Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346626Visninger
AA

34. Final countdown!


Justins synsvinkel:

Hjemme hos Justins familie, lørdag 17. januar, 2015 kl 10:17

"Klokken et... Klokken et... Klokken et...", mumlede jeg, som en trance, mens jeg vidst nok sad og gumlede på det samme bid toast i så lang tid, at stykket allerede var oversvømmet af spyt i min mund.

"Hvad er der galt med ham?"

"Alice - Sådan noget spørger man ikke om!"

"Jamen mor, se ham?"

"Lad ham nu spise sin morgenmad i fred!"

"Mor altså, hvad laver du?"

"Se nu bare at komme op og ordne dig, mens tiden er til det Alice!"

"Jamen mor, jeg er ordnet!"

"Du skal ikke vove på at troppe op i den mundering til din storebrors bryllup, det bliver over mit lig!"

"Mor altså, det bestemmer du ikke!"

"Justin!"

"Justin, sig dog noget til din søster! Kan hun vel ej troppe op til dit bryllup sådan?!"

"JUSTIN?!"

Jeg rystede forvirret på hovedet og så hen på min mor, der stod og så opmærksomt ned på mig.

"Kan hun vel?", spurgte hun mig. Jeg så undrende på min mor.

"Hvem, hvad, hvor?", spurgte jeg forvirret.

Ja, jeg havde ærlig talt intet hørt omkring mig. Det eneste der kørte i gentagelser i mit hoved, var at jeg absolut ikke skulle komme for sent til kirken. Min mor sukkede og rystede på hovedet og pegede hen mod Alice, som havde en ret outreret påklædning på. Hun havde endda farvet sit hår mørkelilla og turkisgrønt, som gik ind i hinanden. Det var absolut ikke min stil, men det klædte faktisk min søster, fordi jeg var så vant til, at hun var sin egen.

"Se på din søster Justin! - Hun nægter at klæde sig om til den kjole hun skulle have på i dagens anledning!", forklarede min mor. Jeg sukkede hårdt og så hen på min mor.

"Herregud mor, så slemt er det da heller ikke. Lad hende dog bare! Det er Blakes og mit bryllup - Så må folk ligesom acceptere min familie, som den nu engang er. Det er ikke os , der skal indordne os i denne dags anledning. Jeg kunne forstå hvis det var andre der skulle giftes, som ikke var i vores familie - Ja, så havde det nok været bedst at Alice klædte sig der efter, men nu er det blandt andet mit, så selvfølgelig skal Alice komme i det tøj hun føler sig mest tilpas i.", forklarede jeg med et stramt smil til min mor, som så målløs ud.

"Jamen?", min mor var tydeligvis chokeret. Alice hvinede og kom hen til mig og omringede mig i et inderligt knus.

"Tusind tusind tusind tusind tak Justin! Du er verdens dejligste storebror!", jublede hun og gav mig bunkevis af smækkys på min ene kind, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Jeg er også din eneste bror Al!", grinte jeg smørret, mens jeg kærtegnede hendes omfavnende arme, der lå om halsen på mig.

"Må jeg komme fri? - Jeg skal op og ordnes...", sagde jeg stille. Alice nikkede med et stort smil og slap sine arme om mig.

"Driiiiing!", lød det pludseligt fra dørklokken af.

"Jeg åbner!", råbte Alice op og hun løb ud i entreen. Jeg rejste mig fra stolen.

"Sig mig, skal du ikke have mere at spise Justin?", kom det fra min mor.

Jeg så ned på min tallerken, hvor jeg godt kunne se, at jeg måske havde taget fire bidder toast med ost og kaffen var dårligt drukket. Jeg så op på min mor med et skævt smil.

"Jeg er ikke specielt sulten lige nu mor, beklager...", svarede jeg med et undskyldende smil og kyssede hende på kinden.

"Wazzup?!", kom det glædeligt fra Ryan, og Chaz og Sean kom lige efter ham. Jeg smilte stort og gik hen og gav dem rygklap på skift.

"Så er det i dag?!", grinte Chaz smørret. Jeg nikkede med et hårdt pust.

"Er du nervøs?", spurgte Sean.

"Dumt spørgsmål Sean!", udbrød Ryan med et sarkastisk grin til ham. Jeg grinte svagt og nikkede og klappede Ryan på skulderen.

"Gør jer det mageligt i stuen eller noget - Jeg skal op og ordnes!", svarede jeg bestemt.

