Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346357Visninger
AA

30. Ikea is calling!


Blakes synsvinkel:

Lokation: På shoppingtur i Ikea, fredag d. 24 oktober, kl. 13:04.

Justin parkerede bilen ved en ledig parkeringsplads, udenfor Ikea. Jeg åbnede for selen og steg derefter ud af bilen, med min håndtaske under armen.

Vejret var mildt i dag. Det blæste en smule, men det gjorde ikke så meget. Jeg havde taget en tynd jakke på, for vejret var ikke helt varmt længere. Det var ikke ligefrem koldt, men det havde en passende temperatur til en tynd jakke.

Justin smækkede døren i, efter han var kommet ud af bilen og låste den med hans nøgler, som han proppede ned i hans forlomme på hans jeans. Vi havde taget hans bil i dag. Den kørte ganske udmærket og han var glad for den, så det var ligesom det, der talte. Jeg kunne personligt selv godt lide den. 

"Skal vi komme indenfor, så vi kan få shoppet?", kom det fra ham.

Han kom gående hen til mig og standsede op foran mig, hvorefter han lagde armene om mig og trak mig ind til ham. Jeg lagde armene om hans nakke og nussede ham i nakkehåret.

".. men først..", svarede jeg lavt og lænede mit ansigt ind til hans.

Jeg lukkede øjnene i og mærkede hans læber mod mine. Jeg ville aldrig nogensinde kunne blive træt af hans mund, der altid var så blød og varm. Han fik sommerfuglene til at eksplodere i min mave.

Jeg åbnede øjnene igen og trak mig væk fra ham med et fnis. Han smilte stort, så hans perfekte tænder kom til syne. Den dreng havde virkelig flotte tænder. For at sige det mildt, så fejlede hans udseende intet. Han var som en engel sendt fra himlen.

"Kom så, baby..", sagde han og greb fat om min ene hånd, hvorefter han begyndte at trække mig mod indgangen.

Parkeringspladserne var fyldt med biler, så der var med garanti en masse mennesker, der også var inde at shoppe i dag.

"Måske vi skulle bruge en vogn, skat?", fniste jeg.

Justin standsede op tæt ved indgangen og kiggede ned på mig.

"Jo, du har ret, jeg finder lige én. Vent her..", svarede han og gik væk fra mig, for at finde en vogn.

Jeg blev stående og ventede på ham. Et ungt par kom gående mod indgangen, hvor kvinden gik og holdte om en baby. Det fik mig til at tænke på, hvis Justin og jeg havde en baby. Godt nok elskede jeg Justin højt og glædede mig til at han skulle blive min mand, men der skulle ikke en baby ind i billedet lige nu. Det var stensikkert.

"Det der kunne sagtens være os, baby.", kom det pludseligt fra Justin, der kom trillende med en vogn. 

Han standsede vognen ved mig og så ned på mig med et smil.

"Ej, det tror jeg så ikke lige!", grinte jeg og skubbede en hårtot bag øret.

"Hvorfor ikke?", spurgte han grinende.

Jeg rystede på hovedet over ham og gav ham et kys på munden, før jeg trak mig væk fra ham.

"Vi skal ikke have en baby, basse..", fniste jeg.

Hans smil blev mindre og mindre og til sidst smilte han slet ikke. Han kiggede på mig med et trist ansigtsudtryk.

"Mener du virkelig det?", spurgte han med en trist stemme.

Jeg hævede det ene øjenbryn over ham og nikkede. Han begyndte pludseligt, at grine og kyssede mig i håret.

"Jeg laver også bare sjov med dig, baby. Selvfølgelig skal vi ikke have en baby nu. Jeg elsker dig ubeskriveligt højt og jeg glæder mig til, at kunne kalde dig min kone, men en baby ville bare ikke passe ind lige nu. Vi har så meget med brylluppet lige i øjeblikket, men om nogle år skal vi helt sikkert have en baby - en mini Blake..", udbrød han grinende.

