Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346028Visninger
AA

36. Ægtepagten!


Justins synsvinkel:

Lokation: Udenfor Blakes forældres hus, lørdag d. 17 januar, 2015, kl. 15:51

"Sig mig, har du slet ikke tænkt dig, at sige hvorfor du har den ring baby?"

Blake sukkede og så på mig med et undskyldende smil.

"Er det virkelig så vigtigt for dig skat?", sukkede hun med et lille bid i underlæben. Jeg så på hende med et løftet øjenbryn.

"Ja! Selvfølgelig er det vigtigt for mig at vide - Vi er jo lige blevet gift, og så render du rundt med sådan en smuk ring, som du åbenbart ikke vil indrømme hvem er fra?"

Blake så trist på mig, for derefter at kigge ned på den lille smykkeæske foran sig på bordet.

"Den er fra Jonathan, ikke?", slog jeg fast med en knude i maven.

Jeg havde det ret meget på fornemmelsen, men på en måde ønskede jeg ikke at ringen skulle være fra ham, men jeg følte bare jeg havde fået mig en sjette sans efterhånden på grund af den narrøv.

"Blake?"

"Jah! Jeg ved det godt skat, men jeg ønsker bare ikke at ødelægge vores dejlige dag på grund af sådan en ubetydelig ting...", svarede hun med blanke øjne. Jeg sukkede og smilte svagt og lod min højre pegefinger køre forsigtigt under øjet på hende.

"Nu ikke græde baby... Det er Jonathans plan om at ødelægge det for os - den slags ved jeg bare..."

"Justin, hvordan kan du sige den slags?"

Jeg pustede hårdt ud og så alvorligt på hende.

"Du ved jo, at jeg har ret baby... Hvorfor lader du ham køre rundt med dig på den måde - Hvad vil du gøre med den ring?", spurgte jeg bestemt. Blake betragtede i sekunder ringen og hun tog den resolut ud af æsken og smilte smørret til mig.

"Du har ret skat!", fniste hun og hun overraskede mig med at kyle ringen langt væk over mange bordsiddende gæster, hvor en del nok lod undrende mærke til det. Jeg måbede lidt over det.

"Jamen, var det ikke en ret kostbar ring?", spurgte jeg målløs. Blake klappede hænderne sammen.

"Argh, den gamle ting? Skide være med den! Ud med det gamle og ind med det nye...", hviskede hun de sidste ord ud og lagde sine arme om nakken på mig og overfaldt mig i et dejligt og romantisk tungekys.

Allright! Jeg var overbevist! Hvis Blake bare kunne smide sådan en kostbar og antik ring ad pommeren til, jamen, så måtte vores ægteskab helt sikkert også betyde meget for hende end sådan en antik ring fra Jonathan.

"Se, hvad jeg fandt Blake!"

Stemmen syntes at komme fra en lille pige, der derved afbrød Blakes og mit dejlige tungekys og vi vendte begge vores opmærksomhed ned mod den lille pige, der stod og fniste med kæmpe tandpastasmil. Blake fniste, mens hun ned på pigen, der havde stillet sig lige bag os mellem Blakes og min stol.

"Hvad har du fundet Jo?", spurgte Blake opmærksomt den lille pige, som Blake åbenbart kendte? Pigen havde dog nok det mest charmerende smil og de sødeste proptrækkerkrøller i hendes blonde hår. Lille Jo, kunne næppe være mere end de fem år?

"Se Blake? Er den ikke flot? Jeg fandt den under min onkels stol.", forklarede Jo med et lille-pige grin og hun stod fandeme og rakte Blake den skide antikke ring, som hun ellers lige havde kylet ad helvede til. Jeg kunne ikke lade være med at grine akavet over, hvor opmærksomme børn åbenbart kunne være - Sig mig var børn født detektiver? Blake grinte lettere akavet og gav ringen til lille Jo.

"Du må gerne beholde den Jo, det er en legering og den som finder den, må gerne beholde den.", svarede Blake, så jeg sad og blev pænt målløs over Blakes svar, men fair nok. Pigen lyste op i et stort smil.

"Åårh, må jeg det?!", udbrød Jo højt og dansede på den mest nuttede facon med hendes lille pink strutskørt-kjole. Ja, hun var da virkelig sød at se på. Blake nikkede og tog Jos lille haskæde af og hang ringen i som et fint vedhæng på halskæden og gav Jo halskæden på igen.