Drengene nikkede. De var alle tre allerede i det pæne jakkesæt til brylluppet. Dog havde de alle tre ikke lukket deres skjorter endnu og de manglede tydeligvis deres butterflies. Jeg betragtede dem alle tre gå ind i stuen, mens jeg begav mig ud i entreen og op ad trappen, for at ordne mig - Badet kaldte!

 

~


Blake's synsvinkel:

Lokation: Hjemme hos Blake's familie, lørdag d. 17 januar, 2015, kl. 11:03.

Jeg stillede koppen fra mig og pustede stille ud. Nervøsiteten havde mere eller mindre overtaget min krop og jeg havde svært ved, at koncentrere mig ordentligt. Hvorfor skulle jeg absolut også være så nervøs? Der var intet at være nervøs over, men alligevel var jeg det.

Jeg rejste mig fra stolen af og gik hen til et af de store vinduer på mit værelse og kiggede ud af det. En masse folk var i gang med at gøre klar til brylluppet. Nogle satte borde op, mens andre sørgede for blomster. Det hele skulle nok blive perfekt i dag, det kunne jeg mærke. Jeg havde glædet mig så meget til denne dag og endelig var den kommet.

Det var helt underligt at tænke på, at efter bryllupsrejsen skulle jeg ikke bo hjemme mere. Så ville jeg flytte ind med Justin i vores nye hus, som han ikke kendte til. Det var en overraskelse for ham og han ville først opdage det, efter vi var kommet hjem fra bryllupsrejsen, så jeg glædede mig bestemt til at se hans reaktion.

Jeg fjernede blikket fra vinduet, da Karma kom logrende hen til mig. Jeg bukkede mig ned til hende og løftede hende op i mine arme. Ja, jeg havde navngivet hende Karma, for jeg syntes at det navn passede perfekt til hende. Hun var min lille prinsesse og nøj, hvor var jeg blevet glad for hende. Det samme med Justin. Vi brugte meget tid på hende, når vi var sammen, men nu var det jo også vores hund - eller faktisk min, men jeg så hende som vores hund, eftersom hun skulle flytte med ind i vores nye hus efter bryllupsrejsen. 

Hun slikkede mig i ansigtet, hvilket fik mig til at grine kort og derefter satte jeg hende ned på gulvet igen. Hun gik logrende ud fra mit værelse af og i samme øjeblik dukkede min søster frem i døren. Hun smilte stort til mig.

"Så er det i dag!", udbrød hun begejstret og kom gående ind på værelset.

Jeg nikkede smilende og kunne ikke lade vær med, at fnise svagt. Selvom jeg var ekstremt nervøs, glædede jeg mig til alt hvad der skulle ske i dag. Der var ingen tvivl om at jeg aldrig nogensinde ville glemme denne dag.

"Er du meget nervøs?", spurgte hun.

Jeg fniste svagt og nikkede.

"Er det så tydeligt?", spurgte jeg grinende.

Hun nikkede stille og standsede op foran mig. Hendes hår var sat og hun havde fået makeup på, dog manglede hun hendes kjole.

"Bare vent til du har fået makeup på, fået sat dit hår og har fået brudekjolen på, så er du ikke nervøs længere.", sagde hun beroligende.

Jeg nikkede stille og smilte til hende.

"Skal vi gå i gang med det hele? Inden vi har set os om, skal du være ovre i kirken.", fniste hun.

"Ja, lad os det.", svarede jeg stille.

Hun smilte beroligende og lagde sine arme om mig, for at trække mig ind i et kram. Jeg krammede med og puttede mit ansigt mod hendes skulder. Hvad skulle jeg gøre uden min søster? Hun trak sig ud af krammet med et fnis.

"Kom..", sagde hun og greb fat om min ene hånd og uden jeg havde nåede at svare hende, havde hun trukket mig med ud på badeværelset.

Jeg havde lovet hende, at hun gerne måtte gøre mig klar og det ville hun rigtig gerne. Der stod allerede en stol ude på badeværelset og hun skubbede mig blidt ned at sidde på den. Hun fjernede sig fra mig og begyndte at rode makeuppen igennem. Alt skulle bare være perfekt i dag.

