansegulvet.

"Justin? Vil du ikke nok?"

Jeg sukkede hårdt og rettede mig op og så skeptisk på hende og nikkede svagt.

"Alright... Hvornår havde du ligefrem tænkt dig at sige, at jeg faktisk bare er sjov for dig?", spurgte jeg spydigt. Blake så på mig, som om hun lige havde set et spøgelse.

"Hvad mener du?", spurgte hun målløs.

Jeg grinte småfalsk og lænede mig tilbage op ad bænkryggen og gloede blot hen på det lille springvand.

"Bare drop den dårlige samvittighed, gider du?", svarede jeg tørt og flyttede atter mit blik hen på hende med et falk smil, mens jeg med et beskyttende skjold lod mig virke uberørt over faktoren over, at hun faktisk allerede var optaget af denne mystiske "forlovede" eller wtf han egentlig var til hende? Det rørte mig ikke en skid.

"Altså, hvorfor er du sådan?", kom det lettere frustreret fra hende. Jeg så på hende og havde ikke en skid grund til at smile.

"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig, at jeg bare er en simpel elsker for dig? - Lige nu giver det hele mening, at du ikke tør åbne dig helt op for mig og hvorfor du i princippet ikke vil præsentere mig for dine forældre - Du og ham du dansede med - I er forlovede eller noget, har jeg ikke ret?", spurgte jeg sarkastisk og tog endnu et hvæs af min smøg. Blake så fuldstændig lamslået ud.

"Hv... hvad i alverden er det du siger?", spurgte hun med tårer i hendes i forvejen bekymrede smukke øjne. Jeg smilte sarkastisk.

"Jeg er for fanden ikke født i går Blake - Bare sig det som det er: At jeg bare er et stykke legetøj, som du kan bruge, når du har brug for det - Bare sig det?!", svarede jeg sarkastisk.

"JUSTIN!", fløj det frustreret ud af hende, så hun lukkede munden på mig.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...