Jeg begyndte, at grine over ham og fik lyst til at drille ham. En smule ville jo ikke skade, vel?

"Og hvad får dig til at tro at jeg vil have en baby med dig?", spurgte jeg i en flabet tone og løftede det ene øjenbryn i vejret.

Han grinte og lænede sig ind til mig, hvorefter han kyssede mig på panden.

"Sådan noget ved jeg bare, baby.", svarede han selvsikkert.

Jeg hævede øjenbrynet, men rystede så bare på hovedet og grinte.

"Lad os komme indenfor nu!", grinte jeg.

Justin nikkede og sammen gik vi indenfor i Ikea...

~

"Den skal vi have, og den skal vi have...", mumlede jeg mens jeg gik og lagde de forskellige ting ned i vognen.

"Justin, er der nog...", skulle jeg til at spørge og så mig omkring, for at se om Justin havde fundet noget, som han måske syntes godt om, men blev i stedet overrasket over, at jeg ikke kunne se ham nogen steder. Jeg sukkede lettere irriteret og stod som en opgivende og spejdede rundt i det område jeg befandt mig.

"Justin?!", kaldte jeg lettere højt.

"Her baby!", hørte jeg ham svare bag mig, så jeg vendte mig med et smil, men mit smil blegnede, da jeg så hvad han stod med.

"Er den ikke fed?", spurgte han og jeg betragtede den grimme klapstol med kunstigt ko-mønstret betræk på.

"Justin, den skal vi seriøst ikke have!", sagde jeg bestemt med hænderne placeret i hofterne på mig selv. Justin grinte smørret.

"Det skal du da heller ikke tænke på baby. Den skal stå hjemme hos mig!", svarede han med et lille grin og gik hen og gav mig et flygtigt tantekys på munden og proppede den grimme klapstol op i hjørnet af vognen. Jeg måbede.

"Justin, vi flytter snart sammen og jeg nægter at skulle se på det grimme stykke krimskrams til møbel. Det er grimt og discount og har intet med stil at gøre!", udbrød jeg med et sarkastisk stramt smil. Justin så med et løftet øjenbryn på mig.

"Men baby, jeg kan godt lide den. Jeg synes den er vildt fed på den grimme måde. Min stue vil elske at have den stående og gutterne vil med garanti sætte pris på den. Desuden, skal jeg have fem mere af dem, så de kan fungere som nye stole til spisebordet jeg har. Jeg trænger til fornyelse og de er fede at se på og man sidder skide godt på dem!", forklarede han med et charmerende smil. Jeg måbede og gik hen og tog den grimme stol op af vognen.

"Det bliver over mit lig Justin!", protesterede jeg og gik væk med stolen og stillede den et random sted i området, som vi befandt os i.

"Baby, det kan du ikke mene? Det er min lejlighed, så jeg gør hvad der passer med MIT hjem!", kom det frustreret fra ham bag mig. Jeg vendte mig hurtigt omkring og så træt ham.

"Nå, men det rædsel skal IKKE hjem til hverken dig eller mig, eller i vores nye hjem - Forstået?!", svarede jeg bestemt, mens jeg så indgående på ham. Han smilte ikke ligefrem og rystede langsomt på hovedet.

"Du er slet ikke fair Blake...", svarede han lavt og gik pludseligt sin vej andetsteds i Ikea, for han tog rulletrappen ovenpå. Jeg så målløs efter ham.

"Justin?!", kaldte jeg frustreret. Han rullede opad og så olmt ned på mig og rakte pludseligt tunge mod min retning, så min underkæbe røg til gulvet.

"What?!", udbrød jeg chokeret. Blev Justin lige fornærmet og ligefrem rakte tunge af mig?

Jeg fnyste irriteret og gik tilbage til indkøbsvognen. Justin skulle sikkert køle lidt af, og det kunne jeg mærke at jeg selv havde brug for. Jeg besluttede mig for at shoppe videre og foldede vores indkøbsliste ud for at tjekke hvad jeg havde fået i vognen indtil videre.