Jeg kiggede ud i luften og rystede en smule i kroppen af nervøsitet. Karma kom logrende ud på badeværelset og slikkede mig på benene, så jeg begyndte at fnise. Hun gik hurtigt ud af badeværelset igen og min søster vendte sig så om, så hun stod med front til mig. Hun vidste godt hvad for noget makeup jeg gerne ville have på, da vi allerede havde snakket om det og hun havde prøvet at lægge det på mig et andet tidspunkt, så det var der styr på.

"Tag en dyb indånding og luk derefter øjnene.", sagde hun.

Jeg gjorde som hun sagde og hun begyndte, at lægge makeup på mig. Hun startede med at smøre en creme rundt i ansigtet på mig, så min hud var fugtig og derefter begyndte hun at lægge foundation. Jeg sad og slappede helt af i kroppen imens. Efter noget tid, der føltes som over en time, trak min søster sig væk fra mig. Hun lagde makeuppen tilbage og kiggede på mig.

"Vil du lige se dig i spejlet, før vi går videre til håret?", spurgte hun.

Jeg nikkede begejstret og rejste mig op fra stolen, for bedre at kunne se på min makeup. Hvor var den bare pænt lagt. Der var intet grimt ved den overhovedet. Min søster havde både fået lagt øjenskygge, mascara, eyeliner, lip gloss, læbestift og alt muligt forskelligt. Jeg var virkelig tilfreds og sommerfuglene fløj rundt i maven på mig.

"Er du tilfreds med makeuppen?", spurgte min søster fra min venstre side af.

Jeg kiggede hen på hende og nikkede med sommerfugle i maven, før jeg trak hende ind i et kort kram.

"Ja, den er helt perfekt, tusind tak.", svarede jeg begejstret.

Hun fniste og kiggede på mig med et smil.

"Skal vi begynde med håret nu?", spurgte hun.

Jeg nikkede begejstret og satte mig ned på stolen. Mit hår var ikke så besværligt at sætte, for det skulle bare krølles og sættes pænt op, men alligevel skulle man være forsigtig, for det kunne nemt gå i stykker. Min søster fandt krøllejernet frem og begyndte, at krølle mit lange hår. Imens sad jeg og betragtede mig selv i det store spejl foran mig. Jeg kunne ikke beskrive hvor glad jeg var lige nu...

~


Justins synsvinkel:

I Ryans bil, lørdag 17. januar, 2015 kl 12:04

"For helvede! Hvordan kan det tage så lang tid?!"

"Lad nu være med at stresse Justin!", lød det fra Chaz  bag mig på bagsædet.

Jeg pustede hårdt ud og så på mit rolex endnu engang, og det som mest stressede mig, var at der skulle være så fucking meget trafik på vejen og selvfølgelig lige netop i dag, hvor jeg skulle giftes.

"Altså, jeg skal være i kirken senest halv et, da jeg gerne lige vil kunne finde mig ordenlig til rette, uden at stresse for meget - Jeg tror seriøst også, at Blake vil sætte pris på, at alt er den mest perfekte orden - Er det for meget forlangt?", udbrød jeg pænt stresset.

"Tror du ikke bare at Blake bare sætter pris på, at du overhovedet dukker op i kirken og giver hende dit ja, selv om du troppede op i bar røv og ingenting?", grinte Sean smørret ved siden af Chaz bag i. Jeg så mig bag over skulderen på Sean.

"Ha ha ha meget morsomt!", svarede jeg som en dorsk. Sean sad bare og grinte smørret. Chaz puffede ham på skulderen.

"Du er så dum main!", udbrød Chaz. Jeg vendte mig om med et suk.

"Du skal til venstre næste gang Ryan!", afbrød jeg drengenes fjollerier bag mig. Ryan nikkede og svang lettere med sømmet i bund skarpt til venstre.

"Brr... brr... brr..."

Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min inderlomme på min habitjakke. Jeg greb hurtigt efter den og førte en finger over og smilte over hendes kontakt ringe mig op.

"Hvad så elskede?!"

"Justin, har du styr på det vigtigste?"

Jeg fugtede mine læber og bed nervøst i underlæben.

"Ja ja, der er helt kontrol over det! Alt glider perfekt derudaf!", løj jeg svagt og opdagede Ryans stressede blik i sekunder på mig.

"Er du sikker? Jeg ønkser bare at vores dag skal blive så perfekt som muligt!"

"Jeg grinte akavet.

"Rolig baby, det bliver den også... Sørg nu for at få styr på dig selv, det er det vigtigste - Så passer jeg mit, okay?"

