Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346621Visninger
AA

26. Hot in the sun!


Justins synsvinkel:

Venice Beach, lørdag d. 20 september, kl. 11.32

Selv om vi var i september, så blev det sjældent koldt her i Californien, så jeg havde foreslået Blake, at vi bare skulle koble af på denne lørdag. Væk fra den hektiske hverdag, i alt fald for mit vedkommende, for jeg vidste at Blake gerne brugte sine hverdage på mange forskellige ting, sådan noget som shopping, frokoster med sin far, når han havde sine pauser fra sit arbejde, eller også kom hun en til to gange på mit arbejde og holdte mig med selskab med frokoster, eller kom til mig efter mine fyraftener.

Men det hun formentligt havde mest travlt med for tiden var alle de forskellige forberedelser til vores bryllup, mens jeg mest passede mit arbejde som mekaniker. Blake ønskede nok et eller andet sted, at jeg stoppede med mit arbejde, men jeg elskede mit arbejde, som også var en hobby jeg havde og satte pris på. Det at få lækre bilers motorer til at lyde som sex i mine ører. Ja, den slags elskede jeg!

Jeg yndede at have et arbejde, hvor jeg tjente selv. Jeg ønskede ikke, at Blake skulle forsørge mig for hendes og hendes faders penge. No way! Når jeg inviterede Blake på middag i byen eller til byture eller andre ting, så ønskede jeg bare at give det af egen lomme, til trods for visse ting skulle spares sammen til. Jeg så det kun som en fair deal, nu hvor Blakes fader ønskede at betale for brylluppet.

Det kunne til dels give mig en form for dårlig samvittighed, at jeg ikke skulle lægge en eneste cent til det bryllup. Så nu for at vi kunne slappe lidt af og tænke på noget andet end arbejde og bryllupsforberedelser, så synes jeg det var ideelt, at vi tog en rolig og afslappende strandtur sammen. Bare hende og jeg. Nok var vi tit alene sammen, men det var som ofte kun når vi spiste alene sammen, eller var hjemme hos mig. For det meste var vi omringet af vores familier og venner. En dag uden dem i dag, var oplagt til tosomheden, hvor det ikke gik ud på at se præsentabel ud eller noget. Vi skulle bare slappe af og nyde solens stråler. Nyde vandet og sandet mellem vores tær, få luftet vores hår og bare komme til at lugte af strand. Jeg vidste at det var det der skulle til.

Jeg havde taget mit skateboard med til formålet, da jeg elskede at skate og bare røre min krop. Blake havde tit spurgt mig om jeg trænede, og det gjorde jeg da til tider, men størstedelen af gangene, var det altså kun fordi jeg var meget aktiv i min fritid. Jeg elskede lange gåture, basketball, skating og andre aktiviteter, hvor jeg kunne røre mig fysisk. Man kunne måske være tilbøjelig til at tro, om jeg ikke til tider blev træt af at være så aktiv, men nej, jeg elskede følelsen af fysisk udmattelse, så jeg med garanti vidste at jeg havde ydet mit.

Mens jeg lystigt brugte en halv times tid på skaterbanen når stranden, så havde Blake lagt sig til at sole sig og hun havde sørget for at aktivere sig selv med en roman som hun var godt i gang med. Ja, det var måske lidt sjovt, at selv om Blake og jeg elskede at gøre ting sammen, så yndede vi virkelig også at være sammen hver for sig med hver vores interesser. Gav det mening? Vi elskede at være sammen, men det at vi også bare kunne være lige i nærheden af hinanden uden at skulle gøre noget sammen hele tiden - Se, det var faktisk også skønt. Så var vi ikke kærlige sammen, så fungerede vi fint som venner også, og lige det satte vi begge pris på, for så viste det sig, at vi faktisk nok havde et særligt forhold, som mange par måske ikke lige havde.

Godt svedig på skaterbanen, rullede jeg roligt ned på cykelstien langs stranden og jeg fiskede min mobil op, for at tjekke tiden og opdagede nu også en besked fra et nummer jeg ikke kendte. Jeg standsede stille op på skateboardet og stod lettere stille, mens jeg trykkede ind på beskeden:

"Jeg savner dig - Er det underligt? - Går det ellers godt? - 555 612039."

Jeg kradsede mig undrende i mit filtrede nakkehår, hvor sagtens kunne føle sandkorn kradse i hovedbunden. Jeg rynkede undrende min pande over beskeden og satte mig til at svare.

"Eh? - Jeg tror sgu du har fået galt nummer her! :P - Justin."

Jeg sendte den med det samme og få sekunder efter var der hurtigt svaret fra samme nummer:

"Nej Justin - Jeg savner dig virkelig :( - 555 612039."

