Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346706Visninger
AA

41. "Den Jonathan!"


Justins synsvinkel:

Lokation: caféen i lufthavnen, søndag d. 18 januar, 2015, kl. 13:47

"Vi skal altså til at komme videre mod indtjekningen!", kom det stressende fra Blake, hvorefter hun overraskede mig ved at proppe den sidste halvstore bid burger i munden, så hun sad og proppede sig. Jeg grinte lidt over hende, eftersom hun normalt aldrig proppede sig på den måde.

"Slap nu af baby, vi skal nok nå det...", svarede jeg roligt og sad godt afslappet tilbage i den okay gode orange plastikstol med det ene ben liggende afslappet oven på mit højre knæ og  hvor jeg tog en god slurk af min lettere fesen cola i papkruset. Ja, bobler var der ikke meget af i denne cola. Pebrede priser på drikke og mad, hvor jeg 100% ville vove at påstå, at McDonalds smagte af så meget mere end dette papmad. Det var McDonalds godt nok også, men ja, der var sgu forskel alligevel.

Blake tyggede om munden, mens hun så med et nervøst og opmærksomt blik på mig, hvorefter hun selv greb ud efter sin sodavand i papkrus og sugede godt af sugerøret, hvorefter hun tog så kraftige tåre, at man kunne høre den sørgelige sjat i bunden med de lyde, der kendetegnede en tomhed i kruset, inden hun slap sugerøret og satte det tomme krus på bordet.

"Ja, men jeg har ikke lyst til at stresse og jeg vil bare lige gerne nå at få noget sæbe på kroppen inden vi stiger på flyet. Jeg føler mig seriøst som en omvandrende limstift og jeg stinker af gammel sprut...", hviskede hun nærmest, mens hun kiggede sig opmærksomt fra side til side, bare for så hun var sikker på, at hun ikke tiltrak sig yderligere opmærksomhed. Hendes udtalelse fik mig til at brase ud af grin, så noget af min cola sprøjtede ud af munden på mig. Klart, følte jeg mig også sådan, men bare nu hvor hun sagde det, kunne jeg sgu ikke lade være med at grine. Blake så spørgende på mig.

"Hvad?", spurgte hun, men masken faldt hurtigt, for det var tydeligt, at hun godt vidste hvad jeg grinte af, så vi endte med at sidde og grine begge to. Vi faldt dog nogenlunde til ro lidt efter. Hun sukkede svagt og trak på skuldrene.

"Må jeg få en tår af din cola skat?", spurgte hun med et lille bedende smil. Jeg blinkede kækt med øjet og rakte hende min næsten færdigdrukket cola. Hun fnes og tog imod kruset. Jeg strakte mig godt mens jeg sad.

"Nå, skal vi komme videre så?", spurgte jeg med et skævt smil. Blake nikkede og var vidst ikke et sekund i tvivl, for hun rejste sig sekunder efter jeg havde spurgt hende. Jeg rejste mig selv og samlede det brugte burgerpapir og samlede de enkelte kedelige pommes frittes op fra bordet og op på den røde plastikbakke blandt de sørgelige rester af mad. Jeg smilte hen til Blake.

"Jeg går lige over med affaldet!", sagde jeg bestemt. Blake nikkede med et smil, hvor ved hun greb ud efter bagagevognen.

Jeg greb plastikbakken og begav mig de fem-seks meter hen mod den store skraldespand og hældte affaldet ned gennem den store stållem og lagde bakken ovenpå de andre brugte bakker oven på skraldespanden. I næste sekund så jeg et velkendt ansigt opdage mit blik på ham, selv om han var godt 70 meter væk fra hvor jeg stod, hvor han hurtigt så væk og smuttede ind i en LV butik. Jeg stod seriøst med skuffen i gulvet. Hvad pokker lavede han lige her? Og så absolut samme dag som Blake og jeg skulle på bryllupsrejse? Jeg forstod det slet ikke?

"Kommer du skat?"

Hendes stemme fik mig til at vende omkring og gå de få meter hen til hende og bagagevognen. Hun smilte lettere stresset og gav mig et flygtigt kys på kinden.

"Skal vi komme videre?", fnes hun lavt.