"Okay skat - Jeg elsker dig!", lød det i en ret rystende stemme fra hende. Ja, hun lød seriøst nervøs.

"Tag dig en brandy eller lidt champagne baby - Jeg kan høre på dig at du er nervøs... Det hele skal nok blive perfekt, det lover jeg! - Vi ses henne i kirken!"

"Okay - Jeg elsker dig s...stadig!"

Jeg grinte lidt.

"Elsker dig mest baby, bye!", svarede jeg og lagde på. Ryan standsede op kort efter over for blomsterhandleren. Jeg åbnede døren.

"Skal jeg hjælpe med noget?", udbrød Ryan ved min venstre side. Jeg rystede på hovedet med et smil og skulle til at stige ud, men vendte mig hurtigt omkring.

"Jo forresten. Du må godt lige ringe til fotografen, for at høre, om alt er klart til shootet? - Jeg vil bare være sikker på, at der ikke er problemer, når Blake og jeg smutter fra kirken!", forklarede jeg. Ryan nikkede med et smil.

"Selvfølgelig!", svarede han og jeg steg ud af hans bil og småløb over til blomsterforhandleren...

~

I kirken, lørdag 17. januar, 2015 kl 12:42

Jeg lagde den hvide høje æske på det lille bord inde i ventelokalet, hvor Blake formentligt lige skulle friskes lidt op, inden vielsen. Jeg åbnede æsken, så brudebuketten kom til syne. Jeg var nu ret tilfreds med valget. Det havde blomsterhandleren gjort godt.

Jeg greb ud efter de seks små brystbuketter, som var til min far, Ryan, Chaz, Sean og lod den sidste ligge ved siden af Blakes brudebuket, som var til hendes far. Jeg gik hen til spejlet og satte den fineste brystbuket i mit knaphul. Ja, der var ligesom en lille miniatureseddel på, hvor der stod gommen på, så gik ligesom ud fra, at den var til mig. Jeg smilte et nervøst smil ad mig selv i spejlet. Dette syn havde jeg slet ikke troet jeg skulle se, særligt ikke hvis folk spurgte mig for bare syv måneder siden, inden jeg mødte Blake.

Tænk, var det allerede kun var syv måneder siden?  Jeg gik hen til sofabordet i lokalet og greb ud efter et rent glas og hældte lidt isvand op fra vandkanen, der stod pænt opdækket på en sølvbakke. Det havde kordegnet gjort godt. Der var en masse smukke hvide og røde blomster i lokalet, til trods for Blake ikke skulle være her mere en maks et kvarter, hvis det endelig var.

"Er du klar Justin?", afbrød min far mig. Jeg så hen på ham og nikkede.

"Jeg har en brystbuket til dig far...", sagde jeg med et skævt smil og gik ham i møde. Han nikkede og jeg hjalp ham med at få brystbuketten i hans knaphul.

"Det er meget fornemt Justin...", grinte han svagt. Jeg nikkede med et nervøst lille grin. Han så sig lettere omkring i rummet.

"Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg aldrig troet at du ville få sådan et overdådigt bryllup... Det var noget helt andet  for din mor og jeg, da vi blev smedet sammen i et kapel i Las Vegas, hvor hun var højgravid og ventede dig...", forklarede min far. Jeg grinte og nikkede og klappede ham på skulderen.

"Ja, det er vidst ikke ligefrem et Las Vegas bryllup det her...", forklarede jeg grinende. Ja, jeg var nervøs, virkelig nervøs. Min far grinte smørret.

"Din mor sidder allerede derinde og stortuder... Hun har aldrig kunne holde tårerne tilbage til bryllupper og sådan...", grinte min far. Jeg nikkede med et lille smil. Min far greb fat på mine overarme uden på min habitjakke og betragtede mig.

"Min søn - Det er gået så stærkt... Du er jo allerede voksen - Hvor blev tiden dog af?", kom det med et hårdt suk fra min far, men han smilte. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg er stolt af dig knægt!", tilføjede han og trak mig ind i et flygtigt knus med rygklap.

"Er du klar?", spurgte min far og trak sig væk fra mig.