Jeg spærrede øjnene vildt op over beskeden og svarede:

"Hvem er du? Jeg har ikke dit nummer? - Justin."

Jeg sendte den straks og sekunder efter kom endnu en besked:

"Kig op og frem! - 555 612039."

Jeg måbede og så op og frem for mig og jeg sank en klump, da jeg så hvem der kom gående hen mod mig i lilla bikini med en blomstret sarong omkring hoften. Hun smilede stort og tog sine solbriller af. Hendes flagrende brune lange og krøllede hår blæste ind foran munden på hende, så hun hurtigt fjernede det med et stort smil.

"Hej Justin!", udbrød hun glad og hun nåede endelig helt hen til mig.

"Katja? - Hvad laver du her?", spurgte jeg med et forvirret og akavet grin. Hun fniste og trak på skuldrene.

"Vel det samme som du? Stranden er jo ligesom et offentligt sted, ikke? - Går det godt?", spurgte hun med et stort smil, der for mig virkede ret flirtende. Jeg bed mig lettere akavet i underlæben.

"Ja eh altså... Jeg har det godt!", svarede jeg med et skævt smil. Katja nikkede med et lille fnis.

"Hvorfor holdte vi op med at være sammen?", spurgte hun med hovedet på sned og et charmerende smil, der helt sikkert var flirtende. Jeg sank en klump og grinte akavet - helt sikkert akavet!

Altså´hvad pokker prøvede hun lige på? Det var ligesom hende, der ikke kunne få nok i bare mig, fordi hun forlangte guld og grønne skove. Matrealistisk og en golddigger uden videre. Det var hvad hun var og jeg kunne ikke give hende det, som hun ønskede sig, så derfor valgte jeg at gøre en ende på vores forhold. Jeg smilte stramt.

"Katja, du ved sgu da godt hvorfor, ikke?", svarede jeg med et svævende spørgsmål. Hun så lettere skuffet ud og nikkede.

"Ja, det var min skyld, men jeg vidste ikke bedre. Et par uger efter vores brud, så fortrød jeg virkelig, og det har kun været blevet værre og værre for hver eneste dag Justin... Jeg savner dig - Jeg savner... Os, du ved?", forklarede hun med et bedende smil.

"Hvad?!", spurgte jeg lost. Katja fniste.

"Ja, du ved... Vores S.E.X...", stavede hun det sidste med hviskende stemme, mens hun opmærksomt så på de forbigående strandgæster på cykel og gangstien. Jeg sukkede hårdt og kunne dårligt smile af det hun havde sagt.

"Katja...", sukkede jeg hårdt. Hun fniste glad.

"Ja?!", spurgte hun som om hun stod og skulle til at have en overraskelse. Jeg så træt på hende.

"Vi havde vores tid sammen - Det er ligesom slut nu og det burde vel også gå op for dig, eftersom jeg hverken har kontaktet dig før, og siden jeg heller ikke vidste, at det var dig der sendte en besked til mig før... Jeg har jo ligesom slettet dit nummer for længe siden!", svarede jeg med et svagt smil. Katja så med et skuffet udtryk på mig.

"Så du savner mig altså ikke?", spurgte hun med et sødt bedende bid i underlæben.

"Hvad fanden har du gang i Justin?!"

Jeg sank en hård klump, eftersom Blakes stemme et stykke bag mig straks afslørede sig. Katja så forskrækket forbi mig.

"Hvem er du?", spurgte Katja chokeret. Jeg sukkede hårdt uden at vende blikket tilbage mod Blake. Jeg så træt på Katja.

"Hun er min kæreste...", svarede jeg lavt.

"Kæreste Justin? - Jeg troede vi var forlovede?!"

Jeg vendte mig omkring med blussende kinder.

"Nå ja, kæreste, forlovede - Det kommer vel ud på et?!", svarede jeg med et undskyldende smil. Blake skulede olmt til mig og fnyste og sekunderne var hurtige, da jeg pludselig fik en bog smækket i hovedet.

"AV! - Hvad fanden skal det hysteri til for?!", jamrede jeg mig irriteret og gnubbede mig på hovedbunden. Blake skreg bare pludseligt, så jeg lod mærke til at flere randomme strandgæster så mod os. Jeg smilte sarkastisk.

"Elskede, slap dog af?", spurgte jeg pinligt berørt. Hun så ikke ligefrem tilfreds ud og pegede forbi mig.

"Justin, hvem er hun?!", råbte hun olmt. Jeg sukkede opgivende.