Jeg smilte svagt og nikkede og vi begyndte at gå retningen mod den gate, hvor vores fly ville lette fra. Jeg kunne ikke dy mig for at skulle se over mod LV butikken inden vi passerede udsynet til den, men han var ikke at se? Var det mine lettere tømmermænd, stress over, at vi skulle nå et fly og pga en ret rodet formiddag, der gjorde at jeg begyndte at se syner? Syner af Jonathan? - Ja, den Jonathan!

Tankerne svirrede og jeg ønskede virkelig bare, at jeg faktisk havde set syner. For hvad i alverden skulle Jonathan lave i lufthavnen og så tilfældigvis samme dag, hvor Blake og jeg skulle af sted på bryllupsrejse? Det virkede da slet ikke logisk? - Eller hvis det var ham, så var det vel bare et tilfælde, ikke?

"Hvad tænker du på skat?"

Hendes stemme fik mig ud af mine tanker og fik mig til at standse op midt i det hele, så Blake selv standsede op med et spørgende blik på mig.

"Hvad er der galt?", spurgte hun yderligere. Jeg pustede hårdt ud og rystede hurtigt på hovedet og grinte svagt, men nok mest fordi bare tankerne om ham her i lufthavnen chokerede mig.

"Jeg tror næsten, at jeg så Jonathan gå ind i LV butikken ved alle butikkerne, da vi skulle til at gå fra caféen, men altså hv..."

"Justin, hvorfor i alverden skulle Jonathan være her?", afbrød Blake mig lettere skarpt og sukkede og tog min hånd og lagde den på siden af bagagevognen, mens hun smilte svagt.

"Du har jo formentligt tømmermænd skat. Der er så mange fyre, der kan minde om Jonathan på lang afstand, så det var nok bare en dobbeltgænger - Tror du ikke?", svarede Blake med et skævt smil. Jeg sukkede og nikkede blot, da jeg egentligt ikke havde lyst til at diskutere dette irrelevante emne yderligere, for det var ligesom rejsen med mit livs kærlighed det handlede om, og ikke den skide Jonathan!


Blakes synsvinkel:

Lokation: dametoiletterne i lufthavnen tæt på gate 34, søndag d. 18 januar, 2015, kl. 14:12

Tænk at flere engangsservietter, varmt vand og skummende sæbe fra en sæbedispenser, lige nu kunne føles som mit livs redning? Jeg følte mig i alt fald noget mere frisk end før med alle de klamme rester af champagne, sprut eller hvad pokker det nu havde været? Dog foretrak jeg helt klart et rigtigt bad, for jeg var stadigt ret klistret ind andre steder. Særligt et vis sted, så jeg næsten var overbevist om, at jeg ville give mig selv gratis bikinivoks, når jeg først prøvede at tage trussen af? Ja, måske en overdrivelse, men ja, princippet var vel næsten det samme?

Bare tanken om, hvis Justin også var klistret til omkring pjorten, fik mig til at grine. Stakkels ham. Nok vidste jeg at han trimmede sig jævnligt, men der var allerede meget mere at tage fat på, hvis han var mindst lige så klistret ind som jeg var? Trods vores stressede afgang fra hotellet tidligere i formiddags, så havde jeg trods alt været hurtig med at få min tandbørste op i min skuldertaske, så jeg var ikke sen til at åbne den lille rejsetandbørste og dyp den under vand, så jeg kunne få børstet det værste af min burger, cola og sprutånde væk. Desværre havde jeg glemt mit tandpasta, men så måtte jeg afslutte tandbørstningen med to stykker fresh mint stimorol, you got it!

Jeg greb efter min iPhone i min taske for at tjekke klokken, men med den lille detalje, at den var løbet tør for strøm. Jeg sukkede og greb min taske, for at skynde mig ud, hvorefter jeg så Justin sidde på én af plastbænkene tæt på billetindtjekningen. Jeg kunne se, at folk var begyndt at blive gelejdet ombord på det store fly, der holdte lige udenfor British Airways, kunne jeg ane ud af øjenkrogen, at der stod med store blå bogstaver på siden af flyet.

"Justin?", kaldte jeg roligt og han så op på mig med et smil og rejste sig, mens han viftede med biletterne i luften.