"Så! Så er du en fin lille prinsesse.", fniste Blake. Jo nærmede sig Blake og stilte sig på tær i hendes fine ballerinaer i sølv og gav Blake et trutkys på hendes mund.

"Tak Blake!", fniste Jo, og straks var hun væk igen. Blake fandt mit blik på hende. Hun fniste.

"Det var min grandkusine fra min faders side af...", forklarede hun med et lille grin. Jeg nikkede med et smørret smil.

"Hun var da virkelig sød - var det ikke noget med at få sådan en smuk prinsesse engang?", spurgte jeg med et drilsk smil og tillod mig at lægge min hånd om hendes mave, eller det som jeg gik ud fra var Blakes mave, for i øjeblikket fyldte hendes eventyrlige brudekjole så meget ved bordet. Jeg kyssede blide kys på hendes kind og ned ad hendes nakke, så hun fniste.

"Justin, jeg har jo sagt at..."

"Baby... Jeg ved det... Mmh...", afbrød jeg hende med mine kys på hende og rykkede mig tættere på hende med min stol, så vi kunne sidde tæt. Blake fniste på en skøn måde. Hun tændte mig virkelig meget.

"Mmh... Har jeg sagt i dag, hvor dejlig du ser ud? Min smukke og bedårende brud, der tænder mig så meget..."

"Justin... Folk kigger på os...", hviskede hun anstrengt. Jeg smilte smørret men veg mig ikke fra hende og hendes velduftende hals, som jeg ikke kunne lade være med at kysse. Hun var så dejlig - Lige mig.

"Så lad dem kigge... Lad dem se, hvilken dejlig og fantastisk kone jeg har fået mig... Lad dem se, hvor heldig jeg er... Mmh...", svarede jeg med en lav hæs stemme og kyssede hende op ad halsen. Endelig overgav hun sig, da hun lagde sine arme om nakken på mig. Hun bed sig med et fnis i underlæben og vi havde intens øjenkontakt.

"Du er så uforbederlig Justin, men fuck hvor jeg elsker dig...", sukkede hun i små grin. Jeg fugtede mine læber i et frækt smil.

"Fuck siger du? Mmh, det kan vi da godt gøre senere... Jeg skal fucke dig så hårdt og heftigt, at du ikke ville kunne gå i flere dage...", hviskede jeg hæst, så Blake stak op i et højt grin.

"Oh Justin altså... Du er sådan en frækkert...", hviskede hun tæt ved min mund. Jeg smilte smørret.

"Men du kan lide det baby...", hviskede jeg tændt. Blake fnes.

"Ih, hvor jeg glæder mig til bryllupsrejsen skat...", fnes hun med et frækt blik i øjet. Jeg nærmede mig hendes dejlige læber.

"Jah, det skal blive så godt baby...", hviskede jeg tændt, så Blake sukkede og lukkede øjnene. Jeg trak hende ind i en dejligt og erotisk tungekys. Gæster i nærheden begyndte at pifte og huje og klappe for vilden sky. Hvor var det typisk! Nu hvor vi var omgivet af flere hundrede gæster, så ønskede jeg bare at være alene med Blake, med det kunne der bare ikke være tale om endnu.

Jeg nød smagen af hendes dejlige varme tunge. Jeg elskede hendes fingre der kildede mig i nakkehårene, så det gøs lækkert ned ad min nakke og rygsøjle.

"Blake, kan vi lige snakke sammen?!", var der en genkendelig kvindelig stemme, der afbrød vores kys. Blake smilte kærligt til mig og så hen på Shannon. Jeg sukkede lydløst over det. Jeg ønskede egentligt bare at nyde brylluppet med min elskede, men ja, jeg måtte vel bare overleve.

Blake smilte til sin mor.

"Er det vigtigt mor?", spurgte Blake med et nervøst smil. Shannon smilte flygtigt på en stram facon. Hendes typiske smil til mig.

"Er det i orden jeg stjæler lidt af min datters tid Justin?", spurgte Shannon med sit falske smil til mig. Jeg smilte mindst lige så falsk til Shannon og nikkede blot.

"Selvfølgelig!", svarede jeg sarkastisk med mit evigt falske smil.

Desværre havde Shannon aldrig givet mig den mindste chance for at vise hvor meget jeg fortjente hendes datter. Der ville nok altid være køligt luft mellem Shannon og mig. Det var måske lidt trist, at det var sådan?

Blake vendte sig med et kærligt smil til mig og kyssede mig på kinden.