Jeg nikkede med et nervøst smil og sammen gik vi ud af lokalet og ind i selve kirken. Kirken var fyldt op med mennesker. Størstedelen kendte jeg slet ikke. Jeg mente at vi nok var mindst 300 mennesker i kirken, hvis ikke flere? Der var så propfyldt, ligesom til julegudstjenesterne. Mange af gæsterne nikkede hilsende på min far og jeg, da vi gik op ad kirkegulvet op mod  præsten og alteret og hvor mine venner sad og stod og ventede på mig. Mine søstre, Melissas kæreste, min mor og vores knap så store familie som Blakes familie var. Fyldte kun de første seks rækker, mens Blakes familie på den anden side nærmest fyldte dobbelt så mange bænke flere rækker tilbage, men det var fuldstændigt underordnet for mig. Det var Blake jeg skulle sige ja til, ikke hendes familie. Hvad end de fleste måtte tænke om mig.

De eneste, der ikke var dukket op endnu, var Blake selvfølgelig, hendes forældre, søster og søsterens mand og Blakes brudepiger, ellers var alle her, ja selv den nar til Jonathan sad på tredje række forrest, som jeg desværre fik øjenkontakt med. Han så ikke ligefrem begejstret ud. Seriøst, hvis den nar bare prøvede på noget til vores bryllup, så vidste jeg slet ikke hvad jeg ville gøre?

Jeg gik hen til vennerne, der smilte imødekommende til mig, mens min far satte sig ned ved siden af min mor. Alice havde overrasket mig med, at hun alligevel var hoppet i en flot sort kjole med lilla rosetter nede ved kjolekanten. Det var nok ikke lige den kjole min mor havde ønsket Alice skulle tage på, men Alice havde åbenbart lagt nogle af sine protester, fordi jeg havde sagt, at Alice skulle have lov til at have det tøj på, som hun ville. Hun havde så bare overrasket mig med en flot kjole, der nok var ret gotisk, men den var pæn til hende og det var da langt bedre end hullede jeans med sikkerhedsnåle i og hvad ved jeg.

Jeg gav drengene deres brystbuketter, som de satte i deres knaphuller og jeg stilte mig på det øverste trappetrin ved siden af Ryan. Jeg gav flygtigt præsten hånden, hvor ved han smilte. Minutterne der var tilbage var nærmest nervepirrende. Ja, jeg kunne dårligt vente nu.

Musikken begyndte stille og jeg sank en klump. Jeg havde svedige håndflader, da dørene nede for anden af kirken gik op og Blakes mor kom gående i et godt tempo. Shannon var virkelig smuk i sin guldlameret korte kjole. Den kvinde havde altid haft stil, men okay, hun var jo heller ikke rig for ingenting.


Hun smilte på en stramtantet måde, men kunne dog smile, mens hun nikkede kort, inden hun gav mig et svagt knus med et kys på min kind. Shannon havde aldrig udvist de store følelser for mig og det var gået op for mig efterhånden, at jeg aldrig havde været hendes foretrukne valg af svigersøn,men nu var dagen kommet og hun måtte vidst nok sande, at hendes slag var tabt over for mig. Desværre skulle hun irritere mig ved at gå hen til Jonathan og give ham jordens største knus, inden hun satte sig foran på den forreste bænk ved Blakes gæster og families side.

Jeg flyttede blikket ned mod dørene igen og nu kom først Megan gående med en lille buket forrest, der efter kom Lea, som var Blakes veninde gående lige efter. Til sidst kom Mimi, som jeg vidste var Blakes og Megans kusine. De gik i et godt tempo ligesom Shannon havde gået. Mit hjerte slog rekordhurtigt og jeg følte virkelig, at jeg snart kunne besvime. Yup, fyre kunne godt besvime!

Pigerne nikkede fnisende til mine venner og jeg, da de stilte dem over for as på den anden side af alteret. De var ret ens i deres brudepigekjoler, som alle var knækorte i sart lilla farver med en lille mørkelilla roset i siden på hoften, mens de alle tre holdte en lille buket. De så virkelig søde ud.

Jeg så flygtigt på mit rolex og opdagede, at den var blevet 13:10, ergo var Blake lidt forsinket, men hun kom helt sikkert ind på kirkegulvet, hvert øjeblik det skulle være og jeg havde ret:

Straks begyndte bryllupsmarchen og jeg kunne ikke lade være med at se som en lamslået, da et væld af engletyl og og guld, hvor en gudinde rent ud sagt kom gående op ad kirkegulvet ledsaget af min svigerfar Victor. Hendes lykkelige blik sagde alt og jeg havde vidst temmelig svært ved at holde tårerne tilbage.

- Der kom min kommende hustru - En gudinde...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...