"Så min elskede! London kalder!", grinte han smørret, mens han greb ud efter sin rygsæk på det plastsæde ved siden af det han før havde siddet på. Han svang rygsækken op på venstre skulder. Jeg nikkede med et stort smil og følte allerede sommerfuglene gå amok i maven over, at vi endelig skulle lidt væk fra småborgerlige og kedelige Amerika. Damn, hvor havde jeg bare set frem til den dag, hvor Justin og jeg skulle giftes og så af sted ud på vores bryllupsrejse...

Lokation: ombord på flyet i gate 34, søndag d. 18 januar, 2015, kl. 14:35

Jeg pustede hårdt ud. Det her var langtfra hvordan jeg havde forestillet mig starten på Justins og min bryllupsrejse på. Jeg sad for det første på businessclass. Alright, det blev hermed bekræftet, at min søster havde ret i, at businessclass ikke ligefrem var nogen overdådig luksus. Jeg var vant til vinduespladser, men nej, her sad jeg tre pladser fra vinduet og ved siden af en frodig dame, der stank af armsved, som allerede fornøjede sig med at sidde at strikke, eller også hæklede hun? What ever! Vi var ikke engang landet og allerede fortrød jeg min siddeplads i flyet. Lyden af en grædende baby et sted i flyet og en mand, der havde en ustyrlig hosten, så det lød som om, han var ved at dø af sin hosten.

"Så gå dog til doktormanden?!", tænkte jeg irritabelt og lagde armene over kors og pustede hårdt ud, hvor ved mine Manolo Blahnik stiletter langtfra var komfortabelt fodtøj lige ved denne plads. Jeg kunne for pokker ikke få lov til at lægge benet over kors, eller smide stiletterne for at få benene op og bare slappe af med mit eget lille fladskærm.

"Jeg savner første klasse!", udbrød jeg frustreret, så jeg fornemmede flere passagerer glo om mod min retning. Jeg følte et kys på min venstre kind.

"Rolig baby, du skal nok overleve det her. Det er ikke så slemt i sidste ende...", hviskede Justin i mit venstre øre. Jeg kunne ikke lade være med at brase ud i et grin så voldsomt opg sarkastisk som det overhovedet kunne blive. Jeg så på ham.

"Justin, det her - Det er et mareridt! Forstår du det?", udbrød jeg frustreret. Justin så bare på mig med et løftet øjenbryn på mig og greb fat i min venstre hånd.

"Slap nu af baby... Vi er på bryllupsrejse og så skal en enkelt røvtur til London ikke stoppe os, okay? Vi skal formå at vende tingene til det positive, forstår du mig?", forklarede han vildt overskudsagtigt med et svagt smil og kyssede mig flygtigt på mine læber, for derefter at sætte sig tilbage i sit sæde. Han slap ikke min hånd et eneste sekund. Jeg nikkede svagt.

"Hvordan kan du tage så let på det?", mumlede jeg undrende og satte mig selv tilbage i sædet. Jeg mærkede et kærligt klem i min hånd fra ham.

"Baby, du glemmer lidt, at jeg er vant til den slags røvture med busser, toge og fly - Dog har jeg aldrig nogensinde rejst helt til Europa, så det er jeg spændt på...", forklarede han roligt ved min side. Jeg så til venstre for mig og fandt hans smukke brune øjne, der dog var en anelse rødsprængte. Sikkert pga alkohollen han og jeg stadigt havde i vores blod. Han smilte kærligt og blinkede kækt med øjet.

"Det skal nok gå elskede... Det lover jeg... Du er i sikre hænder hos mig...", forklarede han lavt, så jeg følte varmen i kinderne og nikkede.

"Du har ret skat... Jeg elsker dig så højt...", svarede jeg stille og valgte af hjertet at give denne røvtur en chance, mens mine tanker hvilede på min manglende luksus. Jeg lænede mig svagt frem mod ham og lagde min højre hånd om hans venstre kind, hvorefter jeg smagte blidt på hans dejlige læber.

- Dette ville med garanti blive en ret uforglemmelig rejse, men så længe jeg havde Justin hos mig, så skulle jeg nok kunne overleve....

~*~*~

Så, er rejsen påbegyndt! Hvad mon der kommer til at ske? Vil Blake og Justin få en skøn og romantisk bryllupsrejse og vil Blake overleve røvturen til London på businessclass?

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...