"Jeg skynder mig tilbage skat...", sagde hun lavt. Jeg nikkede med et kærligt smil og kærtegnede hendes lænd, mens hun rejste sig fra stolen. Jeg sukkede tungt, da jeg sad og betragtede hende gå andetsteds hen i haven med sin mor. De klædte hinanden med deres hvide og guld kjoler og deres blonde opsatte hår. De var begge smukke kvinder, men selvfølgelig var Blake den eneste og smukkeste kvinde i mit liv, mens min svigermor bare var en ulv i får klæder.

"Hva' Justin, har konen allerede skredet sin vej?!",  lød det i et højt latter fra Chaz røst. Jeg så op og smilte sarkastisk.

"Haha, du morer dig!", svarede jeg med et falsk smil. Chaz grinte smørret og greb fat i en random stol ovre fra et tilstødende bord på den anden side af Blakes og mit bord og han vendte typisk stolen med ryglænet foran sig og satte sig overskrævs på den. Jeg opdagede Ryan sætte sig på Blakes stol og Sean satte sig på den anden side af mig.

"Hvor har du gjort af konen?", spurte Ryan mig med et smørret smil. Jeg smilte lettere trist.

"Min svigermor mente at hun havde noget vildt vigtigt at snakke med Blake om!", svarede jeg med et sarkastisk smil. Drengene så med løftede øjebryn på mig.

"Forhåbentligt ikke noget alvorligt? Det er sgu ligesom jeres bryllup - I er for fanden lige blevet gift!", kom det fra Ryan. Jeg sukkede og nikkede med et svagt halvhjertet smil.

"Det er nok ikke så alvorligt i sidste ende Ryan?", svarede jeg med et svagt smil. Ryan så på mig med et løftet øjenbryn.

"Justin, Shannon har været efter dig lige siden du og Blake begyndte at kæreste med hinanden, Shannon kan for helvede ikke lide dig - Tror du ikke hun pønser på noget?", kom det fra Chaz. Jeg så hen på ham med et smil.

"Jeg ved godt at jeg ikke ligefrem har et drømmeforhold til min svigermor, men jeg er endelig blevet gift med Blake - Shannon har tabt!", svarede jeg med et skævt smil.

"Få det nu ikke til at lyde, som om at Blake er en præmie du har vundet?", kom det fra min højre side. Jeg så på Sean med et smil.

"I ved alle sammen hvad jeg mener...", svarede jeg med et smil og så på skift på drengene.

"Selvfølgelig ser jeg ikke Blake som en præmie - Jeg har jo giftet mig med hende, fordi jeg elsker hende mere end nogen anden pige. Jeg er så sikker i mit hjerte, som jeg overhovedet kan være.", forklarede jeg med et stort smil.

"Hvad med millionerne?", spurgte Chaz med et drilsk smil. Jeg grinte svagt og trak på skuldrene.

"Dem tænker jeg ikke rigtigt over... De er da klart en bonus i sidste ende, men jeg giftede mig jo ikke med hende for at score millioner.", forklarede jeg med et lille grin.

"Men nu er de der!", grinte Sean smørret, mens han klappede mig på skulderen.

"Justin? Kan vi lige snakke?", hørte jeg Blakes stemme et stykke bag mig.

Jeg sank en klump over at høre hendes stemme, der mest af alt lød ret opgivende. Jeg så med et nervøst smil på skift mellem mine venner og rejste mig fra stolen. Jeg vendte mig omkring og så Blake give mig et ret tvetydigt og spekulerende blik, mens hun bed sig i underlæben. Hun virkede helt sikkert tænkende og fordømmende med det blik. Hun havde forhåbentligt ikke hørt drengenes og min samtale? Forhåbentligt ikke, for så havde Chaz vel givet mig et hint om, at Blake pludseligt stod bag os. Han havde trods alt siddet med fronten til mig før.

Jeg smilte undskyldende og lagde mine hænder om hendes hofter og kyssede hende på kinden, men hun virkede stiv og kølig i det, ved at trække sig lidt væk. Jeg fangede hendes mistroiske blik.

"Er der noget galt baby?", spurgte jeg lavt med en klump i halsen. Blake smilte tydeligvis på en ret ligegyldig måde og trak sig væk fra mig.

"Vi skal møde op på min faders kontor i huset... Både han og min mor vil tale med os...", svarede Blake lavt. Jeg så undrende på hende.