"Tallerkener til forretter?", mumlede jeg og kiggede i vognen og så de var der.

"Tjek...", mumlede jeg og lavede et flueben ud for det.

Det var selvfølgelig kun én af hver ting jeg tog, for vi kunne jo ikke have hele Ikea med os, når det ligesom stod til selve brylluppet. Alt skulle bestilles ved kassen, så Ikea kunne fragte det til vores hjem, en lille uge inden selve brylluppet ville stå på. Det var jo ligesom vigtigt at have styr og orden på brylluppet, og kunne Justin ikke nosse sig sammen om det i øjeblikket, nu hvor han skulle ødelægge den oprindelige bryllupsshopping med grimme ko-mønstrede klapstole, som ikke havde en rygende papfis med brylluppet at gøre, ja så måtte han fandeme surmule lidt over det.

Det kunne ligesom ikke være rigtigt, at jeg skulle være den voksne og ansvarsfulde i dette tilfælde, men desværre virkede det nok lige til det. Jeg sukkede og begav mig videre blandt al det inventar man kunne købe til hjemmet, og brylluppet i mit tilfælde. Jeg måtte give Justin lidt pusterum, så han kunne tænke over tingene, og at det altså var mig, der havde ret lige her.

Jeg gik stille over til et par reoler med en masse fine lysestager i forskellige designs. Jeg havde en thing for tre-armede lysestager, som ville stå fantastisk på bordene til festen. Det var jeg ret sikker på. Nok var det ikke ægte sølv her, men de fungerede og der skulle være ret mange af dem, eftersom vi havde indbudt godt og vel 700 gæster, så det kunne hurtigt løbe op med at der skulle være mange af mange ting, når det stod til dekorationen, men intet problem der. Min far betalte og selv om han sagde jeg ikke behøvede at sparre på det, så kunne jeg lige så godt gøre det økonomisk med visse ting, da det jo kun skulle bruges denne ene gang. Så kunne jeg også få den flotteste prinsessekjole, som jeg desværre ikke havde fundet endnu, men det kunne nås endnu. Næste weekend ville jeg prøve igen. Vera Vang og jeg havde lavet en aftale om, at hun kom hjem til os med nogle af hendes bedste og flotteste kreationer, så måtte vi se om jeg havde heldet med at finde kjolen der? 

Jeg smilte en anelse over den fine lysestage i uægte sølv med fine små glaskrystaller, der hang og dinglede fint på armene af den, så det lignede små diamanter. Bare forestillingen om hvor flot de ville glimre alle sammen, når der ville være dækket op, ja, jeg kunne dårligt vente. Jeg lagde den ned i vognen og skubbede videre på vognen, til jeg tilfældigvis standsede op ved en masse flotte pyntepuder, som jeg vidste ville være fantastiske til vores seng i vores nye hjem. Jeg greb uf efter på dem og betragtede dem på skift.

"Blake? - Tænk, er du også her? Ej, hvor skægt!"

Hans stemme fik mig til at synke en hård klump. Hvorfor skulle han lige være her? Jeg vendte mig om mod ham og smilte falsk.

"Er du også her?", udbrød jeg overrasket og havde ikke den store begejstring for at han også var her.

"Ja, verden er lille, ikke?", grinte han smørret. Jeg smilte usikkert og nikkede.

Justin burde slet ikke se ham. Han ville flegne ud - Det var jeg nærmest sikker på!

"Er du alene her?", spurgte han med et smil. Jeg grinte sarkastisk. Ja, hvordan pokker skulle jeg sige at Justin var her, men at vi var inde i et skænderi i øjeblikket. Det skulle han i alt fald ikke vide, for uuh han ville elske at Justin og jeg var uvenner.

Hvordan skulle jeg komme uden om dette?

~

Nå da da, hvem er det Blake har mødt og bliver Justin og hende gode venner igen?

Hvor er Justin henne?

Det finder i nok ud af i næste kapitel.

~

Nynne & Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...