"Baby, tag det dog ikke så ilde op! Hun er bare én jeg kender.", forklarede jeg med et undskyldende smil. Blake så fornærmet på mig med armene over kors.

"Hun savner dig tydeligvis!", svarede hun olmt og straks vendte hun sig om og gik bort fra Katja og jeg.

"Blake vent!", råbte jeg.

"Er du ligefrem blevet forlovet?"

Katjas stemme fra min venstre side, fik mig til at se flygtigt på hende.

"Farvel Katja!", svarede jeg forhippet og samlede mit skateboard op fra stien og hoppede over stendæmningen og landede på den anden side, hvor alt sandet tog sin begyndelse.

"Blake veeeent!", råbte jeg og løb lettere akavet i sandet, der bare fik mig til at ligne en skrattende klovn, men hul i det. Jeg blev nød til at standse min forlovede i at skride sin vej, for det var synet der mødte mig, hvor hun stod og samlede sine sager op i sin fletkurv.

"Baby, hvor skal du hen?", spurgte jeg lettere frustreret og svagt forpustet. Hun fnyste med ryggen til.

"Bare væk fra dig, din skørtejæger!", svarede hun med ryggen til.

Jeg tog mig opgivende til håret.

"Baby for pokker! Jeg flirtede jo slet ikke - Ikke det mindste! Det er jo dig jeg elsker mere end noget eller nogen anden, og det ved du!", svarede jeg letterre frustreret. Hun rettede sig op og stoppede sig selv i at samle sine ting og hun vendte sig som stiv som et bræt. Hun stirrede olmt på mig.

"Du glemmer tydeligvis din plads Justin! Du glemmer lige pludseligt, at jeg er din forlovede og jeg overlader dig trygt til dig selv for en tid, så du kan få lov til at skate rundt på dit dumme bræt og hvad skuer så mit øje? - Du flirter vildt med én eller anden fræk strandsild! - Hvad fanden har du gang i? - Og vi to skal giftes?!", råbte hun  arrigt op. Jeg grinte sarkastisk, kun fordi jeg følte dette øjeblik håbløst.

Jeg greb fat om hendes arme og så indgående på hende.

"Baby, du misforstår så meget! Jeg mødte hende tilfældigvis, fordi hun opdagede mig først... Jeg havde absolut ingen anelse om, at hun pludseligt ville dukke op? - Jeg elsker jo kun dig og det var og har aldrig været for sjovt, at jeg friede til dig. Jeg mener mine ord oprigtigt! Du må lære at stole på mig!", forklarede jeg bestemt. Blake så trist på mig.

"Jeg er bare så bange for at miste dig... Det at se dig stå og snakke med sådan en flot brunette, som var taget ud af V magazine, det gjorde mig angst... Jeg frygtede for, at jeg var ved at miste dig...", svarede hun med et bedrøvet blik og et hårdt suk. Jeg smilte kærligt og løsnede mit greb om hendes arme og trak hende ind til mig og lagde mine arme om hendes lænd. Jeg så hende dybt i øjnene.

"Baby... Du mister mig ikke... Du har mig helt og holdent... Jeg ville aldrig kunne finde på at bedrage dig... Det er dig jeg vil have og ingen anden... Desuden, så er du langt smukkere end Katja, det garanterer jeg...", forklarede jeg med et frækt smil. Blake rystede forlegent på hovedet.

"Så hun hedder Katja?", spurgte hun målløs. Jeg grinte svagt og trak hende ind i et knus.

"Baby, om hun så hed noget helt andet, så er det fuldstændigt ligegyldigt, for det er dig jeg elsker og ingen anden...", forklarede jeg lavt ved hendes øre. Jeg mærkede hendes arme klamre sig om ryggen på mig, så jeg ikke kunne lade være med at smile forelsket. Jeg kyssede hende i håret, der duftede svagt af solcreme, eller også kom duften fra hendes skulder.

"Lov mig, aldrig at forlade mig...", kom det lavt fra hende. Jeg smilte svagt og stod og drejede lidt fra side til side med hende. Jeg kyssede hende på panden.

"Det ville jeg aldrig kunne finde på baby...", svarede jeg lavt. Blake rykkede sig en anelse, så jeg fandt hendes blik på mig. Hun smilte på en forlegen måde.

"Tilgiv mig...", sagde hun lavt. Jeg grinte svagt.

"Du skal ikke undskylde baby...", svarede jeg lavt og jeg lagde mine læber over hendes.....


~

Der kommer ikke mere i dag - Beklager! Er smadret og træt, så beklager det korte og måske lidt kedelige kapitel! :P Godnat alle sammen, til vi ses! Vi elsker jer!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...