"Jamen baby, det er jo vores bryllup? Haster det virkelig lige nu?", spurgte jeg undrende. Blake sukkede hårdt og smilte langtfra, men hun glædede mig den anelse ved at give mig et flygtigt kys på kinden af mig.

"Det er vidst ret vigtigt... Kom...", svarede hun lavt og hun hankede op i noget af hendes kjole, for at bære noget af kjolen. Jeg nikkede blot uforstående og tog hende i hånden. Sammen gik vi mod huset og efterlod flere hundrede gæster i haven. Det virkede underligt alt det her, men det måtte tydeligvis være ret vigtigt?

Vi nåede indenfor i huset, hvor der kun opholdte få gæster, der øjensynligt skulle på toilettet og så videre, ellers var det tydeligvis tjenestefolk, der rendte fortravlet frem og tilbage mellem haven og køkkenet, for at servicere med drikkevarer og maden til buffeten, der blev båret ud til den store have. Jeg fulgte med Blake op ad de mange trapper til ovenpå. Jeg hjalp hende med brudekjolen, som jeg godt kunne forestille mig både var en anelse tung at bære rundt på og så al den strutten og de skørter der var i kjolen. Yup, jeg kunne helt sikkert forestille mig, at det ikke var noget af det letteste at have med at gøre, men guddommelig at se på - det var hun bestemt!

Vi nåede ovenpå og gik mod Blakes fars kontor. Jeg betragtede Blake, mens vi gik. Hun virkede til at være et helt andet sted end der jeg var. Jeg som ellers havde troet, at jeg kunne læse hende som en åben bog, hvor imod hun virkede stik modsat nu. Hvad der ligefrem kunne være vigtigt at tale med hendes forældre om lige nu og lige i dag på vores bryllupsdag, det forstod jeg ikke. Dagen skulle være helliget min kone og jeg og vi skulle formå at få det bedste ud af den, men nu virkede den bare underlig og dyster.

Vi nåede frem til kontoret, hvor Blake gik ind først og jeg gik lige bag hende.

"Så er vi her...", kom det nærmest som et suk fra Blake foran mig. Jeg så straks Shannon sidde på en komfortabel antik lænestol, og bag skrivebordet sad Victor på en fornem og højrygget direktørstol. Shannon sendte mig kun et flygtigt stramt smil, inden hun så væk over mod Victor, der sad og fumlede med nogle papirer på bordet, som om han studerede dem igennem et for et. Victor så op fra papirerne og sendte mig et svagt smil, mens han nikkede.

"Vil du lige være så elskværdig at lukke døren Justin?", spurgte han. Jeg nikkede med et smil.

"Selvfølgelig Vic...", svarede jeg lavt og vendte mig mod døren og lukkede den. Jeg vendte mig omkring mod de andre, der alle virkede tragiske stille omkring dem. Blake gik over mod det høje og smukke vindue og stirrede lettere ned ad. Jeg kunne forestille mig, at hun stod og betragtede festen nede i haven. Jeg smilte lettere nervøst med et bid i underlæben og nærmede mig med tøvende skridt hen mod Victor og skrivebordet.

"Hvad sker her?", spurgte jeg nervøst og flyttede mit blik hen mod Blake, der bare stod ved vinduet og så smuk ud. Hun sendte mig et flygtigt blik, der virkede trist, opgivende og mest af alt, som om hun skammede sig over noget?

"Ja... Nu skal du se Justin...", rev Victor min opmærksomhed på Blake væk. Jeg så ned på Victor, der som den eneste smilte bare en anelse.

"Min kone og jeg har drøftet dette godt igennem og fundet frem til, at du skal være med til at underskrive en ægtepagt - derfor kan det hele godt virke lidt dystert på jeres særlige dag her, men Shannon insisterede, så jeg måtte altså bøje mig derved...", forklarede Victor roligt. Jeg rystede forvirret på hovedet og så væk fra ham og hen på Shannon, der sendte mig et flygtigt og køligt blik, mens hun sad forfjamsket og pillede lidt ved hendes ene ørestik, inden hun så væk igen. Hun sagde intet, men hendes kølighed over for mig, sagde alt! - Hun kunne ikke fordrage mig!

Jeg så hen på Victor igen, der havde rejst sig fra direktørstolen. Jeg bed mig nervøst i underlæben og nærmede ham og bordet, hvor en del papirer lå på skrivebordet. Jeg så op og fandt hans blik.

"En ægtepagt, hvorfor?", spurgte jeg undrende. Victor nikkede med et svagt smil.

"Af flere grunde Justin - Hvis du og Blake skulle gå hen og blive skilt, så tilfalder hele arven kun Blake - Dermed sagt, at du ikke kan rende med noget som helst ud over det tøj du går rundt i.", forklarede Victor med et svagt smil. Jeg var i chok, så jeg ikke kunne lade være med at grine målløs.

"Altså Vic? Jeg er lige blevet gift med din datter og jeg elsker hende overalt på jorden - Jeg giftede mig ikke med hende for nogen penges skyld!", røg det chokeret ud af mig. Ja, jeg følte nærmest at jeg måtte beskytte mig selv lige nu. Victor nikkede febrilsk og tog hænderne op for sig med en fin guldkuglepen i den ene hånd.

"Justin, alt det ved vi udmærket godt. Jeg tvivler ikke på, at du virkelig elsker min datter, og..."

"Underskriv nu bare den ægtepagt!", brød Shannon pludseligt ind foran os og hun flåede kuglepennen uf af Victors hånd, der så måbende til. Hun smilte stramt og rakte kuglepennen til mig.

"Skriv under Justin.", sagde hun bestemt. Hendes brune øjne så olmt på mig, mens hun tvang et køligt smil frem på hendes læber.

"Og hvis jeg nægter?", spurgte jeg stadigt chokeret.

"Jeg har skrevet under Justin og det samme bør du gøre...", hørte jeg Blake sige lige bag mig, mens jeg mærkede hendes hånd og hoved hvile på min venstre skulder. Jeg så til siden og mødte hendes blå øjne, der mest af alt så ængstelige og bedrøvede ud. Jeg pustede hårdt ud.

"Er det virkelig hvad du ønsker?", spurgte jeg hende lavt. Blake nikkede med et opgivende suk inden hun så bedrøvet væk. Jeg så ned i gulvet i sekunder.

Noget kunne have sagt mig, at dette kunne ske. Det virkede langtfra som en beslutning Victor havde taget. Jeg var nærmest sikker på, at beslutningen tilfaldt Shannon ene og alene, siden jeg skulle tvinges til at underskrive en skide ægtepagt, som i sidste ende ikke betød en skid for mig i sidste ende. Shannon havde helt sikkert grimme tanker om, at jeg ville svigte hendes datter, bare for at score lette millioner, og det ville Shannon så sætte en stopper ved, for at sikre millionerne i familiens skød og gøre mig arveløs, hvis jeg skulle lade mig skille Blake. Shannon kunne godt tro om!

Hvis hun mente en ægtepagt ville få mig til at stikke halen mellem benene, så kunne smatkassen godt tro om! Jeg greb hårdt ud efter kuglepennen Shannon havde i hånden.

"Giv mig den pen!", udbrød jeg rasende. Ja, jeg var sgu rasende nu. At konen kunne få sig selv til at tro, at jeg kun giftede mig med hendes datter for pengenes skyld. Med vreden i mig og dirrende hånd, lænede jeg mig forover skrivebordet og kradsede mine kragetær af nederst på papiret ved siden af Blakes smukke håndskrift. En mandlig hånd forstyrrede mit blik ned på pagten. Han greb fat i et andet papir fra bunken.

"Også dette Justin...", sagde han roligt ved min side. Jeg nikkede kort uden at se på ham og underskev endnu et papir.

"Godt, det rækker...", sagde han roligt og klappede mig venligt på skulderen. Jeg rettede mig op og så koldt på Shannon, der stod og kiggede ud af det andet vindue i værelset. Jeg så hen på Blake, der sad på en stol foroverbøjet og græd stille.

"Blake... Jeg...", men mine ord forstummede, da hun bare så på mig med tårerne rendende. Jeg burde trøste hende lige nu, men at hun var gået med til denne ægtepagt, gjorde mig fortvivlet. Jeg så på Victor.

"Jeg behøver en drink...", sagde jeg lavt. Victor nikkede og jeg var ikke sen til at gå med vrede og afmagt med hænderne i lommerne på mine bukser og i raske skridt ned mod festen.

"FUCK!", fik jeg bare lyst til at råbe højt, så tjenestefolk stoppede midt i det de havde gang i for at betragte mig med måbende munde. Jeg snerrede.

"Hvad fanden glor i på? Så sørg dog for gæsterne, det er ikke nogen badeferie det her!", udbrød jeg vredt og gik med direkte kurs mod Victors gæstehus, hvor jeg vidste Victor havde den bedste whisky.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...